Jeg kan ikke vente

Der er flere ting i det her. 

Først - jeg er enig i, at du ikke skal få et barn lige nu for at gøre din mor til bedstemor.

Der er nok mere brug for, at du er omkring hende i hendes sygdonsforløb. 

Jeg kender ikke din mor, men hvis du var min datter, ville jeg være bekymret, hvis du skulle have et barn i den situation, du og din kæreste er i lige nu. 

Din kæreste er ikke klar og ønsker ikke et barn nu. Det er en væsentlig faktor. 

Og hvad med dig? Hvilke drømme har du for fremtiden? Ud over et barn.

Har du mon en lidt romantisk drøm om et barn? Og hvorfor skal det være lige nu? Er der et tomrum i dit liv, som et barn skal udfylde?

Og hvordan er din hverdag - er du i gang med uddannelsen eller job? 

Er der fritidsinteresser og venner og veninder?

Du har også noget psykisk, som du kæmper med lige nu. Det skal du måske have hjælp til.

At få et barn handler meget om at tilsidesætte sine egne behov. Og lige nu tænker jeg, at du - for alles skyld - skal tilsidesætte dit behov for at få et barn og i stedet tænke på, at du kan give dit barn en bedre start på livet, hvis du venter.

Der er ikke fordi, det er svært at forstå dit ønske om et barn. Men du og din kæreste lyder ikke helt modne nok endnu.

Og du kan ikke sammenligne det at passe andres børn med at få dit eget. 

Der er mange svære følelser lige nu. Du er kun 20 år, og din mor har fået en alvorlig sygdom. 

Med det må ikke få dig til at gøre noget overilet og desperat. 

Når I begge er klar, så kan I tale om at få et barn. 

Du er stadig ung. Du har mange år foran dig, hvor du kan nå at blive mor. 

Alså, det er hvad min læge har sagt.

Jeg har passet på et spæd, je har vågnet flere gange om natten, for a ku give hende mælk, min kæreste passede på hende sammen med mig, fordig at det bar hans søsters barn.

vi har talt sammen om hvis jeg blev gravid, fordig der er sket så ofte, og min mor har for flere år siden sagt, at hun SKAL hjælpe mig. Hun vil GÆRNE købe ting, som barnevogne og autostoler, fordig hun vil være en del af det, og hendes mor gjorde det samme for hende.

Jeg kender mange som har fået flere udannelser, men har svært ved at få arbejde, og mange so intet udannelse har, men har fantastiske arbejder. Vi bor ikke i Danmark, men på Færøerne, og her er udannelser en joke. Det er ikke det meste du kan lære til, men du kan gøre andre ting til at få fantastiske arbejder. Han kan få sig kørekort til lastbil hvor han fortjener over 300kr om timen, eller gå på aften møder, hvor man kan lære ting, og får et slags “kørekort” til det. Udannelser er ikke så viktigt på Færøerne, men det ved han halv Dansk far ikke.

Jeg har stadig den tildens at tage andre før migselv, og at jeg vælger hvad de vil, om det dræber mig eller ikke.

Jeg lejer min mors hus for 2000kr om måneden. Jeg får 14.000kr om måneden, hvoraf 2000 går til huselejen, 500 til hans telefon, og omkring 500kr om måneden går til mad. Der er andre der giver mig mad. Og 200-300 går til taxes. Jeg får penge fra AV (til folk der har svært ved at få arbejde eller som ikke kad have arbejde). Jeg har depression, og finder kun glæde, når jeg er sammen med min kørestes søsters datter. Hun er den der holder mig i live, men jeg vil have mit eget anker i livet.

Vi har talt sammen om det hele, hvor han godt kan forstå mig, og at hvis det sker, så skal det nok gå. Han er der sammen med mig, hele tiden, men det er hans forældre der altid presser ham til at have alt, før børn. Han SKAL have udannelse, han SKAL have over 1 mio kroner, hand SKAL have min et hus, og helst tæt på dem, han SKAL have min to udbetalt biler, han SKAL være over 30 år, han SKAL have alle disse ting, før han får børn. Men der er alså hans liv, ikke deres, og jeg ved ikke hborfor de presser ham så meget med de løgne. Sanheder er at man KAN godt have de ting, men der er ikke et must. Om man har kærlighed, føler at man er klar, og nok af penge, then go for it. Der er ikke en necessity men en luxury, at have de ting hans forældr vil. Han vil gerne have børn, og blive gift, men det er hans forældres propaganda der stopper ham.

Jeg forsår godt at han vil have noget før børnene kommer, men ikke alt det hele. Og at i alle tager hans side, forstår jeg også. I er Danskere, og i bornit et land hvor alt dette er viktigt.

