Ikke altid bonus at være bonusmor

Den ramte og så mig - men nok på en anden  måde da jeg er stedbarnet som stedforældren hadede .

Jeg er den irriterende og klamme pligkartoffel,  som ikke var velkommen fordi det var lettere jeg ikke eksisterede i min stedfars verden med drømnescenariet " mor far og egne børn " 

Det giver mig seriøst ondt i maven at læse om hvordan nogle  voksne mennesker tænker om børn 

Kvalme ,ækel og ulækker ! 

Hvis man har det sådan burde man forsvinde ud af det barns liv - og dem der ikke tror børn ved det,  og tager skade - i tager fejl big time .

Man ved sgu godt hvordan stedforældren har det der,  og man kæmper en kamp for at blive anerkendt og accepteret - en kamp der er tabt på forhånd. 

De her artikler,  får grimme barndomsminder frem- og bekræfter mig i at jeg aldrig nogen sinde skal have en ny kæreste hvis min mand og jeg går fra hinanden , imens mine børn er hjemmeboende. 

Aldrig om jeg ville risikere at lukke sådan et menneske ind i mit og mine børns liv - 

Gad vide om de kvinder i de  her artikler ville acceptere andre tale sådan om deres egne bio børn...? 

Ville de acceptere en mand/ kvinde der fortæller de må gøre hele huset rent efter besøg af deres børn.

Hvordan kan man overhovedet have det sådan,  og stadig tænke man er en gevinst for det barn ....

 

Fuldstændig enig. Jeg er også stedbarnet. Jeg tog imod fars nye kæreste da jeg var 12 ca, og med åbne arme efter en slem skilsmisse mine forældre imellem. Jeg kan slet ikke komme ind på det videre forløb, men jeg var hadet af hende fra starten, og det samme var mine søskende. Hendes handlinger og ord sidder stadig dybt i mig. Alt havde været anderledes idag, hvis hun  havde behandlet mig og mine søskende ordenligt :-( 

Skam jer ! Folk, som tænker så grimme tanker, som dem i artiklen. Børnene er taberne i det her, ikke jer. De kan IKKE beslutte, hvem mor eller far skal date og fører ind i hjemmet. Kan man ikke udfylde den rolle, så må man kigge sig om efter en uden børn. 

Jeg ser nok lidt sort/hvidt på det, fordi jeg aldrig selv har været bonusmor eller haft en bonusmor i min søns liv. Skilsmissebørn har ikke valgt at blive skilsmissebørn, de har ikke valgt hvem eller hvornår deres forældre skal date. Som voksen har man derimod et valg og hvorfor vælge én med børn, hvis det virkelig ikke interesserer en?

Jeg har aldrig været bonusmor fordi jeg ved, at det ikke er noget for mig. Det ville hverken være fedt for de involverede børn eller mig selv. 

Carina:-) skriver:

Den ramte og så mig - men nok på en anden  måde da jeg er stedbarnet som stedforældren hadede .

Jeg er den irriterende og klamme pligkartoffel,  som ikke var velkommen fordi det var lettere jeg ikke eksisterede i min stedfars verden med drømnescenariet " mor far og egne børn " 

Det giver mig seriøst ondt i maven at læse om hvordan nogle  voksne mennesker tænker om børn 

Kvalme ,ækel og ulækker ! 

Hvis man har det sådan burde man forsvinde ud af det barns liv - og dem der ikke tror børn ved det,  og tager skade - i tager fejl big time .

Man ved sgu godt hvordan stedforældren har det der,  og man kæmper en kamp for at blive anerkendt og accepteret - en kamp der er tabt på forhånd. 

De her artikler,  får grimme barndomsminder frem- og bekræfter mig i at jeg aldrig nogen sinde skal have en ny kæreste hvis min mand og jeg går fra hinanden , imens mine børn er hjemmeboende. 

Aldrig om jeg ville risikere at lukke sådan et menneske ind i mit og mine børns liv - 

Gad vide om de kvinder i de  her artikler ville acceptere andre tale sådan om deres egne bio børn...? 

Ville de acceptere en mand/ kvinde der fortæller de må gøre hele huset rent efter besøg af deres børn.

Hvordan kan man overhovedet have det sådan,  og stadig tænke man er en gevinst for det barn ....

 

Av,  det lyder somom det har været meget hårdt for dig! Det du beskriver burde intet barn føle^ Jeg forstår faktisk ikke hvordan man kan være i et forhold med børn, hvis man ikke holder af bonus. Jeg kunne ihvertfald ikke selv være i det forhold.

- vi har dine, mine, fælles børn og jeg glæder mig til hvert eneste døgn jeg kan tilbringe med dem. Jeg har 4 bonusser (Det et stort “arbejde” og jeg må godt nok også gøre meget rent, da de desværre ofte er småsyge:-) det er dog ikke noget jeg skal brokke mig over. Jeg elsker dem højt, fælder ofte en tåre af savn når de er taget hjem og jeg ville ønske de kunne være her altid. Jeg glæder mig og forbereder mig på “vores samvær” hver gang de kommer, så vi har mest muligt tid til at være sammen og lave ting sammen.. ligeledes er min mand altid sød og fair overfor mit barn fra tidligere forhold.

