Kalder alle pap-mødre/bonusmødre.

Lad mig starte med at pointere at jeg elsker mine bonus børn. Meget endda. Men når det så er sagt går jeg med en masse følelser som jeg ikke helt ved hvor jeg skal gøre af 

For næsten 2 år siden, forelskede jeg mig hovedkulds i, hvad jeg stadig er overbevist om er manden i mit liv. 

Jeg havde forinden da været alene i mere en 14 år, hvor der i mellemtiden var kommet 2 børn til på min side. 

Efter at have været "pap-mor" i et tidligere forligst forhold, har jeg altid haft ideen om: "ALDRIG IGEN". 

Men når man falder hårdt ind i forelskelsen, virker tingene helt ligegyldigt. 

I starten gik det fint, han mødte mine børn, som hurtigt faldt for hans charme (Han arbejder med børn til dagligt), og da de ikke har kontakt til deres far, var det en kæmpe gave at der her stod en mand, som rent faktisk gad dem. 

Han har hans 2 børn (5 og 8 år) 7/7, og efter nogle måneder mødte vi også dem. Den store havde i starten nogle kvaler ift. at se sin far være sammen med os, og derfor holdte vi afstand foran børnene. Barnet fik nogle grædeture, hvor min kæreste gik fra og fik nogle lange snakke med barnet, imens jeg tog mig af de andre børn. 

Efter flere mdr. yderligere valgte vi at flytte sammen. Tingene gik godt, men den store havde stadig svært ved at "mor og far" aldrig fandt sammen igen, og dette på trods af at biomor, har fået barn med en, som hun blev gift med sidste år. Vi forsøgte stadig at tage hensyn, men dette er også svært i en tid hvor man skal nyde hinanden og den nye familie. Hvilket især bliver kompliceret af sport 5 af ugens dage, når alle 4 børn skal køres frem og tilbage.

Min kæreste kom, sidste år, ud i en krise, som ikke relaterer sig til familien, men som tog hårdt på ham, og som jeg støttede ham hele vejen igennem. Det tog hårdt på ham, men vi kom helskindet igennem. Nok mest af alt fordi vi havde hinanden.

Da han endeligt begyndte at komme ovenpå igen, begyndte min nedtur. Jeg havde svært ved at sætte ord på hvad der skete, men i perioder lå jeg bare oppe i soveværelset og græd, helt uden grund. Det stod på i flere mdr. Så kom en lille optur på et par mdr. Men nu er jeg desværre tilbage i hullet. 

Jeg valgte at tage kontakt til min læge, som kunne konkludere at jeg har erhvervet mig en depression. Jeg har fået en henvisning til psykolog (Har en tid om 9 uger). Men lige nu føles 9 uger, som uendeligt lang tid. 

Jeg føler virkeligt ikke at jeg kan overskue mit liv, og slet ikke mine bonusbørn. Min kæreste skifter SÅ meget personlighed når de er her, ift. hvor helt igennem fantastisk han er, de uger hvor mine børn kun er her. Det kan på ingen måder sammenlignes. 

Men det er klart, at nu skal han dele sin opmærksomhed med 5 mennesker. 

Jeg elsker stadig min kæreste ufatteligt højt, og vi er på kanten til at investere i et hus. Men når man allerede torsdag ligger og græder sig selv i søvne, er det jo fordi der er noget der ikke er som det skal være. 

Jeg elsker stadig min kæreste, højere end jeg nogensinde har elsket nogen før (bortset fra mine børn). Men jeg kan på ingen måder overskue hans børn. 

Den mindste er 2 år ældre end min den mindste. Og barnet slå, sparker og bider mit barn. Det bestemmer ALT, og manipulere mit barn, som så bliver ked og bare gør som hans siger. 

Hans største barn, sidder nærmest på skulderen af min kæreste, og hvis vi sidder ved computeren og jeg er ved at hjælpe min kæreste med noget, kommer han over og massere min kæreste. Er barnet ovenpå, sidder barnet og lytter/kommenterer på alt hvad vi snakker om. Kan barnet ikke høre hvad vi snakker om, kommer barnet ned og står på trappen for at høre hvad vi har gang i. 