Mit hele point far for at få støtte om det hele, og alt det om min mor, og at det skal nok gå, ikke “Jeg forstår dig kæreste” igen og igen og igen. Heller ikke “Du er ikke klar, for du er ikke færdig med at feste” og blah blah blah. Jeg har havt øske om at få børn i over 10 år, jeg vil ikke ødelægge min krop med alkohol, stoffer, sigaretter og dårlig sundhet. Jeg har gjort mit liv og krop klar i flere år, så jeg har en sund krop til at få et sundt barn. I kender hvirkelig ham bedre end mig. Jeg er ikke som de andre, jeg er dedikeret til mit ønske, mere end hvad i tror. Jeg har gørt mig og min krop så klar som muligt, men jeg kan ikke få udannelse med min depresion, men pga mine dygtige hænder, kan jeg saktens strikke og sy for penge. jeg har noget at falde på.

Tommelise skriver:

Der er flere ting i det her. 

Først - jeg er enig i, at du ikke skal få et barn lige nu for at gøre din mor til bedstemor.

Der er nok mere brug for, at du er omkring hende i hendes sygdonsforløb. 

Jeg kender ikke din mor, men hvis du var min datter, ville jeg være bekymret, hvis du skulle have et barn i den situation, du og din kæreste er i lige nu. 

Din kæreste er ikke klar og ønsker ikke et barn nu. Det er en væsentlig faktor. 

Og hvad med dig? Hvilke drømme har du for fremtiden? Ud over et barn.

Har du mon en lidt romantisk drøm om et barn? Og hvorfor skal det være lige nu? Er der et tomrum i dit liv, som et barn skal udfylde?

Og hvordan er din hverdag - er du i gang med uddannelsen eller job? 

Er der fritidsinteresser og venner og veninder?

Du har også noget psykisk, som du kæmper med lige nu. Det skal du måske have hjælp til.

At få et barn handler meget om at tilsidesætte sine egne behov. Og lige nu tænker jeg, at du - for alles skyld - skal tilsidesætte dit behov for at få et barn og i stedet tænke på, at du kan give dit barn en bedre start på livet, hvis du venter.

Der er ikke fordi, det er svært at forstå dit ønske om et barn. Men du og din kæreste lyder ikke helt modne nok endnu.

Og du kan ikke sammenligne det at passe andres børn med at få dit eget. 

Der er mange svære følelser lige nu. Du er kun 20 år, og din mor har fået en alvorlig sygdom. 

Med det må ikke få dig til at gøre noget overilet og desperat. 

Når I begge er klar, så kan I tale om at få et barn. 

Du er stadig ung. Du har mange år foran dig, hvor du kan nå at blive mor. 

 

By the way. Jeg har gjort inted for at få mig først, hele mit liv, jeg har altid gjort hvad andre vil. Du kender mig ikke, så jeg burde have skrevet det med store bogstaver, så folk kan forstå hvordan jeg ser det hele. At jeg har et ønske, har givet mig ikke andet end sorg. Min kærestes far har også spurgt mig, hvorfor jeg skal være sådan mod ham, da jeg intet har gjort. Og nu da jeg aldrig får lov til at sige min mening, hvad jeg føler eller noger, så må jeg bare lytte. Jeg tænker alt for lidt på mig selv. Og hvorfor kan han ikke bare tænke på hvad han selv gør? Han ødelægger sit barns liv, ved at presse ham til det hele. Je er den der faktist venter på ham. Og at det er mig der gør noget mod min kæreste må alså være en joke. Han har presset mig at få en abort, hvis jeg blev gravid. Han har sagt at han ville tage sit eget bil, heldere end at passe på sit eget kød og blod. Jeg har taget p piller for ham, jeg har på en måde havt spontane abort for ham, jeg har grædt mig selv i søvn for ham. Jeg har mistet en ven for ham, jeg har gjort så mange ting for ham, og så han kan være glad, men alligevel er det mig, der er egoistisk. Jeg spurgje ham et par dage siden, hvat han har lært fra et forhold, hqn sagde at man må altid tage sig self først, jeg svarede at jeg har lært at man skal altid take de ander først, og at jeg altid har fejlen.

Jeg undrer over om detter er normalt i et forhold, eller om jeg er bare dum, og sammen med den forkærte, fordig at jeg synes ikke at man altid skat tage sig først.

Alså, det er hvad min læge har sagt.

Jeg har passet på et spæd, je har vågnet flere gange om natten, for a ku give hende mælk, min kæreste passede på hende sammen med mig, fordig at det bar hans søsters barn.

vi har talt sammen om hvis jeg blev gravid, fordig der er sket så ofte, og min mor har for flere år siden sagt, at hun SKAL hjælpe mig. Hun vil GÆRNE købe ting, som barnevogne og autostoler, fordig hun vil være en del af det, og hendes mor gjorde det samme for hende.

