Manden vil ikke have hjælp til sønnen

Det her indlæg har været længe undervejs og jeg har mange gange overvejet om jeg overhovedet skulle lave det, men jeg kan simpelthen ikke lade være længere.

Sagen er den at vi sammen har en søn på 3 år, som har nogle særlige behov grundet tidlig fødsel og de følger der kommer med det. Han er blandt andet ekstremt sensitiv, har motoriske problemer, har talebesvær (taler stadig ikke forståeligt), umodent tarmsystem (som gør at han stadig har afføring som en baby, som 3-årig) og har nogle voldsomme reaktioner når tingene ikke går efter hans hoved.

Jeg har i lang tid forsøgt at få noget hjælp med ham (han har gået ved fys/ergo siden han var 6 måneder) fra kommunen, til andet end de motoriske problemer.

Desværre er min mand overhovedet ikke med på at få hjælp. Han mener ikke at vores søn fejler noget som helst, men at jeg og fys bare prøver at "gøre ham syg". Han mener at vores søns opførsel er helt normal og at problemet er at jeg forkæler ham og at han er vant til at få sin vilje og derfor stejler når han ikke gør. Men jeg mener ikke at det er normal "forkælet" opførsel han udviser.

Jeg har intet overskud længere. Jeg kan knapt nok tage mig sammen til at tage opvasken eller svinge støvsugeren, fordi vores søn kræver alt hvad jeg har. Jeg har ekstremt meget fravær fra mit arbejde, fordi jeg ofte døjer med migræne og/eller mave-problemer (opkast/diarr&eacute, sandsynligvis på grund af stress/overbelastning. Jeg har brug for at der sker noget andet. Jeg kan ikke fungere på denne her måde.

Jeg har overvejet at bede sygehuset lave en underretning til kommunen, så de måske kan tage mig seriøst, men min mand ville blive arrig over det og jeg ved simpelthen ikke længere.

Hilsen en træt, fortvivlet mor, som ikke længere kan finde overskuddet til at være tålmodig med en dreng der slår, bider, sparker, kaster ting efter, klemmer, kradser, niver og tager "kvælertag" på mig og hans storesøster.

Anonym skriver:

Det her indlæg har været længe undervejs og jeg har mange gange overvejet om jeg overhovedet skulle lave det, men jeg kan simpelthen ikke lade være længere.

Sagen er den at vi sammen har en søn på 3 år, som har nogle særlige behov grundet tidlig fødsel og de følger der kommer med det. Han er blandt andet ekstremt sensitiv, har motoriske problemer, har talebesvær (taler stadig ikke forståeligt), umodent tarmsystem (som gør at han stadig har afføring som en baby, som 3-årig) og har nogle voldsomme reaktioner når tingene ikke går efter hans hoved.

Jeg har i lang tid forsøgt at få noget hjælp med ham (han har gået ved fys/ergo siden han var 6 måneder) fra kommunen, til andet end de motoriske problemer.

Desværre er min mand overhovedet ikke med på at få hjælp. Han mener ikke at vores søn fejler noget som helst, men at jeg og fys bare prøver at "gøre ham syg". Han mener at vores søns opførsel er helt normal og at problemet er at jeg forkæler ham og at han er vant til at få sin vilje og derfor stejler når han ikke gør. Men jeg mener ikke at det er normal "forkælet" opførsel han udviser.

Jeg har intet overskud længere. Jeg kan knapt nok tage mig sammen til at tage opvasken eller svinge støvsugeren, fordi vores søn kræver alt hvad jeg har. Jeg har ekstremt meget fravær fra mit arbejde, fordi jeg ofte døjer med migræne og/eller mave-problemer (opkast/diarr&eacute, sandsynligvis på grund af stress/overbelastning. Jeg har brug for at der sker noget andet. Jeg kan ikke fungere på denne her måde.

