Forbehold?

Mor og meget mere skriver:

Hun skriver jo, at hun har en svær depression, og det må vel nødvendigvis være lægens vurdering og diagnose - ikke “kommunens”. Med udgangspunkt i så alvorlig en diagnose må og skal kommunen da vurdere, om det er barnets tarv at blive passet af sin mor. 

Og det bliver vi så ikke enige om. Kommunen skal på ingen måde "tage udgangspunkt i" noget der ikke er deres fagområde. Jeg ved godt at det forekommer ofte, men det er fuldstændig fejlslagent. En familieafdeling såvel som en sundhedsplejerske skal ene og alene kigge på barnets trivsel samt forældrenes evne til at varetage denne. I nogle kommuner gør man det faktisk på den måde, at sundhedsplejersken slet ikke læser sagsakterne om den sårbare familie hun skal tilse. Det synes jeg personligt er meget mere holdbart, fordi man derved netop undgår forudindtagne holdninger, og at tolke forældrenes evner ud fra deres eventuelle diagnoser.

Soonmom skriver:

Nej, det er vist ikke helt det de har sagt så 

8 timer er al for længe af at være vågen, så jo det har de helt ret i at der bør ligge lur i de timer og ja gråden kan godt være svær at undgå, hvis han ikke er vant til at blive lagt, så han kun får sovet når han dejser om af umattethed hos dig (det er efter min mening, mere synd).

Så nej de ud fra det du skriver har de ikke sagt at han skal græde sig i søvn, men at det kan være svært at undgå pga at I har givet ham en dum struktur (eller mangel på samme), de fleste børn vil græde, hvis man ændre i måden man gør tingene på, men det er man jo nødt til, hvis de ikke fungere 

Fuldstændig enig i din tolkning! Der er kæmpe forskel på, at græde sig i søvn alene ellerbæove hjulpet derhen 

Hej med dig.

Når I som familie har brug for så megen støtte, som du giver udtryk for, når både kommune og psykiatri er ugentligt involveret og når vi er helt nede på det niveau at “kommunen” (hvem end du så henviser til i den sammenhæng), blander sig i dit barns søvn, så er der forment så stor en bekymring omkring jer som familie og potentielt omkring jeres forældreevne, at jeg ikke ville anbefale hjemmepasning. Du har brug for aflastning og dit barn vil kunne have store fordele af trygge pædagogiske rammer med struktur og kvalificeret pædagogisk personale til at støtte hendes udvikling. Tag imod hjælp - kommunen blander sig fordi der er behov for det, ikke for at genere dig. 

Som mor til to umulige sovebørn, vil jeg støtte helt op om at de ikke skal græde sig i søvn i barnevognen. Det har mine heller aldrig fået lov til, selvom de var svære at få til at sove 

En af mine børn elskede sin barnevogn. Har man kun prøvet "den slags børn", kan man slet ikke forestille sig hvor opslidende det andet er at prøve den ene løsning efter den anden for at få den #%# unge til at sove.

 Her har viklen reddet mit liv og deres søvn mange mange gange...

Mht at hjemme passe, så vil jeg give de andre ret. Indtil der er ro på hjemme og kommunens hjælp (hvis man ser det sådan) er afsluttet. Jeg kan ikke vurdere dit overskud, men jeg ved at kommuner reagerer ret negativt på ikke at sende i institution, når de tænker at familien er sårbar. Hvis du kan, så giv i stedet korte dage og brug tiden på at lade op, så du har mere overskud, når dine børn er hjemme

Anonym skriver:

Jeg lavede i samråd med lægen en underretning på min lille familie, da jeg ikke havde det godt. Jeg blev tabt på gulvet af psykiatrien, havde det MEGET skidt hen mod slutningen af min graviditet, hvorfor jeg blev sat i gang og blev sygemeldt fra barsel. Jeg har en svær depression, men føler at kommunen på nuværende tidspunkt forværrer min tilstand ved at “rådgive” mig mod mine værdier, som at lade mit barn græde sig i søvn alene, give mere/mindre mad (de var med til at ødelægge ammeforløbet) og lytter generelt ikke til mine perspektiver for “de er prægede af barndommens traumer” ��

Hvad betyder den sidste sætning med at "de er prægede af barndommens traumer?"

