Anonym skriver:
Nej jeg her ikke en relation til familien. Jeg er såmænd også enig i, at det er dumt at rejse med et så lille spædbarn. Men det bestemmer faren. Men hendes søn er et større barn og har sin far med sig. Og uanset hvad hun siger ændrer, det ikke ved at de kommer afsted. Så det eneste hun får ud af det er dårlig stemning ifht. ex’en.
Jeg kommer ikke fra et forlist forhold, men jeg vil mene, at under normale omstændigheder, så har man nok ikke så meget at skulle have sagt. Men lige pt er der ikke nogen normale omstændigheder i verden. Som andre skriver, så befinder vi os midt i en pandemi. Jeg kan simpelthen så godt forstå ts' bekymring. Man kan ikke i denne verden skære tingene op så firkantet og gøre det så sort/hvidt, som du gør det! Hun er barnets mor og selvfølgelig tænker hun på sit barn, også selvom barnet ikke er hos hende. Det er jo ikke sådan, at hun bare bliver kold og kynisk og glemmer, at hun er mor, når hun ikke har sit barn ved sin side. Jeg mener godt, at man kan blande sig for meget i forskellige situationer, når barnet er hos den anden, men det er mere, når det handler om principper og disse principper går ud over barnet. Men som nævnt, så befinder vi os i en pandemi, og så er det da helt og aldeles forståeligt, at ts bekymrer sig. Særligt, hvis de risikerer karantæne. Ja, jeg synes faktisk, det ville være mærkeligt, hvis ikke hun bekymrede sig. Personligt, hvis det var mig, så ville jeg også undersøge, hvad mine muligheder var. Hun kunne jo lige så godt stå i en situation, hvor hun holder ferie med sin søn i forlængelse. Men det kan hun jo så ikke, hvis de skal være i karantæne i Grækenland og så har hun lige pludselig ikke holdt sommerferie med sit barn, fordi far stejlede. Og at betegne et barn på 4 år som et "større" barn. Den er jeg simpelthen ikke enig i!
Anmeld
Citér