Andre med ét barn, der kke vil have flere?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

9. november 2019

Janet1989

Profilbillede for Janet1989

Jeg har det lidt som dig - og så alligevel ikke. 
har en datter på næsten et år og jeg havde en nem graviditet, kun få gener, en nem fødsel, og barnet har været sådan okay nemt - til tider lidt sur og bestemmende (men hvilke børn kan ikke være det?) 

 jeg har seriøst også overvejet at hun skulle være enebarn - det har været så PSYKO hårdt til tider , og de gange hvor hun har skreget og grædt uden nogen grund - man bliver så frustreret... 

min kæreste sagde for et par dage siden at han godt kunne savne de nætter hvor man var oppe og skifte ble kl lort om natten - øøøøh var vi samme sted ?!  

nå. Men HVIS vi skulle have en nr to, så bliver det først om 3-4 år - for et eller andet sted synes jeg at hun skal have en enkelt søskende (vi har ikke rigtigt andre små børn i familien på min brødres side eller min svigerindes side) så det ville være syn hvis hun skulle være “alene” 

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

9. november 2019

B&J

Profilbillede for B&J
Mod
Smil og du får et smil tilbage

Det første år uden søvn, daniel sov max 2-3 timer af gangen og var vågen over 10 timer underskud af søvn og usikker fremtid men Daniel var glad altid glad. 
jeg havde sagt han bliver enebarn men ja nu er han snart 10 om 4 1/2 måneden og jeg må tilstå jeg vil gerne være Mor igen men vores liv har også drejet sig 1000% den gode vej så fra et ikke flere børn til jaaa måske 

 

Anmeld Citér

10. november 2019

newusername

Profilbillede for newusername
Anonym skriver:



Sådan havde jeg det i 5 år. Men pludselig kom lysten til en lille baby i takt med flere i vores vennekreds fik små. Vi måtte desværre igennem fertilitets behandling, men efter 1,5 år blev jeg gravid og nu har vi en skøn datter på 8 år og en lillebror. 
Her rejser min mand også meget, hvorfor vi har valgt jeg skal være hjemmegående de næste par år 
Nu kender jeg til hverdagen og den lille mus har givet os alle så meget glæde og liv vi ikke ville have været foruden. 



Det lyder dejligt for jer ❤️ Og skønt, at du skal være hjemmegående. Det kunne jeg også have valgt, men jeg får kuller af det, så jeg tager på job for at få lidt adspredelse. 

Anmeld Citér

10. november 2019

newusername

Profilbillede for newusername
Janet1989 skriver:

Jeg har det lidt som dig - og så alligevel ikke. 
har en datter på næsten et år og jeg havde en nem graviditet, kun få gener, en nem fødsel, og barnet har været sådan okay nemt - til tider lidt sur og bestemmende (men hvilke børn kan ikke være det?) 

 jeg har seriøst også overvejet at hun skulle være enebarn - det har været så PSYKO hårdt til tider , og de gange hvor hun har skreget og grædt uden nogen grund - man bliver så frustreret... 

min kæreste sagde for et par dage siden at han godt kunne savne de nætter hvor man var oppe og skifte ble kl lort om natten - øøøøh var vi samme sted ?!  

nå. Men HVIS vi skulle have en nr to, så bliver det først om 3-4 år - for et eller andet sted synes jeg at hun skal have en enkelt søskende (vi har ikke rigtigt andre små børn i familien på min brødres side eller min svigerindes side) så det ville være syn hvis hun skulle være “alene” 



Det giver mening at vente nogle år ��

Kender godt søskendedilemmaet. Det eneste, der taler for, at vi skulle have et barn mere, er netop at give vores datter en bror eller en søster. 

I vores familie har alle stort set fået børn samtidig, så vores datter har mange jævnaldrende fætre og kusiner. Det gør det lidt nemmere for mig at tænke "pyt med om hun får søskende". 

 

Anmeld Citér

10. november 2019

Anonym

newusername skriver:

Vores datter kom til verden for et år og tre måneder siden. Jeg elsker hende, men hold fast, hvor er det bare hårdt at være mor!

Folk er begyndt at spørge, hvornår vi skal have en til, og svaret herfra er et rungende ALDRIG!

Jeg havde det nemt som gravid. Ingen gener eller komplikationer. Jeg trænede helt op til fødslen, som også var god og nem, og var tilbage på min normalvægt et par uger efter.

Dog er jeg træt og udmattet konstant. Der går ikke en dag uden at jeg savner pauser, alenetid og mere frihed. Jeg tror ikke, vores datter er mere besværlig end andre, men hun er meget morsyg og vil gerne bæres af mig selv om hun kan gå. 

