Skal børn have søskende?

Jeg er enebarn og har aldrig manglet søskende - før jeg blev voksen. Nu hvor mine forældre er blevet ældre, savner jeg virkelig nogen at dele de lidt tunge ting med ift. deres periodevise sygdom og stigende behov generelt.

Jeg havde svært ved at se mig selv dele min kærlighed til flere børn og kunne også sagtens have nøjedes med eet barn. Men så blev jeg uplanlagt gravid med min yngste - der er 2,5 år imellem begge børn.

De har så meget glæde af hinanden og kan slet ikke forestille mig livet med kun et barn. Synes virkelig søskende er en gave. 

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 2 år, og nu begynder omgangskredsen så småt at spørge ind til om vi ikke snart skal have den næste, så de kan “nå” at få glæde af hinanden. Ærligt, så har jeg ikke noget behov for at få flere. Jeg elsker selvfølgelig mit barn over alt på jorden, men jeg har faktisk intet ønske om at få flere... Jeg føler at jeg kan være der 100%, med overskud og leg, og at jeg ikke har lyst til at dele min opmærksomhed mellem to børn. Jeg føler at jeg kan være en bedre mor overfor en i forhold til to, da jeg så hele tiden ville skulle dele sol og vind lige imellem dem... og så igen, føler jeg at burde for at give mit barn en søskende. Selv er jeg ud af en søskendeflok på 3 og jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Mine bedste barndomsminder er jo sammen med dem, og det vil jeg jo rent teoretisk gerne give videre, og det under jeg også mit barn at opleve. Så er der hele den der debat om at enebørn bliver forkælede, ikke kan dele og bla bla bla. Men det er jeg nu ikke så bekymret for. 
jeg er virkelig splittet, for jeg “orker” nærmest ikke at starte forfra nu hvor det hele begynder at blive lidt lettere, samtidig med at jeg føler jeg frarøver mit barn noget ved ikke at give det en bror eller søster. Måske også med tanke på senere i livet når faren og jeg ikke er her længere, så bliver det måske ensomt? Hvad havde i af overvejelse, og har i nogensinde fortrudt kun at få et barn? 

Håber mit indlæg giver mening, og at i vil dele ud af jeres erfaring så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad jeg hælder mest til. 

Jeg er så enig i alt hvad du skriver. Har selv er barn på snart 5 år. Og jeg ønsker ikke umiddelbart flere børn. 

min klare mening er at nej børn behøver ikke søskende. Jeg har en storebror. Jeg elsker ham højt, men vi har aldrig været knyttede. Jeg er 35, han er 38. I hele vores voksenliv har vi f.eks kun spist middag sammen en gang og det var en spontan durum. 
kender folk der er enebørn der aldrig har savner søskende. Kender også folk i store søskende flokke der ingen kontakt har med hinanden. 
børnene er jo uanset hvad ikk alene. De har for der meste fætre, kusiner og masser af venner. 

Jeg er ud af en søskendeflok på 5. Men jeg kunne lige så godt have været enebarn. Jeg har ingen kontakt til mine søskende, andet end til hvis en olde inviterer til fællesting. 

Vi har ikke samme værdier, og er meget forskellige. Derfor har jeg aktivt valgt at jeg hellere vil vælge mine tætteste venner frem for søskende. 

Så min pointe er bare at du kan give nok så mange søskende, men du kan ikke tvinge dem til at være tætte 

Jeg er ene barn og havde en skøn barndom, men til tider var jeg meget ensom... manglede virkelig søskende.. og det på trods af nogle dejlige forældre.. da jeg var 18 mistede jeg min mor og min far blev alvorlig syg året efter min mors død, som han døjet med indtil han blev 65... jeg stod med alt selv, der kunne jeg virkelig godt ha brugt en søskende til hjælp og støtte... Så jeg var slet ikke tvivl om at da jeg fik første barn, at han skulle have en bror eller søster... og det fik han... godt nok med 6 års mellemrum, men de har meget glæde af hinanden trods aldersforskellen.... 

så vent et år eller 2, så se tiden an.. men jeg er fortaler for at man får en søskende... man kender bare aldrig fremtiden... 

Tusind tak for alle jeres indput. Det har virkelig været dejligt at læse alle jeres svar. Specielt fra jer der selv er vokset op som enebørn, i jo om nogen insiderviden fra første parket, om man så må sige. 

Det har helt klart sat nogle flere tanker igang, og det er måske heller ikke en beslutning der skal tages pr. dags dato. 

Når det er sagt, vil jeg også samtidig lige pointere at overskriften selvfølgelig var sat lidt på spidsen, og jeg godt er klar over at børn ikke SKAL have søskende ;-) 

Jeg tror det hele bunder i en dårlig samvittighed over at overveje om hvor vidt jeg skulle sætte mit eget behov (ikke at få flere børn) over mit barns behov i forhold til at "frarøve" det en evt. søskende. 

