Manden lader ikke barn klare tingene selv

Jeg Er ved at blive sindsyg. Vores yngste barn se næsten 4 år. Han har altid været svært at motivere til selv at klare af og påklædning men jeg har siden jeg vidste han godt selv kunne, insisteret på han skal selv. Også selvom det tager lang tid. Vi har talt om det flere gange og manden siger altid at han er enig. 

Alligevel så hver eneste gang manden har tøjtjansen, bliver han efter 2 minutter irriteret over tempoet og så klæder han nærmest barnet af i stedet for at lade barnet gøre det selv. Og så sidder han bagefter med det tøj han skal have på og giver ham et af gangen lige i hånden så det vender helt korrekt, hvor jeg har den holdning barnet selv skal kunne finde ud af det. Og det var også det vi havde aftalt. 

Jeg bliver så frustreret fordi jeg bruger så meget tid hver morgen og aften på den tøjsituation, fordi barnet som sagt er umotiveret, og så føles det bare som om at det hele er tabt når manden bare gør det stik modsatte af hvad vi har aftalt.

er jeg for urimelig?

Tjah - det kunne godt have været mig. Vores på 4½ kan godt tage tøj selv, måske pånær strømper. Men flere morgener hjælper jeg ham alligevel lidt fordi det afhængig af humøret giver en bedre start på dagen og jeg synes det er hyggeligt.

Det kan selvfølgelig ikke være i en grad så barnet ikke lærer selv at tage tøj på, men ellers synes jeg ikke det er så stort et problem.

Tror du ikke bare han lære at gøre det selv hvis du siger det, fordi han ved at du ikke hjælper og så lader være når det er far, da han ved at far gør det når han mister tålmodigheden? - Og så er det jo så bare synd for far at han overgiver sig 

Min den yngste blev 5 i maj, og hun kan sagtens selv tage tøj på og også vende det - hvis hun gider. Hun skal jo selv gøre de ting i børnehaven hver dag... 

Alligevel hjælper jeg hende i tøjet hver morgen, bare fordi det går hurtigere og jeg så slipper for konflikten..  Det giver en langt bedre start på dagen hos os 

Jeg Er ved at blive sindsyg. Vores yngste barn se næsten 4 år. Han har altid været svært at motivere til selv at klare af og påklædning men jeg har siden jeg vidste han godt selv kunne, insisteret på han skal selv. Også selvom det tager lang tid. Vi har talt om det flere gange og manden siger altid at han er enig. 

Alligevel så hver eneste gang manden har tøjtjansen, bliver han efter 2 minutter irriteret over tempoet og så klæder han nærmest barnet af i stedet for at lade barnet gøre det selv. Og så sidder han bagefter med det tøj han skal have på og giver ham et af gangen lige i hånden så det vender helt korrekt, hvor jeg har den holdning barnet selv skal kunne finde ud af det. Og det var også det vi havde aftalt. 

Jeg bliver så frustreret fordi jeg bruger så meget tid hver morgen og aften på den tøjsituation, fordi barnet som sagt er umotiveret, og så føles det bare som om at det hele er tabt når manden bare gør det stik modsatte af hvad vi har aftalt.

er jeg for urimelig?

Jeg havde det som dig. Og vi stod, som familie, i præcis den situation. Indtil jeg (vi) hørte Rikke Wicklers til et fordrag. Hun fortalte (karikeret) om lige præcis den situation. Mor forlanger, kræver og mener at.... Far giver ret. Og så alligevel ikke, når virkeligheden rammer. Og mor vil også gerne lige fjernstyre situationen ved at råbe "er du i gang?" eller "kom nu" fra stuen/badeværelset/køkken mens barnet er et andet sted. Hendes tip var "connection" og find den rette motivation/give små succeser.

Hos os lukkede jeg munden 80% af gangene, når jeg havde lyst til at åbne den, når emnet var "selvhjulpenhed". Selvhjulpenhed var nemlig ikke et problem andre steder end hjemme. Så jeg ændrede strategi. Jeg satte én strømpe klar på tæerne. Vores søn satte den selv helt på foden. Den anden strømpe vendte jeg rigtig. Han fixede selv resten. Jeg hjalp med bluse over hovedet. Armene fixede han selv efter jeg lige hjalp i gang. Tilsvarende med resten. Jeg hjalp i gang. Det var datid. Nu fixer han det hele selv. Nogle gange konkurrerer vi om at få tøj på først. Han bestemmer derudover selv sit tøj. Vi styrer, det er årstidskorrekt. Han bestemmer resten. Så er det bare sjovere at tage tøj på. Fx med små opgaver "find en bluse og strømper i samme farve og få det på før mig".

Det er altså en skift i det gode morgenhumør (for os alle) på under 2 uger.

Så ja - du er urimelig. Og ja, din mand skal lade være med at give dig ret for så at underløbe dig. Men I skal blive enige om em fælles beslutning. Ikke om din beslutning. Og så skal I sammen finde ud af, hvad der motiverer jeres søn. Er det konkurrencen, er det 5 dage med at tage tøj på selv udløser 5 krydser, der udløser en lille gave/tur i skoven eller noget helt tredje? Det tænker jeg vil kunne hjælpe med mange andre "skal"-situationer.

Vh.

Ja, det er du.

FruStolpe skriver:

Min den yngste blev 5 i maj, og hun kan sagtens selv tage tøj på og også vende det - hvis hun gider. Hun skal jo selv gøre de ting i børnehaven hver dag... 

Alligevel hjælper jeg hende i tøjet hver morgen, bare fordi det går hurtigere og jeg så slipper for konflikten..  Det giver en langt bedre start på dagen hos os 

min på 3 kan også sagtens det meste ... og alligevel hjælper vi ham hver morgen, fordi det går hurtigere og bliver med færre konflikter

Jeg sender altid mine piger på 2 og 4 ind for at tage tøj på, imens jeg tager morgenmaden frem. Det kan de sagtens. Den lille skal have hjælp med knapper, men de gør det meget hurtigere når der ikke står en voksen over dem. Og så er de meget begejstrede for selv at vælge hvad de skal have på.

Er det ikke skønt vi er forskellige og vores børn møder mangfoldigheden.

Jeg synes ofte især vi kvinder gerne vil have, at vi gør tingene ens fremfor at værdsætte forskelligheden og vide det er skønt for et barn at møde autensiteten.

Din mand bliver frustreret og formodentlig så sur så det skinner igennem, hvis han skulle gøre som dig. Er det så ikke bedre, at han gør det på sin måde og de får en god tid sammen?

Jeg har stået samme sted som dig, men har heldigvis lært at give slip og nyde at se mine børn og deres fars forhold, som er helt anderledes i præmissen end mit og deres forhold. Jeg har forstået, at mine børn netop er så fantastiske som de er, fordi de har mig som mor og deres far til far.

Som en anden skriver skal farmand dog mande sig lidt op og ikke bare sige ja og amen for at få husfred. Han skal hævde sin ret til at gøre tingene som han synes er bedst. Og du skal acceptere I er forskellige.

Min på 5 kan det hele selv.. 

Han gør det når vi skal noget han er motiveret for, og i børnehaven til svømning.. 

Men hvis jeg insisterer om morgenen, så er det en lang konflikt.