Hun er gravid, men har længe overvejet at gå

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, vi er begge 25 år og er hinandens første kærester og eneste sexpartner. Vi har boet sammen i 3,5 år og udadtil har vi da et meget godt forhold, men sagen er i virkeligheden at jeg har haft lyst til at gå fra hende de sidste 3,5 år. Mere eller mindre lidt siden vi flyttede sammen. Vi købte en lejlighed sammen uden at have boet sammen tidligere, hvilket set i bagspejlet nok var en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om at min kæreste elsker mig rigtig højt, selv efter 5 år. Jeg elsker også hende rigtig meget, men romantisk og erotisk føler jeg ikke rigtig noget og har ikke gjort det længe. Hun døjer med nogle psykiske ting som har gjort det rigtig svært for mig at være i et forhold med hende, hun har ikke diagnosen men symptomerne peger meget i retning af borderline. 90% af tiden er hun det sødeste, rareste, kærligste menneske, men hun kan tippe nærmest fra det ene øjeblik til det andet, der skal intet til.

Før vi købte en lejlighed og flyttede sammen kunne hun pakke det væk i de perioder vi sås, men det kunne hun ikke efter vi flyttede sammen. Det kom derfor lidt som et chok for mig. Men hvad skulle jeg gøre i den situation? Vi havde pludseligt fællesøkonomi og et stort boliglån som vi ikke kunne komme ud af uden et større tab.

I løbet af årene er vi blevet tættere og tættere, på mange områder passer vi rigtig godt sammen. Vi har samme humor, samme politiske holdninger, ser det samme i TV, samme holdning til opdragelse osv. MEN så opstår der de her konfliker pga. hendes psyke ca. en gang om ugen som altid ender ud i et skænderi og én af os går i seng.

Jeg føler personligt ikke jeg har fundet den rigtige, jeg elsker hende men har aldrig haft den der helt vilde forelskelse, eller lyst til at være sammen konstant som jeg har haft i tidligere forhold. Jeg føler heller ingen jalousi som jeg også har haft i tidligere forhold..

Jeg har længe gået og taget tilløb til at gå fra hende men har ikke rigtigt kunne få mig selv til det. Pga. hendes psyke har hun ikke rigtigt nogen venner eller fritidsinteresser. Hun er altid bare hjemme, så jeg er ligesom alt hun har. Jeg VED at hvis jeg gik fra hende ville hun ryge ned i et stort sort hul, og hvor arrogant det end lyder tror jeg aldrig hun kommer op igen. Somme tider tænker jeg endda på om hun kunne finde på at tage sit eget liv hvis jeg gjorde det.

Hun havde gået og haft det underligt den sidste uges tid, så hun tog en test i forgårs og den var selvfølgelig MEGET positiv.. Hun er vildt glad for det, men ved også at jeg ikke er super begejstret. Jeg undertrykker det nok lidt over for hende, men i virkeligheden vender og drejer alt sig i kroppen på mig for jeg føler ikke at jeg kan binde mig til den her kvinde og få et barn med hende når jeg har det sådan her. Jeg har levet med hende i fem år og vi har jo en fin og praktisk hverdag som jeg sikkert sagtens kunne leve "nogenlunde" tilfreds med de næste mange mange år.. Men samtidig er der også noget i mig der bare ikke kan acceptere at der aldrig skal være andre, at jeg aldrig skal være rigtig forelsket igen, eller aldrig prøve at have sex med andre. Jeg er bange for at jeg lige pludselig er 40 år og fortryder, og så er det for sent. Jeg har virkelig meget lyst til at blive forelsket igen, virkelig lyst til at udforske og have sex med andre, men jeg føler at jeg låser mig endegyldigt hvis vi får det her barn. Selv om vi har været sammen i fem år har jeg nok altid følt at jeg har haft en vej ud, den føler jeg bliver lukket hvis vi får et barn.

