Jeg orker det ikke.

Nu får jeg nok en masse hug, men det er én af de her ting man ikke kan snakke med nogen om in real life uden at fremstå som et monster.

Vi har haft en masse problemer i forhold til mit bonusbarn, der har rigtig svært ved at skulle dele opmærksomheden med sine nye bonussøskende. Det har vi forsøgt at tage hånd om så godt som muligt, ved at give min mand og barnet så meget plads som overhovedet muligt. Det har været svært for dem begge at løsne lidt på deres alenetid, og bare det at jeg beder min mand om at blive siddende ved bordet i 15 minutter indtil jeg er færdig med at spise giver ham en følelse af, at være en lus mellem to negle, der svigter sit barn på trods af, at de havde været sammen konstant og alene i 2 dage i værkstedet fra morgen til aften, hvilket i sig selv er et puslespil i en familie på nu 5. Som han sagde til mig "hvis jeg havde 5 minutter brugte jeg dem ikke på dig". Tak så. Det er ikke en hver anden weekend ordning, så de ser endda hinanden rimelig meget. 

Men det er hårdt når barnet er her. Min mand er plaget af dårlig samvittighed konstant, og synes alle (inklusiv mine børn, mig, og barnets egen mor!) behandler barnet dårligt så snart barnet ikke får 100 procent opmærksomhed. Han synes hans eks'er har været dumme overfor barnet også, og føler sig som verdens største numsehul hver gang barnet skal dele ham med nogen som helst. 

Problemet er... at alle de her ting er begyndt at tage til. Jeg får skæld ud over, at min relation til barnet ikke er god nok. Jeg prøver at give dem plads, men det skal jeg så åbenbart ikke. Jeg starter ikke nok samtaler med barnet, og jeg giver ham åbenbart en følelse af, at jeg bare er super tarvelig. Jeg prøver så godt jeg kan, men jeg er faktisk ret udkørt og indrømmet, jeg gider ikke rigtig prøve at skabe en relation mere, for jeg gør det alligevel bare forkert. Samtidig er jeg gravid og plaget af kvalme og træthed, hvilket ikke gør det nemmere.

Nu har han så lige sagt, at han ønsker barnet på sommerferie hos os i 3 uger i træk. Og helt ærligt- Jeg orker det ikke. 3 uger med konstante skænderier og brok og en følelse af ikke at slå til overfor barnet. Og så som gravid. Det har også betydet, at vi må aflyse de reservationer, vi havde i Norge, men jeg gider ikke engang kommentere det. Jeg ved, at jeg ryger ud på røv og albuer hvis jeg kommenterer noget som helst i deres relation (er afprøvet). Den eneste grund til, barnet pludselig skal være her, er at barnet tror det vil kede sig hos sin mor. Og det gør det bestemt ikke, hun er virkelig god og har kun barnet. Men far er bedre, for dér kan man få det som man vil have det hvis man bare råber og sparker til tingene. Barnet er 9 år, så jeg synes det er lidt unødvendigt.

Sikke en lystig sommer det bliver. Undskyld, jeg er bare træt af det og er ved at smide håndklædet i ringen.

Det lyder som om det er en tabt kamp.. i har for forskellige holdninger til hvordan jeres sammenbragte familieliv skal se ud.. og hvis hans eneste svar på dine ønsker er, at så kan du ryge ud på røv og albuer. Så kommer i sgu ikke langt. Så ville jeg nok hellere vælge selv at smutte på en stille og rolig facon. Måske kan i stadig være kærester, men blot ikke dele adresse. 

PS, jeg skal faktisk selv have en svær snak med min kæreste /bonusfar til mine unger. Så snart jeg mander mig op til det. Jeg oplever at interessen i mine børn ikke rigtig er der. På trods af 4 år sammen nu. Jeg synes efterhånden relationen har fået dens tid til at blive dannet. Ungerne vil ham super gerne. Men han virker afvisende og "flygter" ofte.. det er sgu ikke nemt..

Anonym skriver:

Det lyder som om det er en tabt kamp.. i har for forskellige holdninger til hvordan jeres sammenbragte familieliv skal se ud.. og hvis hans eneste svar på dine ønsker er, at så kan du ryge ud på røv og albuer. Så kommer i sgu ikke langt. Så ville jeg nok hellere vælge selv at smutte på en stille og rolig facon. Måske kan i stadig være kærester, men blot ikke dele adresse. 

