Uventet gravid som 31-årig - hvad skal jeg gøre!?

Hej Allesammen,

Jeg har en dejlig kæreste, vi har været sammen i 4 år, bor sammen, har fast arbejde begge to, har kæledyr og har det generelt rigtig godt. Han er ikke super god til at være huslig, og er ret introvært og inaktiv, vil helst bare sidde på sofaen når han er hjemme, hvor jeg er mere social og eventyrlysten og f.eks. gerne vil rejse eller lave sociale aftaler. Vi har aldrig rigtig fået snakket seriøst om børn, vi er nok begge lidt konfliktsky, men jeg har fået sagt én gang jeg gerne vil have 2-3 børn, og det så ikke ud til at skræmme ham - desuden sagde han da vi ikke havde været kærester så længe, med et smil, at hvis jeg blev gravid, så var det jo sådan det skulle være. Vi har også engang imellem joket med navne vores børn skulle hedde (altså sådan nogle fjollede navne, som vi syntes var tossede), og når vi for sjov kigger lidt på huse (vi bor til leje lige nu), så siger vi ting som "der er dælme plads til mange unger!".

Der er nu sket det, at jeg fandme er blevet gravid! Meget uplanlagt. Jeg har altid været røvdårlig til at tage mine minipiller, men det har jo aldrig før resulteret i noget, men jeg har glemt et par stykker hen over julen, og er nu rigtig meget gravid, de to streger lyser op det sekund tisset rammer graviditetstesten! Jeg havde godt mistænkt det var derfor jeg havde ømme bryster, menstruationsagtig følelse i underlivet - og prikken over i'et, som endelig fik det til at gå op for mig den nok var gal, var at jeg lige pludselig fik kvalme og kastede op. Jeg har lige været på ferie og ville ikke have menstruation men jeg var afsted, derfor fortsatte jeg med minipillerne henover ferien, og har derfor ikke opdaget at min menstruation ikke kom da den skulle, før nu (jeg gætter på jeg så er ca. 4-5 uger henne). Jeg tog så endelig den graviditetstest i går, og fortalte min kæreste med bekymret mine, at jeg var gravid, det sekund han kom hjem... Han var sød, krammede og kyssede mig, sagde ting som "Nå for søren!", "Jamen det er da... Så ved vi at vi kan dét." og "Jeg elsker dig!" - mange gange. Jeg kan simpelthen ikke regne det her ud... Vi snakkede ikke rigtig mere om det, jeg var helt tom, vi holdte bare i hånden, puttede, kyssede, og han blev ved med at se mig dybt i øjnene, sige han elskede mig, og at når han havde stirret længe nok på mig og jeg sagde "hvad så?", sagde han at han bare tænkte.

Jeg var lige først egentlig sådan relativt positiv, i panik - bevares - men tænkte, at jeg jo også bliver 32 snart, at det egentlig er et fint tidspunkt, at det skal vi nok finde ud af, begyndte at tænke på ting jeg måtte melde fra til, fordi jeg ikke kan drikke, og hvad min undskyldning skulle være... Men efter jeg havde fortalt ham det, og i dag, ved jeg det fandme ikke. Jeg er sådan i tvivl. Hvad med alle de ting jeg gerne vil? Jeg vil gerne rejse mere, jeg har endelig fundet ro på mit nye arbejde, og derfor har jeg bedre tid til veninderne og den sociale sport jeg dyrker. Jeg har en masse aftaler henover det næste halve år med alle mulige mennesker, ofte noget med fest eller alkohol. Og jeg er rigtig rigtig rigtig meget i tvivl om min konfliktsky kæreste kommer til at sige sin ærlige mening? Og hvis han ikke vil have børn med mig, eller ikke vil lige nu, ved jeg ikke hvad jeg så syntes... Jeg er så vægelsindet. Jeg ved slet ikke om jeg vil lige nu.

