Atl det der med barnløshed

Jeg vil give "Erduherikkesnart" ret i, at barnløshed i mange tilfælde underkendes.

Og jeg kan undre mig over, hvorfor - fordi dem, der har børn jo ved, hvad barnløs går glip af.

Der er vist noget med, at du - "Erduharikkesnart" har skrevet en blog om dit forløb. Og det synes jeg er godt, for jeg tror, at mange har brug for at spejle sig i det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, for jeg skulle ikke i behandling.

Er barnløshed et tabu ? - og hvorfor ? Taler vi for lidt om det ? 

Og hvad gør man som kollega, hvis en anden er i behandling ?

Jeg tror, de fleste egentlig ønsker at undgå at træde i spinaten, og alligevel gør man det ind imellem.

Hvis man spørger til det - blander man sig så og er for nysgerrig ? - og hvis man ikke spørger til det - tror hun så, at man er ligeglad ?

Skal man vente, til hun evt. selv taler om det. Eller skal man spørge hende, om hun selv siger til, hvis hun ønsker at tale om det ?

Det er selvfølgelig nemmest med en tæt kollega. Og jeg synes også, flere af mine kolleger har været ærlige omkring svære følelser - også de såkaldt "forbudte" følelser.

Men vi har også siddet lidt der, hvor en anden kollega, som vi kan kalde "Anne", sagde til mig "Jeg skal ringe til "Lise" (som sad i en anden afdeling, som vi havde et tæt samarbejde med), og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige" - og så sagde jeg "Du kan godt ønske til lykke, for hun er blevet gravid" Det vidste jeg nemlig, at hun var.

"Anne" ringede glad og ønskede til lykke, og så viste det sig, at "Lise" var begyndt at bløde i weekenden. "Anne" følte sig dum, og jeg følge mig endnu dummere. Som om jeg slet ikke havde tænkt på, at det måske ville gå til grunde.

Heldigvis var "Lise" en fantastisk sød kollega, som tog det pænt. Men hendes drøm var jo lige faldet på gulvet igen, og så ønskede vi til lykke. Det var ikke så rart. 

Jeg vil give "Erduherikkesnart" ret i, at barnløshed i mange tilfælde underkendes.

Og jeg kan undre mig over, hvorfor - fordi dem, der har børn jo ved, hvad barnløs går glip af.

Der er vist noget med, at du - "Erduharikkesnart" har skrevet en blog om dit forløb. Og det synes jeg er godt, for jeg tror, at mange har brug for at spejle sig i det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, for jeg skulle ikke i behandling.

Er barnløshed et tabu ? - og hvorfor ? Taler vi for lidt om det ? 

Og hvad gør man som kollega, hvis en anden er i behandling ?

Jeg tror, de fleste egentlig ønsker at undgå at træde i spinaten, og alligevel gør man det ind imellem.

Hvis man spørger til det - blander man sig så og er for nysgerrig ? - og hvis man ikke spørger til det - tror hun så, at man er ligeglad ?

Skal man vente, til hun evt. selv taler om det. Eller skal man spørge hende, om hun selv siger til, hvis hun ønsker at tale om det ?

Det er selvfølgelig nemmest med en tæt kollega. Og jeg synes også, flere af mine kolleger har været ærlige omkring svære følelser - også de såkaldt "forbudte" følelser.

Men vi har også siddet lidt der, hvor en anden kollega, som vi kan kalde "Anne", sagde til mig "Jeg skal ringe til "Lise" (som sad i en anden afdeling, som vi havde et tæt samarbejde med), og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige" - og så sagde jeg "Du kan godt ønske til lykke, for hun er blevet gravid" Det vidste jeg nemlig, at hun var.

"Anne" ringede glad og ønskede til lykke, og så viste det sig, at "Lise" var begyndt at bløde i weekenden. "Anne" følte sig dum, og jeg følge mig endnu dummere. Som om jeg slet ikke havde tænkt på, at det måske ville gå til grunde.

Heldigvis var "Lise" en fantastisk sød kollega, som tog det pænt. Men hendes drøm var jo lige faldet på gulvet igen, og så ønskede vi til lykke. Det var ikke så rart. 