Er jeg i virkeligheden en kæmpe egoist? Kan jeg overhovedet tillade mig at gå fra hende og forslå en abort? Eller skal jeg bare holde kæft, få barnet og leve et middelmådigt liv velvidende at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig på hendes bekostning?

Ærligt ... du er en idiot at du ikke har gjort noget ved det endnu. Men det sker for mange. Jeg synes ikke du skal byde hverken dig selv, barnet eller hende et middelmådigt liv. I bliver ikke glade på den lange bane .. og du lærer dit barn, at det er sådan kærlighed er.

Anonym skriver:

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, vi er begge 25 år og er hinandens første kærester og eneste sexpartner. Vi har boet sammen i 3,5 år og udadtil har vi da et meget godt forhold, men sagen er i virkeligheden at jeg har haft lyst til at gå fra hende de sidste 3,5 år. Mere eller mindre lidt siden vi flyttede sammen. Vi købte en lejlighed sammen uden at have boet sammen tidligere, hvilket set i bagspejlet nok var en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om at min kæreste elsker mig rigtig højt, selv efter 5 år. Jeg elsker også hende rigtig meget, men romantisk og erotisk føler jeg ikke rigtig noget og har ikke gjort det længe. Hun døjer med nogle psykiske ting som har gjort det rigtig svært for mig at være i et forhold med hende, hun har ikke diagnosen men symptomerne peger meget i retning af borderline. 90% af tiden er hun det sødeste, rareste, kærligste menneske, men hun kan tippe nærmest fra det ene øjeblik til det andet, der skal intet til.

Før vi købte en lejlighed og flyttede sammen kunne hun pakke det væk i de perioder vi sås, men det kunne hun ikke efter vi flyttede sammen. Det kom derfor lidt som et chok for mig. Men hvad skulle jeg gøre i den situation? Vi havde pludseligt fællesøkonomi og et stort boliglån som vi ikke kunne komme ud af uden et større tab.

I løbet af årene er vi blevet tættere og tættere, på mange områder passer vi rigtig godt sammen. Vi har samme humor, samme politiske holdninger, ser det samme i TV, samme holdning til opdragelse osv. MEN så opstår der de her konfliker pga. hendes psyke ca. en gang om ugen som altid ender ud i et skænderi og én af os går i seng.

Jeg føler personligt ikke jeg har fundet den rigtige, jeg elsker hende men har aldrig haft den der helt vilde forelskelse, eller lyst til at være sammen konstant som jeg har haft i tidligere forhold. Jeg føler heller ingen jalousi som jeg også har haft i tidligere forhold..

Jeg har længe gået og taget tilløb til at gå fra hende men har ikke rigtigt kunne få mig selv til det. Pga. hendes psyke har hun ikke rigtigt nogen venner eller fritidsinteresser. Hun er altid bare hjemme, så jeg er ligesom alt hun har. Jeg VED at hvis jeg gik fra hende ville hun ryge ned i et stort sort hul, og hvor arrogant det end lyder tror jeg aldrig hun kommer op igen. Somme tider tænker jeg endda på om hun kunne finde på at tage sit eget liv hvis jeg gjorde det.

Hun havde gået og haft det underligt den sidste uges tid, så hun tog en test i forgårs og den var selvfølgelig MEGET positiv.. Hun er vildt glad for det, men ved også at jeg ikke er super begejstret. Jeg undertrykker det nok lidt over for hende, men i virkeligheden vender og drejer alt sig i kroppen på mig for jeg føler ikke at jeg kan binde mig til den her kvinde og få et barn med hende når jeg har det sådan her. Jeg har levet med hende i fem år og vi har jo en fin og praktisk hverdag som jeg sikkert sagtens kunne leve "nogenlunde" tilfreds med de næste mange mange år.. Men samtidig er der også noget i mig der bare ikke kan acceptere at der aldrig skal være andre, at jeg aldrig skal være rigtig forelsket igen, eller aldrig prøve at have sex med andre. Jeg er bange for at jeg lige pludselig er 40 år og fortryder, og så er det for sent. Jeg har virkelig meget lyst til at blive forelsket igen, virkelig lyst til at udforske og have sex med andre, men jeg føler at jeg låser mig endegyldigt hvis vi får det her barn. Selv om vi har været sammen i fem år har jeg nok altid følt at jeg har haft en vej ud, den føler jeg bliver lukket hvis vi får et barn.