Min mand og jeg har valgt, at hun maks skal være i vuggestue 6-7 timer om dagen, og da han har en karriere med en del rejsedage, er jeg gået på deltid. Det er næsten altid mig, der afleverer, henter og er sammen med hende morgen og eftermiddag.

Vi leger, synger sange, mødes med andre og går ture sammen. Det er hyggeligt, men hver gang hun skriger, kaster med mad eller får en tantrum fordi jeg sætter grænser eller skifter hende, så længes jeg efter det simple liv, jeg havde engang, og gentager for mig selv, at jeg ALDRIG går i gennem det her igen.

På trods af, at jeg synes det er bedst at have søskende, så kan jeg mærke, at jeg på ingen måder ville kunne overskue endnu et barn. 

Andre, der har valgt at stoppe efter ét? 



Vi har en 1 årig og en 4 årig og det går af helevde til 

vores 1 årig forguder sin storebror men han hader hende han går alt i hans dag at gøre det træls for hende 

Jeg er så udmattet nu, og vi er begyndte at virkelig skrige ad vores søn fordi så snart han kommer hjem er han efter hende, hiver ting ud af hendes hænder gøre livet så besværligt for hende som overhovedet muligt - hun er så glad det barn men er nu begyndte at trække sig når storebror komme hjem - Vi har søgt hjælp, men hører bare det hele sammen tiden jalousi - nu har han haft så meget alene tid med os og det har ikke ændret sig en skid! 

 

Jeg elsker vores børn men det var meget meget meget meget nemmere med en 

Anmeld Citér

10. november 2019

asphodel

Profilbillede for asphodel

Vores datter er 3½. Vi var rimeligt sikre på at vi skulle have to inden hun blev født. Både graviditet og fødsel var rimeligt nemme, og hun er også et rimeligt nemt barn. Hun kan dog stadig skrige og skabe sig når hun ikke får sin vilje. Vi vil ikke have flere børn. Som min mand plejer at sige når nogen føler at de skal have en mening om hvor mange børn vi skal have, "Vi gjorde det rigtigt i første forsøg, så vi behøver ikke at prøve igen".

Jeg forstår ikke folk som ikke kan acceptere at andre ikke er ligesom dem. Det er helt absurd at nogen skal mene noget som helst om hvor mange børn du eller jeg skal have. "Du ændrer nok mening og tænker lige som mig om to år, for jeg er den allerklogeste og ved alt og alle skal gøre som mig!" Det er da bare arrogance.

Hvis du og din mand har det godt med ét barn, så får I ét barn. Hvis I vil have flere, så gør I det. Og så kan alle andre bare blande sig totalt uden om.

Vores liv passer perfekt til ét barn. Jeg synes det er spændende at se min datter vokse og blive et komplet menneske, lære alt muligt nyt og få sine egne idéer og tanker. Absolut INTET i mig har lyst til at starte forfra, og jeg har 0 % skyldfølelse over det. Min mand er selv enebarn, og han har skam klaret sig fint uden søskende.

Anmeld Citér

10. november 2019

Panther

Profilbillede for Panther
asphodel skriver:

Vores datter er 3½. Vi var rimeligt sikre på at vi skulle have to inden hun blev født. Både graviditet og fødsel var rimeligt nemme, og hun er også et rimeligt nemt barn. Hun kan dog stadig skrige og skabe sig når hun ikke får sin vilje. Vi vil ikke have flere børn. Som min mand plejer at sige når nogen føler at de skal have en mening om hvor mange børn vi skal have, "Vi gjorde det rigtigt i første forsøg, så vi behøver ikke at prøve igen".

Jeg forstår ikke folk som ikke kan acceptere at andre ikke er ligesom dem. Det er helt absurd at nogen skal mene noget som helst om hvor mange børn du eller jeg skal have. "Du ændrer nok mening og tænker lige som mig om to år, for jeg er den allerklogeste og ved alt og alle skal gøre som mig!" Det er da bare arrogance.

Hvis du og din mand har det godt med ét barn, så får I ét barn. Hvis I vil have flere, så gør I det. Og så kan alle andre bare blande sig totalt uden om.

Vores liv passer perfekt til ét barn. Jeg synes det er spændende at se min datter vokse og blive et komplet menneske, lære alt muligt nyt og få sine egne idéer og tanker. Absolut INTET i mig har lyst til at starte forfra, og jeg har 0 % skyldfølelse over det. Min mand er selv enebarn, og han har skam klaret sig fint uden søskende.



