Opdragelse - hvordan kommer vi på samme side?

Og nogle gange dkal man kigge på sin egen tilgang og sige “hmmm - fungerer den”. Og nej det er ikke fordi din mand ødelægger sin opdragelsesfacon - den fungere bare ikke.

kig indad- det er ikke kun din mand der skal ændre sig/ sin tilgang.

I beg to differ, og jeg arbejder med  den slags professionelt, så jeg vil være så fræk at sige, at jeg ved, hvad jeg taler om. Det du fortæller er anekdotisk. At enkelte kender nogen, der kan eller gør et eller andet, er ikke ensbetydende med, at det så er den endegyldige sandhed. Der er absolut enkelte børn på den alder, der forstår at følte anmodningen "ryd op på dit værelse", men langt størstedelen vil have brug for mere konkret guidning og få det delt op i konkrete trin, sådan som Abracadabra skriver. At kunne rydde et helt værelse op eksempelvis uden anden guidning i det kræver overblik, hukommelse, planlægning, alt sammen noget der trækker på det frontale corteks, som bestemt ikke er vel eller færdigudviklet endnu hos en 5 årig. Endvidere er børn meget forskellige, og nogen har særligt svært ved at trække på de funktioner og har brug for støtte til det i længere tid end andre børn.

Børn vil som udgangspunkt altid forsøge at leve op til det, som de mærker, vi vil med dem. Man skal forstørre den adfærd, man ønsker at se, mindske den adfærd, man ikke vil se. Konkret ved at give den ønskede adfærd mest mulig opmærksomhed. Det betyder ikke, at man ikke skal sige fra, når barnet fx slår, eller hvad de kan finde på. Men at arbejde med belønning, afledning og opmuntring har en langt bedre effekt. Barnet vil mærke, at det får noget positivt ud af at gøre, som forældrene ønsker, og vil være mere tilbøjelig til at gøre netop det. Kommer man ud i et mønster, hvor man har mest fokus på den negative adfærd, fordi man skælder ud, straffer og råber, så er det faktisk også den adfærd, man kommer til at forstørre.

Det kan være svært, men at italesætte det, hver gang ens barn gør noget godt, vil uværgeligt øge forekomsten af den slags adfærd. I forhold til oprydningssituationen kan det nemt gøres med belønning og være noget, man er fælles om. Fx gå ind på værelset sammen. Gør det til en leg. "hvor hurtigt kan du komme alle legokloderserne op i kassen"?. Giv et kryds på et papir for hvert trin man guider barnet gennem og ros, ros, ros for hver udførelse. "når du har fået 10 krydser, kan vi spise pandekager sammen" og så lad det være en sjov oplevelse.

Barnet oplever da, at det føles rart at følge far og mors anvisninger, og lærer i processen også noget om, hvordan man fx rydder op. Frem for "RYD SÅ OP NU!!! NU HAR JEG SAGT DET 5 GANGE, SIDSTE CHANCE ELLER INGEN PANDEKAGER". At køre barnet op følelsesmæssigt sætter om noget evnen til at trække på førnævnte ressourcer ud af spil, og hvad så? Når det så ikke løser opgaven tilfredsstillende pga alder og mgl. Evne til at trække på de rigtige kognitive ressourcer fordi barnet er ked/vred/presset, så yderligere straf?

Nej, jeg er helt med bølgelængde med Abracadabra her. 

Jeg har også en uddannelse/arbejder med læring og pædagogik og udviking. 

Jeg er MEGET enig i ovenstående. Og med Abracadabra. 

Når man nævner, at børn ikke kan kapere “dårlig” ukonkret vejledning, så begynder mange at sige.” Børn er ikke dumme, de ved, hvad de vil have. Og de bruger alle midler. Jeg har selv en 5-årig der godt kan...og hun manipulerer til, hun får sin vilje”.

Vær lige opmærksom på, at det syn på børn hører tiden til fra før 1950’erne. Der ligger altså mange års forskning (og meget mere velfunderet forskning, da der også er medicinsk evidens for, at børnenes hjerner rent fysisk ikke er udviklede i forhold til eksempelvis frontallapperne til at kunne styre og forstå behov) 

Hvis vi altid skulle holde fast i et gammeldags verdensbillede, fordi det er “nemmere”/mere indgroet pga generationer - hvilket det er, så ville kvinder have bedre af at følge den sti som hedder husarbejde og børneomsorg. 

Så jeg synes, som Abracadabra og ovenstående citat, at du stiller meget høje og urealistiske krav. 
læs evt hjernesmarte børn. Den giver gode konkrete bud. Eller “drop opdragelsen”. 