Anonym skriver:

Av,  det lyder somom det har været meget hårdt for dig! Det du beskriver burde intet barn føle^ Jeg forstår faktisk ikke hvordan man kan være i et forhold med børn, hvis man ikke holder af bonus. Jeg kunne ihvertfald ikke selv være i det forhold.

- vi har dine, mine, fælles børn og jeg glæder mig til hvert eneste døgn jeg kan tilbringe med dem. Jeg har 4 bonusser (Det et stort “arbejde” og jeg må godt nok også gøre meget rent, da de desværre ofte er småsyge:-) det er dog ikke noget jeg skal brokke mig over. Jeg elsker dem højt, fælder ofte en tåre af savn når de er taget hjem og jeg ville ønske de kunne være her altid. Jeg glæder mig og forbereder mig på “vores samvær” hver gang de kommer, så vi har mest muligt tid til at være sammen og lave ting sammen.. ligeledes er min mand altid sød og fair overfor mit barn fra tidligere forhold.

Kvinden i artiklen gør hele huset rent,  fordi hun synes bonusbarnet er så ulækkert at det smitter af....

Og ja er enig med dig i at ingen normalt fungerende voksne burde blive i er forhold hvor de  har de tanker og følelser for .partnerens børn 

Gudskelov findes der også varme omsorgsfulde bonusforældre - og tænker dem vi læser om i den her artikel ( forhåbentlig) hører til mindretallet . 

Jeg er en af dem som har svaret at artiklen rammer plet og at jeg synes det er svært. Men det har intet med børnene og gøre - jeg kan rigtig godt li min kærestes børn. Det som jeg synes er svært - og hvor artiklen rammer plet - er det at man som bonus bare skal indfinde sig og på mange på intet har noget og skulle ha sagt. 
og mon ikke flere af andre som svare har det på samme måde?? Jeg tænker ikke at vi behøver at skamme os - og ingen svarer jo her at de synes at børnene er ulækre osv. Det er rollen som bonus - i forhold til forældrene - vi synes er svær og det gør os ikke til forfærdelige mennesker  

Man vælger selvfølgelig ikke selv, hvem man bliver forelsket i, men når man begynder at date får man jo hurtigt en fornemmelse af, hvilken person, man har med at gøre og hvad der ville følge med et liv med ham/hende. Jeg datede et par mdr en mand med barn og han var typen, der sagde "Hvor højt?" hver gang biomor sagde "hop" og det kunne jeg hurtigt mærke slet ikke var noget for mig. 

Jeg har også selv været det uønskede bonusbarnet og slås af denne grund med næb og klør for at holde sammen på min egen kernefamilie. 

Jeg kom ved et tilfælde til at læse bogen “hun er jo bare 4” af Tina Myung Poulsen. Det er skønlitteratur og den er meget letlæselig (findes også som lydbog på Mofibo). Den bygger på forfatterens egne erfaringer som papmor og sætte ord på nogle af de forbudte følelser. Virkelig god bog.

Jeg dømmer ikke papmødre og heller ikle min egen. Det er virkelig en svær familiekonstellation at være en sammenbragt familie - både for bioforældrene, papforældrene og børnene.

Carina:-) skriver:

Den ramte og så mig - men nok på en anden  måde da jeg er stedbarnet som stedforældren hadede .

Jeg er den irriterende og klamme pligkartoffel,  som ikke var velkommen fordi det var lettere jeg ikke eksisterede i min stedfars verden med drømnescenariet " mor far og egne børn " 

Det giver mig seriøst ondt i maven at læse om hvordan nogle  voksne mennesker tænker om børn 

Kvalme ,ækel og ulækker ! 

Hvis man har det sådan burde man forsvinde ud af det barns liv - og dem der ikke tror børn ved det,  og tager skade - i tager fejl big time .

Man ved sgu godt hvordan stedforældren har det der,  og man kæmper en kamp for at blive anerkendt og accepteret - en kamp der er tabt på forhånd. 

De her artikler,  får grimme barndomsminder frem- og bekræfter mig i at jeg aldrig nogen sinde skal have en ny kæreste hvis min mand og jeg går fra hinanden , imens mine børn er hjemmeboende. 

Aldrig om jeg ville risikere at lukke sådan et menneske ind i mit og mine børns liv - 

Gad vide om de kvinder i de  her artikler ville acceptere andre tale sådan om deres egne bio børn...? 

Ville de acceptere en mand/ kvinde der fortæller de må gøre hele huset rent efter besøg af deres børn.

Hvordan kan man overhovedet have det sådan,  og stadig tænke man er en gevinst for det barn ....

 

Må jeg skrive til dig privat? Jeg har et barn, der står i samme situation som du har gjort og der er mange ting jeg gerne vil spørge dig om, hvis jeg må 

Anonym skriver:

Må jeg skrive til dig privat? Jeg har et barn, der står i samme situation som du har gjort og der er mange ting jeg gerne vil spørge dig om, hvis jeg må 

Ja 

Anonym skriver:

Må jeg skrive til dig privat? Jeg har et barn, der står i samme situation som du har gjort og der er mange ting jeg gerne vil spørge dig om, hvis jeg må 

Puha må være forfærdeligt at stå som den anden forældre og bare kunne se til