Tidligere spiseforstyrret her!
Jeg forstår hvad du mener! Første gang mit barn sagde noget med tykke maver og at h*n ikke ville have det, løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg blev næsten panisk ved det.m, fysisk dårlig. Jeg tror faktisk også det var i forbindelse med gurli gris. De andre har sådan set ret, omend det er meget skarpt formuleret. Men jeg tror virkelig man selv skal have været i helvede før man forstår hvordan det sidder tilbage i ens system, for evigt.
Vi snakker heller aldrig vægt og sådan herhjemme, netop fordi jeg ikke ønsker mine børn skal se det som en "ting" man kan gå op i. Vi har ikke engang en vægt. Så det krævede rigtig meget af mig at huske på, at alt det vi lægger i vægt og ordet tykt ikke er det, som børnene gør.
Det handler jo om min frygt for at mine børn skal udvikle samme helveds-sygdom og evt gå igennem al den smerte jeg selv har været. Men i forsøget på at skærme dem fra det onde, kan man netop komme til at gøre det til et tabu, hvis man konstant får afvist deres tanker (mere eller mindre bevidst selvfølgelig) ved f.eks at sige "nej det hsr du ikke" så jeg prøver virkelig at lade være!
Og det har været en meget svær øvelse, og er det stadig også. Fordi vægt for MIG er forbundet med skam, tabu, selvhad sygdom og alt muligt andet crap. Men det er MIN historie og associationer. Men ved øvelse er det blevet nemmere at imødegå mine børn på en mere fornuftig måde.
Så jeg spørger også ind med "nåda, hvorfor ikke" eller "jamen dog, hvorfor siger du din mave er tyk" eller "ja hooool da op, den er jo lige så kæmpe stor som en luftballon" og mange gange har deres respons været "fordi jeg har spist så kæmpe meget mad at min mave blev såååå tyk så nu kan jeg ikke spise mere" en overgang var tyk mave direkte synonym med "må jeg gå fra bordet" (fordi mæt=tyk mave=legetid) eller også har maven været fuld af prut, eller de har spist et fantasi-monster. Altså alt muæig andet (og helt uskyldigt) en hvad jeg som voksen med min baggage lægger i det.
Hvis du har et godt forhold til din sp kan du måske også snakke med hende om det, og hvordan man bedst tackler det. For det kan være rigtig svært. Men hvis man først selv er bevidst om at man er "skadet" på det punkt, er det nemmere at komme omkring
Held og lykke! Og det bliver nemmere med tiden!
