Skal børn have søskende?

Jeg har et barn på 2 år, og nu begynder omgangskredsen så småt at spørge ind til om vi ikke snart skal have den næste, så de kan “nå” at få glæde af hinanden. Ærligt, så har jeg ikke noget behov for at få flere. Jeg elsker selvfølgelig mit barn over alt på jorden, men jeg har faktisk intet ønske om at få flere... Jeg føler at jeg kan være der 100%, med overskud og leg, og at jeg ikke har lyst til at dele min opmærksomhed mellem to børn. Jeg føler at jeg kan være en bedre mor overfor en i forhold til to, da jeg så hele tiden ville skulle dele sol og vind lige imellem dem... og så igen, føler jeg at burde for at give mit barn en søskende. Selv er jeg ud af en søskendeflok på 3 og jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Mine bedste barndomsminder er jo sammen med dem, og det vil jeg jo rent teoretisk gerne give videre, og det under jeg også mit barn at opleve. Så er der hele den der debat om at enebørn bliver forkælede, ikke kan dele og bla bla bla. Men det er jeg nu ikke så bekymret for. 
jeg er virkelig splittet, for jeg “orker” nærmest ikke at starte forfra nu hvor det hele begynder at blive lidt lettere, samtidig med at jeg føler jeg frarøver mit barn noget ved ikke at give det en bror eller søster. Måske også med tanke på senere i livet når faren og jeg ikke er her længere, så bliver det måske ensomt? Hvad havde i af overvejelse, og har i nogensinde fortrudt kun at få et barn? 

Håber mit indlæg giver mening, og at i vil dele ud af jeres erfaring så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad jeg hælder mest til. 

Min søn er 12 år.. 

det eneste jeg fortryder er at jeg ikke har givet ham søskende. 

Nu er det for sent, og hver dag ærger jeg mig over det. 

Ville elske at han kunne have delt oplevelser, ferier, højtider med en søskende, end blot hans mor. Jeg har ikke tal på hvor mange timer jeg selv har grinet med mine egne søskende, og hvor stor en gave det er at have mine egne søskende at dele ting med. 

Anonym skriver:

Min søn er 12 år.. 

det eneste jeg fortryder er at jeg ikke har givet ham søskende. 

Nu er det for sent, og hver dag ærger jeg mig over det. 

Ville elske at han kunne have delt oplevelser, ferier, højtider med en søskende, end blot hans mor. Jeg har ikke tal på hvor mange timer jeg selv har grinet med mine egne søskende, og hvor stor en gave det er at have mine egne søskende at dele ting med. 

 

Det er også min egen tanke. Jeg er selv ekstrem glad for og føler mig meget heldig at jeg har mine søskende. Vi har et tæt forhold og det er guld værd. Rent egoistisk har jeg bare ikke lyst til at få flere, jeg har ikke lyst til endnu en graviditet eller fødsel, eller barsel for den sags skyld. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg kan være det bekendt overfor mit barn. Altså at frarøve det glæden ved en søskende. Jeg er jo godt klar over at jeg ville elske endnu et barn ligeså højt, men jeg ville føle jeg fik det af pligt, hvis det giver mening? 

men tusind tak for dit indspark, det er helt klart værd at tage med. 

Du kan jo også vente lidt. Din søn er kun 2 år. Det gør jo ikke noget at der er lidt større aldersforskel på søskende.

Jeg ønskede selv at min søn skulle have søskende, men jeg ventede til at jeg var klar.

Jeg var først klar til nr 2 da min søn var 4år, der gik så 2år mere før det lykkes os at få min datter.

Så der er 6 år imellem mine 2 børn. Selvom der er så stor forskel på deres alder, så har de altid været de bedste venner. I dag er min dreng 15år og min datter er 9år, og de hygger sig stadigvæk sammen.

Jeg tænker også du er ikke klar. Vi var hellerikke klar før efter 4 år, trængte simpelthen til et par år med ro på til at nyde vores dejlige barn.

men så kom lysten, og ja større aldersforskel giver et andet søskende forhold og det er tilrider svært at finde ting de begge gider, men de elsker hinanden og kan stadig lege sammen og bruge hinanden og om 20 år gør det ingen forskel om de er to eller ti åt fra hinanden.

men jeg tror ikke på at man skal få børn for sit barns skyld for en søskende kan ikke erstatte en glad mor med overskud. Og der findes masser af glade veltilpassede enebørn, som så finder deres egen familie blandt venner. Er der nogle jævnaldrende fætre eller kusiner som kunne blive en slags reservesøskende.

Min mand er lykkeligt enebarn og har aldrig følt, at han manglede noget. 

Vi har to børn, men vi har altid været enige om, at det var fordi, vi selv ønskede flere børn. Jeg synes ikke, man skal få flere børn for sine børns skyld. 

Så du kan sagtens nå at ændre mening, men ellers skal det nok gå fint.

nej det skal de ikke hvis du ikke vil 

kender det så godt her er min datter 5 og hun er og bliver enebarn da vi fik hende i en sen alder og  det tog så lang tid at få hinde allerede da vi var gravide med hende besluttede vi os til hun blev den eneste 

du bestemmer og ikke omværden men kender så godt sangen fra alle omkring en og den kan gøre ondt 

Kort svar: nej børn SKAL ikke have søskende. Det er ikke et krav for st blive lykkelig i livet. 

Sådan som du har det u, havde jeg det også da vores ældste var 2 år. Da han blev 2,5 år skete der et eller andet, vi blev skrukke og fik behovet for at udvide familien. Da han var 3 år og 3 måneder kom lillebror til verden. 

Man skal få et barn mere fordi man ønsker et barn mere, ikke fordi omgivelserne synes det eller fordi man vil gøre ens barn en tjeneste. Og om der er 1, 3, 5, 8 eller 10 år imellem ens barn er ikke det vigtige ift at få glæde af hinanden ( har selv 6 år imellem min bror og jeg og vi har fået masser glæde). 

Først når man ønsker et barn skal man få et barn! 

Selvfølgelig SKAL de ikke have søskende ... men hvis du har den mindste tvivl, tror jeg du vil fortryde senere i livet. Jeg tror man er 100% sikker hvis man kun ønsker ét barn. Men vent da et års tid - der er mere eller mindre fire år imellem mine tre. Og de har altså rigtig god glæde af hinanden på hver sin måde. Idag er de 10, seks og to år. 
vent lidt og se hvad du fx føler ved nytår 

DEr er 3 år mellem vores, og de har kæmpe glæde af hinanden. Havde jeg vidst hvor hårdt jeg synes det var, så havde jeg dog ventet til den ældste var 5-6 år i stedet, så jeg havde mere overskud.

Der er 3 år mellem min bror og mig, vi har stort set ikke noget forhold til hinanden. Min mand er bedste venner med sin bror, til trods for 10 års forskel. Så de behøver ikke komme så tæt, vent og se om lysten kommer, og hvis ikke, ja så er det vel også fint.