Enig her!

Anmeld Citér

10. november 2019

FrkGranger

Profilbillede for FrkGranger

Jeg har fået et af de børn der fra fødslen har krævet ekstra.. 

Han er 5, har et par diagnoser..

Han får nu medicin, og der er kommet lidt mere ro på, men jeg glemmer ikke hvor hårdt det har været, og hver gang vi har lidt dårlige perioder, så reagerer min krop med stress symptomer.. Hvilket er det, det masive press har gjort.. 

 

Så nej, vi får ikke flere, og når andre spørger, så siger jeg at vi har for 3 børn i den ene vi har.. 

Anmeld Citér

10. november 2019

Oddi

Profilbillede for Oddi

Jeg havde det også som dig da vores søn var lille. 
Jo kunne godt lide ideen om søskende, men havde virkelig nok i ham! 

Jo større han blev jo mere selvstændig blev han, og jo mere han kan selv= flere ting jeg ikke skal= mere frihed til mig. Selvfølglig er det andre dilemmaer, msn når først børnene er blefri, kan spise selv uden problemer og selv tage tøj på osv så synes jeg det giver en del frihed. 

jeg har også været meget alene med vores søn ( far arbejder skiftende arbejdstider) og jo ældre han er blevet jo mere hyggeligt synes jeg det er når det bare er os to. Så tager vi kager, tager u svømmehallen og ser film. Eller han leger, læser bog, lægger puslespil mens jeg laver mad/læser. 

Først Da vores store blev 2,5 år begyndte vi at få lysten til at gøre ham til storebror, for vi vidste han ville blive en god en. Det var egentlig ikke alt det der babynoget der tiltalte os, men mere det at udvide familien. Jeg blev så gravid i første knald og det kom lidt som et chok, men 3,3 år er der imellem mine drenge og shit det er hårdt men hold nu op det er også givende at se de to sammen. Og så vil jeg sige, det er hårdt men ikke dobbelt og man tager lidt lettere på nogle ting når det er anden gang 

Så giv det tid. Måske kommer lysten om nogle år, måske ikke. Begge dele er helt okay. Man skal gøre det der føles rigtigt for en og ens familie. 

Anmeld Citér

11. november 2019

newusername

Profilbillede for newusername

Her i weekenden var vi sammen med min mands familie. 

Han har tre søstre og én bror (nogle af søskende er halve, pga. forældrenes skilsmisse). De tre søstre har hver to børn, som de har fået lige efter hinanden på trods af komplicerede graviditeter og fødsler. Den ene af dem er skilt fra faren, men bliver ved med at sige, at hun er glad for, at hun nåede at få to børn inden det gik galt, for det var hende allerstørste ønske.

Jeg kan tydeligt fornemme, at de er nogle andre typer end mig. For dem er deres børn hele deres liv. De ville aldrig have været lykkelige i livet som barnløse, og det er også fair nok.

Jeg er bare lidt anderledes af støbning. Jeg havde et rigt og dejligt liv inden jeg fik børn. Jeg kunne også sagtens have fortsat mit liv som barnløs og jeg ville have været lige så lykkelig som nu, men så mødte jeg jo min mand, og han ville virkelig gerne være en familie, og da jeg blev gravid ved et uheld gav det lidt sig selv... vi skulle have et barn, og det fik vi så. 

Det korte af det lange er, at min mands familie er kede af, at jeg har sat en masse af vores babyting til salg. De havde virkelig håbet, at vi ville få to, gerne lige efter hinanden. Jeg er over 35, så hvis vi vil have et barn til, så kan vi ikke vente så mange år. I følge statistikken, er min fertilitet på vej ned, hvilket jeg har det rigtig fint med, for så er sandsynligheden for uheld jo mindre.  

Jeg har forsøgt at forklare min mands familie, at jeg ikke kan overskue flere, fordi jeg glæder mig til at vores datter bliver mere selvstændig, og jeg kan fokusere på de ting, jeg brænder for her i tilværelsen. At jeg ikke får energi af at være sammen med børn, men lader op, når jeg har en pause fra dem. At jeg hellere vil have ét godt barn, som får den opmærksomhed og kærlighed, som hun fortjener, end at have to, som driver mig til vanvid. 

De forstår det bare ikke. Det er nok også fordi, at min mand egentlig ikke ville have noget imod at have to, så det er kun mig, der stopper den drøm. 

Hver gang folk fortæller, hvor meget glæde børn har af deres søskende, så får jeg en lille smule dårlig samvittighed, for vores pige er jo fantastisk, og hun fortjener helt klart det bedste i verden. 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.