BabyMama2016 skriver:
Hvorfor har du så mange meninger på dette område? Du har ikke engang været i fertilt behandling ????
- Det må være den der er i behandling der italesætter det, og siger jeg har brug for at snakke om det her -
Det skal aldrig være en anden udefra der siger: Hej, ser du har det svært? Er det pga. din fertilitet behandling?
1 ud af 10 børn bliver i dagens DK lavet med hjælp, det er sindssyg mange, vi er rigtigt mange derude og det er altså DEM der går igennem det, skal italesætte det INGEN andre
Du er godt nok hidsig.
Hvorfor skal du bestemme, hvordan andre skal have det?
Og jeg har bl.a. også meninger om det, fordi jeg selv er barnløs.
Nej, jeg har ikke været i fertilitesbehandling, men jeg har haft en depression, hvor en medvirkende faktor var, at jeg måtte indse, at jeg aldrig ville blive mor.
Jeg var nemlig ikke så heldig at møde den rigtige. Og nej - det har ikke kun noget med held at gøre, men nogle gange møder man ham bare ikke i tide.
Men jeg ERKENDER, at jeg kunne have gjort mere for at finde ham, og at jeg ikke var opmærksom nok på, at tiden gik, og jeg ERKENDER at jeg var forlænge om at droppe et on/off forhold.
Jeg kender smerten ved at være nødt til at lære at leve uden børn.
Og ind imellem har jeg også været træt af, at kvinder i fertilitesbehandling nærmest har taget patent på at være "rigtigt barnløse"
Og nogle gange var det også svært for mig, at andre var i behandling - fordi jeg også var lidt misundelig. Fordi jeg syntes, at man faktisk var kommet ret langt, når man havde fundet den rigtige mand.
Jeg var absolut IKKE misundelig over, at de var i behandling. Men over, at de kunne HANDLE på ønsket om et barn.
På den måde var det DOBBELT svært for mig.
Og jeg ville IKKE såre. Så selv om min søde, dejlige kollega gerne ville tale om sin behandling, og vi talte om, hvordan hun havde det, så var jeg stadig bange for at komme til at sige noget forkert.
Jeg havde selv utrolig svært ved at tale med andre om, at jeg faktisk også gik og ønskede mig et barn.
Jeg var ikke skruk-skruk på det tidspunkt. Så jeg var ikke totalt ødelagt. Slet ikke. Men det var alligevel ikke altid lige let.
Jeg var lidt bange for, at de skulle sige "Jamen du har jo ingen kæreste".
Og JEG ville ønske, jeg havde turdet være mere åben. Omkring det der var svært. FORDI jeg i dag ved, at jeg ville have mødt forståelse.
Ingen spurgte mig, om jeg ønskede mand og børn. Og nogle gange ville jeg ønske, at nogle havde spurgt.
Jeg kender de "forbudte" følelser, når "alle andre" får børn.
Og tænker nogle gange, at det var bedre at turde tale om det.