 

 

 

 

Vi har været igennem HELE vridemaskinen. Fra vi smed præventionen og stod med levende børn gik der 12,5 år. Og vil sige ja det er hårdt lige efter sådan en omgang. Men også ufattelig skønt at mærke at kollegaerne tænker på en og har empati. Vi prøvede det samme igen og igen, mine skønne kollegaer havde STOR medfølelse og købte i fællesskab blomster og et smukt kort hver eneste gang. De var altid åbne for en snak og spurgte ind til hvordan det hele gik og hvordan jeg havde det. Det betød meget at komme på job og mærke mine kollegaers omsorg for os og vores kamp. Også her på siden mødte jeg denne omsorg og der var MANGE der fulgte vores kamp. Og de er stadig i mit hjerte.

mvh. Lene mor til tvillinger på 6 1/2 år.

ønskebørn74 skriver:

Vi har været igennem HELE vridemaskinen. Fra vi smed præventionen og stod med levende børn gik der 12,5 år. Og vil sige ja det er hårdt lige efter sådan en omgang. Men også ufattelig skønt at mærke at kollegaerne tænker på en og har empati. Vi prøvede det samme igen og igen, mine skønne kollegaer havde STOR medfølelse og købte i fællesskab blomster og et smukt kort hver eneste gang. De var altid åbne for en snak og spurgte ind til hvordan det hele gik og hvordan jeg havde det. Det betød meget at komme på job og mærke mine kollegaers omsorg for os og vores kamp. Også her på siden mødte jeg denne omsorg og der var MANGE der fulgte vores kamp. Og de er stadig i mit hjerte.

mvh. Lene mor til tvillinger på 6 1/2 år.

12,5 år - puha det er godt nok længe. Dejligt at høre, at du har fået tvillinger. 

Jeg syntes også, at det var rart, at "Lise" engang imellem kom op i vores afdeling og fik en snak. 

Men nogle gange var jeg i tvivl, om hun helst ville se jobbet som et "frirum" hvor hun helst ikke ville have, at der blev spurgt for meget.

Men engang imellem er vi måske alt for bange for at spørge - for at komme til at sige noget dumt eller forkert. Men det er måske det - at man simpelt hen engang imellem bare skal spørge - hvordan har du det ?

Og det var også lidt befriende, at vi engang tog en tur i byen, hvor hun skulle tage en sprøjte, og vi jokede lidt med det. Det var jo ikke sjovt, men det lettede lidt. Hun var jo nødt til at gå afsides på toilettet.

Der var så en af de andre i min afdeling, der havde kæmpet med barnløshed og faktisk var blevet godkendt til at adoptere, men blev så naturligt gravid. Det var en vanvittig historie, for hun var rigtig langt henne, inden hun opdagede gravditeten, og så fødte hun alt for tidligt. Faktik gik der kun en uge, fra hun blev klar over, at hun var gravid, til hun fødte. Men hun var lidt overvægtig og havde uregelmæssige menstruationer - jeg tror, hun havde pco, og eftersom hun jo ikke kunne blive gravid, så havde hun ikke forbundet det, at hun gik og havde det lidt skidt med graviditet. Alt gik heldigvis godt, og hendes søn er en ung mand i dag.

Det var lidt rart, at hun var med, fordi hun kendte til det.

Nu var "Lise" selv en helt vanvittigt sød kollega, og det gjorde det lidt lettere. Man vidste, at hun ikke ville tage det ilde op, hvis man kom til at sige noget dumt.  Og heldigvis endte hun også med at få en dejlig søn. Det var rigtig hårdt for hende, men tog heldigvis ikke så mange år, som det gjorde for jer. Hun var selv enebarn, og hendes mor havde haft nogle ufrvillige aborter. Jeg ved ikke, om infertilitet kan være arveligt.

Tommelise skriver:

Jeg vil give "Erduherikkesnart" ret i, at barnløshed i mange tilfælde underkendes.

Og jeg kan undre mig over, hvorfor - fordi dem, der har børn jo ved, hvad barnløs går glip af.

Der er vist noget med, at du - "Erduharikkesnart" har skrevet en blog om dit forløb. Og det synes jeg er godt, for jeg tror, at mange har brug for at spejle sig i det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, for jeg skulle ikke i behandling.

Er barnløshed et tabu ? - og hvorfor ? Taler vi for lidt om det ? 

Og hvad gør man som kollega, hvis en anden er i behandling ?

