Andre med ét barn, der kke vil have flere?

Vores datter kom til verden for et år og tre måneder siden. Jeg elsker hende, men hold fast, hvor er det bare hårdt at være mor!

Folk er begyndt at spørge, hvornår vi skal have en til, og svaret herfra er et rungende ALDRIG!

Jeg havde det nemt som gravid. Ingen gener eller komplikationer. Jeg trænede helt op til fødslen, som også var god og nem, og var tilbage på min normalvægt et par uger efter.

Dog er jeg træt og udmattet konstant. Der går ikke en dag uden at jeg savner pauser, alenetid og mere frihed. Jeg tror ikke, vores datter er mere besværlig end andre, men hun er meget morsyg og vil gerne bæres af mig selv om hun kan gå. 

Min mand og jeg har valgt, at hun maks skal være i vuggestue 6-7 timer om dagen, og da han har en karriere med en del rejsedage, er jeg gået på deltid. Det er næsten altid mig, der afleverer, henter og er sammen med hende morgen og eftermiddag.

Vi leger, synger sange, mødes med andre og går ture sammen. Det er hyggeligt, men hver gang hun skriger, kaster med mad eller får en tantrum fordi jeg sætter grænser eller skifter hende, så længes jeg efter det simple liv, jeg havde engang, og gentager for mig selv, at jeg ALDRIG går i gennem det her igen.

På trods af, at jeg synes det er bedst at have søskende, så kan jeg mærke, at jeg på ingen måder ville kunne overskue endnu et barn. 

Andre, der har valgt at stoppe efter ét? 

Ikke her ....

Men kender flere og flere der enten vælger et barn, eller slet ingen børn.

Det er blevet mere normalt,  at sige man vil et liv med kort eller ingen tid hvor man har barn- og så videre.

Jeg forstår det ikke , men der er sgu heller ikke ret mange der forstår mit liv....

Du er bestemt ikke alene ,  og vil sige man skal aldrig få flere børn bare fordi andre synes det .

Absolut kun for end egen lyst.

Nej ikke pga besværet. Men jeg kender en del som har ventet til nr 1 var 3 eller 4 for st have overskuddet igen.

newusername skriver:

Vores datter kom til verden for et år og tre måneder siden. Jeg elsker hende, men hold fast, hvor er det bare hårdt at være mor!

Folk er begyndt at spørge, hvornår vi skal have en til, og svaret herfra er et rungende ALDRIG!

Jeg havde det nemt som gravid. Ingen gener eller komplikationer. Jeg trænede helt op til fødslen, som også var god og nem, og var tilbage på min normalvægt et par uger efter.

Dog er jeg træt og udmattet konstant. Der går ikke en dag uden at jeg savner pauser, alenetid og mere frihed. Jeg tror ikke, vores datter er mere besværlig end andre, men hun er meget morsyg og vil gerne bæres af mig selv om hun kan gå. 

Min mand og jeg har valgt, at hun maks skal være i vuggestue 6-7 timer om dagen, og da han har en karriere med en del rejsedage, er jeg gået på deltid. Det er næsten altid mig, der afleverer, henter og er sammen med hende morgen og eftermiddag.

Vi leger, synger sange, mødes med andre og går ture sammen. Det er hyggeligt, men hver gang hun skriger, kaster med mad eller får en tantrum fordi jeg sætter grænser eller skifter hende, så længes jeg efter det simple liv, jeg havde engang, og gentager for mig selv, at jeg ALDRIG går i gennem det her igen.

På trods af, at jeg synes det er bedst at have søskende, så kan jeg mærke, at jeg på ingen måder ville kunne overskue endnu et barn. 

Andre, der har valgt at stoppe efter ét? 

Rooo på, det begynder at vende for dig om et par år, så der er masser af tid endnu. Har selv sagt det flere gange.