Er der andre der har prøvet noget lignende? Jeg føler jeg sidder i en sump og ikke kan rykke mig hverken frem eller tilbage, jeg er ikke som sådan ked af det, bare apatisk og i tvivl... hjælp :-(

Anonym skriver:

Hej Allesammen,

Jeg har en dejlig kæreste, vi har været sammen i 4 år, bor sammen, har fast arbejde begge to, har kæledyr og har det generelt rigtig godt. Han er ikke super god til at være huslig, og er ret introvært og inaktiv, vil helst bare sidde på sofaen når han er hjemme, hvor jeg er mere social og eventyrlysten og f.eks. gerne vil rejse eller lave sociale aftaler. Vi har aldrig rigtig fået snakket seriøst om børn, vi er nok begge lidt konfliktsky, men jeg har fået sagt én gang jeg gerne vil have 2-3 børn, og det så ikke ud til at skræmme ham - desuden sagde han da vi ikke havde været kærester så længe, med et smil, at hvis jeg blev gravid, så var det jo sådan det skulle være. Vi har også engang imellem joket med navne vores børn skulle hedde (altså sådan nogle fjollede navne, som vi syntes var tossede), og når vi for sjov kigger lidt på huse (vi bor til leje lige nu), så siger vi ting som "der er dælme plads til mange unger!".

Der er nu sket det, at jeg fandme er blevet gravid! Meget uplanlagt. Jeg har altid været røvdårlig til at tage mine minipiller, men det har jo aldrig før resulteret i noget, men jeg har glemt et par stykker hen over julen, og er nu rigtig meget gravid, de to streger lyser op det sekund tisset rammer graviditetstesten! Jeg havde godt mistænkt det var derfor jeg havde ømme bryster, menstruationsagtig følelse i underlivet - og prikken over i'et, som endelig fik det til at gå op for mig den nok var gal, var at jeg lige pludselig fik kvalme og kastede op. Jeg har lige været på ferie og ville ikke have menstruation men jeg var afsted, derfor fortsatte jeg med minipillerne henover ferien, og har derfor ikke opdaget at min menstruation ikke kom da den skulle, før nu (jeg gætter på jeg så er ca. 4-5 uger henne). Jeg tog så endelig den graviditetstest i går, og fortalte min kæreste med bekymret mine, at jeg var gravid, det sekund han kom hjem... Han var sød, krammede og kyssede mig, sagde ting som "Nå for søren!", "Jamen det er da... Så ved vi at vi kan dét." og "Jeg elsker dig!" - mange gange. Jeg kan simpelthen ikke regne det her ud... Vi snakkede ikke rigtig mere om det, jeg var helt tom, vi holdte bare i hånden, puttede, kyssede, og han blev ved med at se mig dybt i øjnene, sige han elskede mig, og at når han havde stirret længe nok på mig og jeg sagde "hvad så?", sagde han at han bare tænkte.

Jeg var lige først egentlig sådan relativt positiv, i panik - bevares - men tænkte, at jeg jo også bliver 32 snart, at det egentlig er et fint tidspunkt, at det skal vi nok finde ud af, begyndte at tænke på ting jeg måtte melde fra til, fordi jeg ikke kan drikke, og hvad min undskyldning skulle være... Men efter jeg havde fortalt ham det, og i dag, ved jeg det fandme ikke. Jeg er sådan i tvivl. Hvad med alle de ting jeg gerne vil? Jeg vil gerne rejse mere, jeg har endelig fundet ro på mit nye arbejde, og derfor har jeg bedre tid til veninderne og den sociale sport jeg dyrker. Jeg har en masse aftaler henover det næste halve år med alle mulige mennesker, ofte noget med fest eller alkohol. Og jeg er rigtig rigtig rigtig meget i tvivl om min konfliktsky kæreste kommer til at sige sin ærlige mening? Og hvis han ikke vil have børn med mig, eller ikke vil lige nu, ved jeg ikke hvad jeg så syntes... Jeg er så vægelsindet. Jeg ved slet ikke om jeg vil lige nu.