Jeg tror, de fleste egentlig ønsker at undgå at træde i spinaten, og alligevel gør man det ind imellem.

Hvis man spørger til det - blander man sig så og er for nysgerrig ? - og hvis man ikke spørger til det - tror hun så, at man er ligeglad ?

Skal man vente, til hun evt. selv taler om det. Eller skal man spørge hende, om hun selv siger til, hvis hun ønsker at tale om det ?

Det er selvfølgelig nemmest med en tæt kollega. Og jeg synes også, flere af mine kolleger har været ærlige omkring svære følelser - også de såkaldt "forbudte" følelser.

Men vi har også siddet lidt der, hvor en anden kollega, som vi kan kalde "Anne", sagde til mig "Jeg skal ringe til "Lise" (som sad i en anden afdeling, som vi havde et tæt samarbejde med), og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige" - og så sagde jeg "Du kan godt ønske til lykke, for hun er blevet gravid" Det vidste jeg nemlig, at hun var.

"Anne" ringede glad og ønskede til lykke, og så viste det sig, at "Lise" var begyndt at bløde i weekenden. "Anne" følte sig dum, og jeg følge mig endnu dummere. Som om jeg slet ikke havde tænkt på, at det måske ville gå til grunde.

Heldigvis var "Lise" en fantastisk sød kollega, som tog det pænt. Men hendes drøm var jo lige faldet på gulvet igen, og så ønskede vi til lykke. Det var ikke så rart. 

 

 

 

 

De sidste 8 år af mit liv har jeg været på en enorm følelsesmæssig rejse.. Det hele startede med tidlig overgangsalder (28år), insemineringer, fjernelse af æggeleder, reagensglas behandlinger og 6+ aborter. 

I alle de år, kan det tælles på en hånd hvor mange jeg har fortalt det til.. Jeg ved egentlig ikke hvorfor?? Måske fordi jeg ikke ville have de skulle bringe det op og jeg hele tiden skulle mindes om det. Og måske fordi jeg var bange for at de ville have ondt af mig og give mig for meget opmærksomhed på det. 

Det skal lige siges, at jeg er MOR nu.. En helt fantastisk kvinde har doneret æg og jeg er evigt taknemmelig... 

Det er først efter jeg er blevet mor, at jeg har fået mod til at sige det højt.. 

esioul skriver:

De sidste 8 år af mit liv har jeg været på en enorm følelsesmæssig rejse.. Det hele startede med tidlig overgangsalder (28år), insemineringer, fjernelse af æggeleder, reagensglas behandlinger og 6+ aborter. 

I alle de år, kan det tælles på en hånd hvor mange jeg har fortalt det til.. Jeg ved egentlig ikke hvorfor?? Måske fordi jeg ikke ville have de skulle bringe det op og jeg hele tiden skulle mindes om det. Og måske fordi jeg var bange for at de ville have ondt af mig og give mig for meget opmærksomhed på det. 

Det skal lige siges, at jeg er MOR nu.. En helt fantastisk kvinde har doneret æg og jeg er evigt taknemmelig... 

Det er først efter jeg er blevet mor, at jeg har fået mod til at sige det højt.. 

Tak for din besked.

Det er nok forskelligt. Og det er vigtigt, at man gør det, man har det bedst med.

Det var nok lidt det, jeg var bange for. At hun måske ikke ville have det bragt op.

Men det er rart at høre fra lidt forskellige.

Til lykke med, at du er blevet mor.

Men jeg ved i hvert fald, at jeg engang har dummet mig over for en veninde. Vi var til fødselsdag, og jeg sad med min 3 måneder gamle nevø i favnen. I min glæde over ham, siger jeg til hende "Kunne det ikke friste med sådan en lille én?" - hun smilede bare, og senere gjorde min søster mig opmærksom på, at det skulle jeg måske ikke have sagt. 

Ganske rigtigt. De kæmpede for at få et barn. Min søster havde fandet det - sikkert ubevidst - eller fordi hun selv var mor til to - men jeg havde ikke fanget det. 

Så er det, man kunne bide tungen af sig selv og ønsker, at man kunne tie stille med tilbagevirkende kraft.

Det har jeg jo så lært nu. Jeg kan ikke se på folk, at de måske kæmper med barnløshed. Og tænker mig lidt bedre om.

