Manden vil ikke have hjælp til sønnen

Anonym skriver:

Det her indlæg har været længe undervejs og jeg har mange gange overvejet om jeg overhovedet skulle lave det, men jeg kan simpelthen ikke lade være længere.

Sagen er den at vi sammen har en søn på 3 år, som har nogle særlige behov grundet tidlig fødsel og de følger der kommer med det. Han er blandt andet ekstremt sensitiv, har motoriske problemer, har talebesvær (taler stadig ikke forståeligt), umodent tarmsystem (som gør at han stadig har afføring som en baby, som 3-årig) og har nogle voldsomme reaktioner når tingene ikke går efter hans hoved.

Jeg har i lang tid forsøgt at få noget hjælp med ham (han har gået ved fys/ergo siden han var 6 måneder) fra kommunen, til andet end de motoriske problemer.

Desværre er min mand overhovedet ikke med på at få hjælp. Han mener ikke at vores søn fejler noget som helst, men at jeg og fys bare prøver at "gøre ham syg". Han mener at vores søns opførsel er helt normal og at problemet er at jeg forkæler ham og at han er vant til at få sin vilje og derfor stejler når han ikke gør. Men jeg mener ikke at det er normal "forkælet" opførsel han udviser.

Jeg har intet overskud længere. Jeg kan knapt nok tage mig sammen til at tage opvasken eller svinge støvsugeren, fordi vores søn kræver alt hvad jeg har. Jeg har ekstremt meget fravær fra mit arbejde, fordi jeg ofte døjer med migræne og/eller mave-problemer (opkast/diarr&eacute, sandsynligvis på grund af stress/overbelastning. Jeg har brug for at der sker noget andet. Jeg kan ikke fungere på denne her måde.

Jeg har overvejet at bede sygehuset lave en underretning til kommunen, så de måske kan tage mig seriøst, men min mand ville blive arrig over det og jeg ved simpelthen ikke længere.

Hilsen en træt, fortvivlet mor, som ikke længere kan finde overskuddet til at være tålmodig med en dreng der slår, bider, sparker, kaster ting efter, klemmer, kradser, niver og tager "kvælertag" på mig og hans storesøster.

Skriven pb til mig. Har stået i samme situation. Præmature twillinger.

Anonym skriver:

Mange tak for dit svar. Det hjælper faktisk utroligt meget at læse at det ikke bare er mig der ser spøgelser, som min mand ellers mener. Jeg sidder med glædestårer i øjnene.

Jo, han går i børnehave. Han skulle have været i en special børnehave, men så kom han det ikke alligevel fordi der ikke var plads og de ikke mente at han som sådan havde behov for det, hvor dagplejen mente at det klart var nødvendigt. Så han blev "smidt" i den første og bedste børnehave de kunne finde, da det hele skete meget pludseligt og lige før (et par uger inden) han skulle have startet. Det er en lille børnehave og de er alle sammen super søde, men de har også travlt med 45 børn til 8 pædagoger, som vel og mærket ikke alle er der samtidig det meste af tiden.

Jeg har tidligere lavet andre opslag om andre præmatur problemer.

Ligemeget HVAD skal din søn formentlig have mere hjælp end et barn født til tiden. Alene hans neonatale forløb er nok til bekymring. 

Der kan være 1000 grunde til at lade være med at opsøge udredning og ultimativt hjælp til jeres søn, men ingen GODE grunde. Selv hvis det ‘kun’ handler om grænser og opdragelse, bør I som forældre til et så præmaturt (faktisk immaturt) barn have ekstra opmærksomhed. 

Soonmom skriver:

Jeg ville nok se lidt an endnu og sparer med børnehaven.

Hvad gør du når han er udadreagerende? Hvor har han lært at tage kvælertag henne ? (Det burde en tre årige ikke vide hvordan man gør)

Og så vil jeg også mene at du burde tage til lægen og blive tjekket for depression/stress /andet for en mor uden overskud sætter også sine spor på børns ageren.

Jeg ville aldrig bede om andre skulle lave en underretning, så ville jeg hellere kontakte SSP for sparring, hvis pædagogerne i børnehaven ikke er nok.

Børn på tre år er jo iøvrigt også meget grænse søgende og til tider "forfærdelige". Min tre årige har også ekstremt temperament og bare for nogle måneder siden kunne han flippe helt ud hvis rosinerne blev lagt tv for tallerknen og han havde tænkt de skulle ligge th. (Flippe ud= raseri anfald med skrig og skrål på gulvet i 15-20 min).

Så jeg er enig med din mand, afvent og spar med dem som kender din søn fx pædagogerne i børnehaven

Tak for svar.

Alt efter graden af "vrede" forsøger jeg som regel først med en krammer og at fortælle ham at jeg bliver ked af det når han slår/bider/ect og han i stedet skal ae/kramme/ect.. Virker det ikke (hvilket det sjældent gør) fjerner mig som regel fra ham, og siger at jeg ikke vil være sammen med ham når han slår/bider/ect, som jeg har fået rådet at gøre. Han følger efter og/eller kaster ting efter mig. Sådan kan vi forstætte i 1-2 timer, indtil han kører sig selv helt træt, hvor jeg så ender med at sidde med ham i armene mens han hulker og siger undskyld (ét af de få ord han kan).

Grunden til at jeg skriver "kvælertag" i citationstegn er lige præcis fordi han vist ikke er opmærksom på at det er det han gør. Han klemmer generelt som én af tingene - mit lår, min arm, min delle på maven og, ja, min hals - hvorend han kan få fat.

Som jeg skrev til det første svar, så skal jeg ikke til lægen. Mig er der styr på, tak.

Jeg har haft kontaktet SSP, men desiger at de ikke kan/må gøre noget uden en henvisning/underretning.

Abracadabra skriver:

Ligemeget HVAD skal din søn formentlig have mere hjælp end et barn født til tiden. Alene hans neonatale forløb er nok til bekymring. 

Der kan være 1000 grunde til at lade være med at opsøge udredning og ultimativt hjælp til jeres søn, men ingen GODE grunde. Selv hvis det ‘kun’ handler om grænser og opdragelse, bør I som forældre til et så præmaturt (faktisk immaturt) barn have ekstra opmærksomhed. 

Mange tak for dine svar