Er der andre der har prøvet noget lignende? Jeg føler jeg sidder i en sump og ikke kan rykke mig hverken frem eller tilbage, jeg er ikke som sådan ked af det, bare apatisk og i tvivl... hjælp :-(

Sådan havde jeg det også beggge gange jeg var gravid. Begge mine børn var planlagte, men jeg havde det fuldstændig ligesom du beskriver det  

Og når det så er sagt, så KÆMPE tillykke! At være mor og far er det fedeste i hele verden og når det lille menneske ankommer, kunne man slet ikke forestille sig at det ikke skulle være her 

Giv ham lidt tid til at vænne sig til tanken og tag derefter en alvorlig snak for at få tingene på plads. Man kan jo sagtens være social selvom man er gravid, og hvis man ikke drikker, så er det ikke verdens undergang. Hvis I beslutter jer for at det skal være nu, så kan du jo sagtens sige hvorfor du ikke drikker (det behøver ikke at være en hemmelighed).

Det lyder som om der er styr på tingene, så er det bare med at vænne sig til tanken når det nu ikke var planlagt... og tillykke 

Dit liv ændrer sig rigtig meget når du får børn, og uanset hvad nogle mennesker vil forsøge at prakke dig på: Det er ikke et krav i livet at du skal være forælder, og livet som forælder er ikke BARE DET ALLERBEDSTE NOGENSINDE I HELE VERDEN FOR ALLE FOR DET ER DET JO FOR MIG OG JEG VED ALT OG SKAL BESTEMME DIT LIV.

Det er din beslutning, og den skal baseres på dine ønsker og ikke på hvad alle andre vil med deres eget liv.

Du kan spørge din kæreste hvordan han forestiller sig livet som forælder til en baby, til en trodsig 2-årig, til et skolebarn, til en teenager. Og hvad du selv tænker.

I kan snakke om jeres drømme for fremtiden. Det er helt reelt at man gerne vil rejse og opleve verden! Meget af det kan du også gøre med et barn og en baby. Vi har ikke været mange steder efter vi fik barn, for vores barn kan ikke sove i samme hotelværelse som os, så vågner hun bare og holder fest hele natten. Og det sætter nogle begrænsninger for hvor vi kan tage hen. Når vi så tager afsted, så laver vi rigtig meget på hendes præmisser, for ellers keder hun sig lynhurtigt og nogle gange skaber hun sig.

Når vores barn starter i skole, så kan vi ikke bare tage afsted på ferie udenfor sæson, for selvfølgelig skal hun da passe sin skole. Selv i børnehaven mærker vi at andre vælger feriedage for os, for de har lukket 3 uger i juli, dagene op til påske og nogle enkelte andre.

Jeg savner jævnligt at kunne gøre lige hvad jeg har lyst til, men der er meget jeg ikke kan, fordi jeg tænker på min datter og hvad hun vil og har brug for.

I starten af vores forhold snakkede min mand og jeg om børn. Vi kom frem til at vi gerne ville have 2. Så fik vi vores datter, og nu er vi enige om at vi kun vil have ét barn. Det er hårdt fysisk og psykisk at være mor, du skal give afkald på rigtig meget. Du kan risikere at få et barn med kolik som skriger hele tiden. Du kan også få et relativt nemt barn som mit, som jævnligt kaster sig på jorden og skaber sig. Du kan få et barn, som vil elske at tage med dig til den sport du går op. Eller et barn som er introvert ligesom sin far og ikke kan klare for mange indtryk på én gang. Du vil også lære at udholde at se Paw Patrol i seks timer i træk, fordi barnet er sygt og vil ikke lave andet end ligge på sofaen og se fjernsyn.

Jeg forsøger skam ikke at overtale dig til ikke at få barnet.  Jeg vil bare gerne pointere at det er hårdt og ændrer dit liv og dine prioriteter fuldstændig. Jeg ville ikke leve foruden min lille skat, men jeg har ingen lyst i verden til at starte forfra med en ny.