Børnene er så uopdragne, og får ALT opmærksomhed. Kærestens forældre giver dem slikposer og gaver, imens mine børn bare ligger ører til alt det de får. De får også noget i ny og næ,  men de har stadig følelsen af at de ikke er velkomne. 

Her kommer så de forbudte følelser: Jeg kan ikke rumme min kærestes børn!!

Jeg er glad og tilpas de uger hvor de ikke er her. Og der nyder jeg virkeligt livet med min kæreste og mine børn. '

Men de uger hvor hans børn er her, kan jeg slet ikke rumme at være til stede i familien. Jeg er sur og trist, nok mest af alt fordi jeg skal gå og rette på hans børn, når de står og siger grimme ord til mine, eller når hans den store står og sviner min den store til, for ikke at være god til håndbold eller lign. 

Jeg prøver ihærdigt at planlægge ting, således at jeg bruger mindst muligt tid herhjemme. 

Det skal lige siges at jeg prøver på selv at forkæle og være sød ved min kærestes børn, jeg hygger med dem, ser film med dem, læser historie med dem, osv. men i øjeblikket er jeg bare fyldt op af dem. 

Jeg er klar  over at det selvf. er børnene der er de helt store taber, i og med at de ikke har deres far og mor hver dag. Men det er fandedme hårdt at være i den her position. 

Jeg elsker min kæreste, og ser helt bestemt en fremtid med ham, hvor vi bliver lykkelige, gamle og grå. Men jeg har ikke noget sted at lukke alle der her forbudte følelser hen. Så lige nu hober det hele sig bare op, og jeg laver ikke andet end at tude. 

Det skal lige nævnes at der er uendeligt mange episoder der gør at tingene går lidt skævt. Og at de eksempler jeg nævner her, langt fra viser det hele billede af hvor hårdt det er. '

Jeg har altid haft en ide om at det er "nemt nok" at være pap-mor. Men det er satme hårdt. Respekt til alle pap-mødre/bonusmødre derude. 

Er der andre der har det nogenlunde ligesådan?? Og som heller ikke er de forfærdelige stedmødre?? 

Hvordan kommer i helskindet igennem det, uden at miste jer selv? 

Vil blot lige ret kort sige, at din tråd alt andet lige handler om at kæmpe tabu.

Man "må" ikke sige højt, at det er svært - før man bliver overfaldet med, at man har valgt en partner med hele pakken, at man vidste hvad man gik ind til, og at man bare skal indordne sig, og at børnene ikke har valgt. 

Man skal  "tage dem til sig som sine egne"

Du vidste, hvad du gik ind til - hvem ville sige sådan til en nybagt mor med et kolikbarn ?

Det har slet, slet ikke været sådan for mig. Og jeg bor ikke sammen med min kæreste.

Og jeg har en niece, der blev bonusmor som 18-årig og stadig er sammen med manden efter 10 år. Det har heller ikke været meget svært for hende. Sjældent har jeg set så stor kærlighed mellem bonusmor og bonusbarn. Men det er ikke bare let.

I disse corona-tider har mange af os nok gjort rent i skabe og skuffer, ryddet op og smidt ud. Jeg har været igennem en bladstak.

Der var en artikel om det der med, at det ikke altid er en bonus at være bonusmor. At det er svært. Jeg gemte bladet.

Jeg har læst en del andre artikler om samme emne.

En dag, hvor der er bedre tid, vil jeg lige prøve at finde den, så jeg måske kan smide et par citater el. lign. 

I mellemtiden håber jeg, du får et par gode råd af andre herinde.

Pas godt på dig selv.

Det er ikke altid nemt, når to familier skal laves til en.