PS, jeg skal faktisk selv have en svær snak med min kæreste /bonusfar til mine unger. Så snart jeg mander mig op til det. Jeg oplever at interessen i mine børn ikke rigtig er der. På trods af 4 år sammen nu. Jeg synes efterhånden relationen har fået dens tid til at blive dannet. Ungerne vil ham super gerne. Men han virker afvisende og "flygter" ofte.. det er sgu ikke nemt..

Jeg spurgte ham ad om han ville med i terapi så vi kunne få hjælp til det. Men som han så smukt sagde, så vil han skide på hvad en psykolog mener, for han synes han barn er perfekt og det samme er deres relation. Så at betale i dyre domme for noget, han vil skide på er nok lidt ligegyldigt  han synes til gengæld at jeg godt kunne tage afsted selv for at snakke om mine egne børn. Det er så dumt. De er helt almindelige sunde og aktive børn, men han er sikker på de ikke kan hvad de burde, på trods af at alle andre synes de er foran. Hans barn var bare bedre åbenbart 

Ja, det lyder som en tabt kamp. Desværre.

Og held og lykke til dig  det er bare så svært.

Jeg spurgte ham ad om han ville med i terapi så vi kunne få hjælp til det. Men som han så smukt sagde, så vil han skide på hvad en psykolog mener, for han synes han barn er perfekt og det samme er deres relation. Så at betale i dyre domme for noget, han vil skide på er nok lidt ligegyldigt  han synes til gengæld at jeg godt kunne tage afsted selv for at snakke om mine egne børn. Det er så dumt. De er helt almindelige sunde og aktive børn, men han er sikker på de ikke kan hvad de burde, på trods af at alle andre synes de er foran. Hans barn var bare bedre åbenbart 

Ja, det lyder som en tabt kamp. Desværre.

Og held og lykke til dig  det er bare så svært.

Det lyder helt ærligt ikke som om han har plads i sit følelsesliv til andre end sig selv. 

Det lyder helt vildt overdrevet, hans holdninger. Hvis han ikke er med på at projekt sammenbragt familie kræver noget "give and take" for at fungere, så kommer det bare ikke til at fungere.. 

Her er min kæreste endda uden børn. Så den konflikt er der ikke. Men det er stadig svært. Her føler jeg lidt at han måske netop ikke rigtig formår at få relationen, fordi han ikke selv har børn og ikke føler det naturligt at få den relation som omsorgsperson. 

Jeg overvejer kraftigt, hvis han ikke virker lydhør eller ønsker at ændre på noget, at vi måske bare ikke skal bo sammen så. Jeg synes ikke ungerne skal vokse op og se at en familie dynamik er, som den er her nu. Men det er en svær balance. Vi er jo ikke mor, far og børn.. men bonus har bare også en primær rolle og et ansvar så snart de vælger at indgå i en relation hvor der er børn med. Det duer ikke at benægte det med forklaringen "de har jo en mor og far". 

Anonym skriver:

Det lyder helt ærligt ikke som om han har plads i sit følelsesliv til andre end sig selv. 

Det lyder helt vildt overdrevet, hans holdninger. Hvis han ikke er med på at projekt sammenbragt familie kræver noget "give and take" for at fungere, så kommer det bare ikke til at fungere.. 

Her er min kæreste endda uden børn. Så den konflikt er der ikke. Men det er stadig svært. Her føler jeg lidt at han måske netop ikke rigtig formår at få relationen, fordi han ikke selv har børn og ikke føler det naturligt at få den relation som omsorgsperson. 

Jeg overvejer kraftigt, hvis han ikke virker lydhør eller ønsker at ændre på noget, at vi måske bare ikke skal bo sammen så. Jeg synes ikke ungerne skal vokse op og se at en familie dynamik er, som den er her nu. Men det er en svær balance. Vi er jo ikke mor, far og børn.. men bonus har bare også en primær rolle og et ansvar så snart de vælger at indgå i en relation hvor der er børn med. Det duer ikke at benægte det med forklaringen "de har jo en mor og far". 

Jamen når vi taler om det stille og roligt, så kan han sagtens se det. Men lige pludselig springer det hele i luften for ham og han bliver nærmest sort i øjnene. Så kommer alt den dårlige samvittighed og grimme gloser frem. Så er jeg et fucking fjols, der hader hans barn osv osv. 

Jeg har sagt til ham 1000 gange, at jeg på ingen måde bebrejder hans barn noget som helst! Jeg er helt bevidst om, at et barn gør hvad der virker og hvad det føler er rigtigt. Men ja, efterhånden, er jeg flov over at indrømme, men jeg forbinder egentlig bare barnet med en masse stress og kan ikke forestille mig hvordan det nogensinde skal ændre sig. 