Så hvad vil du gerne have ud af livet? Skal din lejlighed flyde med legetøj? Vil du bruge dine penge på rejser og shoppeture eller på institutionsplads og hobevis af børnesko og flyverdragter? Vil du ud og spise om aftenen eller vil du spise hjemme, så baby kan komme i seng i ordentlig tid? Vil du lave alt muligt spontant, eller planlægge din dag efter madtider, sovetider og skiftetider?

Du skal aldrig få et barn fordi det forventer samfundet at du skal, du skal få et barn fordi du drømmer om alt det I skal opleve sammen som familie. Og hvis dit drømmeliv er bare dig og din kæreste, så er det 100 % reelt og intet at skamme sig over.

Tror du ikke at du skal prøve sådan helt klart og tydeligt, at bede din kæreste om at sige hvad han oprigtigt tænker. Fortæl ham at der ikke er noget rigtigt og forkert her, men du har sindsygt meget brug for at høre hvad der sker inde i ham, for inde i dig, er der total stilstand. Sig det helt stille og roligt, så han ikke føler det er noget der overhovedet KAN komme en konflikt ud af. 

Ift alle dine aftaler osv osv osv. Søde du, man er gravid i 9 mdr. Og man kan godt tage til fest selvom man er gravid - ikke drikke, men man kan godt feste og have det sjovt. Man kan også godt tage ud og rejse. Det kan man også med børn. 

Der vil aldrig nogensinde komme et tidspunkt i livet, hvor børn passer 200% ind. Uanset om man så planlægger graviditeten. Så er der lige det der bryllup for bedste veninden der viser sig at  ligge lige efter termin! Shit! Så er der den spændende tur til udlandet med arbejdet mens man er på barsel! Fuck! Og så er der årets højdepunkt af en 30 års fødselsdag lige rundt om hjørnet og nu har du lige testet positiv! Nej nej nej! 

Sådan vil der altid altid altid være noget man skal enten give afkald på, eller affinde sig med bliver anderledes. Det ændrer sig ikke om det er nu, eller om 3 år. 

Jeg forstår til fulde at du er gået i stå indvendigt, det er en stor omvæltning som du ikke var forberedt på skulle indtræffe snart. Det er helt naturligt .. få talt med din kæreste og vær ligeså frustreret som du har brug for. Jeg lover at det vender. 

PS. Jeg gik også i panik indvendigt da jeg testede positiv første gang. Selvom det var fuldt ud planlagt 

Tak for alle de gode svar allerede 

Jeg ved jo godt med min fornuft, at livet ikke går i stå når man er gravid eller får børn. Jeg tror måske mere det er hele den her "før jeg blev gravid" og "nu er jeg gravid og skal måske være mor"-forskel der hyler mig ud af den. Altså at det billede man havde af sig selv, hvordan man er, ens identitet, hvad man går op i og står for, kan blive så fundamentalt anderledes med et trylleslag... Jeg er sådan set ikke én der drikker specielt meget selvom jeg er til fest, det var bare min indre stemme der sagde "og så kan man heller ikke dét!" 

Jeg vil gerne have en familie, men det er bare kommet totalt bag på mig det her, også fordi jeg ikke aner hvad min kæreste vil. Jeg tror godt jeg kan håndtere at være mor, at bruge min energi på familie og børn fremfor alt muligt andet, men det er bare så pludseligt, at hele mit system bare er gået i chok og baglås. Der er totalt white noise på skærmen lige nu...

Anonym skriver:

Tak for alle de gode svar allerede 

Jeg ved jo godt med min fornuft, at livet ikke går i stå når man er gravid eller får børn. Jeg tror måske mere det er hele den her "før jeg blev gravid" og "nu er jeg gravid og skal måske være mor"-forskel der hyler mig ud af den. Altså at det billede man havde af sig selv, hvordan man er, ens identitet, hvad man går op i og står for, kan blive så fundamentalt anderledes med et trylleslag... Jeg er sådan set ikke én der drikker specielt meget selvom jeg er til fest, det var bare min indre stemme der sagde "og så kan man heller ikke dét!" 