Hvordan er du blevet tabt af psykiatrien og hvad er årsagen til din svære depression?

Jeg synes det er vigtigt at tænke over dig selv og dit helbred og hvad du kan holde til. For det er bestemt en stor opgave at hjemmepasse sine børn. 

Om du kan holde til det i længden, om du vil kede dig og savne voksenkontakt, er kun dig der vil kunne svare på det. Jeg gik hjemme med vores de to ældste til de startede i børnehave, jeg nød det virkelig og elskede den tid vi havde sammen. Jeg gik til sang og rytmik, tumletime i kirken i vores sogn, søgte andre hjemmegående og mødtes med dem én gang om ugen så alt i alt var vi ca. ude af huset 3 dage om ugen hvor der jo også var andre voksne at være sammen med og tale med. 

Vil du kunne tage ud til fx legestue?(Jeg spørger fordi jeg ikke kender til psykiske lidelser og ikke ved hvordan og hvor meget det kan påvirke)

Med vores 3. barn gik jeg hjemme til han var 1,5 år og så har min mand overtaget og hjemmepasser til han skal starte i børnehave. Jeg arbejder 30 timer om ugen(tjener rimelig godt), så vi er ikke "presset" på nogle kanter og har masser af tid sammen som familie. 

Husk at kommunens indblanding ikke er for at genere dig, men for at sikre og hjælpe jer som familie. 

Anonym skriver:

Og det bliver vi så ikke enige om. Kommunen skal på ingen måde "tage udgangspunkt i" noget der ikke er deres fagområde. Jeg ved godt at det forekommer ofte, men det er fuldstændig fejlslagent. En familieafdeling såvel som en sundhedsplejerske skal ene og alene kigge på barnets trivsel samt forældrenes evne til at varetage denne. I nogle kommuner gør man det faktisk på den måde, at sundhedsplejersken slet ikke læser sagsakterne om den sårbare familie hun skal tilse. Det synes jeg personligt er meget mere holdbart, fordi man derved netop undgår forudindtagne holdninger, og at tolke forældrenes evner ud fra deres eventuelle diagnoser.

Jeg forstår nok i virkeligheden ikke din indsigelse. Lægen og TS har lavet en fælles underretning pga. TS’ svære depression og heraf bekymring for bl.a. børnenes trivsel. Kommunen reagerer på underretningen - sådan som de skal - og sætter ind med støtte i hjemmet. Kvaliteten af denne støtte vil selvfølgelig altid kunne sættes til diskussion - men den er etableret på grundlag af TS’ tilstand og familiens behov for hjælp. 
Hvis TS sad i kørestol, var døv, svækket pga. fysisk sygdom eller lignende, og underretningen udsprang af dét, ville det da også være vægtig information at give de implicerede. 

Anonym skriver:

Og det bliver vi så ikke enige om. Kommunen skal på ingen måde "tage udgangspunkt i" noget der ikke er deres fagområde. Jeg ved godt at det forekommer ofte, men det er fuldstændig fejlslagent. En familieafdeling såvel som en sundhedsplejerske skal ene og alene kigge på barnets trivsel samt forældrenes evne til at varetage denne. I nogle kommuner gør man det faktisk på den måde, at sundhedsplejersken slet ikke læser sagsakterne om den sårbare familie hun skal tilse. Det synes jeg personligt er meget mere holdbart, fordi man derved netop undgår forudindtagne holdninger, og at tolke forældrenes evner ud fra deres eventuelle diagnoser.