Jeg har været smidt ud for mange gange og føler mig bange, nervøs og nærmest blokeret når jeg ser på barnet 

Jeg overvejer seriøst at give op.

Anonym skriver:

Det lyder helt ærligt ikke som om han har plads i sit følelsesliv til andre end sig selv. 

Det lyder helt vildt overdrevet, hans holdninger. Hvis han ikke er med på at projekt sammenbragt familie kræver noget "give and take" for at fungere, så kommer det bare ikke til at fungere.. 

Her er min kæreste endda uden børn. Så den konflikt er der ikke. Men det er stadig svært. Her føler jeg lidt at han måske netop ikke rigtig formår at få relationen, fordi han ikke selv har børn og ikke føler det naturligt at få den relation som omsorgsperson. 

Jeg overvejer kraftigt, hvis han ikke virker lydhør eller ønsker at ændre på noget, at vi måske bare ikke skal bo sammen så. Jeg synes ikke ungerne skal vokse op og se at en familie dynamik er, som den er her nu. Men det er en svær balance. Vi er jo ikke mor, far og børn.. men bonus har bare også en primær rolle og et ansvar så snart de vælger at indgå i en relation hvor der er børn med. Det duer ikke at benægte det med forklaringen "de har jo en mor og far". 

Og god idé med ikke at bo sammen.

Jeg er i øvrigt ikke den første kæreste, der har nævnt det her for ham. 

Held og lykke med jeres snak ❤

Anonym skriver:

Jamen når vi taler om det stille og roligt, så kan han sagtens se det. Men lige pludselig springer det hele i luften for ham og han bliver nærmest sort i øjnene. Så kommer alt den dårlige samvittighed og grimme gloser frem. Så er jeg et fucking fjols, der hader hans barn osv osv. 

Jeg har sagt til ham 1000 gange, at jeg på ingen måde bebrejder hans barn noget som helst! Jeg er helt bevidst om, at et barn gør hvad der virker og hvad det føler er rigtigt. Men ja, efterhånden, er jeg flov over at indrømme, men jeg forbinder egentlig bare barnet med en masse stress og kan ikke forestille mig hvordan det nogensinde skal ændre sig. 

Jeg har været smidt ud for mange gange og føler mig bange, nervøs og nærmest blokeret når jeg ser på barnet 

Jeg overvejer seriøst at give op.

"Været smidt ud" - som i at han siger du skal flytte? Hvorfor overhovedet bruge så meget som to sekunder i et forhold med en type som kommer med den slags udmeldinger/trusler?

Han lyder komplet uden for rækkevidde.

IenFart skriver:

"Været smidt ud" - som i at han siger du skal flytte? Hvorfor overhovedet bruge så meget som to sekunder i et forhold med en type som kommer med den slags udmeldinger/trusler?

Han lyder komplet uden for rækkevidde.

Jeps, 3 gange. Hver gang jeg har sagt fra og sagt, at jeg synes det er svært når han "tjekker ud" fra os andre i flere dage i træk hver gang barnet er på besøg. 

Men jeg kan ikke hamle op med den dårlige samvittighed han har af en eller anden årsag. Jeg aner ikke hvorfor, udover at han synes at alle er "onde" overfor hans barn. Og det passer simpelthen ikke. Jeg har aldrig mødt et barn, der har haft bedre vilkår med mere opmærksomhed fra forældre pg bedsteforældre, der alle har viet deres liv til barnet. 

Men nej, jeg er sgu nok ved at nå grænsen. Jeg kan ikke følge med. Jeg er stadig under abortgrænsen, og overvejer at gøre en ende på det, selvom det bliver ufattelig smertefuldt. 

Det skal lige siges at (jeg troede) det var bedre i den periode baby blev lavet. Indtil det sprang i luften igen i sidste uge.

Anonym skriver:

Nu får jeg nok en masse hug, men det er én af de her ting man ikke kan snakke med nogen om in real life uden at fremstå som et monster.

Vi har haft en masse problemer i forhold til mit bonusbarn, der har rigtig svært ved at skulle dele opmærksomheden med sine nye bonussøskende. Det har vi forsøgt at tage hånd om så godt som muligt, ved at give min mand og barnet så meget plads som overhovedet muligt. Det har været svært for dem begge at løsne lidt på deres alenetid, og bare det at jeg beder min mand om at blive siddende ved bordet i 15 minutter indtil jeg er færdig med at spise giver ham en følelse af, at være en lus mellem to negle, der svigter sit barn på trods af, at de havde været sammen konstant og alene i 2 dage i værkstedet fra morgen til aften, hvilket i sig selv er et puslespil i en familie på nu 5. Som han sagde til mig "hvis jeg havde 5 minutter brugte jeg dem ikke på dig". Tak så. Det er ikke en hver anden weekend ordning, så de ser endda hinanden rimelig meget. 

