Uventet gravid som 31-årig - hvad skal jeg gøre!?

Hjemmegaaende skriver:

Undskyld - men du udtrykker dig altså også meget negativt og ensidigt omkring det at blive mor, og har gjort det før. Jeg tror trods alt de færreste oplever det SÅ sort/Hvidt, som du gør, at blive mor. 

 

Ts - jeg kan ikke helt greje, om du måske i virkeligheden er i tvivl om, om du har lyst til, at din kæreste er den, der skal være far til dine børn.

Jeg ved at min kæreste er ham jeg vil, resten af mit liv. Jeg vil gerne have han er far til mine børn - men det jeg er i tvivl om er, om han har lyst. Han er så meget et hjemmedyr og han slapper af når han er alene. Han er så ordentlig, så jeg kan være bange for han siger ja til noget, som han ikke ægte ønsker.

Indtil videre har vi mest snakket om, at vi ikke ved hvad vi skal gøre og hvad vi vil, og vi har lovet hinanden at tænke grundigt over det - så må vi se. Jeg har her til aften værer helt sikker på, at jeg ikke ville have et barn nu, for jeg føler mig ikke klar. Men nu er jeg igen vægelsindet og ved det ikke rigtig... Åh, det er svært 

Anonym skriver:

Jeg ved at min kæreste er ham jeg vil, resten af mit liv. Jeg vil gerne have han er far til mine børn - men det jeg er i tvivl om er, om han har lyst. Han er så meget et hjemmedyr og han slapper af når han er alene. Han er så ordentlig, så jeg kan være bange for han siger ja til noget, som han ikke ægte ønsker.

Indtil videre har vi mest snakket om, at vi ikke ved hvad vi skal gøre og hvad vi vil, og vi har lovet hinanden at tænke grundigt over det - så må vi se. Jeg har her til aften værer helt sikker på, at jeg ikke ville have et barn nu, for jeg føler mig ikke klar. Men nu er jeg igen vægelsindet og ved det ikke rigtig... Åh, det er svært 

Jeg synes som en anden bruger også har skrevet, at det måske er værd at tænkte grundigt over, hvornår i ellers havde tænkt jer at sætte børn i verden? (Hvis din kæreste altså vil have børn i det hele taget ) En abort er ikke for sjov og den er ikke uden risici for din fertilitet, så hvis i påtænker at blive forældre alligevel indenfor et par år, er det så det værd at vælge det fra nu? 

Det lyder jo ikke til jeres liv er presset på nogen måder som taler imod at sætte børn i verden. Det var bare ikke lige planlagt. 

Anonym skriver:

Jeg ved at min kæreste er ham jeg vil, resten af mit liv. Jeg vil gerne have han er far til mine børn - men det jeg er i tvivl om er, om han har lyst. Han er så meget et hjemmedyr og han slapper af når han er alene. Han er så ordentlig, så jeg kan være bange for han siger ja til noget, som han ikke ægte ønsker.

Indtil videre har vi mest snakket om, at vi ikke ved hvad vi skal gøre og hvad vi vil, og vi har lovet hinanden at tænke grundigt over det - så må vi se. Jeg har her til aften værer helt sikker på, at jeg ikke ville have et barn nu, for jeg føler mig ikke klar. Men nu er jeg igen vægelsindet og ved det ikke rigtig... Åh, det er svært 

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår dine tanker om situationen. I har været ikke-omhyggelige med præventionen - det går jeg ud fra, din kæreste har vidst? - I er ikke purunge og uetablerede - og det virker, som om det kommer helt bag på jer, at det har ført til graviditet. 
Du får det til at lyde, som om det er synd for din kæreste, hvis han skal være far - igen som om, det er en helt uventet og potentielt ubehagelig situation, du har sat ham i og ikke en glædelig og naturlig begivenhed. 
Jeg har det lidt sådan - hvad havde I forventet? 
Havde I været 17 år, ville jeg kunne sætte mig ind i det, men når I har jeres alder, har talt om børn som en del af jeres fremtidige liv og ikke har gjort alt for at undgå graviditet, så må det da være nu, I tager et voksent ansvar og trækker på smilebåndet ad, at I lige blev overhalet lidt indenom af naturen. Om tre år eller hvornår I nu føler jer klar, kan I risikere slet ikke at kunne opnå den ønskede graviditet. Nogle gange arter livet sig ikke fuldstændigt, som man havde planlagt og kalkuleret med. Men at få et barn, når man er et par i 30’erne, kan vel ikke være en katastrofe? 

Hjemmegaaende skriver:

Undskyld - men du udtrykker dig altså også meget negativt og ensidigt omkring det at blive mor, og har gjort det før. Jeg tror trods alt de færreste oplever det SÅ sort/Hvidt, som du gør, at blive mor. 

 

Ts - jeg kan ikke helt greje, om du måske i virkeligheden er i tvivl om, om du har lyst til, at din kæreste er den, der skal være far til dine børn.

Jeg synes nu ikke det er så ensidigt og negativt beskrevet. Jo, tingene er muligvis sat lidt på spidsen men de nævnte ting er jo noget man skal have med i sine overvejelser. Det er da rart med nogen som også beskriver dén potentielle side af livet med børn.

Jeg siger det li ud. 

Jeg synes du skal overveje meget. 

Jeg har haft 3 spontan abort. Ind for 1 år jeg er 28. Og er  i Facebook  gruppe for netop dette emne. Er i klar over hvor mange der har svært ved at at holde eller bare blive gravid...