Lige en tilføjelse til mit indlæg ovenover: Hvis der er tale om forældre med et alkoholmisbrug, eller som har udtrykt frygt for at slå børnene i affekt - skal støttepersonerne så også udelukkende fokusere på, hvad de reelt oplever, når de er til stede i hjemmet, uden at ane, hvad problemet/bekymringen omhandler? Så sundhedsplejersken og de ansatte i familieafdelingen dukker op fx til en mor med en svær depression og ved, at “der er noget”, og at der er skrevet en underretning - men da de ikke må kende til indholdet, er de på bar bund og famler i blinde efter tegn på, at der bruges rusmidler i hjemmet, at mor er voldelig, at børnene efterlades alene uden opsyn - hvad ved jeg? 
Er det i barnets tarv, at fagfolkene ikke aner, at mor fx er latent selvmordstruet, og i stedet stirrer sig blinde på, at far til tider virker lidt højrøstet, eller at der står mange tomme vinflasker i bryggerset? 

En underretning får i mine øjne slet ikke den ønskede effekt, i så fald. 

Anonym skriver:

Hvad betyder den sidste sætning med at "de er prægede af barndommens traumer?"

 

Hvordan er du blevet tabt af psykiatrien og hvad er årsagen til din svære depression?

 

Jeg synes det er vigtigt at tænke over dig selv og dit helbred og hvad du kan holde til. For det er bestemt en stor opgave at hjemmepasse sine børn. 

Om du kan holde til det i længden, om du vil kede dig og savne voksenkontakt, er kun dig der vil kunne svare på det. Jeg gik hjemme med vores de to ældste til de startede i børnehave, jeg nød det virkelig og elskede den tid vi havde sammen. Jeg gik til sang og rytmik, tumletime i kirken i vores sogn, søgte andre hjemmegående og mødtes med dem én gang om ugen så alt i alt var vi ca. ude af huset 3 dage om ugen hvor der jo også var andre voksne at være sammen med og tale med. 

Vil du kunne tage ud til fx legestue?(Jeg spørger fordi jeg ikke kender til psykiske lidelser og ikke ved hvordan og hvor meget det kan påvirke)

Med vores 3. barn gik jeg hjemme til han var 1,5 år og så har min mand overtaget og hjemmepasser til han skal starte i børnehave. Jeg arbejder 30 timer om ugen(tjener rimelig godt), så vi er ikke "presset" på nogle kanter og har masser af tid sammen som familie. 

 

Husk at kommunens indblanding ikke er for at genere dig, men for at sikre og hjælpe jer som familie. 

Jeg er vokset op med vold, fysisk såvel som psykisk og derfor tager jeg skarpt afstand til alt, hvad der har med at ignorere børns gråd at gøre. Jeg kæmper en brav kamp for ikke at blive som mine forældre og når jeg så siger til familierådgiveren, at jeg ikke ønsker at lade mine børn skrige sig selv i søvn hvis der findes blidere måder, så siger de at det er min barndoms traumer der taler = fordi jeg har oplevet gråd og svigt, så er jeg bange for at børnene oplever det samme som jeg gjorde - giver det mening? 

Jeg blev henvist til PTSD behandling, de bad mig fortælle hele min historie og rippede op i en hel masse sår. Jeg havde det hæsligt i de to uger der gik før jeg havde en aftale i psykiatrien igen, hvor en læge sad og tog pis på situationen og spurgte om "jeg havde prøvet at sige at det bare var en dum tanke og skubbe det væk", da jeg fortalte om mine mareridt og flash backs. Da behandlingen endelig skulle starte "rigtigt" stiftede jeg bekendskab med to psykologer, som sagde de ikke rigtigt havde tid i kalenderen til mig, men kunne prøve at presse mig ind og da jeg mødte min endelige behandler ville han kun lave parterapi, omend dét ikke var mit behov. Til sidst var jeg så påvirket af hormoner fra graviditet, PTSD og pres fra vores familier/venner at jeg endte med en svær depression. Dog har jeg altid været i højrisikogruppen for depression. 

Umiddelbart ville jeg godt kunne tage ud og vi ville så benytte os af farmor og farfar en gang ugentligt, så jeg kunne slappe af eller arbejde lidt. Det lyder fantastisk med legegruppe, babyrytmik mv - min mave knuder sig sammen ved tanken om at skulle aflevere min lille mus til en institution. Hjemmepasning er en af mine kerneværdier og min mand er også på samme vogn. 