Er jeg i virkeligheden en kæmpe egoist? Kan jeg overhovedet tillade mig at gå fra hende og forslå en abort? Eller skal jeg bare holde kæft, få barnet og leve et middelmådigt liv velvidende at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig på hendes bekostning?

Altså jeg hæfter mig først og fremmest lidt til at du starter med at sige i et hinandens første kærester og kort efter skriver du om tidligere forhold. Det hænger ikke rigtig sammen? 

du skulle være gået for længst. Ingen mennesker fortjener et middelmådigt liv. Og slet ikke et lille barn det er helt uskyldig i det her. 

Du må sige tingene som de er til hende. At du ikke ønsker barnet fordi du simpelthen ikke er moden nok til det ansvar endnu. Og så må du afbryde forholdet så i begge kan få et liv i fortjener. 

Du kan godt gå fra hende, og du kan også godt foreslå en abort. Men du skal være forberedt på, at hvis hun ikke har lyst til at få en abort, skal du være far. Det vil betyde, at I skal have et godt samarbejde til at fungere de næste mange, mange år. Måske var det en idé at starte med parterapi. Problemstillinger som skænderier og middelmådigt sexliv KAN forbedres, hvis man arbejder for det. Og hvis jeres forhold ikke skal reddes, kan en parterapeut hjælpe jer med at afslutte forholdet på en konstruktiv måde.

Anonym skriver:

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, vi er begge 25 år og er hinandens første kærester og eneste sexpartner. Vi har boet sammen i 3,5 år og udadtil har vi da et meget godt forhold, men sagen er i virkeligheden at jeg har haft lyst til at gå fra hende de sidste 3,5 år. Mere eller mindre lidt siden vi flyttede sammen. Vi købte en lejlighed sammen uden at have boet sammen tidligere, hvilket set i bagspejlet nok var en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om at min kæreste elsker mig rigtig højt, selv efter 5 år. Jeg elsker også hende rigtig meget, men romantisk og erotisk føler jeg ikke rigtig noget og har ikke gjort det længe. Hun døjer med nogle psykiske ting som har gjort det rigtig svært for mig at være i et forhold med hende, hun har ikke diagnosen men symptomerne peger meget i retning af borderline. 90% af tiden er hun det sødeste, rareste, kærligste menneske, men hun kan tippe nærmest fra det ene øjeblik til det andet, der skal intet til.

Før vi købte en lejlighed og flyttede sammen kunne hun pakke det væk i de perioder vi sås, men det kunne hun ikke efter vi flyttede sammen. Det kom derfor lidt som et chok for mig. Men hvad skulle jeg gøre i den situation? Vi havde pludseligt fællesøkonomi og et stort boliglån som vi ikke kunne komme ud af uden et større tab.

I løbet af årene er vi blevet tættere og tættere, på mange områder passer vi rigtig godt sammen. Vi har samme humor, samme politiske holdninger, ser det samme i TV, samme holdning til opdragelse osv. MEN så opstår der de her konfliker pga. hendes psyke ca. en gang om ugen som altid ender ud i et skænderi og én af os går i seng.

Jeg føler personligt ikke jeg har fundet den rigtige, jeg elsker hende men har aldrig haft den der helt vilde forelskelse, eller lyst til at være sammen konstant som jeg har haft i tidligere forhold. Jeg føler heller ingen jalousi som jeg også har haft i tidligere forhold..