Jeg har overvejet at bede sygehuset lave en underretning til kommunen, så de måske kan tage mig seriøst, men min mand ville blive arrig over det og jeg ved simpelthen ikke længere.

Hilsen en træt, fortvivlet mor, som ikke længere kan finde overskuddet til at være tålmodig med en dreng der slår, bider, sparker, kaster ting efter, klemmer, kradser, niver og tager "kvælertag" på mig og hans storesøster.

Jeg bider voldsomt mærke i det sidste.. “bider, kradser osv” 

din søn har måske mere behov for tydelige grænser og rammer, og ikke så meget “min søn er sensitiv”. Et barn på 3 år skal guides, fortæl ham hvad han må, i stedet for hvad han ikke må. “Du må gerne give mig en krammer, jeg bliver ked af det når du slår/bider/kradser mig” 

Han har brug for at i italesætter ting, og derved spejler jeres mimik i ansigtet, og kan blive bedre til at tale.

- du skriver også at du selv er udkørt og ikke kan overskue noget, måske det i virkeligheden er dig selv der har et behov for at blive tjekket efter hos lægen, og ikke din søn? 

Alle børn/unge/voksne, kan få en diagnose, hvis man blot leder længe nok. 

Anonym skriver:

Jeg bider voldsomt mærke i det sidste.. “bider, kradser osv” 

din søn har måske mere behov for tydelige grænser og rammer, og ikke så meget “min søn er sensitiv”. Et barn på 3 år skal guides, fortæl ham hvad han må, i stedet for hvad han ikke må. “Du må gerne give mig en krammer, jeg bliver ked af det når du slår/bider/kradser mig” 

Han har brug for at i italesætter ting, og derved spejler jeres mimik i ansigtet, og kan blive bedre til at tale.

- du skriver også at du selv er udkørt og ikke kan overskue noget, måske det i virkeligheden er dig selv der har et behov for at blive tjekket efter hos lægen, og ikke din søn? 

Alle børn/unge/voksne, kan få en diagnose, hvis man blot leder længe nok. 

Jeg har skam forsøgt med tydelige grænser. Jeg har forsøgt med at sige han skal kramme/ae/nusse. Jeg har sagt at det gør mig ked af det når han slår/bider/osv. Har sagt at jeg ikke kan lide ham når han opfører sig sådan.

Vi taler meget med ham, italesætter alting og leger ordlege og sager (efter anbefaling fra ergo).

Børnehaven har de samme udfordringer med ham, dog ikke i så voldsom grad som jeg oplever herhjemme.

Men nej, jeg skal ikke til lægen. Mig er der styr på, tak.

Afhængigt af graden af præmaturitet er han jo i højere risiko for senfølger, der bl.a. kan være de symptomer, du nævner. Jeg synes, at det er synd for ham, hvis han ikke får den tilstrækkelige hjælp ift de vanskeligheder, han har. 

Din egen læge ville sagtens kunne skrive en underretning ift, at din søn har brug for mere støtte ift at sikre hans trivsel og udvikling. Du kan også selv tale med din mand om din bekymring, og så kan I bede børnehaven rette henvendelse til PPR mht mere hjælp. 

Din søn lyder som et barn, der har større behov, end hvad der umiddelbart kan dækkes i et alm dagtilbud, så han SKAL jo støttes mere end andre børn. Dét kræver, at PPR er med på sidelinjen. Der er forskellige måder at få PPR med; den bedste er nok, at I forældre bliver enige om at opsøge hjælp - ellers vil en underretning kunne være et fint alternativ. 

Jeg ville snakke med børnehaven om at I netop oplever de samme problemer og i voldsommere grad derhjemme..

jeg synes det lyder utroligt at børnehaven ikke allerede har lavet en underretning i forhold til ekstra støtte.. i det mindste hos dem selv...

hvad med sundhedsplejersken? kunne hun eventuelt komme på visit for at følge op på hvordan det går og så derfra give støtte eller sende bekymringen videre???

jeg ved selv hvordan det er med ikke at blive hørt med et barn der ikke trives.. vores var desværre den første sundhedsplejerske der ikke ville lytte..