Jeg kender mange som har fået flere udannelser, men har svært ved at få arbejde, og mange so intet udannelse har, men har fantastiske arbejder. Vi bor ikke i Danmark, men på Færøerne, og her er udannelser en joke. Det er ikke det meste du kan lære til, men du kan gøre andre ting til at få fantastiske arbejder. Han kan få sig kørekort til lastbil hvor han fortjener over 300kr om timen, eller gå på aften møder, hvor man kan lære ting, og får et slags “kørekort” til det. Udannelser er ikke så viktigt på Færøerne, men det ved han halv Dansk far ikke.

Jeg har stadig den tildens at tage andre før migselv, og at jeg vælger hvad de vil, om det dræber mig eller ikke.

Jeg lejer min mors hus for 2000kr om måneden. Jeg får 14.000kr om måneden, hvoraf 2000 går til huselejen, 500 til hans telefon, og omkring 500kr om måneden går til mad. Der er andre der giver mig mad. Og 200-300 går til taxes. Jeg får penge fra AV (til folk der har svært ved at få arbejde eller som ikke kad have arbejde). Jeg har depression, og finder kun glæde, når jeg er sammen med min kørestes søsters datter. Hun er den der holder mig i live, men jeg vil have mit eget anker i livet.

Vi har talt sammen om det hele, hvor han godt kan forstå mig, og at hvis det sker, så skal det nok gå. Han er der sammen med mig, hele tiden, men det er hans forældre der altid presser ham til at have alt, før børn. Han SKAL have udannelse, han SKAL have over 1 mio kroner, hand SKAL have min et hus, og helst tæt på dem, han SKAL have min to udbetalt biler, han SKAL være over 30 år, han SKAL have alle disse ting, før han får børn. Men der er alså hans liv, ikke deres, og jeg ved ikke hborfor de presser ham så meget med de løgne. Sanheder er at man KAN godt have de ting, men der er ikke et must. Om man har kærlighed, føler at man er klar, og nok af penge, then go for it. Der er ikke en necessity men en luxury, at have de ting hans forældr vil. Han vil gerne have børn, og blive gift, men det er hans forældres propaganda der stopper ham.

Jeg forsår godt at han vil have noget før børnene kommer, men ikke alt det hele. Og at i alle tager hans side, forstår jeg også. I er Danskere, og i bornit et land hvor alt dette er viktigt.

Mit hele point far for at få støtte om det hele, og alt det om min mor, og at det skal nok gå, ikke “Jeg forstår dig kæreste” igen og igen og igen. Heller ikke “Du er ikke klar, for du er ikke færdig med at feste” og blah blah blah. Jeg har havt øske om at få børn i over 10 år, jeg vil ikke ødelægge min krop med alkohol, stoffer, sigaretter og dårlig sundhet. Jeg har gjort mit liv og krop klar i flere år, så jeg har en sund krop til at få et sundt barn. I kender hvirkelig ham bedre end mig. Jeg er ikke som de andre, jeg er dedikeret til mit ønske, mere end hvad i tror. Jeg har gørt mig og min krop så klar som muligt, men jeg kan ikke få udannelse med min depresion, men pga mine dygtige hænder, kan jeg saktens strikke og sy for penge. jeg har noget at falde på.

Bare en sidenote. 

At passe er spædbarn er ikke det samme, som at få sit eget. Laaaaaangt fra. 

Jeg var 20 år, da jeg blev bonusmor til en pige på 1 måned, som vi fik hveranden weekend fra hun var 2 1/2 måned. Jeg var den, der var der mest i de weekender, da min (X)kæreste var syg med en svær depression med meget medicin. Jeg stod op om natten. Tog alle bleer, købte tøj osv. jeg elskede hende som mit eget. (Og det mener jeg stadig i dag) 

Nu har jeg selv to børn. Og det kan ikke sammenlignes. På ingen måde. Ikke i forhold til kærlighed - men i forhold til en masse andre ting.

For det første så er ingen børn ens. Du kan få et helt vildt krævende barn eller et sygt barn (som mig). 

For det andet: børn (og ja også spædbørn) opfører sig markant anderledes, når de ikke er med deres primæreomsorgspersoner. De bliver “nemme”. Dette er er overlevelsesinstinkt - de bliver nemmere at elske. 

For det tredje: Det er nogle helt andre følelser, du skal igennem. Psykisk er det voldsomt at være gravid, føde og få endevendt sit liv 360 grader. Der er virkelig mange, får sig et seriøst chok. Både det positive men også de negative. Med alt den kærlighed, følger en frygt og en masse nye følelser! 

Først herefter kommer de søvnløse nætter, som tærer på kæresteforholdet og de praktiske ting, som er absurd svære at få til at lykkes. 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, om du skal have et barn. Men jeg siger bare, at selvom du bruger et argument som, at du har passet et spædbarn (selv om det så var 1000 gange), så er det ikke det, som gør dig klar til at være mor. Og at du netop bruger det argument, fortæller mig, at du ikke er moden nok i mine øjne. Jeg brugte selv det argument, da jeg var 18 og ønskede et barn. Men det havde være uansvarligt. Ikke i forhold til kærlighed til barnet, men i kærligheden til mig selv og det liv, som det barn havde kunnet få med en umoden mor som mig. 
Men det er jo kun dig selv, der kan træffe den afgørelse om du er klar og moden. 