Jeg har længe gået og taget tilløb til at gå fra hende men har ikke rigtigt kunne få mig selv til det. Pga. hendes psyke har hun ikke rigtigt nogen venner eller fritidsinteresser. Hun er altid bare hjemme, så jeg er ligesom alt hun har. Jeg VED at hvis jeg gik fra hende ville hun ryge ned i et stort sort hul, og hvor arrogant det end lyder tror jeg aldrig hun kommer op igen. Somme tider tænker jeg endda på om hun kunne finde på at tage sit eget liv hvis jeg gjorde det.

Hun havde gået og haft det underligt den sidste uges tid, så hun tog en test i forgårs og den var selvfølgelig MEGET positiv.. Hun er vildt glad for det, men ved også at jeg ikke er super begejstret. Jeg undertrykker det nok lidt over for hende, men i virkeligheden vender og drejer alt sig i kroppen på mig for jeg føler ikke at jeg kan binde mig til den her kvinde og få et barn med hende når jeg har det sådan her. Jeg har levet med hende i fem år og vi har jo en fin og praktisk hverdag som jeg sikkert sagtens kunne leve "nogenlunde" tilfreds med de næste mange mange år.. Men samtidig er der også noget i mig der bare ikke kan acceptere at der aldrig skal være andre, at jeg aldrig skal være rigtig forelsket igen, eller aldrig prøve at have sex med andre. Jeg er bange for at jeg lige pludselig er 40 år og fortryder, og så er det for sent. Jeg har virkelig meget lyst til at blive forelsket igen, virkelig lyst til at udforske og have sex med andre, men jeg føler at jeg låser mig endegyldigt hvis vi får det her barn. Selv om vi har været sammen i fem år har jeg nok altid følt at jeg har haft en vej ud, den føler jeg bliver lukket hvis vi får et barn.

Er jeg i virkeligheden en kæmpe egoist? Kan jeg overhovedet tillade mig at gå fra hende og forslå en abort? Eller skal jeg bare holde kæft, få barnet og leve et middelmådigt liv velvidende at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig på hendes bekostning?

Min tanke er at det er pænt mange ting du propper ned over hovedet på hende. Har du ikke selv nogle fejl? Eller ser du dig selv som et offer?

Set med mine øjne er du et kæmpe fjols der i flere år har holdt et andet menneske for nar og du burde VIRKELIG skamme dig.

Du er sikker på hun ville ryge ned i er hul hvis du forlader hende. Jeg er sikker på hun kommer helt til tops og finder en ORDENTLIG MAND og bliver lykkelig. 

Jeg føler virkelig med hende. Hold da op det er synd for hende

Øh.. ret ensidig måde at anskue parforhoædsproblemer på =alt er hende skyld? Det er ikke fair. I har det godt sammen, passer godt sammen skriver du. I skændes en gang om ugen og lyder til at have gjort det længe, men ingen af jer har prøvet at tage det op og finde en fælles løsning? I (eller i hevrt fald du) lyder til at sidde fast i et mønster der gentager sig selv. Parterapi er nok vejen frem der. Og så stop jer selv når den diskussion starter. Sig det eventuelt højt "jeg kan mærke jec er nået dertil hvor jeg kommer til at sige samme dumme ting som i sidste uge. Det har jeg ikke lyst til, så jeh går lige ud på altanen og køler af, så kan vi snakke bagefter" det er at tage ansvar for situationen og egen rolle i en skænderi

Et forhold BLIVER "leverpostej" med tiden. Det er bare ikke spændende længe. Når forelskelsen aftager skal man altså selv arbejde for det.

Jeg tænker parterapi er vejen frem. Resten af din besked angående barnet lyder som et klassisk panikanfald når man opdager man bliver "bundet" for evigt. Det går nok over. Men søg hjælp uanset hvad til jeres kommunikstion. Du kan godt sige du ikke er klar til barn, men det skal aldrig medføre krav om abort. 