Og du er det endelige søm i kisten på at far og mor ikke finder sammen og det kan være hårdt at sluge selvom mor har fået barn og blevet gift med en anden - præcis som for os voksne så er børns følelser sjældent rationelle. Og derudover er der nu kommet to nye børn, som får deres far hele tiden og en kæreste som alle tager noget af den opmærksomhed børnene før var vant til var deres, når de var hos far. Men i det hele taget er det mange omvæltninger for dem på relativt kort tid - at både far og mor har lavet sig nye familier og de kun er del af dem begge halvt. Måske skal hele 7/7 deleordningen tages op til revision - det er ikke altid den optimale for børnene fordi de ikke får en fast base.

Men det betyder ikke at de skal have lov til at sætte dagsordenen og tryne dine børn.

I skal simpelthen have fundet ud af hvordan i skal leve som en familie, og hvis både du og kæresten har været ramt af depression og kriser i stort set al den tid i har været en samlet familie, så har i nok i haft overskuddet/overblikket til at arbejdede på det. Og det er heller ikke noget som bare sker sådan vupti - ikke altid - du kan sikkert finde mange solstråle historier - men ligesom med glæden ved moderskabet (så har de svære ting det med ikke altid at blive fortalt, fordi man føler det ikke er ok at have det sådan.)

Så dig og kæresten skal have fundet ud af hvad er jeres værdier for jeres familie - hvordan er familie reglerne i jeres hjem - og i skal tænke over hvordan føler hans børn de er en del af den familie og ikke gæster som kommer på besøg.

Kan sagtens forstå det er hårdt og især hvis du ovenikøbet kæmper med en depression, men det er jo ikke børnene du ikke kan lide - det er den måde jeres familie er kommet til at køre på og de roller i forskellige spiller - Derudover tænker jeg også det lyder til at i har en rigtig travl hverdag, hvor meget kommer til at gå op i logistik og køren børn rundt til forskellige aktiviteter - måske i skal se på hele billedet og overveje om det er nødvendigt med sport 5 gange om ugen eller om i  måske skal prioritere ro i hverdagen omkring familien.

Det bliver helt sikkert hårdt arbejdede - men hvis i elsker hinanden og står sammen - så skal i nok komme ud på den anden side. Men det kræver at i gør det til et fællesprojekt. 

Det er ret normalt at have det, som du har. Der er ufatteligt mange papmødre, der lider og har det svært med partnerens børn, og hans børn lyder da også besværlige. 

Kan du nøjes med at se din kæreste i de uger, han er børnefri? 

Jeg tror ikke, det er nogen god løsning at I flytter sammen. Tværtimod tror jeg, at det hele vil blive værre, så det bør I nok holde jer fra. 

newusername skriver:

Det er ret normalt at have det, som du har. Der er ufatteligt mange papmødre, der lider og har det svært med partnerens børn, og hans børn lyder da også besværlige. 

Kan du nøjes med at se din kæreste i de uger, han er børnefri? 

Jeg tror ikke, det er nogen god løsning at I flytter sammen. Tværtimod tror jeg, at det hele vil blive værre, så det bør I nok holde jer fra. 

Nu er de jo flyttet sammen så at sige at det skal de holde sig fra er jo ikke relevant?

Har du overvejet om det bedste måske ville være at sætte projekt sammenbragt familie på pause, og flytte hver for sig for en tid? Din kæreste vil jo stadig kunne bo hos jer i sine børnefri uger, og så kunne I måske bare nøjes med at være sammen alle sammen engang imellem, og løbende tage op til overvejelse om situationen er forbedret tilstrækkeligt til at I kan give det et forsøg igen. Jeg ville uden tvivl vælge den løsning hvis jeg var jer. Det lyder jo til det er gået fuldstændig i hårdknude lige nu. Jeg synes ikke det er OK for dine børn at de skal finde sig i at blive trynet og nærmest udsat for vold halvdelen af tiden, og omvendt kan du  ikke tillade dig at opdrage på hans børn! Du kan selvfølgelig sagtens sige til dem at man ikke slår, driller osv, men tænker du helt ærligt selv det kommer til at nytte noget?