Jeg fortalte meget få mennesker at vi forsøgte at få en baby. Min bedste veninde spurgte ikke om noget, selvom der gik lang tid fra jeg nævnte at efter vores ferie i Australien ville vi begynde og til jeg sendte hende et billede fra NF. Og hvor er jeg taknemmelig for at hun aldrig spurgte, for hun vidste at når jeg havde noget at fortælle hende, så skulle jeg nok nævne det! Selv da jeg nævnte at vi var ved at renovere i kælderen for at lave kontor dernede, og hun godt kunne regne ud, at det var fordi vi skulle bruge værelset ovenpå til noget andet, så sagde hun intet. Hun lod mig tage det hele i mit tempo.

En tidligere studiekammerat spurgte til gengæld TIT om der var sket noget, og det kan da godt være, at hun gjorde det i den bedste mening, men jeg fortrød inderligt at jeg nogensinde nævnte det for hende. Og faktisk har jeg ikke talt med hende siden, for til sidst blev jeg træt af at skulle svare NEJ! hver gang hun skrev til mig.

Det er meget forskelligt hvordan folk ønsker at håndtere det. Jeg vil ikke have at mine kolleger skal begynde at spørge til om jeg nu er blevet gravid eller ej, for jeg vil ikke konstant have kastet i hovedet at NEJ DET ER JEG IKKE, men jeg kunne heller aldrig drømme om at dele det med nogen på arbejdspladsen udover en chef, hvis det blev relevant at nævne på grund af behandling.

asphodel skriver:

Jeg fortalte meget få mennesker at vi forsøgte at få en baby. Min bedste veninde spurgte ikke om noget, selvom der gik lang tid fra jeg nævnte at efter vores ferie i Australien ville vi begynde og til jeg sendte hende et billede fra NF. Og hvor er jeg taknemmelig for at hun aldrig spurgte, for hun vidste at når jeg havde noget at fortælle hende, så skulle jeg nok nævne det! Selv da jeg nævnte at vi var ved at renovere i kælderen for at lave kontor dernede, og hun godt kunne regne ud, at det var fordi vi skulle bruge værelset ovenpå til noget andet, så sagde hun intet. Hun lod mig tage det hele i mit tempo.

En tidligere studiekammerat spurgte til gengæld TIT om der var sket noget, og det kan da godt være, at hun gjorde det i den bedste mening, men jeg fortrød inderligt at jeg nogensinde nævnte det for hende. Og faktisk har jeg ikke talt med hende siden, for til sidst blev jeg træt af at skulle svare NEJ! hver gang hun skrev til mig.

Det er meget forskelligt hvordan folk ønsker at håndtere det. Jeg vil ikke have at mine kolleger skal begynde at spørge til om jeg nu er blevet gravid eller ej, for jeg vil ikke konstant have kastet i hovedet at NEJ DET ER JEG IKKE, men jeg kunne heller aldrig drømme om at dele det med nogen på arbejdspladsen udover en chef, hvis det blev relevant at nævne på grund af behandling.

Og din historie viser jo så også, hvor forskellige folk har det med det.

Kunne du evt. have sagt til din studiekammerat, at hun ikke skulle spørge ?

esioul skriver:

De sidste 8 år af mit liv har jeg været på en enorm følelsesmæssig rejse.. Det hele startede med tidlig overgangsalder (28år), insemineringer, fjernelse af æggeleder, reagensglas behandlinger og 6+ aborter. 

I alle de år, kan det tælles på en hånd hvor mange jeg har fortalt det til.. Jeg ved egentlig ikke hvorfor?? Måske fordi jeg ikke ville have de skulle bringe det op og jeg hele tiden skulle mindes om det. Og måske fordi jeg var bange for at de ville have ondt af mig og give mig for meget opmærksomhed på det. 

Det skal lige siges, at jeg er MOR nu.. En helt fantastisk kvinde har doneret æg og jeg er evigt taknemmelig... 

Det er først efter jeg er blevet mor, at jeg har fået mod til at sige det højt.. 

Så fantastisk at det lykkedes for jer 

Og par som jer gør mig SÅ ked af at vores 6 helt perfekte æg i fryseren bare skulle kasseres. Vi måtte ikke donere fordi de er befrugtede 

esioul skriver:

De sidste 8 år af mit liv har jeg været på en enorm følelsesmæssig rejse.. Det hele startede med tidlig overgangsalder (28år), insemineringer, fjernelse af æggeleder, reagensglas behandlinger og 6+ aborter. 