Abracadabra skriver:

Afhængigt af graden af præmaturitet er han jo i højere risiko for senfølger, der bl.a. kan være de symptomer, du nævner. Jeg synes, at det er synd for ham, hvis han ikke får den tilstrækkelige hjælp ift de vanskeligheder, han har. 

Din egen læge ville sagtens kunne skrive en underretning ift, at din søn har brug for mere støtte ift at sikre hans trivsel og udvikling. Du kan også selv tale med din mand om din bekymring, og så kan I bede børnehaven rette henvendelse til PPR mht mere hjælp. 

Din søn lyder som et barn, der har større behov, end hvad der umiddelbart kan dækkes i et alm dagtilbud, så han SKAL jo støttes mere end andre børn. Dét kræver, at PPR er med på sidelinjen. Der er forskellige måder at få PPR med; den bedste er nok, at I forældre bliver enige om at opsøge hjælp - ellers vil en underretning kunne være et fint alternativ. 

Tak for svar.

Han er ekstremt præmatur (over 3 måneder) og vi fik i sin tid en masse information, foldere dit og dat om senfølger og vanskligheder, men det sygehus vi var/er tilknyttet ligger ikke i vores kommune og denne kommune har (åbenbart) ikke de samme tiltag til at hjælpe for tidligt fødte.

Jeg har snakket meget med min mand om det, men han bliver sur/fornærmet over at jeg mener at der er "noget galt" med vores søn og nægter at han skal have hjælp.
Grunden til at jeg ville have sygehuset til at lave underretningen, er at det er dér hans fys er tilkoblet og jeg har et fortroligt forhold med hende, samt hun kender min søn meget godt og har set ham flere gange/kender ham bedre end egen læge.

Vi har PPR med på sidelinien, men de siger selv at de er meget begrænsede i hvad de kan gøre. Vi har fået nogle råd til at hjælpe ham med at få mere ro på (han skal hoppe ned fra sofaen, så han mærker det der stød når han rammer gulvet og give ham store, tætte bjørnekrammere f.eks. det skulle hjælpe på motorisk uro, som kan være grunden til at han bliver så udadreagerende).

Wampires skriver:

Jeg ville snakke med børnehaven om at I netop oplever de samme problemer og i voldsommere grad derhjemme..

jeg synes det lyder utroligt at børnehaven ikke allerede har lavet en underretning i forhold til ekstra støtte.. i det mindste hos dem selv...

hvad med sundhedsplejersken? kunne hun eventuelt komme på visit for at følge op på hvordan det går og så derfra give støtte eller sende bekymringen videre???

jeg ved selv hvordan det er med ikke at blive hørt med et barn der ikke trives.. vores var desværre den første sundhedsplejerske der ikke ville lytte..

Tak for svar.

Vi har snakket med hans pædagog, men hun er lidt på "vent og se" vognen. Hun har dog hjulpet med at få PPR tilknyttet, hvor han har fået noget hjælp til motorisk uro (se ovenstående svar).

Vores sundhedsplejerske er rigtig sød og venlig, men jeg ville ikke stole på hende med min guldfisk. Hun er ret - hvad er det rigtige ord - fraværende? Hun er fin til at veje og måle børnene og snakke om hverdagsproblemer med, men hun er ikke én man tænker på som professionel (hvilket jo både kan være en fordel og en ulempe i hendes fag).

Anonym skriver:

Tak for svar.

Han er ekstremt præmatur (over 3 måneder) og vi fik i sin tid en masse information, foldere dit og dat om senfølger og vanskligheder, men det sygehus vi var/er tilknyttet ligger ikke i vores kommune og denne kommune har (åbenbart) ikke de samme tiltag til at hjælpe for tidligt fødte.