Når det er sagt, så forstår jeg også godt dine tanker. Min mor blev alvorligt syg, da jeg var 24 år. Og jeg gik med de samme tanker som dig. Men jeg ventede. Fik mit første som 28 årig.

Men du skal få børn, fordi du har fundet den rigtige partner, som vil det lige så meget som dig. Fordi du har et liv, som du allerede er meget tilfreds med og hvor et barn kan fylde på godt og ondt. Så kan barnet få lov at få al din tid og kærlighed, fordi du netop ikke skal kæmpe med angst eller kriser (som du er i nu fordi din mor er så syg).

Anonym skriver:

Bare en sidenote. 

At passe er spædbarn er ikke det samme, som at få sit eget. Laaaaaangt fra. 

Jeg var 20 år, da jeg blev bonusmor til en pige på 1 måned, som vi fik hveranden weekend fra hun var 2 1/2 måned. Jeg var den, der var der mest i de weekender, da min (X)kæreste var syg med en svær depression med meget medicin. Jeg stod op om natten. Tog alle bleer, købte tøj osv. jeg elskede hende som mit eget. (Og det mener jeg stadig i dag) 

Nu har jeg selv to børn. Og det kan ikke sammenlignes. På ingen måde. Ikke i forhold til kærlighed - men i forhold til en masse andre ting.

For det første så er ingen børn ens. Du kan få et helt vildt krævende barn eller et sygt barn (som mig). 

For det andet: børn (og ja også spædbørn) opfører sig markant anderledes, når de ikke er med deres primæreomsorgspersoner. De bliver “nemme”. Dette er er overlevelsesinstinkt - de bliver nemmere at elske. 

For det tredje: Det er nogle helt andre følelser, du skal igennem. Psykisk er det voldsomt at være gravid, føde og få endevendt sit liv 360 grader. Der er virkelig mange, får sig et seriøst chok. Både det positive men også de negative. Med alt den kærlighed, følger en frygt og en masse nye følelser! 

Først herefter kommer de søvnløse nætter, som tærer på kæresteforholdet og de praktiske ting, som er absurd svære at få til at lykkes. 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, om du skal have et barn. Men jeg siger bare, at selvom du bruger et argument som, at du har passet et spædbarn (selv om det så var 1000 gange), så er det ikke det, som gør dig klar til at være mor. Og at du netop bruger det argument, fortæller mig, at du ikke er moden nok i mine øjne. Jeg brugte selv det argument, da jeg var 18 og ønskede et barn. Men det havde være uansvarligt. Ikke i forhold til kærlighed til barnet, men i kærligheden til mig selv og det liv, som det barn havde kunnet få med en umoden mor som mig. 
Men det er jo kun dig selv, der kan træffe den afgørelse om du er klar og moden. 

Når det er sagt, så forstår jeg også godt dine tanker. Min mor blev alvorligt syg, da jeg var 24 år. Og jeg gik med de samme tanker som dig. Men jeg ventede. Fik mit første som 28 årig.

Men du skal få børn, fordi du har fundet den rigtige partner, som vil det lige så meget som dig. Fordi du har et liv, som du allerede er meget tilfreds med og hvor et barn kan fylde på godt og ondt. Så kan barnet få lov at få al din tid og kærlighed, fordi du netop ikke skal kæmpe med angst eller kriser (som du er i nu fordi din mor er så syg).

Jeg ved at bærn er mere end bare søde. Hele mot liv har jeg ville havt nogen at elske, som også ville elske mig. Have nogen jeg har brug for, som har også brug for mig. Have nogen sum jeg kunne lære, en sum kunne bruge mit energi, som kunne gøre mig mere glad end ked af det. Det er også kun hbis jeg ikke får fødsels depression, men så ville jeg få en masse hjælp. Jeg vil ikke have børn fordig de er søde, men fordig at deg kræver meget, og jeg har intet at gøre med mit liv, andet at passe børn og drømme om dem. Jeg vil have et barn som jeg kan gå på ture med, så jeg kan få den frisk luft jeg har brug for, jeg vil have en grund til at vågne op om natterne og morgenen. Jeg vio have en grund til at være mellem folk. Disse har været mine tænker gennem alt mit liv, og jeg har planer at tage disse ansvar head on, fordig jeg føler mig klar, og har gjort det i mange år. Det eneste der gar manglet er en jeg elsker, der ville være on god far. Jeg er ikke sikker med min kæreste, men han er rigtig god ved børn, og de kan alle sammen li’ ham, som jeg syntes er viktigt. Det arbejde som jeg vil have, kræver ingen udannelse, men jeg ved ikke hvad min kæreste vil. Det ved han fog heller ik, men ja. Jeg er den som venter på ham. Og det gør jeg for os begge. Jeg kunne også være som de desperate, og gå i byen for at blive bollet fed, men det er nu ikke så ansvarligt. Eller jeg kunne have løjet for min kæreste, og sagt at jeg har en p stav eller lignende, og så blive gravid, men der er ikke mig. Jeg er ærlig og har altid havt svært ved at lyve, og så er jeg også ansvarlig.