Overveje også at du er over de 30 og chancen for aborter sigter.

Hvis ikke nu hvornår så?

Mine 3 kollegar er over 32 desværre har de prøvet i snart 4 og 3 år uden held. 

Jeg siger bare at det kan være det var nemt nu at blev det. Men det er ikke sikker når du 32 eller 35. 

Jeg ved der vil være nogle der siger. Men hun kan jo blev gravid så kan hun også igen jo men vejen der til kan være svært 

Hjemmegaaende skriver:

Undskyld - men du udtrykker dig altså også meget negativt og ensidigt omkring det at blive mor, og har gjort det før. Jeg tror trods alt de færreste oplever det SÅ sort/Hvidt, som du gør, at blive mor. 

 

Ts - jeg kan ikke helt greje, om du måske i virkeligheden er i tvivl om, om du har lyst til, at din kæreste er den, der skal være far til dine børn.

Jeg synes faktisk, at aesophals indlæg var meget realistisk, og en dejlig forandring i forhold til den gængse "at være mor er bare det bedste i verden" - opfattelse. 

Jeg blev gravid som 28 årige, også fordi jeg havde været for sjusket med p-piller. Det var et kæmpe chok (altså det var jo ikke et chok, at jeg kunne blive gravid når jeg havde glemt nogle p-piller, men....), og selvsagt var jeg ikke parat, for det var jo ikke planlagt. 

Vi havde først lige skrevet under på en fælles lejekontrakt (havde kendt hinanden i næsten 10 år, men havde ikke boet sammen), og vi skulle jo først til at skabe vores lille hjem, og så tænke i at lave børn. 

Jeg var i gang med mit speciale, og vidste det ikke kunne nå at bliver færdigt inden fødslen. Jeg havde et studiejob som jeg elskede, og vidste, at jeg ville miste det. Osv osv osv osv. 

Vi overvejede aldrig en abort, men vi skulle da så sandelig lige synke nyheden, så forstår mange af dine tanker. 

Jeg vil så sige, jeg tror aldrig, at vi havde fået børn, hvis ikke det var sket ved et uheld første gang - der var jo altid et men, altid noget vi lige skulle nå, altid ubelejligt, altid en ferie, altid en fest, altid et arbejde...

Så jeg synes, at I skal overveje: vil I have børn? Hvis I vil så er det nok nu, for det er aldrig det helt rigtige tidspunkt.

Men måske vil I hellere leve livet uden børn, det er jo ikke et must.

Så overvej, vil vi have børn eller er det "bare" noget I siger, fordi det bør man?

Endnu engang tak for alle svarene - de hjælper lidt på tankemylderet.

Jeg vil lige starte med at påpege, at der ikke er nogen af os som er chokerede over at man kan risikere at blive gravide når man har sex - og vi vidste begge to at jeg nogle gange glemte en pille. Det er ikke et chok over at der var en risiko (eller chance, om man vil). Jeg kan jo læse her, at selv folk med planlagte graviditeter har haft lignende reaktioner.

Mit opridnelige indlæg er skrevet under et døgn efter vi fandt ud af at jeg var gravid. Jeg/vi var og er stadig lidt i en slags choktilstand, det er ikke nødvendigvis en rationel reaktion, men den er der nu engang, og det var altså sådan jeg havde det og til dels stadig har det.

Jeg er også smerteligt bevidst om, at der er folk som kæmper med at blive gravide, og at det i forhold til dem er ekstremt forkælet at være i en gråzone-følelse når man bliver gravid og er over 30, og egentlig gerne vil have børn - men jeg kan ikke bestemme hvad jeg føler. Ellers ville det jo være nemt.

I fredags var jeg sikker på, at jeg ikke ville, og var begyndt at læse om aborter, men det gjorde mig ked af det. I går og i dag har jeg været helt afklaret med, at jeg gerne vil det her nu, med ham og glæder mig. Det er en ren rutchebanetur, det her! 

Hjemmegaaende skriver:

Undskyld - men du udtrykker dig altså også meget negativt og ensidigt omkring det at blive mor, og har gjort det før. Jeg tror trods alt de færreste oplever det SÅ sort/Hvidt, som du gør, at blive mor. 

 

Ts - jeg kan ikke helt greje, om du måske i virkeligheden er i tvivl om, om du har lyst til, at din kæreste er den, der skal være far til dine børn.

For mig beskriver det faktisk nærmest mine følelser omkring moderskab 1-1!

Hun udtrykker da sig netop ikke ensidigt? Men kommer med en mere nuanceret tilgang til at få børn, som jeg tror er savnet af mange forældre, der ikke kan genkende det rosenrøde billede, man “bør” portrættere.

Panther skriver:

For mig beskriver det faktisk nærmest mine følelser omkring moderskab 1-1!

Hun udtrykker da sig netop ikke ensidigt? Men kommer med en mere nuanceret tilgang til at få børn, som jeg tror er savnet af mange forældre, der ikke kan genkende det rosenrøde billede, man “bør” portrættere.

Det er sådan ret OT, men jeg kom sådan til at tænke på det der stereotype billede. Jeg har netop idag tænkt på at det er utroligt så mange artikler osv jeg bliver bombarderet med for tiden, som handler om hvor hårdt og "forfærdeligt" det er at få børn, og savner at der også kommer fokus på at det er skønt det er lidt sjovt med de der totale yderpoler man møder. 

Men det er nok det der med balancen. Det er jo hverken 100% hårdt eller 100% fantastisk