Jeg synes den fejl mange kærestepar i sammenbragte familier begår er, at de bare pinedød  vil have projektet til at lykkes, nærmest koste hvad det vil. Hånden på hjertet, synes du det er i dine børns tarv at have en mor der er ked af det halvdelen af tiden, en bonusfar der ændrer personlighed overfor dem halvdelen af tiden, og to bonussøskende der forståeligt nok er hamrende bitre på dem, og lader deres frustrationer gå ud over dem? Prøv at sætte dig i bonusbørnenes sted. Prøv at se din egen barndom for dig, og forestil dig at der pludselig kommer en fremmed kvinde og to fremmede børn og stjæler din far (det er jo sådan det føles for et lille barn). De har ham hele tiden, du har ham kun halvdelen af tiden. Ville du ikke også have bare en lille smule svært ved at synes godt om de personer? Forestil dig så hvordan det ville være at blive tvunget til at bo sammen med dem halvdelen af tiden.

Jeg ville som tidligere bonusbarn virkelig ønske, at forældrene tog mere hensyn til børnene i den her situation. Jeg var det barn som min mors kærestes børn var bitre på, fordi jeg var mere sammen med deres far end de selv var. Jeg forstår da virkelig godt hvorfor de ikke kunne lide mig, og derfor har jeg heller aldrig båret nag overfor dem, selvom de virkelig gjorde livet surt for mig. Jeg har til gengæld som voksen spekuleret rigtig meget over hvorfor de voksne lod det komme så vidt. Hvorfor de ikke tænkte på os i stedet for dem selv. Normalt er jeg af den overbevisning, at børn på ingen måde skal styre hverdagen i en familie, men når det kommer til sammenbragte familier  er der bare intet der er normalt. Man får nogle søskende fra den ene dag til den anden som man ikke kender, og som man ikke nødvendigvis kan sammen med. Man bliver måske stresset, fordi den nye familiekonstellation kan føles som en helt reel trussel mod det liv man kender og er vant til. Og oven i dét er der bare rigtig god grobund for konflikter både voksne imellem, børn imellem og voksne og børn imellem, fordi børnene måske er opdraget helt forskelligt, måske har forskellige måder at håndtere svære situationer og bare generelt at reagere på, og ikke mindst fordi der nok altid vil være en forskel på hvordan de voksne er overfor deres respektive bonusbørn. Nogen er meget forsigtige og næsten for eftergivende, mens andre måske er alt for frembrusende og kontante. Ingen er jo ens, så du og kæresten har højst sandsynligt også hver jeres måde at være overfor hinandens børn på. Der er ikke noget at sige til hvis børnene bliver forvirrede, kede af det, stressede og frustrerede. Og det gør det jo heller ikke bedre, at børn sagtens kan mærke det når de voksne heller ikke trives. Mon ikke dine bonusbørn også sagtens kan mærke din uvilje overfor dem? Selvom jeg ikke er i tvivl om at du gør dig umage overfor dem, så ved de jo godt at det er deres far du er der for at være sammen med og ikke dem. Og hvis de ikke har en selvstændig relation til dig, jamen så er du jo reelt ikke andet i deres verden end hende der har stjålet deres far. Jeg tror virkelig I skal starte helt forfra hvis I vil have det til at lykkes. Opbygge en relation mellem dig og hans børn i et tempo alle kan følge med i. Hvis du og kæresten ikke ønsker at flytte midlertidigt hver for sig, så få i hvert fald aftalt nogle fælles retningslinjer for hvordan man er sammen med den andens børn, hvordan konflikter skal håndteres, hvordan I får stoppet tumulterne mellem børnene, hvordan alle kan komme til at føle sig lige og lige behandlet i familien, hvordan alle kan blive set og hørt osv. Og skab åndehuller, hvor for eksempel den ene af jer tager en udflugt kun med egne børn. Jeg kan stadig huske her tyve år efter hvor stoooor en lettelse det var bare at køre ud og handle alene med min mor. Hvordan mine skuldre sank fuldstændigt. Og der var altså ingen former for vold mellem mig og de andre børn. Blot meget forskellige måder at være opdragede på, mange uenigheder om hvad der var rigtigt og forkert, og skænderier om hvad man skulle se i fjernsynet osv. Nogen sammenbragte familier lykkes, det er jeg overbevist om. Men mange gør ikke, og det er man som de voksne nødt til at have øjnene åbne for. Jeg synes helt personligt det er et overgreb mod børn at fastholde dem i det når det ikke lykkes, fordi jeg som sagt ikke er i tvivl om at det må være meget stressende for dem. Men hvis I kan finde en måde at få det til at fungere på skal I jo bare gøre dét. Jeg tror som sagt chancen for det er størst hvis I starter helt forfra og prøver at tage tingene i børnenes tempo, men det er bare min personlige mening. 