I’m doing my best, okay??

Jeg ville bare ønske for dig at du også finder anden mening og glæde i livet. Jeg kan godt forstå dit ønske og tror det er normalt, især måske hvis man har haft det svært. Jeg kan selv genkende det. Jeg var ensom, manglede måske mening i livet, troede et barn ville gørn livet bedre. Det har så givet mere mening, men mine problemer er ikke forsvundet. Hvis noget har det gjort mig mere sårbar. Jeg ville, for alles skyld, have ønsket at jeg havde arbejdet mere med mig selv før jeg tog ansvar for et andet menneske. Det handler ikke om biler, hus eller hvor mange penge man har. I Danmark og på Færøerne, er vi så heldige at det betyder mindre i forhold til at få et godt liv. Din depression, f. eks. er den under kontrol? Der findes en række behandlinger. 

Jeg kan godt forstå din svigerfamilies tankegang. Jeg tror manve forældre ville ønske at deres børn sikrer sig selv økonomisk og fysisk før de får børn. Dermed ikke sagt at de skal bestemme hvornår han skal have børn. Det lyder dog ikke på mig som om din kæreste er klar. Så uanset hvad må du entne indstille dig på at vente eller finde en anden som er et et andet sted i livet. 

Astoria skriver:

Jeg ville bare ønske for dig at du også finder anden mening og glæde i livet. Jeg kan godt forstå dit ønske og tror det er normalt, især måske hvis man har haft det svært. Jeg kan selv genkende det. Jeg var ensom, manglede måske mening i livet, troede et barn ville gørn livet bedre. Det har så givet mere mening, men mine problemer er ikke forsvundet. Hvis noget har det gjort mig mere sårbar. Jeg ville, for alles skyld, have ønsket at jeg havde arbejdet mere med mig selv før jeg tog ansvar for et andet menneske. Det handler ikke om biler, hus eller hvor mange penge man har. I Danmark og på Færøerne, er vi så heldige at det betyder mindre i forhold til at få et godt liv. Din depression, f. eks. er den under kontrol? Der findes en række behandlinger. 

Jeg kan godt forstå din svigerfamilies tankegang. Jeg tror manve forældre ville ønske at deres børn sikrer sig selv økonomisk og fysisk før de får børn. Dermed ikke sagt at de skal bestemme hvornår han skal have børn. Det lyder dog ikke på mig som om din kæreste er klar. Så uanset hvad må du entne indstille dig på at vente eller finde en anden som er et et andet sted i livet. 

Jeg har en psykolog. Jeg har været der, og han havde svært ved at forstå hvorfor jeg ville have børn, fordig at det er normalt at man ikke vil have børn at opleve det samme som man selv har, men jeg er dog mere optimistik, end andre. 

Anonym skriver:

Jeg ved at bærn er mere end bare søde. Hele mot liv har jeg ville havt nogen at elske, som også ville elske mig. Have nogen jeg har brug for, som har også brug for mig. Have nogen sum jeg kunne lære, en sum kunne bruge mit energi, som kunne gøre mig mere glad end ked af det. Det er også kun hbis jeg ikke får fødsels depression, men så ville jeg få en masse hjælp. Jeg vil ikke have børn fordig de er søde, men fordig at deg kræver meget, og jeg har intet at gøre med mit liv, andet at passe børn og drømme om dem. Jeg vil have et barn som jeg kan gå på ture med, så jeg kan få den frisk luft jeg har brug for, jeg vil have en grund til at vågne op om natterne og morgenen. Jeg vio have en grund til at være mellem folk. Disse har været mine tænker gennem alt mit liv, og jeg har planer at tage disse ansvar head on, fordig jeg føler mig klar, og har gjort det i mange år. Det eneste der gar manglet er en jeg elsker, der ville være on god far. Jeg er ikke sikker med min kæreste, men han er rigtig god ved børn, og de kan alle sammen li’ ham, som jeg syntes er viktigt. Det arbejde som jeg vil have, kræver ingen udannelse, men jeg ved ikke hvad min kæreste vil. Det ved han fog heller ik, men ja. Jeg er den som venter på ham. Og det gør jeg for os begge. Jeg kunne også være som de desperate, og gå i byen for at blive bollet fed, men det er nu ikke så ansvarligt. Eller jeg kunne have løjet for min kæreste, og sagt at jeg har en p stav eller lignende, og så blive gravid, men der er ikke mig. Jeg er ærlig og har altid havt svært ved at lyve, og så er jeg også ansvarlig.

I’m doing my best, okay??