Jeg har "dit" liv, dog med fuldtid og 4 børn, manden er kun hjemme 2 dage i ugen eller slet ikke.

newusername skriver:

Vores datter kom til verden for et år og tre måneder siden. Jeg elsker hende, men hold fast, hvor er det bare hårdt at være mor!

Folk er begyndt at spørge, hvornår vi skal have en til, og svaret herfra er et rungende ALDRIG!

Jeg havde det nemt som gravid. Ingen gener eller komplikationer. Jeg trænede helt op til fødslen, som også var god og nem, og var tilbage på min normalvægt et par uger efter.

Dog er jeg træt og udmattet konstant. Der går ikke en dag uden at jeg savner pauser, alenetid og mere frihed. Jeg tror ikke, vores datter er mere besværlig end andre, men hun er meget morsyg og vil gerne bæres af mig selv om hun kan gå. 

Min mand og jeg har valgt, at hun maks skal være i vuggestue 6-7 timer om dagen, og da han har en karriere med en del rejsedage, er jeg gået på deltid. Det er næsten altid mig, der afleverer, henter og er sammen med hende morgen og eftermiddag.

Vi leger, synger sange, mødes med andre og går ture sammen. Det er hyggeligt, men hver gang hun skriger, kaster med mad eller får en tantrum fordi jeg sætter grænser eller skifter hende, så længes jeg efter det simple liv, jeg havde engang, og gentager for mig selv, at jeg ALDRIG går i gennem det her igen.

På trods af, at jeg synes det er bedst at have søskende, så kan jeg mærke, at jeg på ingen måder ville kunne overskue endnu et barn. 

Andre, der har valgt at stoppe efter ét? 

Ja, vi har et planlagt enebarn. Vi har hele tiden vist at der sandsynligvis ikke ville være mentalt overskud til flere børn og efter barnet kom til verden har det vist sig at være det rigtige valg.

Det er klart man får da tanker om det er alligevel er det rigtige valg og om det ikke ville være bedst at få søskende. På den anden side er vi begge selv enebørn og det er gået ok alligevel. Det er jo heller absolut givet, at det bliver søskende som har et godt forhold.

Så ja, kan absolut følge dine tanker og har det på samme måde.

Ja, jeg har en datter på snart 5 år og ingen lyst til flere børn. Vores familie har ikke det overskud, fordi vi prioriterer nærhed, oplevelser, mm. for det barn, som vi allerede har sat i verden. Derfor tænker jeg heller ikke, at man nødvendigvis skal have flere børn for enhver pris.

Og nej, det er ikke noget, der nødvendigvis kommer med tiden, når ens baby bliver til et større barn, og man får overskuddet mere tilbage. Vi har hverken lysten eller overskuddet, og det har ikke ændret sig over tid - selvom vores datter er ret selvkørende efterhånden.

IenFart skriver:

Ja, vi har et planlagt enebarn. Vi har hele tiden vist at der sandsynligvis ikke ville være mentalt overskud til flere børn og efter barnet kom til verden har det vist sig at være det rigtige valg.

Det er klart man får da tanker om det er alligevel er det rigtige valg og om det ikke ville være bedst at få søskende. På den anden side er vi begge selv enebørn og det er gået ok alligevel. Det er jo heller absolut givet, at det bliver søskende som har et godt forhold.

Så ja, kan absolut følge dine tanker og har det på samme måde.

Dejligt at høre, jeg ikke er den eneste. 

Jeg kender tilsyneladende ingen, der forstår mig. Min mand og jeg har begge mindst to søskende, og er tætte med dem alle. Derfor føles det lidt tarveligt at "snyde" vores datter for det. 

Til gengæld får hun masser af nærhed og omsorg. Det fik jeg ikke selv som barn, for mine forældre var altid udmattede af træthed, og da mine søskende er yngre og fyldte mest, fik de ofte det minimale overskud, vores forældre havde at give af. 