I alle de år, kan det tælles på en hånd hvor mange jeg har fortalt det til.. Jeg ved egentlig ikke hvorfor?? Måske fordi jeg ikke ville have de skulle bringe det op og jeg hele tiden skulle mindes om det. Og måske fordi jeg var bange for at de ville have ondt af mig og give mig for meget opmærksomhed på det. 

Det skal lige siges, at jeg er MOR nu.. En helt fantastisk kvinde har doneret æg og jeg er evigt taknemmelig... 

Det er først efter jeg er blevet mor, at jeg har fået mod til at sige det højt.. 

Vi har 5 børn, og vi har haft meget nemt ved det.

Jeg har HADET at skulle fortælle det på arbejde, vi snakker ondt i maven i dagene op til offentliggørelsen, fordi jeg var så bange for, at jeg - uden at vide det - kunne arbejde sammen med en, der havde de samme udfordringer som dig. 

Jeg ville ønske, at der var større åbenhed, - også for dem, som ikke ved, hvad I skal igennem.  

Tommelise skriver:

Jeg vil give "Erduherikkesnart" ret i, at barnløshed i mange tilfælde underkendes.

Og jeg kan undre mig over, hvorfor - fordi dem, der har børn jo ved, hvad barnløs går glip af.

Der er vist noget med, at du - "Erduharikkesnart" har skrevet en blog om dit forløb. Og det synes jeg er godt, for jeg tror, at mange har brug for at spejle sig i det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, for jeg skulle ikke i behandling.

Er barnløshed et tabu ? - og hvorfor ? Taler vi for lidt om det ? 

Og hvad gør man som kollega, hvis en anden er i behandling ?

Jeg tror, de fleste egentlig ønsker at undgå at træde i spinaten, og alligevel gør man det ind imellem.

Hvis man spørger til det - blander man sig så og er for nysgerrig ? - og hvis man ikke spørger til det - tror hun så, at man er ligeglad ?

Skal man vente, til hun evt. selv taler om det. Eller skal man spørge hende, om hun selv siger til, hvis hun ønsker at tale om det ?

Det er selvfølgelig nemmest med en tæt kollega. Og jeg synes også, flere af mine kolleger har været ærlige omkring svære følelser - også de såkaldt "forbudte" følelser.

Men vi har også siddet lidt der, hvor en anden kollega, som vi kan kalde "Anne", sagde til mig "Jeg skal ringe til "Lise" (som sad i en anden afdeling, som vi havde et tæt samarbejde med), og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige" - og så sagde jeg "Du kan godt ønske til lykke, for hun er blevet gravid" Det vidste jeg nemlig, at hun var.

"Anne" ringede glad og ønskede til lykke, og så viste det sig, at "Lise" var begyndt at bløde i weekenden. "Anne" følte sig dum, og jeg følge mig endnu dummere. Som om jeg slet ikke havde tænkt på, at det måske ville gå til grunde.

Heldigvis var "Lise" en fantastisk sød kollega, som tog det pænt. Men hendes drøm var jo lige faldet på gulvet igen, og så ønskede vi til lykke. Det var ikke så rart. 

 

 

 

 

Det kommer ad på hvem man er Altså -

Vi fik hjælpe til nr 2 - Min kollegaer vidste det fordi jeg var så dårlig af hormon behandlingen, så jeg følte jeg måtte sig det

men ingen af vores familie ved at vi fik hjælp til nr 2 det rager ingen andre end mig og min mand -

Jeg gade ikke fortælle om tabletter, hormon indsprøjtninger mm.

- Mennsker føler sig berettet at spørge ind til alt om

man fortæller en smule - 

Jeg ved om en der var dybt såret de ikke fik at vide deres veninde var i fertilitet behandling - Come on altså det bestemmer man selv 

Synes ikke alt skal deles - 

samt fyldte jeg med en IG om en der prøvede at opnå graviditet - Hun fortalte ALT og man var mega spændt for hende - Så der man spurgte hvordan det gik om hun sad med en positive test, skrev hun en lang smøre om at lige det at tests ragede ingen andre....