Det handler ikke om, at man ikke skal danne rammer for sit barn. Men det kan du sagtnes uden strenge regler. Der skal bare være en markant bedre sammenhæng mellem episoderne og konsekvenserne. Konkrete handler giver trygge børn. og det er godt nok ukonkret at tage en ipad på den måde som straf.

Mine børn lever uden “regler”. De lever efter værdier og fællesskabsværdier. De både vasker hænder, siger tak for mad og bærer tallerken ud. Rydder op de fleste dage - uden at blive spurgt. 
Men de bliver også drillende, når de er trætte osv. så helt normale børn. 

“Jeg prøver at sætte grænser for vores drenge, især ham på 5, men føler ofte at min mand ødelægger det. Hvis jeg siger nej til noget, så går de ofte til far fordi han er mere blød. Jeg har mange regler, han har ikke. Vi har snakket om det her i mange år og han er enig med mig, men han bliver blød hver gang.”

Du har mange regler .. det har han ikke?? Jeg faldt lige over din tekst igen. Man kan ikke / eller bør ikke have forskellige regler, når man bor under samme tag. I skal som forældre afstemme de regler I synes skal gælde. Det er et fælles projekt og da ikke noget som I hver Især beslutter. Så ender du da med snot forvirrede børn.

og igen - mand ødelægger ikke noget. For din metode virker ikke. Det er ikke et spørgsmål om at du skal have ham omvendt og rettet ind i forhold til dine regler.

Og hvis du bruger dine regler til at underminere hans forældrerolle - tage iPad’en når han hsr givet lov .. ender su k sidste ende med en meget irriteret partner og en skilsmisse på sigt. Forældrerollen er en fælles opgave.

beklager mine lidt hårde ord men du virker bedrevidende og insisterende på en tabt strategi mht opdragelse,

Anonym skriver:

Hej medmødre, 

Min mand og jeg har 2 drenge på 5 og 3 år. Jeg er blevet opdraget af strenge forældre, mens min mands forældre har været mere "loose". 

Jeg prøver at sætte grænser for vores drenge, især ham på 5, men føler ofte at min mand ødelægger det. Hvis jeg siger nej til noget, så går de ofte til far fordi han er mere blød. Jeg har mange regler, han har ikke. Vi har snakket om det her i mange år og han er enig med mig, men han bliver blød hver gang. 

Nu er det sådan at vores store dreng slet ikke hører efter, når jeg beder ham om noget. Jeg beder ham rydde op på sit værelse eller lade være med at ødelægge naboens hæk, etc. Han har ingen respekt for mig. Jeg er nået til det punkt hvor jeg desværre ender med at råbe for at få hans opmærksomhed og det er bare så forkert  

Den anden dag lavede min mand pandekager og vores store var helt umulig, ville intet gøre hvad vi bad ham om, og min mand siger til ham til sidst at hvis han ikke snart rydder op på sit værelse, så er der ingen pandekager til ham. Rydder han op? Nej. Får han pandekager? Ja 

Jeg forsøger at fortælle min mand, at hvis han har sagt til ham at han ikke får pandekager, så skal han heller ikke have dem. Der skal være konsekvenser for hans opførsel ellers lærer han aldrig hvor grænsen går. Min mand siger at han er enig, men jeg kan bare fornemme at han ikke kan eller vil? 

Jeg er den onde, den trælse, den forfærdelige mor, mens han er den seje, dejlige far. 

Hjælp mig... Hvordan kommer jeg videre? Jeg føler at det bliver værre og værre. Og bare dét at jeg er begyndt at råbe, det viser mig at der skal ske noget. Det værested af den hele er, at lillebror kopierer storebror og jeg ønsker ikke at ende ud i 2 x storebrors opførsel.

Help

 

PS. For 3 dage siden bliver vi enige om, at han ikke skal have lov til at bruge sin iPad, så længe han ikke hører efter. Idag giver min mand ham ipaden (for at få fred går jeg ud fra). Jeg tog den fra ham og fik en masse grimasser med på vejen.

Du får en del hug, og jeg kan ikke læse i dit opslag at de nødvendigvis er fortjente. Jeg er enig med de mange andre i at du og din mand er nødt til at samarbejde bedre og bakke hinanden op. Og der er i jo to om tangoen. Men det du beskriver om at manden truer med ingen pandekager, for derefter at give pandekager, duer jo heller ikke.

Jeg foreslår at du og manden deler en flaske vin/æske chokolade/hvad end i godt kan lide, efterlader alle gamle samtaler om opdragelse i fortiden, og starter forfra med en samtale af hvordan jeres fælles opdragelse skal se ud og hvordan i får den til at ske, med de mere og mindre bløde hjerter i nu engang har.