Først så tænker jeg, at du og din datter har fundet jeres måde. Den hvor du stoler på hende og hun stort set lever op til din tillid, og i bund og grund skal andre ikke blande sig i det, på samme måde som du eller jeg ikke skal blande os i, hvordan andre gør det.
Min datter er nu 17 år, hun har haft lidt flere regler end din datter og har det stadig trods hun er ældre og lige har været væk hjemme fra i 10 måneder på et studieophold. Jeg Havde og har som abracadabra skriver også et håb om, at hun venter min sin seksuelle debut til hun har et forhold, hvor hun og hendes partner føler sig tryghe (jeg selv var utrolig hurtig ude og set i bakspejlet ville jeg gerne have mistet min mødom på en anden og langt mere tryg måde). Og jeg håber hendes mådehold med alkohol fortsætter - ikke at hun ikke drikker, men hun har endnu ikke prøvet at være mere end lidt rundtosset.
Jeg håber dog også, at hendes åbenhed omkring alkohol, ønske om en kæreste (af hun eller hankøn) osv fortsætter, for det betyder hun ikke oplever reglerne begrænsende og sure, men ved vi aldrig bliver sure, men har sat reglerne fordi vi passer på hende. Og ja så at hun ved, at der er en åbenhed både når hun har succes og fiasko.
Da hun var 15 og sådan set stadig var reglen, vi skal vide hvornår hun kommer hjem. Da hun var 15 var hjemtidspunktet til forhandling, dvs. Hun startede med et udspil om, hvad hun syntes var rimeligt og så tog vi den der fra (har ikke prøvet, at hun sagde et urimeligt tidspunkt, så hun valgte faktisk selv). Nu er det ikke til forhandling, nu fortæller hun bare hvornår hun kommer hjem, og hun ringer eller sender sms, hvis ikke det holder. Grunden er, at jeg vil vide, hvornår jeg skal blive nervøs, jeg vil ikke vågne næste morgen og ikke ane om hun sover et andet sted, ikke er kommet hjem, fordi der stadig er fest klokken 7, eller om jeg skal ringe til politiet.
Da hun var 15 havde vi også talt om alkoholforbruget på forhånd - gav jo også sig selv for det var os der skulle købe det
- og igen startede hun med at fortælle, hvad hun syntes var rimeligt, og igen var vi heldige og hun sagde egentlig aldrig mere end hvad vi også syntes var rimeligt. Og tog hun en genstand mere, eller blev reel fuld, så vidste hun også, at hun altid kunne komme hjem og vi ALDRIG ville skælde ud. Igen vi har været heldige, hun har formodentlig tager en slurk mere end hun havde aftalt (eller der ved jeg, at hun har for hun har altid været åben), men vi har aldrig oplevet hende fuld fuld.
Vi har tit haft nogle sovende efter fester, og har aldrig sagt ja før jeg kendte deres regler. For jeg vil ikke blande mig i andre forældres regler, og må deres børn fx ikke drikke, så må mit hjem ikke være fristedet, hvor de godt må. Skal de være hjemme før 12, så må mit hjem ikke være fristedet hvor de kommer hjem klokken 2.
Mit hjem må gerne være et fristed, hvor man kan tale om alt, hvor man må have benene oppe på bordet, tage hvad man vil i køleskabet (på undtagelse af alkohol), må bande osv. Men det må ikke være der, hvor man kan omgås sine forældres regler om fester og alkohol.
Jeg håber mine to drenge kan have samme grad af frihed, det vil sige aftaler de selv er med til at lave. Jeg håber de har samme fornuftige tilgang til alkohol som deres storesøster, og at vi fortsat kan have en åbenhed her hjemme. Bliver de derimod nogen der drikker sig fra sans og samling, så må jeg jo revurdere min opdragelsestaktik
Og så lige det sidste, som I nok kan læse er jeg ikke enig med flertallet (i denne tråd) om, at regler vil gøre de unge bryder dem og gør det i smug. Hvis regler præsenteres som det de er, nemlig noget vi voksne har fordi vi vil passe på de unge mennesker, fordi vi vil guide og opdrage og de unge mennesker til fx at få et fornuftigt forhold til alkohol, så er det min oplevelse her hjemme at de modtages med en accept og forståelse.
Når regler også præsenteres som noget der regulerer, så vi kan leve sammen, så bliver de også accepteret og forstået. Fx vores regel her hjemme om, at vi skal vide hvornår man er hjemme (og helst også hvor man er ), så har hun fuld accept af det, fordi det bliver præsenteret som en regel der gør, st vi voksne rent faktisk kan få en nattesøvn, kan være rolige osv.