Min kæreste er ikke tryg ved jeg har børn.

Mullemee skriver:

Men TS skriver:  Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg læser det som om, at han gerne vil hende men ikke hendes børn og på sigt kan det godt give problemer. Lige de ord vækker bare bekymring hos mig, for jeg ved præcis, hvordan det er, når man som barn bliver valgt fra over en kæreste.

Jeg hæfter mig ved, at han er tryghedsnarkoman, og at tingene skal prøves af mange gange.

Og at han ikke har noget imod pigerne, hvis han bare følte, at der også var plads til ham. At han har brug for at føle sig velkommen.

Jeg synes, han lyder som en, der har brug for  en meget langsom start. 

Men selvfølgelig skal TS mærke godt efter, for det er da rigtigt, at det kan give problemer. Og hvis hun føler, at han ikke gider børnene, så dur det jo ikke.

Jeg står selv i en situation, hvor jeg har 3 børn fra tidligere og en ny kæreste, som ingen børn har  

Vi har været sammen i nogle måneder, og han er heldigvis typen, der elsker børn. Han arbejder også med børn til dagligt  

Jeg kan godt forstå, hvis det føles som en mavepuster, pludselig at få sådan en udmelding. Jeg tænker, det er noget, I skal have snakket godt igennem. Han er jo tydeligvis glad for dig, når I har et forhold, men når han kommer med ingen børn, så kan jeg sagtens forstå, det er en mundfuld. Jeg ville nok få ham til at sætte flere ord på, og prøve og ses mere med ham og børnene, så han kommer tættere på virkeligheden af, hvis I en dag flytter sammen. Måske er det slet ikke så så skræmmende for ham, som han forestiller sig 

Min mor og far blev skilt da jeg var 2 år. Da jeg var 3 fandt hun min stedfar, de har snart sølvbryllup. For min mor ( og ham) var det en pakkeløsning, 2 for 1 pris. En dejlig kone og en dejlig datter. De fik så efterfølgende min lillebror sammen, men min stedfar har aldrig gjort forskel og elsker mig som sin egen. Der har altid stået billeder af både mig og min lillebror på hans kontor og han har deltaget lige meget i vores liv. Sådan skal det være, i følge mig. 

Jeg har også prøvet sted- forældre der ikke gad de børn partneren havde ( prøvede jeg på min fars side). Det gør ondt, rigtig ondt. Og tro mig, børn kan mærke det, ligemeget hvor meget man spiller skuespil. Det sidder stadig i mig som voksen. Det er meget sårende at ens mor eller far godtager en stedforældre der ikke vil en, at føle sig valgt fra og værdiløs af sin egen mor/far og sådan føles det hvis far/mor godtager at ens børn bor sammen med en der faktisk ikke bryder sig om børnene. Det er hårdt at være i sådan et hjem ( jeg var der heldigvis kun hver anden weekend, så er formået at blive relativ normal alligevel), men havde jeg som barn skulle være i det hjem i 1 uge af gangen hvor jeg følte jeg var til besvær og at min voksne ikke brød sig om min tilstedeværelse - puha, så var det ikke endt godt. 

Jeg forstår at, når man ikke har børn, ikke har født dem og fået en ubetinget kærlighed den vej og ikke er vant til et højt aktivitetsniveau ( det er jo en tilvænning fra børnene er helt små - din kæreste kastes bare ind i det) så kan det være super svært at sætte sig ind i. 

Men, hans mentalitet ( og din også egentlig) synes jeg er helt gal her. Når dine børn er der ER der ikke ligeså meget plads til ham ( og du skal ikke undskylde for det) for der er 2 børn der skal have opmærksomhed og omsorg - og så sætter man dem først. 1 uge efter har I en hel uges børnefri ( tænk lige på os der aldrig har børnefri).  Du skal stoppe med at undskylde for dine børns tilstedeværelse og han skal enten forstå at han aldrig kommer til at blive prioriteret højest når du har dine børn, for sådan prioriterer man ikke når man er forældre eller også skal Du overveje om det skal være jer. Enten er han en forældre for dine piger når de er der eller også er han ikke. Inde eller ude. 