Jeg vil gerne have en familie, men det er bare kommet totalt bag på mig det her, også fordi jeg ikke aner hvad min kæreste vil. Jeg tror godt jeg kan håndtere at være mor, at bruge min energi på familie og børn fremfor alt muligt andet, men det er bare så pludseligt, at hele mit system bare er gået i chok og baglås. Der er totalt white noise på skærmen lige nu...

Mon ikke, du “bare” reagerer naturligt på erkendelsen af, at du står i en helt ny og livsomvæltende situation? Du har ikke planlagt det, men du har været fuldt bevidst om, at du var “røvdårlig” til at beskytte dig. Det har din kæreste forhåbentlig også været klar over. Så tænker jeg altså, at I på et mere eller mindre ubevidst plan har “leget” med muligheden for, at du blev gravid. Hvis det var det værste, der kunne ske jer, ville I vel have sat alle sejl til for at undgå det. 

Du er næsten 32 - I er altså absolut voksne mennesker med en alder, hvor det er nærliggende at tænke børn ind i den nære fremtid, hvis man ikke allerede har nogen, og jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at I, når overraskelsen har lagt sig, kan finde gode argumenter for ikke at tage imod denne lidt uventede gave. Hvor lang tid ville I realistisk set have udskudt at få barn, hvis dette ikke var sket nu? I har jo ikke evigheder endnu at løbe på, særligt ikke, hvis I ønsker mere end ét barn. 

Jeg tror som nævnt, at du lige skal have sundet dig, fordi det er alvor og ikke “hvis nu ...” længere. 

Selvom det er hårdt at have børn, og man skal sætte sig selv og sine egne behov til side, så følger der også en helt masse fantastiske ting med. Jeg kan i hvert fald hurtigt komme til at glemme alt det hårde, ligeså snart mine to små drenge på henholdsvis 3 1/2 år og 20 måneder begge råber ''mooooar!'', har verdens største smil på og løber lige i armene på mig. Jeg har aldrig været så træt, men jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Mange af de ting og behov der var før er ikke blevet mindre vigtige for mig, men mine børn vil bare altid være vigtigere. 

asphodel skriver:

Dit liv ændrer sig rigtig meget når du får børn, og uanset hvad nogle mennesker vil forsøge at prakke dig på: Det er ikke et krav i livet at du skal være forælder, og livet som forælder er ikke BARE DET ALLERBEDSTE NOGENSINDE I HELE VERDEN FOR ALLE FOR DET ER DET JO FOR MIG OG JEG VED ALT OG SKAL BESTEMME DIT LIV.

Det er din beslutning, og den skal baseres på dine ønsker og ikke på hvad alle andre vil med deres eget liv.

Du kan spørge din kæreste hvordan han forestiller sig livet som forælder til en baby, til en trodsig 2-årig, til et skolebarn, til en teenager. Og hvad du selv tænker.

I kan snakke om jeres drømme for fremtiden. Det er helt reelt at man gerne vil rejse og opleve verden! Meget af det kan du også gøre med et barn og en baby. Vi har ikke været mange steder efter vi fik barn, for vores barn kan ikke sove i samme hotelværelse som os, så vågner hun bare og holder fest hele natten. Og det sætter nogle begrænsninger for hvor vi kan tage hen. Når vi så tager afsted, så laver vi rigtig meget på hendes præmisser, for ellers keder hun sig lynhurtigt og nogle gange skaber hun sig.

Når vores barn starter i skole, så kan vi ikke bare tage afsted på ferie udenfor sæson, for selvfølgelig skal hun da passe sin skole. Selv i børnehaven mærker vi at andre vælger feriedage for os, for de har lukket 3 uger i juli, dagene op til påske og nogle enkelte andre.

Jeg savner jævnligt at kunne gøre lige hvad jeg har lyst til, men der er meget jeg ikke kan, fordi jeg tænker på min datter og hvad hun vil og har brug for.