Nu undrer jeg mig lige; hvis barnet bider og slår og er udafreagerende - hvorfor får barnet ikke noget hjælp? Jeg tænker da at det er en voldsom adfærd. Måske kan den ældste ligefrem få en terapeut / fortrolig ven at snakke med/ sætte ord på følelserne med?  Udfra dit indlæg virker det ihvertfald til at ældstebarnet har det enormt svært med det hele ? 

jeg er selv skilsmissebarn, og håbet vil altid sidde i en, at mor og far måske ville finde sammen igen Og jeg havde det enormt svært med at mor og far aldrig fandt sammen igen. I år er det 20 år siden de gik fra hinanden , og den dag i dag kan de sagtens snakke sammen og har et godt venskab, det er rart, men det har også været en lang vej - men jeg har dog aldrig haft sådan en adfærd, som du beskriver i indlægget.

Anonym skriver:

Har du overvejet om det bedste måske ville være at sætte projekt sammenbragt familie på pause, og flytte hver for sig for en tid? Din kæreste vil jo stadig kunne bo hos jer i sine børnefri uger, og så kunne I måske bare nøjes med at være sammen alle sammen engang imellem, og løbende tage op til overvejelse om situationen er forbedret tilstrækkeligt til at I kan give det et forsøg igen. Jeg ville uden tvivl vælge den løsning hvis jeg var jer. Det lyder jo til det er gået fuldstændig i hårdknude lige nu. Jeg synes ikke det er OK for dine børn at de skal finde sig i at blive trynet og nærmest udsat for vold halvdelen af tiden, og omvendt kan du  ikke tillade dig at opdrage på hans børn! Du kan selvfølgelig sagtens sige til dem at man ikke slår, driller osv, men tænker du helt ærligt selv det kommer til at nytte noget?

Jeg synes den fejl mange kærestepar i sammenbragte familier begår er, at de bare pinedød  vil have projektet til at lykkes, nærmest koste hvad det vil. Hånden på hjertet, synes du det er i dine børns tarv at have en mor der er ked af det halvdelen af tiden, en bonusfar der ændrer personlighed overfor dem halvdelen af tiden, og to bonussøskende der forståeligt nok er hamrende bitre på dem, og lader deres frustrationer gå ud over dem? Prøv at sætte dig i bonusbørnenes sted. Prøv at se din egen barndom for dig, og forestil dig at der pludselig kommer en fremmed kvinde og to fremmede børn og stjæler din far (det er jo sådan det føles for et lille barn). De har ham hele tiden, du har ham kun halvdelen af tiden. Ville du ikke også have bare en lille smule svært ved at synes godt om de personer? Forestil dig så hvordan det ville være at blive tvunget til at bo sammen med dem halvdelen af tiden.