Umiddelbart ser jeg dem ikke som om de vil genere os, de vil bare sikre sig at vores børn ikke bliver tabt i dette forløb - og det er jeg dem dybt taknemmelige for! 

Jeg har læst og læst den her tråd, for at tænke grundigt over mit svar. 

Jeg kam mærke din fortælling gør mig urolig. En hård barndom, hvor du nu arbejder med en masse er faktisk et fuldtidsarbejde. At du allerede nu snakker om kedsomhed, aflastning osv gør mig også bekymret. 

Jeg kan ikke hjemmepasse. Jeg orker det ikke, men min mand derimod! Shit de havde en fest under coronalockdown. I den grad at jeg måtte bede dem skrue ned fordi de alle var udkørte kl 16. Min pointe er at det kræver enormt meget at hjemmepasse. Fysisk men i den grad også psykisk 

Hvis jeg var dig ville jeg gøre det deltid. Finde et deltidsjob også hente tidligt

Jeg har gået til og fra den her tråd mange gange - umiddelbart synes jeg jo, at hver familie skal finde deres måde, den måde hvor børn og forældre trives bedst om det inkluderer institution eller ej er op til den enkelte.

Men der er et eller andet der skurer i mine ører (øjne) når jeg læser med her, og jeg ved ikke helt hvad det er, kan ikke sætte fingeren på det. 

Men jeg får nogle spørgsmål: Hvad ser I som fordelen ved at fravælge institution? Er fordelen for dig eller for søn, eller for hele familien. Jeg får lidt en følelse af du føler det er det bedste for dig - du ikke kan se dig selv aflevere ham. Jeg mistede min anden datter, og da vi fik endnu et barn, kunne jeg slet ikke forestille mig at aflevere ham, havde jeg nået at tænke, havde min mand stillet forslaget om, at jeg skulle blive hjemme, så var han ikke blevet afleveret. Valget havde ikke været baseret på, hvad der var bedst for ham, men hvad der var bedst for mig (på den korte bane), og jeg er ikke sikker på, at det havde været godt for nogen, for så var jeg blevet i den bobel som var tæt på noget depressivt, blevet i angsten for at miste, blevet i den verden hvor babyer var det eneste vigtige og det havde hverken været sundt for mig, mine børn og min familie. Jeg tror det er der der skurer lidt hos mig, vil det st du bliver hjemme fastholde dig i en spiral, hvor målet om at skabe en familie ulig din egen vil være eneste mål? Vil du tilsidesætte dig selv fuldstændig, ikke klare gråden men gå på tusind kompromisser osv.? Er det sundt for dig, for din w børn og sin familie? 

Men til sit oprindelige spørgsmål. Jeg har ikke fået hjemme, men har tænkt det igennem mange gange. Jeg ville elske at have mere tid med børnene, elske de sene morgener- jeg har haft det i mine barsler og jeg elskede det. Jeg savnede ikke at komme tilbage til hverdagen, men nød den alligevel da den startede og jeg var mor men også Line. Jegv har siden nummer 3 haft en ugentlig fridag og før de startede i skole havde de altid fri den dag og det er det bedste jeg har gjort. Men hvor er jeg dog alligevel glad for, at jeg også fik et andet indhold, at jeg blev stimuleret som voksen, at jeg kunne få succes på arbejde, når jeg har en fiasko med barm er i trods alder der hjemme. Og jeg ved nu, at jeg ikke ville egne mig til at være hjemmegående. Gerne mindre arbejdende eller studerende igen, men jeg skal have et andet indhold en anden rolle end den som mor. 

Og vælger I, ar du skal gå hjemme. Så få råd og vejledning i forhold til at få sparet op til pension af sin mands løn (han får jo også er skattefradrag hvis du ikke har en indkomst). Overvej om I kan skrue alle udgifter ned, bo mindre, undvære bil osv, for det koster også at gå hjemme og stimulere både dig selv og en lille trold (jeg er meget dyrere hjemme end på arbejde ). 

Og så spørg din psykolog, få råd og vejledning.