Opdragelse - hvordan kommer vi på samme side?

Hej medmødre, 

Min mand og jeg har 2 drenge på 5 og 3 år. Jeg er blevet opdraget af strenge forældre, mens min mands forældre har været mere "loose". 

Jeg prøver at sætte grænser for vores drenge, især ham på 5, men føler ofte at min mand ødelægger det. Hvis jeg siger nej til noget, så går de ofte til far fordi han er mere blød. Jeg har mange regler, han har ikke. Vi har snakket om det her i mange år og han er enig med mig, men han bliver blød hver gang. 

Nu er det sådan at vores store dreng slet ikke hører efter, når jeg beder ham om noget. Jeg beder ham rydde op på sit værelse eller lade være med at ødelægge naboens hæk, etc. Han har ingen respekt for mig. Jeg er nået til det punkt hvor jeg desværre ender med at råbe for at få hans opmærksomhed og det er bare så forkert  

Den anden dag lavede min mand pandekager og vores store var helt umulig, ville intet gøre hvad vi bad ham om, og min mand siger til ham til sidst at hvis han ikke snart rydder op på sit værelse, så er der ingen pandekager til ham. Rydder han op? Nej. Får han pandekager? Ja 

Jeg forsøger at fortælle min mand, at hvis han har sagt til ham at han ikke får pandekager, så skal han heller ikke have dem. Der skal være konsekvenser for hans opførsel ellers lærer han aldrig hvor grænsen går. Min mand siger at han er enig, men jeg kan bare fornemme at han ikke kan eller vil? 

Jeg er den onde, den trælse, den forfærdelige mor, mens han er den seje, dejlige far. 

Hjælp mig... Hvordan kommer jeg videre? Jeg føler at det bliver værre og værre. Og bare dét at jeg er begyndt at råbe, det viser mig at der skal ske noget. Det værested af den hele er, at lillebror kopierer storebror og jeg ønsker ikke at ende ud i 2 x storebrors opførsel.

Help

PS. For 3 dage siden bliver vi enige om, at han ikke skal have lov til at bruge sin iPad, så længe han ikke hører efter. Idag giver min mand ham ipaden (for at få fred går jeg ud fra). Jeg tog den fra ham og fik en masse grimasser med på vejen.

No offence så lyder du da ikke særlig streng hvis han ikke høre efter hvad du siger ?

Her er det også mig der er den strenge og hårde,men det gør jo netop at de så høre efter hvad jeg siger, mens de ved at reglerne mere kan bøjes hos far 

Så tænker ikke det handler så meget om at I er forskellige for det er helt fint og det kan børn godt navigerer i, men det handler om kommunikation mellem din mand og dig. Hvis du har sagt ingen fredagsslik fx så skal du kommunikerer til far at x ikke hørte efter overhovedet og ødelagde et eller andet (hvad det nu kan være). Så han skal ikke have fredagsslik.

De eksempler, du nævner, er jo ret svære opgaver: både at rydde op på et værelse og at høre efter er meget abstrakt - og så til en 5 årige lille hjerne...

Jeg ville forsøge mig med meget konkrete opgaver: Al legoet op i kassen, så spiser vi pandekager sammen bagefter (meget konkret opgave med dobbelt bonus: pandekager OG hygge). 

Det samme med iPad: Først hænge jakke op / anden KONKRET opgave, så 20 min iPad. Og husk at sætte et ur...

I stiller ikke alderssvarende krav til jeres lille barn, og I belønner ham ikke - I truer med straf. Som I iøvrigt ikke er konsekvente omkring. Prøv at være konkrete og arbejd med belønning.  

Abracadabra skriver:

De eksempler, du nævner, er jo ret svære opgaver: både at rydde op på et værelse og at høre efter er meget abstrakt - og så til en 5 årige lille hjerne...

Jeg ville forsøge mig med meget konkrete opgaver: Al legoet op i kassen, så spiser vi pandekager sammen bagefter (meget konkret opgave med dobbelt bonus: pandekager OG hygge). 

Det samme med iPad: Først hænge jakke op / anden KONKRET opgave, så 20 min iPad. Og husk at sætte et ur...

I stiller ikke alderssvarende krav til jeres lille barn, og I belønner ham ikke - I truer med straf. Som I iøvrigt ikke er konsekvente omkring. Prøv at være konkrete og arbejd med belønning.  

Arh, en 5 årig forstår nu godt hvad det vil sige at rydde op. Jeg har to drenge på 4 og 5 år og de forstår det i hvert fald godt. Hvis jeg beder dem rydde op på værelset så gør de det uden jeg behøver sige præcis hvad der skal ryddes op. Så umoden en hjerne har en 5 årig altså heller ikke... 