Jeg har snakket meget med min mand om det, men han bliver sur/fornærmet over at jeg mener at der er "noget galt" med vores søn og nægter at han skal have hjælp.
Grunden til at jeg ville have sygehuset til at lave underretningen, er at det er dér hans fys er tilkoblet og jeg har et fortroligt forhold med hende, samt hun kender min søn meget godt og har set ham flere gange/kender ham bedre end egen læge.

Vi har PPR med på sidelinien, men de siger selv at de er meget begrænsede i hvad de kan gøre. Vi har fået nogle råd til at hjælpe ham med at få mere ro på (han skal hoppe ned fra sofaen, så han mærker det der stød når han rammer gulvet og give ham store, tætte bjørnekrammere f.eks. det skulle hjælpe på motorisk uro, som kan være grunden til at han bliver så udadreagerende).

Dit barn er jo desværre i høj risiko for senfølger af den alt for tidlige fødsel, og han skal selvfølgelig have langt mere hjælp end ‘alm’ børn. Underretning lyder så fint. 

Er det dig, der fortsat går hjemme med ham - måske husker jeg dig fra andre debatter? Grunden til mit spørgsmål er, at hvis han heller ikke går i børnehave, mangler I forældre selvfølgelig den naturlige sparring, I ville få af hans daglige pædagoger. 

Din søn skal beskrives godt (af PPR og børnepsyk) ift hans udfordringer, og den hjælp han har brug for. Så afsted med den underretning! 

Abracadabra skriver:

Dit barn er jo desværre i høj risiko for senfølger af den alt for tidlige fødsel, og han skal selvfølgelig have langt mere hjælp end ‘alm’ børn. Underretning lyder så fint. 

Er det dig, der fortsat går hjemme med ham - måske husker jeg dig fra andre debatter? Grunden til mit spørgsmål er, at hvis han heller ikke går i børnehave, mangler I forældre selvfølgelig den naturlige sparring, I ville få af hans daglige pædagoger. 

Din søn skal beskrives godt (af PPR og børnepsyk) ift hans udfordringer, og den hjælp han har brug for. Så afsted med den underretning! 

Mange tak for dit svar. Det hjælper faktisk utroligt meget at læse at det ikke bare er mig der ser spøgelser, som min mand ellers mener. Jeg sidder med glædestårer i øjnene.

Jo, han går i børnehave. Han skulle have været i en special børnehave, men så kom han det ikke alligevel fordi der ikke var plads og de ikke mente at han som sådan havde behov for det, hvor dagplejen mente at det klart var nødvendigt. Så han blev "smidt" i den første og bedste børnehave de kunne finde, da det hele skete meget pludseligt og lige før (et par uger inden) han skulle have startet. Det er en lille børnehave og de er alle sammen super søde, men de har også travlt med 45 børn til 8 pædagoger, som vel og mærket ikke alle er der samtidig det meste af tiden.

Jeg har tidligere lavet andre opslag om andre præmatur problemer.

Jeg ville nok se lidt an endnu og sparer med børnehaven.

Hvad gør du når han er udadreagerende? Hvor har han lært at tage kvælertag henne ? (Det burde en tre årige ikke vide hvordan man gør)

Og så vil jeg også mene at du burde tage til lægen og blive tjekket for depression/stress /andet for en mor uden overskud sætter også sine spor på børns ageren.

Jeg ville aldrig bede om andre skulle lave en underretning, så ville jeg hellere kontakte SSP for sparring, hvis pædagogerne i børnehaven ikke er nok.

Børn på tre år er jo iøvrigt også meget grænse søgende og til tider "forfærdelige". Min tre årige har også ekstremt temperament og bare for nogle måneder siden kunne han flippe helt ud hvis rosinerne blev lagt tv for tallerknen og han havde tænkt de skulle ligge th. (Flippe ud= raseri anfald med skrig og skrål på gulvet i 15-20 min).

Så jeg er enig med din mand, afvent og spar med dem som kender din søn fx pædagogerne i børnehaven