Okay, så lad os sige det, som det er, i stedet for at pakke det ind: Du er et skadet og sårbart menneske, som vil have et barn for at blive repareret. Et barn gør dig ikke hel! Et barn har brug for en mor i balance, med overskud, psykisk stabil, der kan give og lære barnet en masse. Du snakker om et lille barn, et spædbarn - men barnet bliver lynhurtigt til et stort barn, der har brug for at blive udfordret intellektuelt og støttet i alle livets aspekter - og lad os da bare være ærlige, du virker bestemt ikke som en person, det har et særligt stort "bibliotek" at trække på, her tænkes intellektuelt, følelsesmæssigt, økonomisk m.v.

Det handler ikke om, at DU har brug for et barn, det handler om, hvad BARNET har brug for....så tænk over, om det er særligt ideelt for et barn at starte livet med så meget ustabilitet....du ønsker vel ikke at starte en uhensigtsmæssig social arv? Eller videreføre den?

Jeg tror også, at vi er ved at nå dertil, hvor der kan stilles meget stort spørgsmålstegn ved det påståede svigt af prævention, men der må man jo kigge indad.

Anonym skriver:

Alså, det er hvad min læge har sagt.

Jeg har passet på et spæd, je har vågnet flere gange om natten, for a ku give hende mælk, min kæreste passede på hende sammen med mig, fordig at det bar hans søsters barn.

vi har talt sammen om hvis jeg blev gravid, fordig der er sket så ofte, og min mor har for flere år siden sagt, at hun SKAL hjælpe mig. Hun vil GÆRNE købe ting, som barnevogne og autostoler, fordig hun vil være en del af det, og hendes mor gjorde det samme for hende.

Jeg kender mange som har fået flere udannelser, men har svært ved at få arbejde, og mange so intet udannelse har, men har fantastiske arbejder. Vi bor ikke i Danmark, men på Færøerne, og her er udannelser en joke. Det er ikke det meste du kan lære til, men du kan gøre andre ting til at få fantastiske arbejder. Han kan få sig kørekort til lastbil hvor han fortjener over 300kr om timen, eller gå på aften møder, hvor man kan lære ting, og får et slags “kørekort” til det. Udannelser er ikke så viktigt på Færøerne, men det ved han halv Dansk far ikke.

Jeg har stadig den tildens at tage andre før migselv, og at jeg vælger hvad de vil, om det dræber mig eller ikke.

Jeg lejer min mors hus for 2000kr om måneden. Jeg får 14.000kr om måneden, hvoraf 2000 går til huselejen, 500 til hans telefon, og omkring 500kr om måneden går til mad. Der er andre der giver mig mad. Og 200-300 går til taxes. Jeg får penge fra AV (til folk der har svært ved at få arbejde eller som ikke kad have arbejde). Jeg har depression, og finder kun glæde, når jeg er sammen med min kørestes søsters datter. Hun er den der holder mig i live, men jeg vil have mit eget anker i livet.

Vi har talt sammen om det hele, hvor han godt kan forstå mig, og at hvis det sker, så skal det nok gå. Han er der sammen med mig, hele tiden, men det er hans forældre der altid presser ham til at have alt, før børn. Han SKAL have udannelse, han SKAL have over 1 mio kroner, hand SKAL have min et hus, og helst tæt på dem, han SKAL have min to udbetalt biler, han SKAL være over 30 år, han SKAL have alle disse ting, før han får børn. Men der er alså hans liv, ikke deres, og jeg ved ikke hborfor de presser ham så meget med de løgne. Sanheder er at man KAN godt have de ting, men der er ikke et must. Om man har kærlighed, føler at man er klar, og nok af penge, then go for it. Der er ikke en necessity men en luxury, at have de ting hans forældr vil. Han vil gerne have børn, og blive gift, men det er hans forældres propaganda der stopper ham.

Jeg forsår godt at han vil have noget før børnene kommer, men ikke alt det hele. Og at i alle tager hans side, forstår jeg også. I er Danskere, og i bornit et land hvor alt dette er viktigt.

Mit hele point far for at få støtte om det hele, og alt det om min mor, og at det skal nok gå, ikke “Jeg forstår dig kæreste” igen og igen og igen. Heller ikke “Du er ikke klar, for du er ikke færdig med at feste” og blah blah blah. Jeg har havt øske om at få børn i over 10 år, jeg vil ikke ødelægge min krop med alkohol, stoffer, sigaretter og dårlig sundhet. Jeg har gjort mit liv og krop klar i flere år, så jeg har en sund krop til at få et sundt barn. I kender hvirkelig ham bedre end mig. Jeg er ikke som de andre, jeg er dedikeret til mit ønske, mere end hvad i tror. Jeg har gørt mig og min krop så klar som muligt, men jeg kan ikke få udannelse med min depresion, men pga mine dygtige hænder, kan jeg saktens strikke og sy for penge. jeg har noget at falde på.