Mullemee skriver:

Min mor havde en kæreste, som ikke brød sig om hendes børn. Det var virkelig ikke fedt. Tro mig, dine børn kan godt mærke, at han ikke gider dem. Jeg blev aldrig tæt med min mor igen. Hun døde i 2005.

Samme situation her , boede hos min far da mine forældre blev skilt. Hans nye kærester brød sig ikke om os . Det var hårdt og tror desværre også det sidder i mig idag .

Jeg kan fortælle lidt om min egen erfaring...

Mødte en mand med en 5-årig dreng og jeg havde ikke selv børn. Jeg kan huske vi tilbragte første weekend sammen med drengen og hans 11-årige fætter var der også. Hold da op det var overvældende. De larmede, var over det hele, ingen ro, legetøj overalt, osv. Det tog mig et par dage om at komme mig (jeg er en introvert, som oplader egne batterier ved at være alene og i fred og ro). 

Jeg var ærlig overfor min kæreste og sagde at det var overvældende for mig... Vi havde en god snak om det og ingen af os var i tvivl om at vi gerne ville være sammen. 

Undervejs kom der flere ting som generede mig: drengen bestemte det hele og faren var en Tivolifar, der tillod alt pga dårlig samvittighed over at drengen var et skilsmisse barn. Vi havde lange snakke og diskussioner, og vi forventningsafstemte. 

Det vigtigste er kommunikation og at man anerkender hinandens følelser uanset hvordan de må være. Det handler også om at gå på kompromis og finde en fælles vej. Ingen tvivl om at dine børn er det vigtigste, men hvis du vil have ham som kæreste, må du lytte til ham og I må finde en løsning sammen, som I begge kan leve med. 

Anonym skriver:

Jeg kan fortælle lidt om min egen erfaring...

Mødte en mand med en 5-årig dreng og jeg havde ikke selv børn. Jeg kan huske vi tilbragte første weekend sammen med drengen og hans 11-årige fætter var der også. Hold da op det var overvældende. De larmede, var over det hele, ingen ro, legetøj overalt, osv. Det tog mig et par dage om at komme mig (jeg er en introvert, som oplader egne batterier ved at være alene og i fred og ro). 

Jeg var ærlig overfor min kæreste og sagde at det var overvældende for mig... Vi havde en god snak om det og ingen af os var i tvivl om at vi gerne ville være sammen. 

Undervejs kom der flere ting som generede mig: drengen bestemte det hele og faren var en Tivolifar, der tillod alt pga dårlig samvittighed over at drengen var et skilsmisse barn. Vi havde lange snakke og diskussioner, og vi forventningsafstemte. 

Det vigtigste er kommunikation og at man anerkender hinandens følelser uanset hvordan de må være. Det handler også om at gå på kompromis og finde en fælles vej. Ingen tvivl om at dine børn er det vigtigste, men hvis du vil have ham som kæreste, må du lytte til ham og I må finde en løsning sammen, som I begge kan leve med. 

Præcis.

Det er så nemt at sige "Du skal elske børnene, som om de var dine egne"

Og hånden på hjertet - hvor mange elsker deres bonusbørn akkurat lige så højt og på fuldt ud samme måde som deres biologiske børn?

Der findes mennesker, der gør. Måske især hvis børnene er helt små, når man møder sin kæreste.

Der ok, at man ikke elsker dem på samme måde, som hvis de var ens egne.

Et forhold kommer aldrig til at fungere, hvis bonusmoren eller faren altid bliver betragtet som et vedhæng, der bare skal indordne sig. 

En maskine, man kan programmere. En der ikke har følelser, som der skal tages hensyn til.

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, og han har aldrig været en Tivoli far uden grænser. 

Jeg har et rigtig godt forhold til hans ekskone.

Og jeg har altid været indstillet på, at børnene kommer først.

Men min kæreste har også altid vist respekt for mig og hensyn.