Anonym skriver:

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, vi er begge 25 år og er hinandens første kærester og eneste sexpartner. Vi har boet sammen i 3,5 år og udadtil har vi da et meget godt forhold, men sagen er i virkeligheden at jeg har haft lyst til at gå fra hende de sidste 3,5 år. Mere eller mindre lidt siden vi flyttede sammen. Vi købte en lejlighed sammen uden at have boet sammen tidligere, hvilket set i bagspejlet nok var en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om at min kæreste elsker mig rigtig højt, selv efter 5 år. Jeg elsker også hende rigtig meget, men romantisk og erotisk føler jeg ikke rigtig noget og har ikke gjort det længe. Hun døjer med nogle psykiske ting som har gjort det rigtig svært for mig at være i et forhold med hende, hun har ikke diagnosen men symptomerne peger meget i retning af borderline. 90% af tiden er hun det sødeste, rareste, kærligste menneske, men hun kan tippe nærmest fra det ene øjeblik til det andet, der skal intet til.

Før vi købte en lejlighed og flyttede sammen kunne hun pakke det væk i de perioder vi sås, men det kunne hun ikke efter vi flyttede sammen. Det kom derfor lidt som et chok for mig. Men hvad skulle jeg gøre i den situation? Vi havde pludseligt fællesøkonomi og et stort boliglån som vi ikke kunne komme ud af uden et større tab.

I løbet af årene er vi blevet tættere og tættere, på mange områder passer vi rigtig godt sammen. Vi har samme humor, samme politiske holdninger, ser det samme i TV, samme holdning til opdragelse osv. MEN så opstår der de her konfliker pga. hendes psyke ca. en gang om ugen som altid ender ud i et skænderi og én af os går i seng.

Jeg føler personligt ikke jeg har fundet den rigtige, jeg elsker hende men har aldrig haft den der helt vilde forelskelse, eller lyst til at være sammen konstant som jeg har haft i tidligere forhold. Jeg føler heller ingen jalousi som jeg også har haft i tidligere forhold..

Jeg har længe gået og taget tilløb til at gå fra hende men har ikke rigtigt kunne få mig selv til det. Pga. hendes psyke har hun ikke rigtigt nogen venner eller fritidsinteresser. Hun er altid bare hjemme, så jeg er ligesom alt hun har. Jeg VED at hvis jeg gik fra hende ville hun ryge ned i et stort sort hul, og hvor arrogant det end lyder tror jeg aldrig hun kommer op igen. Somme tider tænker jeg endda på om hun kunne finde på at tage sit eget liv hvis jeg gjorde det.

Hun havde gået og haft det underligt den sidste uges tid, så hun tog en test i forgårs og den var selvfølgelig MEGET positiv.. Hun er vildt glad for det, men ved også at jeg ikke er super begejstret. Jeg undertrykker det nok lidt over for hende, men i virkeligheden vender og drejer alt sig i kroppen på mig for jeg føler ikke at jeg kan binde mig til den her kvinde og få et barn med hende når jeg har det sådan her. Jeg har levet med hende i fem år og vi har jo en fin og praktisk hverdag som jeg sikkert sagtens kunne leve "nogenlunde" tilfreds med de næste mange mange år.. Men samtidig er der også noget i mig der bare ikke kan acceptere at der aldrig skal være andre, at jeg aldrig skal være rigtig forelsket igen, eller aldrig prøve at have sex med andre. Jeg er bange for at jeg lige pludselig er 40 år og fortryder, og så er det for sent. Jeg har virkelig meget lyst til at blive forelsket igen, virkelig lyst til at udforske og have sex med andre, men jeg føler at jeg låser mig endegyldigt hvis vi får det her barn. Selv om vi har været sammen i fem år har jeg nok altid følt at jeg har haft en vej ud, den føler jeg bliver lukket hvis vi får et barn.

Er jeg i virkeligheden en kæmpe egoist? Kan jeg overhovedet tillade mig at gå fra hende og forslå en abort? Eller skal jeg bare holde kæft, få barnet og leve et middelmådigt liv velvidende at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig på hendes bekostning?

