anna111 skriver:
Der skulle sket ikke have stået dropper men stopper.
Og selvfølgelig skulle alle os forældre have en forklaring på hvad fanden der sker når vi alle kunne mærke den var hel gal. Der gik flere måneder inden vi blev samlet til mødet da de ikke ville samle os før de kunne give os en form for løsning på problemet. Og der var rigtig meget frustron blandt forældrene.
Og jo jeg ved godt hvor stort et pres Der kan være på en pædagog jeg har arbejdet i en vuggestue.
Men jeg kan ikke se hvad forskel det skulle gøre hvorfor skal jeg lade det gå ud over min lille 4årig pige fordi det er synd for pædagoger at skulle arbejde i en børnehave. Hvorfor skulle jeg bare lade det stå til når jeg kan se hun ikke trives og hvilken kaos der stadig virker til at være i børnehaven.
Mig og ledern ser nemlig forskellig på min datter hun ser en pige der er mut når jeg aflevere vis hun da kikker efter og så en pige der hurtig omstiller og tilpasser sig så hun virker glad ud af til.
Jeg ser på min datter med kærlighed jeg kan fornemme og se hvordan hun har det og så er mor tryk så selvfølgelig er det ved mig hun reagere.
Ind til videre har jeg ikke kunne aflevere min yngste datter i børnehaven uden storesøster og nu stopper storesøster 1 marts da hun skal i før skole. Så lige meget hvad jeg havde valgt havde der kommet en reaktion fra min datter.
Lederen ser også på dit barn med viden, erfaring, professionalisme etc. omhandlende børn. Lederen har ikke personlige/private følelser og “ømme punkter” inde i billedet.
Det betyder ikke, at lederen nødvendigvis har ret, og du tager fejl. Men hvis mødres mavefornemmelse altid var udtryk for den objektive sandhed og førte til de rigtige valg - sådan som nogen har en tyrkertro på - ville vi aldrig opleve fejlvurderinger og dårlige valg fra mødres side, og sådan er virkeligheden jo ikke. Jeg er mor til tre og kan på ingen som helst måde hævde, at jeg altid har handlet rigtigt på mine børns vegne, når jeg har ladet følelserne råde - det tror jeg ikke, nogen mor i verden kan.
Du har truffet dit valg, uanset, og måske skal du lade være med at spekulere mere over, om det er det rette. Der er jo ikke tale om en situation, hvor A er 100 procent rigtigt og B 100 procent forkert. Det, du nu kan fokusere på, er at sørge for, dit valg bliver det bedste for din datter - tage ansvar for, at du har truffet det valg, du fandt bedst - og ikke søge andre udenforståendes opbakning. Vi kender jo slet ikke det fulde billede.