Jeg vil gerne undskylde på forhånd, for bliver nok ikke helt så anerkendende, som jeg egentlig gerne ville have det. Men for det og de børn du skal have, og som du på sigt bliver en fantastisk mor for, så skal der nok være en eller flere der taler dig lidt imod. 

Man skal ikke få børn, fordi de skal være ens anker i livet - de skal ikke være ens mening i livet. Ankeret og meningen skal man have for at kunne være den stabile i ens barns liv. Barnet har ingen opgave i forhold til sine forældre, hvorimod forældrene har mange vigtig opgaver og en af de opgaver som er aller mest vigtig, er at kunne sætte sit barn fri, og det kan man ikke, hvis ens barn har oplevelsen af: min mor ville ikke komme ud og gå, hvis ikke jeg gik med, min mor ville ikke være blandt folk, hvis ikke jeg var der, min mor ville ikke være lykkelig, hvis ikke jeg var der. Det er åg at sætte på sit barn, og det er ikke okay. 

Når du og din kæreste skal have et barn, så skal I have det fordi det er den pynt der gør kagen hel på den måde I ønsker, I skal ikke have et barn for overhovedet at have en kage. Jeg siger ikke det her (eller tager din kærestes side) fordi jeg tror på, at det evigt saliggørende er villa, Volvo og vovhund før man får børn. Jeg mener sagtens man kan få børn uden en uddannelse, uden en villa, uden en million på kontoen osv. Men jeg synes ikke man kan få barn før man er parat mentalt. Og at være parat mentalt handler ikke om at have en drøm, om at elske en niece, om at have ønsket sig børn længe. Det handler om at kunne være en mor, der kan være en støtte og guide for barnet, og ikke omvendt - og jeg er ked af det, men som du skriver her i denne tråd, så er det barnet der skal komme til verden, for at være din støtte, for at du har et indhold, du har en mening og sådan bør det ikke være. For jo det lille spædbarn har brug for dig 24/7, du får en rolle at udfylde. Men hvad når dit barn er 4 år og vil gå væk fra dig, hvad når dit barn er 7 år og vil sove hos sine venner, hvad når dit barn er 15 år og vil rejse et år på efterskole?

Du har ikke tilsidesat dig selv overfor din kæreste ved at tage p-piller, du har derimod opført dig moralsk korrekt og ansvarligt. I har kun kendt hinanden i halvanden år, og du er kun 20 (aner jo ikke hvad han er). Det er helt helt helt normalt ikke at få børn så hurtigt inde i et forhold. Det re het helt helt normalt ikke at ønske børn tidligt i livet (lige som det er helt normalt at ønske dem tidligt). Og det er desværre sådan, at om man er i Danmark eller på i Færøerne, så vil jeg til hver tid sige; den der siger nej til børn har det sidste ord. Det er pisse hårdt, har selv været der, men det er sådan det er. Din kæreste ønsker ikke børn nu, og det bør du respekterer, og se det som en kærkommen lejlighed til ikke bare at forberede din krop til at få børn, men også din mentale sundhed. Få bugt med depressionen, få det arbejde du gerne vil, eller få strikket og syet en masse og få det solgt. Find en stolthed i at være netop dig, ikke dig som kæreste, ikke dig som datter, ikke dig som mor, men DIG. Find grunden til at gå i den friske luft hver dag, og grunden er lige til (og alligevel så super svær), fordi du er det værd. Find flere drømme i livet end at være mor - det er "bare" en periode i dit liv, og der skal være en masse andet, der giver indhold, for ellers giver du dine børn et åg med i barselsgave og det er ikke det du vil. Så nej det eneste du mangler er ikke en god far til dine børn, du mangler også meningen for DIG, drømmene for DIG.

Og så lige til sidst, du har ikke haft 8 spontane aborter. Du har i hvert fald når du har taget p-piller haft op til flere gange, hvor ægget er blevet befrugtet, men du ikke har dannet den slimhinde, der skal til for, at ægget kan sætte sig fast. 

P-piller virker på tre måder: reducerer æglæsning, gør slimhinde ved indgangen sej, så sædceller ikke kan trænge igennem, og ved at du ikke danner en god nok slimhinde, så ægget kan sætte sig fast. Da jeg spiste p-piller testede jeg aldrig (når bare mens kom inden for de 7 dages pille pause), for mens kunne jo komme en dag efter eller 5 dage efter jeg tog den sidste pille. Du har testet 2 dage efter, 1 dag efter og 3 dage efter - hvordan kan det egentlig være? Jeg er selv blevet gravid på p-piller (to gange faktisk), og troede det var løgn første gang, havde overhovedet ikke skænket det en tanke at teste - jeg sprang vel bare en mens over, for jeg havde jo spist p-piller (godt nok havde jeg glemt et par stykker, men....). Hvordan kan det være du tester? Giver dig selv den bekymring, når nu det faktisk er muligt på p-piller at få flere biokemiske graviditeter fordi ægget kan befrugtes, men ikke sætte sig fast. 