Men det er hårdt når barnet er her. Min mand er plaget af dårlig samvittighed konstant, og synes alle (inklusiv mine børn, mig, og barnets egen mor!) behandler barnet dårligt så snart barnet ikke får 100 procent opmærksomhed. Han synes hans eks'er har været dumme overfor barnet også, og føler sig som verdens største numsehul hver gang barnet skal dele ham med nogen som helst. 

Problemet er... at alle de her ting er begyndt at tage til. Jeg får skæld ud over, at min relation til barnet ikke er god nok. Jeg prøver at give dem plads, men det skal jeg så åbenbart ikke. Jeg starter ikke nok samtaler med barnet, og jeg giver ham åbenbart en følelse af, at jeg bare er super tarvelig. Jeg prøver så godt jeg kan, men jeg er faktisk ret udkørt og indrømmet, jeg gider ikke rigtig prøve at skabe en relation mere, for jeg gør det alligevel bare forkert. Samtidig er jeg gravid og plaget af kvalme og træthed, hvilket ikke gør det nemmere.

Nu har han så lige sagt, at han ønsker barnet på sommerferie hos os i 3 uger i træk. Og helt ærligt- Jeg orker det ikke. 3 uger med konstante skænderier og brok og en følelse af ikke at slå til overfor barnet. Og så som gravid. Det har også betydet, at vi må aflyse de reservationer, vi havde i Norge, men jeg gider ikke engang kommentere det. Jeg ved, at jeg ryger ud på røv og albuer hvis jeg kommenterer noget som helst i deres relation (er afprøvet). Den eneste grund til, barnet pludselig skal være her, er at barnet tror det vil kede sig hos sin mor. Og det gør det bestemt ikke, hun er virkelig god og har kun barnet. Men far er bedre, for dér kan man få det som man vil have det hvis man bare råber og sparker til tingene. Barnet er 9 år, så jeg synes det er lidt unødvendigt.

Sikke en lystig sommer det bliver. Undskyld, jeg er bare træt af det og er ved at smide håndklædet i ringen.

Din mand må da få booket et vandrehjem eller noget andet og tage på 3 ugers intensiv "jeg-elsker-mit-barn-og-vil-pleje-min-dårlige-samvittighed"-ferie.

På den måde bliver alles behov opfyldt.

Anonym skriver:

Jeps, 3 gange. Hver gang jeg har sagt fra og sagt, at jeg synes det er svært når han "tjekker ud" fra os andre i flere dage i træk hver gang barnet er på besøg. 

Men jeg kan ikke hamle op med den dårlige samvittighed han har af en eller anden årsag. Jeg aner ikke hvorfor, udover at han synes at alle er "onde" overfor hans barn. Og det passer simpelthen ikke. Jeg har aldrig mødt et barn, der har haft bedre vilkår med mere opmærksomhed fra forældre pg bedsteforældre, der alle har viet deres liv til barnet. 

Men nej, jeg er sgu nok ved at nå grænsen. Jeg kan ikke følge med. Jeg er stadig under abortgrænsen, og overvejer at gøre en ende på det, selvom det bliver ufattelig smertefuldt. 

Det skal lige siges at (jeg troede) det var bedre i den periode baby blev lavet. Indtil det sprang i luften igen i sidste uge.

Smidt ud. 3 gange!!!!

Det er ikke okay og normal adfærd! Kan du ikke selv se det? Alligevel vælger I at forøge familien. Jeg var smuttet i en fart og så havde jeg nok taget smerten og sorgen ved en abort, men ikke om jeg vil bruge mit krudt på en jeg skal være bange for. 

Dine børn må da også lide under det og kan mærke at de bliver tilsidesat når deres bonussøskende har samvær hos jer. Det skal fungere for alle parter og hvis ikke han vil deltage aktivt i at få en sammenbragt familie til at køre, så er der jo ikke noget at bygge på. Jeg tænker at alle skilsmisseforældre(måske lidt en generalisering) i en eller anden grad lider af dårlig samvittighed over for sine børn, men at samvittigheden skal optrappes på et “barnets-præmisser-niveau” er i min optik helt forkert. Selvfølgelig skal barnet ses og lyttes til og der skal indsættes de behov barnet har, men barnet må også til tider affinde sig med at det kan være kedeligt hos den ene forælder.