Altså for mig lyder det mest til, at du enten panikker eller bare ikke rigtigt gider forholdet mere, fordi du aldrig har oplevet andet.. Det er meget klassisk, når man aldrig har oplevet noget andet forhold.. Så keder man sig pludselig, eller også panikker man over alt det, som man går glip af.. 

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad du skal gøre.. Det kommer an på, om du er villig til at kæmpe for forholdet, eller om du helst vil ud og opleve dig selv/andre.. For det er heller ikke fair overfor din kæreste, at hun skal leve i et forhold, hvor ingen af jer egentlig er lykkelige.. 

Dog vil jeg sige, at det er ikke fair at give din kæreste hele skylden for problemerne.. Ja det er da hårdt at leve sammen med en, der har de problemer, men det er ikke kun hende, der skaber et skænderi - du er også med   Og det der med, at hun skulle begå selvmord, hvis du forlader hende: bare rolig det sker ikke.. Jeg kender en med borderline, og ja hun kan godt reagere og lyde som én, hvor verdenen bryder helt sammen, og hun ikke kan leve mere, hvis fx kæresten går fra hende.. Men tro mig, hun har squ altid klaret sig godt igen.. Og det skal din kæreste også nok.. Hun bliver ked af det lige i starten, men en måned efter er hun nok allerede videre.. 

Du kan godt foreslå en abort, men du skal samtidig også gøre det klart for hende, at hvis hun vælger barnet, så er du der for hende og barnet! Så tager du dit ansvar som far, også selvom I måske ikke er sammen mere.. Snak stille og roligt om tingene, og forklar hvad du føler og hvad du vil.. 

Anonym skriver:

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, vi er begge 25 år og er hinandens første kærester og eneste sexpartner. Vi har boet sammen i 3,5 år og udadtil har vi da et meget godt forhold, men sagen er i virkeligheden at jeg har haft lyst til at gå fra hende de sidste 3,5 år. Mere eller mindre lidt siden vi flyttede sammen. Vi købte en lejlighed sammen uden at have boet sammen tidligere, hvilket set i bagspejlet nok var en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om at min kæreste elsker mig rigtig højt, selv efter 5 år. Jeg elsker også hende rigtig meget, men romantisk og erotisk føler jeg ikke rigtig noget og har ikke gjort det længe. Hun døjer med nogle psykiske ting som har gjort det rigtig svært for mig at være i et forhold med hende, hun har ikke diagnosen men symptomerne peger meget i retning af borderline. 90% af tiden er hun det sødeste, rareste, kærligste menneske, men hun kan tippe nærmest fra det ene øjeblik til det andet, der skal intet til.

Før vi købte en lejlighed og flyttede sammen kunne hun pakke det væk i de perioder vi sås, men det kunne hun ikke efter vi flyttede sammen. Det kom derfor lidt som et chok for mig. Men hvad skulle jeg gøre i den situation? Vi havde pludseligt fællesøkonomi og et stort boliglån som vi ikke kunne komme ud af uden et større tab.

I løbet af årene er vi blevet tættere og tættere, på mange områder passer vi rigtig godt sammen. Vi har samme humor, samme politiske holdninger, ser det samme i TV, samme holdning til opdragelse osv. MEN så opstår der de her konfliker pga. hendes psyke ca. en gang om ugen som altid ender ud i et skænderi og én af os går i seng.

Jeg føler personligt ikke jeg har fundet den rigtige, jeg elsker hende men har aldrig haft den der helt vilde forelskelse, eller lyst til at være sammen konstant som jeg har haft i tidligere forhold. Jeg føler heller ingen jalousi som jeg også har haft i tidligere forhold..