Missyou skriver:

Arh, en 5 årig forstår nu godt hvad det vil sige at rydde op. Jeg har to drenge på 4 og 5 år og de forstår det i hvert fald godt. Hvis jeg beder dem rydde op på værelset så gør de det uden jeg behøver sige præcis hvad der skal ryddes op. Så umoden en hjerne har en 5 årig altså heller ikke... 

I beg to differ, og jeg arbejder med  den slags professionelt, så jeg vil være så fræk at sige, at jeg ved, hvad jeg taler om. Det du fortæller er anekdotisk. At enkelte kender nogen, der kan eller gør et eller andet, er ikke ensbetydende med, at det så er den endegyldige sandhed. Der er absolut enkelte børn på den alder, der forstår at følte anmodningen "ryd op på dit værelse", men langt størstedelen vil have brug for mere konkret guidning og få det delt op i konkrete trin, sådan som Abracadabra skriver. At kunne rydde et helt værelse op eksempelvis uden anden guidning i det kræver overblik, hukommelse, planlægning, alt sammen noget der trækker på det frontale corteks, som bestemt ikke er vel eller færdigudviklet endnu hos en 5 årig. Endvidere er børn meget forskellige, og nogen har særligt svært ved at trække på de funktioner og har brug for støtte til det i længere tid end andre børn.

Børn vil som udgangspunkt altid forsøge at leve op til det, som de mærker, vi vil med dem. Man skal forstørre den adfærd, man ønsker at se, mindske den adfærd, man ikke vil se. Konkret ved at give den ønskede adfærd mest mulig opmærksomhed. Det betyder ikke, at man ikke skal sige fra, når barnet fx slår, eller hvad de kan finde på. Men at arbejde med belønning, afledning og opmuntring har en langt bedre effekt. Barnet vil mærke, at det får noget positivt ud af at gøre, som forældrene ønsker, og vil være mere tilbøjelig til at gøre netop det. Kommer man ud i et mønster, hvor man har mest fokus på den negative adfærd, fordi man skælder ud, straffer og råber, så er det faktisk også den adfærd, man kommer til at forstørre.

Det kan være svært, men at italesætte det, hver gang ens barn gør noget godt, vil uværgeligt øge forekomsten af den slags adfærd. I forhold til oprydningssituationen kan det nemt gøres med belønning og være noget, man er fælles om. Fx gå ind på værelset sammen. Gør det til en leg. "hvor hurtigt kan du komme alle legokloderserne op i kassen"?. Giv et kryds på et papir for hvert trin man guider barnet gennem og ros, ros, ros for hver udførelse. "når du har fået 10 krydser, kan vi spise pandekager sammen" og så lad det være en sjov oplevelse.

Barnet oplever da, at det føles rart at følge far og mors anvisninger, og lærer i processen også noget om, hvordan man fx rydder op. Frem for "RYD SÅ OP NU!!! NU HAR JEG SAGT DET 5 GANGE, SIDSTE CHANCE ELLER INGEN PANDEKAGER". At køre barnet op følelsesmæssigt sætter om noget evnen til at trække på førnævnte ressourcer ud af spil, og hvad så? Når det så ikke løser opgaven tilfredsstillende pga alder og mgl. Evne til at trække på de rigtige kognitive ressourcer fordi barnet er ked/vred/presset, så yderligere straf?

Nej, jeg er helt med bølgelængde med Abracadabra her. 

Anonym skriver:

Hej medmødre, 

Min mand og jeg har 2 drenge på 5 og 3 år. Jeg er blevet opdraget af strenge forældre, mens min mands forældre har været mere "loose". 

Jeg prøver at sætte grænser for vores drenge, især ham på 5, men føler ofte at min mand ødelægger det. Hvis jeg siger nej til noget, så går de ofte til far fordi han er mere blød. Jeg har mange regler, han har ikke. Vi har snakket om det her i mange år og han er enig med mig, men han bliver blød hver gang. 

Nu er det sådan at vores store dreng slet ikke hører efter, når jeg beder ham om noget. Jeg beder ham rydde op på sit værelse eller lade være med at ødelægge naboens hæk, etc. Han har ingen respekt for mig. Jeg er nået til det punkt hvor jeg desværre ender med at råbe for at få hans opmærksomhed og det er bare så forkert  

Den anden dag lavede min mand pandekager og vores store var helt umulig, ville intet gøre hvad vi bad ham om, og min mand siger til ham til sidst at hvis han ikke snart rydder op på sit værelse, så er der ingen pandekager til ham. Rydder han op? Nej. Får han pandekager? Ja 

Jeg forsøger at fortælle min mand, at hvis han har sagt til ham at han ikke får pandekager, så skal han heller ikke have dem. Der skal være konsekvenser for hans opførsel ellers lærer han aldrig hvor grænsen går. Min mand siger at han er enig, men jeg kan bare fornemme at han ikke kan eller vil? 