Jeg er stadig meget splittet, også fordi jeg har følt at jeg pludselig havde "travlt" i forhold til folks kommentarer omkring at de skulle nå at få glæde af hinanden. Derfor gør det mig også glad at høre så mange af jer har børn med en større aldersforskel, og at de stadig har glæde af hinanden, omend måske på en anden måde. 

Det har også rørt mig meget, de af jer der har fortalt om jeres opvækst som enebørn, der har stået meget alene efter forældres død, og specielt dig der fortalte om du nu ikke længere havde nogen der kendte dig som barn, eller nogen at dele barndomsminder med som havde været der. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt over, og eftersom  jeg selv har søskende, og at jeg faktisk har kendt mine tætteste venner helt fra børnehave/tidlig folkeskole, så rørte det mig nok især. 

Jeg synes virkelig i er kommet med en masse gode reflektioner, og erfaringer som jeg vil tage med videre. 

Endnu engang tusind tak for det. :-)

Næh, man kan ikke sige, at børn skal have søskende. Som et must.

Jeg har selv to søskende, og jeg ville ikke have undværet dem. De er simpelt hen guld værd for mig.

Men der er jo ingen garanti for, at søskende får et godt forhold.

Min kusine er enebarn, og det tror jeg, hun har haft det fint med.

Jeg tvivler på, at der er ret mange, der får et barn mere udelukkende for at give deres barn en søster eller bror. Det kan sagtens være en del af det, og det synes jeg er helt naturligt, men det er næppe den eneste grund.

Jeg ville nødigt sætte et enebarn i verden. 

Jeg mistede min far for en del år siden, og i dag er min mor ikke så rask længere.

Det har betydet rigtig meget, at vi er flere. Jeg har to, jeg kan tale med om det hele. Vi hjælper hinanden med at hjælpe vores mor.

I forhold til min far - så er der ingen, der som mine søskende forstår præcis, hvad jeg mener, når jeg siger "Nu ville far have sagt"  - det kommer mine tætte veninder aldrig til at forstå på helt samme måde. 

Men hvis I absolut ikke har overskud til et barn mere, så lad være. I kan give jeres barn så meget andet.

Vent og mærk efter.

Anonym skriver:

Tusind tak for alle jeres indput. Det har virkelig været dejligt at læse alle jeres svar. Specielt fra jer der selv er vokset op som enebørn, i jo om nogen insiderviden fra første parket, om man så må sige. 

Det har helt klart sat nogle flere tanker igang, og det er måske heller ikke en beslutning der skal tages pr. dags dato. 

Når det er sagt, vil jeg også samtidig lige pointere at overskriften selvfølgelig var sat lidt på spidsen, og jeg godt er klar over at børn ikke SKAL have søskende ;-) 

Jeg tror det hele bunder i en dårlig samvittighed over at overveje om hvor vidt jeg skulle sætte mit eget behov (ikke at få flere børn) over mit barns behov i forhold til at "frarøve" det en evt. søskende. 

Jeg er stadig meget splittet, også fordi jeg har følt at jeg pludselig havde "travlt" i forhold til folks kommentarer omkring at de skulle nå at få glæde af hinanden. Derfor gør det mig også glad at høre så mange af jer har børn med en større aldersforskel, og at de stadig har glæde af hinanden, omend måske på en anden måde. 

 

Det har også rørt mig meget, de af jer der har fortalt om jeres opvækst som enebørn, der har stået meget alene efter forældres død, og specielt dig der fortalte om du nu ikke længere havde nogen der kendte dig som barn, eller nogen at dele barndomsminder med som havde været der. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt over, og eftersom  jeg selv har søskende, og at jeg faktisk har kendt mine tætteste venner helt fra børnehave/tidlig folkeskole, så rørte det mig nok især. 

Jeg synes virkelig i er kommet med en masse gode reflektioner, og erfaringer som jeg vil tage med videre. 

Endnu engang tusind tak for det. :-)

Børn SKAL kke have søskende. 

MEN som enebarn vil jeg sige at jeg virkelig har savnet at have en søster eller bror igennem min opvækst. 

Jeg fik min datter i 2006 og vi gik ret hurtigt i gang med at forsøge og lave en lillebror eller søster til hende. 

Det lykkedes ikke og 12 år senere opgav vi håbet og accepterede at vi ikke skulle have flere. 2 måneder senere stod vi med en positiv test og har nu en lillesøster på 3 måneder. Det er absolut ikke en optimal aldersspredning, men jeg fortryder absolut ikke at vi fik en mere. 

Vores store pige på nu 13 (meget snart 14) har selv sagt at hun er lykkelig for at hun har fået en lillesøster, selvom der er langt i mellem dem. 