Jeg har længe gået og taget tilløb til at gå fra hende men har ikke rigtigt kunne få mig selv til det. Pga. hendes psyke har hun ikke rigtigt nogen venner eller fritidsinteresser. Hun er altid bare hjemme, så jeg er ligesom alt hun har. Jeg VED at hvis jeg gik fra hende ville hun ryge ned i et stort sort hul, og hvor arrogant det end lyder tror jeg aldrig hun kommer op igen. Somme tider tænker jeg endda på om hun kunne finde på at tage sit eget liv hvis jeg gjorde det.

Hun havde gået og haft det underligt den sidste uges tid, så hun tog en test i forgårs og den var selvfølgelig MEGET positiv.. Hun er vildt glad for det, men ved også at jeg ikke er super begejstret. Jeg undertrykker det nok lidt over for hende, men i virkeligheden vender og drejer alt sig i kroppen på mig for jeg føler ikke at jeg kan binde mig til den her kvinde og få et barn med hende når jeg har det sådan her. Jeg har levet med hende i fem år og vi har jo en fin og praktisk hverdag som jeg sikkert sagtens kunne leve "nogenlunde" tilfreds med de næste mange mange år.. Men samtidig er der også noget i mig der bare ikke kan acceptere at der aldrig skal være andre, at jeg aldrig skal være rigtig forelsket igen, eller aldrig prøve at have sex med andre. Jeg er bange for at jeg lige pludselig er 40 år og fortryder, og så er det for sent. Jeg har virkelig meget lyst til at blive forelsket igen, virkelig lyst til at udforske og have sex med andre, men jeg føler at jeg låser mig endegyldigt hvis vi får det her barn. Selv om vi har været sammen i fem år har jeg nok altid følt at jeg har haft en vej ud, den føler jeg bliver lukket hvis vi får et barn.

Er jeg i virkeligheden en kæmpe egoist? Kan jeg overhovedet tillade mig at gå fra hende og forslå en abort? Eller skal jeg bare holde kæft, få barnet og leve et middelmådigt liv velvidende at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig på hendes bekostning?

I er hinandens første kærester men du refererer flere gange til tidligere forhold? Jeg er lidt forvirret. 

Anyway. Det lyder ikke helt som om du påtager dig nogen som helst andel i det ansvar man har for at et forhold lykkes.? Jeg er med på at psykisk sygdom er hårdt at leve sammen med. Men du har gjort det i 3,5 år? Uden at sige noget? For mig lyder det mest af alt som om forholdet er blevet hverdag og du keder dig - og nu er du i panik over om det skal være sådan for evigt fordi der er et barn på vej og pludselig er det ukendte og spændende helt vildt tiltrækkende... Men der må jeg minde dig om at græsset ikke er grønnere på den anden side. ALLE parforhold bliver hverdag og leverpostej med tiden og ALLE parforhold har deres at slås med fra tid til anden.

Tal med din kæreste om at du har det sådan her. Måske skal i arbejde på forholdet inden i sætter et barn i verden. Måske kan i vokse sammen og nærme jer hinanden igen, hvis i lader maven vokse. Måske skal i slet ikke være sammen, og så må i finde en løsning på det, barn eller ej. 

Gud ja havde slet ikke set, at du skriver, at I er hinandens første kærester, men samtidig refererer du til, at du har været i tidligere forhold..? 

Jeg synes du er så fej! Du har haft lyst til at gå fra hende i 3 år, men har ikke fået det gjort, for det er sikkert også meget bekvemt og så orker DU ikke at DU skal forholde dig til at hun bliver ked af det. 
Så du holder hende hen i 3 år og finder så først nosserne til at gå fra hende, når hun er gravid.

Ja du er en mega egoist! Ikke kun fordi du overvejer at gå fra din gravide kæreste, men fordi du ikke gjorde det for 3 år siden. Så kunne din kæreste have mødt en sød og dejlig mand i mellemtiden og det havde været en andens navn hun skulle skrive på faderskabet. 

Du skal gå fra hende. Hun fortjener en mand der vil hende! Jeg vil ikke sige hvad jeg synes du fortjener..