Jeg er den onde, den trælse, den forfærdelige mor, mens han er den seje, dejlige far. 

Hjælp mig... Hvordan kommer jeg videre? Jeg føler at det bliver værre og værre. Og bare dét at jeg er begyndt at råbe, det viser mig at der skal ske noget. Det værested af den hele er, at lillebror kopierer storebror og jeg ønsker ikke at ende ud i 2 x storebrors opførsel.

Help

 

PS. For 3 dage siden bliver vi enige om, at han ikke skal have lov til at bruge sin iPad, så længe han ikke hører efter. Idag giver min mand ham ipaden (for at få fred går jeg ud fra). Jeg tog den fra ham og fik en masse grimasser med på vejen.

Du får det også lidt til at lyde som om din vej er den eneste rigtige vej. Når man nu har vidt forskellige tilgange til opdragelse, så må man forsøge at nå et kompromis. Prøv istedet at komme din mand lidt i møde, så I kører din strengere stil dér hvor det er vigtigt og prøv at slippe tøjlerne der hvor det er mindre væsentligt. Det er da heller ikke fedt for din mand, hvis han hele tiden skal føle at han gør det "forkert".

Nu føler du så at knægten ikke hører efter, men det er der efter min mening ikke nogen garanti mod. Heller ikke selvom man kører en streng opdragelse. Så bliver det vel nærmest en slags modreaktion.

Men vigtigst af alt skal I bakke hinanden op. Det nytter ikke noget at børnene bare kan gå til far og få lov til noget hvor du har sagt nej. Og selvfølgelig skal man ikke advare med en konsekvens og så ikke følge den til dørs.

Jeg er nok også mere til den strengere stil, men jeg forsøger virkelig at vælge mine kampe. Det kan anbefales.

Herhjemme er vi begge strenge, og det er absolut ingen garanti for at de hører efter, jeg tænker børn bare generelt er det man kalder vil-døv. Jeg er nok den mindst strenge, og de prøver HVER gang lige om de kan få et ja fra mig selvom far allerede har sagt nej - tror det er helt normalt i den alder.

Så har du jo lært at det at råbe eller være meget streng ikke nødvendigvis skaber respekt hos sine børn. Du skal ikke skrue op for volumen - det skaber allerhøjst frygt.

du skal ikke gå hen og tage en ipad fordi din mand “kommer til at give den” - det dkal være jer to der kommunikerer. Det jeres barn ser er af du umotiveret tager iPad’en fra ham efter far har givet lov. 
I arbejder med ret abstrakte “regler”. Du må ikke se iPad indtil du kan høre efter..???!! Hvornår er det så om et år eller om en måned eller i morgen. Hvormange gange skal jeg høre efter? Og er det overhoved noget i har kommunikerer til drengen?. Være mere konkrete. Hjælp med at rydde briobanen op eller dække bord - så må du se iPad i 30 minutter.

Jeg går ind for at tale med mine børn mere end at sætte en hulens masse regler. Hvis man fx har en regel binder man også selv lidt på hænderne. Fx barnet kommer træt hjem efter tur - men man har en regl om sy det kun er på lige onsdage at de må se iPad.. så hsr man ikke mulighed for at give barnet iPad’en for at slappe af.. uden st bryde en regl selv. Barnet har også langt flere muligheder for at være uartig - jo flere regler der er. Og det er ærgelig st sætte en scene ip så barnet hele tiden fejler.

tal med in mand om sy I ikke skal beskrive konsekvenser hvis I ikke hsr tænkt jer at håndhæve dem. Jeg synes det er dumt st sige du får ikke pandekager - for i situationen vil man jo aldrig spise pandekager uden sit barn. 

Du lyder for streng og din man lyder for loose. 

Prøv at nævne nogle af dine regler -

for jeg kan ærlig talt ikke selv komme på st jeg skulle have en. Og mine børn rydder altså op, hjælper, dækker bord osv.

det skulle da lige være at vaske hænder, når vi kommer hjem og og hænge sit tøj op i skabet. Nå ja - og tak for mad. 

Og det betyder ikke at de aldrig får et nej. De ser da heller ikke 5 timers ipad hver dag. Nogle dage er det 0 min og andre dage 2 timer. Afhængigt af behovet og stemningen. Jeg har aldrig selv syntes ultimative, altid gældende regler var specielt motiverende - selvfølgelig skal de sætte opvask ud og finde tøj selv, rydde op osv. Men det er ikke defineret og har aldrig været defineret som regler. Vi hjælper hinanden - det er den overskyggende regel.