Jeg tror egentlig bare jeg forsøger at sige at du måske ikke er klar lige nu og her (og måske ikke bliver det) men det er ikke for sent at få en mere selvom den store når godt op i alder inden der kommer en mere. 

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 2 år, og nu begynder omgangskredsen så småt at spørge ind til om vi ikke snart skal have den næste, så de kan “nå” at få glæde af hinanden. Ærligt, så har jeg ikke noget behov for at få flere. Jeg elsker selvfølgelig mit barn over alt på jorden, men jeg har faktisk intet ønske om at få flere... Jeg føler at jeg kan være der 100%, med overskud og leg, og at jeg ikke har lyst til at dele min opmærksomhed mellem to børn. Jeg føler at jeg kan være en bedre mor overfor en i forhold til to, da jeg så hele tiden ville skulle dele sol og vind lige imellem dem... og så igen, føler jeg at burde for at give mit barn en søskende. Selv er jeg ud af en søskendeflok på 3 og jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Mine bedste barndomsminder er jo sammen med dem, og det vil jeg jo rent teoretisk gerne give videre, og det under jeg også mit barn at opleve. Så er der hele den der debat om at enebørn bliver forkælede, ikke kan dele og bla bla bla. Men det er jeg nu ikke så bekymret for. 
jeg er virkelig splittet, for jeg “orker” nærmest ikke at starte forfra nu hvor det hele begynder at blive lidt lettere, samtidig med at jeg føler jeg frarøver mit barn noget ved ikke at give det en bror eller søster. Måske også med tanke på senere i livet når faren og jeg ikke er her længere, så bliver det måske ensomt? Hvad havde i af overvejelse, og har i nogensinde fortrudt kun at få et barn? 

Håber mit indlæg giver mening, og at i vil dele ud af jeres erfaring så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad jeg hælder mest til. 

Nej børn behøver ikke flere søskende. Vi har også kun valgt een, selvom der var snak da han var 2 og 4 år om vi skulle have een til men det blev ved snakken. Vi er begge fra store søskendeflikke, så det er jo lidt mærkeligt men vi føler inderligt vi kan rejse mere sammen med ham, være mere for ham og vi nyder bare at være os tre. Og de søskende han vælger er jo de venner han lærer at kende og holder fast i. Han bestemmer selv sin familie. Selv hvis man fik søskende tæt på hinanden er der jo ingen garanti for at de bliver bedste venner i voksenlivet. Og har nogen kontakt. Så nej man SKAL ikke have søskende. 

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 2 år, og nu begynder omgangskredsen så småt at spørge ind til om vi ikke snart skal have den næste, så de kan “nå” at få glæde af hinanden. Ærligt, så har jeg ikke noget behov for at få flere. Jeg elsker selvfølgelig mit barn over alt på jorden, men jeg har faktisk intet ønske om at få flere... Jeg føler at jeg kan være der 100%, med overskud og leg, og at jeg ikke har lyst til at dele min opmærksomhed mellem to børn. Jeg føler at jeg kan være en bedre mor overfor en i forhold til to, da jeg så hele tiden ville skulle dele sol og vind lige imellem dem... og så igen, føler jeg at burde for at give mit barn en søskende. Selv er jeg ud af en søskendeflok på 3 og jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Mine bedste barndomsminder er jo sammen med dem, og det vil jeg jo rent teoretisk gerne give videre, og det under jeg også mit barn at opleve. Så er der hele den der debat om at enebørn bliver forkælede, ikke kan dele og bla bla bla. Men det er jeg nu ikke så bekymret for. 
jeg er virkelig splittet, for jeg “orker” nærmest ikke at starte forfra nu hvor det hele begynder at blive lidt lettere, samtidig med at jeg føler jeg frarøver mit barn noget ved ikke at give det en bror eller søster. Måske også med tanke på senere i livet når faren og jeg ikke er her længere, så bliver det måske ensomt? Hvad havde i af overvejelse, og har i nogensinde fortrudt kun at få et barn? 

Håber mit indlæg giver mening, og at i vil dele ud af jeres erfaring så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad jeg hælder mest til. 

Nej børn skal ikke have søskende .

Og selv om de har søskende er det ikke ensbetydende med de kommer til at elske hinanden.

Han er 2 år , og du er kun lige ved at komme ud af baby boblen  - som for nogen er fantastisk  - og for andre et helvede de ikke har lyst til at gentage. 

Så selv om der evt går 2 år eller 3 osv mere inden du evt kommer dertil hvor du gerne vil have en mere  - er det ikke for sent der  -

Og skulle du aldrig komme dertil  - ja så findes der mange lykkelige enebørn , så din søn overlever også uden en søskende. 

Det vigtigste er hvad I har lyst til , og ikke hvad alle andre tænker er det rigtige .