Jeg ville som tidligere bonusbarn virkelig ønske, at forældrene tog mere hensyn til børnene i den her situation. Jeg var det barn som min mors kærestes børn var bitre på, fordi jeg var mere sammen med deres far end de selv var. Jeg forstår da virkelig godt hvorfor de ikke kunne lide mig, og derfor har jeg heller aldrig båret nag overfor dem, selvom de virkelig gjorde livet surt for mig. Jeg har til gengæld som voksen spekuleret rigtig meget over hvorfor de voksne lod det komme så vidt. Hvorfor de ikke tænkte på os i stedet for dem selv. Normalt er jeg af den overbevisning, at børn på ingen måde skal styre hverdagen i en familie, men når det kommer til sammenbragte familier  er der bare intet der er normalt. Man får nogle søskende fra den ene dag til den anden som man ikke kender, og som man ikke nødvendigvis kan sammen med. Man bliver måske stresset, fordi den nye familiekonstellation kan føles som en helt reel trussel mod det liv man kender og er vant til. Og oven i dét er der bare rigtig god grobund for konflikter både voksne imellem, børn imellem og voksne og børn imellem, fordi børnene måske er opdraget helt forskelligt, måske har forskellige måder at håndtere svære situationer og bare generelt at reagere på, og ikke mindst fordi der nok altid vil være en forskel på hvordan de voksne er overfor deres respektive bonusbørn. Nogen er meget forsigtige og næsten for eftergivende, mens andre måske er alt for frembrusende og kontante. Ingen er jo ens, så du og kæresten har højst sandsynligt også hver jeres måde at være overfor hinandens børn på. Der er ikke noget at sige til hvis børnene bliver forvirrede, kede af det, stressede og frustrerede. Og det gør det jo heller ikke bedre, at børn sagtens kan mærke det når de voksne heller ikke trives. Mon ikke dine bonusbørn også sagtens kan mærke din uvilje overfor dem? Selvom jeg ikke er i tvivl om at du gør dig umage overfor dem, så ved de jo godt at det er deres far du er der for at være sammen med og ikke dem. Og hvis de ikke har en selvstændig relation til dig, jamen så er du jo reelt ikke andet i deres verden end hende der har stjålet deres far. Jeg tror virkelig I skal starte helt forfra hvis I vil have det til at lykkes. Opbygge en relation mellem dig og hans børn i et tempo alle kan følge med i. Hvis du og kæresten ikke ønsker at flytte midlertidigt hver for sig, så få i hvert fald aftalt nogle fælles retningslinjer for hvordan man er sammen med den andens børn, hvordan konflikter skal håndteres, hvordan I får stoppet tumulterne mellem børnene, hvordan alle kan komme til at føle sig lige og lige behandlet i familien, hvordan alle kan blive set og hørt osv. Og skab åndehuller, hvor for eksempel den ene af jer tager en udflugt kun med egne børn. Jeg kan stadig huske her tyve år efter hvor stoooor en lettelse det var bare at køre ud og handle alene med min mor. Hvordan mine skuldre sank fuldstændigt. Og der var altså ingen former for vold mellem mig og de andre børn. Blot meget forskellige måder at være opdragede på, mange uenigheder om hvad der var rigtigt og forkert, og skænderier om hvad man skulle se i fjernsynet osv. Nogen sammenbragte familier lykkes, det er jeg overbevist om. Men mange gør ikke, og det er man som de voksne nødt til at have øjnene åbne for. Jeg synes helt personligt det er et overgreb mod børn at fastholde dem i det når det ikke lykkes, fordi jeg som sagt ikke er i tvivl om at det må være meget stressende for dem. Men hvis I kan finde en måde at få det til at fungere på skal I jo bare gøre dét. Jeg tror som sagt chancen for det er størst hvis I starter helt forfra og prøver at tage tingene i børnenes tempo, men det er bare min personlige mening. 

Jeg er enig, men hun kalder alle bonusmødre - ikke bonusbørn. 

Tommelise skriver:

Jeg er enig, men hun kalder alle bonusmødre - ikke bonusbørn. 

Så tror jeg vist lige vi skal have nogle lidt større sko på 

Anonym skriver:

Så tror jeg vist lige vi skal have nogle lidt større sko på 

Ja - eller en anden tråd