Ikke altid bonus at være bonusmor

Hjemmegaaende skriver:

Puha må være forfærdeligt at stå som den anden forældre og bare kunne se til

Det er SÅ forfærdeligt! Jeg kan ikke gøre noget andet end at støtte og lytte til mit barn 

Det her er fra en noget andet vinkel, men vi damer ( og ja især damer) ynder jo at lave kommende bonusbørn i “til tider “stor stil.

Der bliver rigtig tit argumenteret ved en hovsa/ups graviditet, -din krop, så du bestemmer- den næste kommentar er som regel, kan du klare dig som enlig ?, ja siger ts og i flere tilfælde er det næste kommende bonusbarn en realitet .

Barnet der kommer ud af dette, har jo på ingen måde skyld i bio /bonus forældres uenigheder, men Vil meget hurtigt kunne mærke modviljen mod dem.

jeg siger på ingen måde at det er nemt at blive bonus forældre, men tænker at begge parter er lige gode om det. Er lidt nysgerrig efter, hvor mange af de anonyme i den her tråd, der selv har børn ( især de første svar)

Anonym skriver:

Fuldstændig enig. Jeg er også stedbarnet. Jeg tog imod fars nye kæreste da jeg var 12 ca, og med åbne arme efter en slem skilsmisse mine forældre imellem. Jeg kan slet ikke komme ind på det videre forløb, men jeg var hadet af hende fra starten, og det samme var mine søskende. Hendes handlinger og ord sidder stadig dybt i mig. Alt havde været anderledes idag, hvis hun  havde behandlet mig og mine søskende ordenligt :-( 

Skam jer ! Folk, som tænker så grimme tanker, som dem i artiklen. Børnene er taberne i det her, ikke jer. De kan IKKE beslutte, hvem mor eller far skal date og fører ind i hjemmet. Kan man ikke udfylde den rolle, så må man kigge sig om efter en uden børn. 

Jeg må indrømme, jeg også synes den biologiske forælder har et ansvar, som mange i denne tråd helt har undlagt at sige noget om. Det er fandemende den biologiske forælders ansvar at finde en person, som kan rumme de børn, der allerede er. Jeg kan blive så harm over, at mange biologiske forældre er så bange for at være alene, at de byder alle der vil, velkommen i deres hjem. Det er så ødelæggende for børnene. Hvis den, du er sammen med, ikke kan lide dine børn, så må du gå! Dine børn kommer i første række - uanset hvad. Det er der desværre alt for mange forældre i dag, der slet ikke tager seriøst.

Mullemee skriver:

Jeg må indrømme, jeg også synes den biologiske forælder har et ansvar, som mange i denne tråd helt har undlagt at sige noget om. Det er fandemende den biologiske forælders ansvar at finde en person, som kan rumme de børn, der allerede er. Jeg kan blive så harm over, at mange biologiske forældre er så bange for at være alene, at de byder alle der vil, velkommen i deres hjem. Det er så ødelæggende for børnene. Hvis den, du er sammen med, ikke kan lide dine børn, så må du gå! Dine børn kommer i første række - uanset hvad. Det er der desværre alt for mange forældre i dag, der slet ikke tager seriøst.

Du har en god pointe der. Jeg har altid undret mig, når bekendte (her mest kvinder) tager mænd med hjem til deres børn efter et par ugers bekendtskab. Hvor meget ved du lige om ham? Kan jeg ikke lade være med at tænke.

Men jeg er weekendmor og har derfor masser af tid til at date uden at det behøver involvere mit barn. Så jeg ved ikke hvor ensom/desperat efter voksentid man bliver, hvis man er på 12 ud af 14 dage. 

Jeg er den første anonyme, som svarede på denne tråd... At jeg var enig i at det ikke altid er bonus at være bonusmor...

Jeg taler kun af egne erfaringer som bonusmor.

Jeg mødte bonussen da han var 3. Først som fars veninde og da han var tryg ved mig, som fars kæreste. Han elskede mig, kaldte mig for sin "lille baby" og "min smukke X". Jeg tog imod ham med åbne arme og tilbød min kæreste at invitere hans ex på en kop kaffe, så hun kunne lære mig at kende og se hvor hendes barn tilbragte sin tid, når han var hos far. Jeg ville gerne have at hun skulle lære mig at kende, og blive tryg ved mig. Jeg tænkte at det var noget som jeg ville ønske som mor, selvom jeg ingen børn havde selv. 

Min kæreste havde dog ingen intentioner om at invitere hende, og der gik ikke ret lang tid før at jeg fandt ud af hvorfor. 

Da hun fandt ud af at drengen var blevet glad for mig, begyndte hun at fortælle en hel masse dårlige ting om mig. Selvom hun ikke kendte mig. Da han kom i skolealderen, begyndte han at tage afstand til mig. Han begyndte at reagere med "dræber øjne" når jeg sagde noget som ikke passede ham. De kaldte mig øgenavne i deres smser når han var hos os. Hun smsede ham konstant. Han skrev på et tidspunkt til hende at han hadede mig, og hun skrev bare "hahaha". Det knuste mit hjerte. 

Det her er bare nogle af de mange ting som jeg oplevede med min bonus eller rettere sagt hans mor. Jeg har intet imod ham og jeg ved at hans opførsel stammer fra morens historier. Han er ikke skyld i det her. Hans mor har gjort alt for at stå i vejen for et godt samarbejde. Hun stiller sig altid på tværs uanset hvad det drejer sig om. Hun er så manipulerende, at det er skræmmende. 

Når hun fik ny kæreste, var hun ok til samarbejde. Men lige så snart hun blev single igen, brød helvede løs... Det skulle gå udover min mand og det brugte hun sønnen til desværre...

Min mand tog en snak med sin søn, da han fandt de der beskeder. Drengen græd og undskyldte og sagde at han skrev det for sjovt. Siden er han stoppet med al kommunikation med mig. Han siger kun noget til mig når jeg spørger ham. 

Og igen, jeg har intet imod drengen. Hans mor har fuldstændigt hjernevasket ham ift. Mig. Jeg kan jo snakke som meget jeg vil. Hun er hans mor. 

Det eneste der trøster mig er tanken om, at han en dag bliver voksen og indser, at det eneste jeg ønskede for ham var, at han havde det godt hos os. 

Så på baggrund af det jeg oplevede, kan jeg sige at det ikke altid er bonus at være bonusmor...