Det bekymrer mig faktisk, for så er dit fokus så stort go så markant på graviditet og baby - og måske er det der du og din psykolog skulle tage fat. Hvordan er dit liv om 2 år, hvis der ikke er en baby. Hvordan er dit drømme liv om 2 år uden en baby, hvordan kan du om 2 år have en mening med at gå ud, stå op, være bandt andre mennesker uden en baby? Og hvem ved måske er der så en baby, fordi du kan se og kan vise din kæreste, at du har en mening i dig selv og ikke blot som mor. 

Anonym skriver:

Jeg ved at bærn er mere end bare søde. Hele mot liv har jeg ville havt nogen at elske, som også ville elske mig. Have nogen jeg har brug for, som har også brug for mig. Have nogen sum jeg kunne lære, en sum kunne bruge mit energi, som kunne gøre mig mere glad end ked af det. Det er også kun hbis jeg ikke får fødsels depression, men så ville jeg få en masse hjælp. Jeg vil ikke have børn fordig de er søde, men fordig at deg kræver meget, og jeg har intet at gøre med mit liv, andet at passe børn og drømme om dem. Jeg vil have et barn som jeg kan gå på ture med, så jeg kan få den frisk luft jeg har brug for, jeg vil have en grund til at vågne op om natterne og morgenen. Jeg vio have en grund til at være mellem folk. Disse har været mine tænker gennem alt mit liv, og jeg har planer at tage disse ansvar head on, fordig jeg føler mig klar, og har gjort det i mange år. Det eneste der gar manglet er en jeg elsker, der ville være on god far. Jeg er ikke sikker med min kæreste, men han er rigtig god ved børn, og de kan alle sammen li’ ham, som jeg syntes er viktigt. Det arbejde som jeg vil have, kræver ingen udannelse, men jeg ved ikke hvad min kæreste vil. Det ved han fog heller ik, men ja. Jeg er den som venter på ham. Og det gør jeg for os begge. Jeg kunne også være som de desperate, og gå i byen for at blive bollet fed, men det er nu ikke så ansvarligt. Eller jeg kunne have løjet for min kæreste, og sagt at jeg har en p stav eller lignende, og så blive gravid, men der er ikke mig. Jeg er ærlig og har altid havt svært ved at lyve, og så er jeg også ansvarlig.

I’m doing my best, okay??

Og jeg er helt sikker på, at du gør dit bedste. 

MEN du taler om børn, som om det var er kæledyr. Det synes jeg er voldsomt skræmmende. “Jeg vil have et barn, så jeg kan gå en tur” “et barn der skal elske mig”. 

Et barn skal ikke fødes til at være nogen mening med livet. Det er en absurd stor opgave. Og en opgave de får voldsomme ar på livet af!!! Tænk at være nogens mening med livet - hvis du så ikke er, som din mor troede eller håbede?

Tænk hvis livet som mor er noget andet, og barnet er alt det modsatte? For det kan jeg LOVE dig for, at det er! Når barnet skriger “jeg kan ikke lide dig, jeg vil have min far/mormor/ ect”. “Jeg hader dig? Du kordens dummeste mor” 

Når teenageren slukker sin mobil og gå ind i sig selv og ikke gider dig! 

Så skal du have så meget balance, at du stadig ved og tror på, at DU er ankeret i deres liv! Det må aldrig være omvendt. Jeg vil gerne finde en masse videnskabelige artikler, som netop påpeger vigtigheden i at forældreskabet ikke drejer som barnet som objekt. 

Jeg håber, du forstår, at der ikke er nogen her, som tror du er et dårligt menneske eller dum. For jeg er sikker på, at du for alt i verden vil gøre, hvad du kan. Men lige nu er det ikke nok. Slet ikke til et barn. Men det kan jo være helt anderledes om 2 år? 

Få en mening med livet først, som IKKe handler om børn. Det er faktisk det vigtigste skridt her. Først når du er der, kan du vurdere, om du reelt er klar. 

Jeg var skruk fra jeg var 12! Som i drømte om børn, talte om det med alle mine kærester. Jeg havde det som dig. Præcis. Men jeg var ung, mobbet helt ned i gulvet og havde ingen mening med livet. 

Jeg fandt den. Fik rigtig meget mening med livet, fik den bedste mand og kæreste. En uddannelse, et job og et hjem. Fik venner og et stabilt liv i rigtig mange år. Først der fik jeg er barn. Og lad mig sige, det var IKKE meningen med livet. Det har sat mig på en prøve i at tilgive mig selv for at være så naiv, at tro børn var meningen med livet for mig. For det er det ikke - heller ikke selvom jeg troede det i 15 år før jeg fik dem! 
Jeg elsker mine børn! Men meningen med livet, er hele mit liv! Min mand, mine interesser, min familie, mine venner og ja - mine børn! De er det vigtigste, men det sværeste