I starten af vores forhold snakkede min mand og jeg om børn. Vi kom frem til at vi gerne ville have 2. Så fik vi vores datter, og nu er vi enige om at vi kun vil have ét barn. Det er hårdt fysisk og psykisk at være mor, du skal give afkald på rigtig meget. Du kan risikere at få et barn med kolik som skriger hele tiden. Du kan også få et relativt nemt barn som mit, som jævnligt kaster sig på jorden og skaber sig. Du kan få et barn, som vil elske at tage med dig til den sport du går op. Eller et barn som er introvert ligesom sin far og ikke kan klare for mange indtryk på én gang. Du vil også lære at udholde at se Paw Patrol i seks timer i træk, fordi barnet er sygt og vil ikke lave andet end ligge på sofaen og se fjernsyn.

Jeg forsøger skam ikke at overtale dig til ikke at få barnet.  Jeg vil bare gerne pointere at det er hårdt og ændrer dit liv og dine prioriteter fuldstændig. Jeg ville ikke leve foruden min lille skat, men jeg har ingen lyst i verden til at starte forfra med en ny.

Så hvad vil du gerne have ud af livet? Skal din lejlighed flyde med legetøj? Vil du bruge dine penge på rejser og shoppeture eller på institutionsplads og hobevis af børnesko og flyverdragter? Vil du ud og spise om aftenen eller vil du spise hjemme, så baby kan komme i seng i ordentlig tid? Vil du lave alt muligt spontant, eller planlægge din dag efter madtider, sovetider og skiftetider?

Du skal aldrig få et barn fordi det forventer samfundet at du skal, du skal få et barn fordi du drømmer om alt det I skal opleve sammen som familie. Og hvis dit drømmeliv er bare dig og din kæreste, så er det 100 % reelt og intet at skamme sig over.

Undskyld - men du udtrykker dig altså også meget negativt og ensidigt omkring det at blive mor, og har gjort det før. Jeg tror trods alt de færreste oplever det SÅ sort/Hvidt, som du gør, at blive mor. 

Ts - jeg kan ikke helt greje, om du måske i virkeligheden er i tvivl om, om du har lyst til, at din kæreste er den, der skal være far til dine børn.

Hej Allesammen,

Jeg har en dejlig kæreste, vi har været sammen i 4 år, bor sammen, har fast arbejde begge to, har kæledyr og har det generelt rigtig godt. Han er ikke super god til at være huslig, og er ret introvært og inaktiv, vil helst bare sidde på sofaen når han er hjemme, hvor jeg er mere social og eventyrlysten og f.eks. gerne vil rejse eller lave sociale aftaler. Vi har aldrig rigtig fået snakket seriøst om børn, vi er nok begge lidt konfliktsky, men jeg har fået sagt én gang jeg gerne vil have 2-3 børn, og det så ikke ud til at skræmme ham - desuden sagde han da vi ikke havde været kærester så længe, med et smil, at hvis jeg blev gravid, så var det jo sådan det skulle være. Vi har også engang imellem joket med navne vores børn skulle hedde (altså sådan nogle fjollede navne, som vi syntes var tossede), og når vi for sjov kigger lidt på huse (vi bor til leje lige nu), så siger vi ting som "der er dælme plads til mange unger!".