Anonym skriver:

Ja, jeg har en datter på snart 5 år og ingen lyst til flere børn. Vores familie har ikke det overskud, fordi vi prioriterer nærhed, oplevelser, mm. for det barn, som vi allerede har sat i verden. Derfor tænker jeg heller ikke, at man nødvendigvis skal have flere børn for enhver pris.

Og nej, det er ikke noget, der nødvendigvis kommer med tiden, når ens baby bliver til et større barn, og man får overskuddet mere tilbage. Vi har hverken lysten eller overskuddet, og det har ikke ændret sig over tid - selvom vores datter er ret selvkørende efterhånden.

Tak fordi du delte. 

Måske skyldes mit manglende overskud også, at jeg ikke er specielt vild med børn. Jeg kender mange, der er ok søde og rare, men før jeg selv fik barn, har jeg stort intet haft at gøre med børn. 

Min egen datter er selvfølgelig noget helt specielt. Det er en fornøjelse, at se hende udvikle sig, lære nye ting, osv., men jeg glæder mig da til, at vi en dag kan føre normale samtaler, spise pænt sammen og den slags. 

Jeg tror ikke at det er ualmindeligt at have det sådan. Der er ikke rigtig nogen enebørn i min familie og omgangskreds, men der er til gengæld en del der har valgt slet ikke at få børn. For de flestes vedkommende, passede det bare ikke ind i deres livsstil. På nogle punkter kan jeg godt forstå dem, men jeg havde aldrig taget det samme valg. For mig har mine børn bare været livet, og jeg drømmer om mindst én mere med tiden (jeg har to nu.). Vi lever i et land og i en tid med så mange muligheder, og langt hen ad vejen kan vi selv forme vores liv som vi bedst selv kan og har lyst til det.  Selv hvis I tager den endelige beslutning om at jeres datter skal være enebarn, så skal hun nok få en helt fantastisk tilværelse alligevel. Det vigtigste er at jeres familie hænger sammen, og at I alle har det godt. 

Vores datter kom til verden for et år og tre måneder siden. Jeg elsker hende, men hold fast, hvor er det bare hårdt at være mor!

Folk er begyndt at spørge, hvornår vi skal have en til, og svaret herfra er et rungende ALDRIG!

Jeg havde det nemt som gravid. Ingen gener eller komplikationer. Jeg trænede helt op til fødslen, som også var god og nem, og var tilbage på min normalvægt et par uger efter.

Dog er jeg træt og udmattet konstant. Der går ikke en dag uden at jeg savner pauser, alenetid og mere frihed. Jeg tror ikke, vores datter er mere besværlig end andre, men hun er meget morsyg og vil gerne bæres af mig selv om hun kan gå. 

Min mand og jeg har valgt, at hun maks skal være i vuggestue 6-7 timer om dagen, og da han har en karriere med en del rejsedage, er jeg gået på deltid. Det er næsten altid mig, der afleverer, henter og er sammen med hende morgen og eftermiddag.

Vi leger, synger sange, mødes med andre og går ture sammen. Det er hyggeligt, men hver gang hun skriger, kaster med mad eller får en tantrum fordi jeg sætter grænser eller skifter hende, så længes jeg efter det simple liv, jeg havde engang, og gentager for mig selv, at jeg ALDRIG går i gennem det her igen.

På trods af, at jeg synes det er bedst at have søskende, så kan jeg mærke, at jeg på ingen måder ville kunne overskue endnu et barn. 

Andre, der har valgt at stoppe efter ét? 

Sådan havde jeg det i 5 år. Men pludselig kom lysten til en lille baby i takt med flere i vores vennekreds fik små. Vi måtte desværre igennem fertilitets behandling, men efter 1,5 år blev jeg gravid og nu har vi en skøn datter på 8 år og en lillebror. 
Her rejser min mand også meget, hvorfor vi har valgt jeg skal være hjemmegående de næste par år . 
Nu kender jeg til hverdagen og den lille mus har givet os alle så meget glæde og liv vi ikke ville have været foruden.