Der er nu sket det, at jeg fandme er blevet gravid! Meget uplanlagt. Jeg har altid været røvdårlig til at tage mine minipiller, men det har jo aldrig før resulteret i noget, men jeg har glemt et par stykker hen over julen, og er nu rigtig meget gravid, de to streger lyser op det sekund tisset rammer graviditetstesten! Jeg havde godt mistænkt det var derfor jeg havde ømme bryster, menstruationsagtig følelse i underlivet - og prikken over i'et, som endelig fik det til at gå op for mig den nok var gal, var at jeg lige pludselig fik kvalme og kastede op. Jeg har lige været på ferie og ville ikke have menstruation men jeg var afsted, derfor fortsatte jeg med minipillerne henover ferien, og har derfor ikke opdaget at min menstruation ikke kom da den skulle, før nu (jeg gætter på jeg så er ca. 4-5 uger henne). Jeg tog så endelig den graviditetstest i går, og fortalte min kæreste med bekymret mine, at jeg var gravid, det sekund han kom hjem... Han var sød, krammede og kyssede mig, sagde ting som "Nå for søren!", "Jamen det er da... Så ved vi at vi kan dét." og "Jeg elsker dig!" - mange gange. Jeg kan simpelthen ikke regne det her ud... Vi snakkede ikke rigtig mere om det, jeg var helt tom, vi holdte bare i hånden, puttede, kyssede, og han blev ved med at se mig dybt i øjnene, sige han elskede mig, og at når han havde stirret længe nok på mig og jeg sagde "hvad så?", sagde han at han bare tænkte.

Jeg var lige først egentlig sådan relativt positiv, i panik - bevares - men tænkte, at jeg jo også bliver 32 snart, at det egentlig er et fint tidspunkt, at det skal vi nok finde ud af, begyndte at tænke på ting jeg måtte melde fra til, fordi jeg ikke kan drikke, og hvad min undskyldning skulle være... Men efter jeg havde fortalt ham det, og i dag, ved jeg det fandme ikke. Jeg er sådan i tvivl. Hvad med alle de ting jeg gerne vil? Jeg vil gerne rejse mere, jeg har endelig fundet ro på mit nye arbejde, og derfor har jeg bedre tid til veninderne og den sociale sport jeg dyrker. Jeg har en masse aftaler henover det næste halve år med alle mulige mennesker, ofte noget med fest eller alkohol. Og jeg er rigtig rigtig rigtig meget i tvivl om min konfliktsky kæreste kommer til at sige sin ærlige mening? Og hvis han ikke vil have børn med mig, eller ikke vil lige nu, ved jeg ikke hvad jeg så syntes... Jeg er så vægelsindet. Jeg ved slet ikke om jeg vil lige nu.

Er der andre der har prøvet noget lignende? Jeg føler jeg sidder i en sump og ikke kan rykke mig hverken frem eller tilbage, jeg er ikke som sådan ked af det, bare apatisk og i tvivl... hjælp :-(

Jeg blev gravid som 25 årig. Den første i vores vennekreds. Jeg havde tidligere fået et par provokerede aborter og havde besluttet mig for at beholde - uanset hvad! 

Men hold op hvor var det skræmmende at tage det valg og store ansvar om at være nogens mor! 
For mig skiftede det gennem hele graviditeten imellem glæde, angst, bekymring, glæde igen, flere bekymringer og panisk angst for om man overhovedet kunne finde ud af det. Det jo heldigvis gået meget godt for jeg har et sejt skolebarn, som klarer sig godt. Men hvert nye kapitel/udvikling bringer alligevel bekymringer og tanker med sig. 

Min kæreste (nu mand) var også introvert og stille. Han arbejdede dog i weekenderne på et diskotek, hvor vi hver weekend hang ud med vores venner. Det gjorde jeg også til jeg var højgravid, bare uden at drikke. For jeg er super social, elsker at komme ud. Da baby var 3 uger var jeg et par timer ude med veninderne. Jeg savnede da hende, bevares. Men at se mine mange veninder giver mig energi til at være en bedre mor! 
Jeg ammede ikke og far passede. 

i dag har vi flere børn. Far plejer at tage dem hvis jeg skal ud, for når de er lagt vil han gerne spille computer med drengene og jeg tager ud med veninder, med god samvittighed. 

Så ens liv går ikke i stå, bare fordi man får børn. Måske er din kæreste i virkeligheden et familiemenneske, som min, der bare tænker fedt at jeg også får lov at tage del i det. At det ikke kun er mor der skal tage sig af barnet. 

Vi har en del venner der rejser meget med børn. Endda nogle der tager afsted om lidt på jordomrejse i 3 år med deres 1 årige. Så børn er hvad man gør dem til.