Min kæreste er ikke tryg ved jeg har børn.

Hej,

Jeg kender ingen kvinder der har børn der har fundet en kæreste uden børn.

Jeg kunne rigtigt godt bruge erfaring og holdninger.

Baggrund:

Jeg har været skilt i 2 år. Jeg har 2 piger på 5 og 7 som bor 7/7. Pigernes far bor 10 min fra mig. Al det er super fint.

Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i 2,5 år og som har været min kæreste i 1 år. Han bor 35 min væk. Han har ingen børn.

Han har fra starten været meget nervøs over at jeg har børn, men synes vi har det så dejligt at han har besluttet sig for at det skal vi nok få til at fungere stille og roligt  Han har mødt dem før vi blev kærester og har mødt dem som min kæreste for ca. 10 måneder siden. Han har holdt ferie med os og er hos os ca. 2 gange om ugen.

Min situation: 

Jeg er hos ham hver anden uge og har gjort det et års tid. Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge og jeg synes skiftet fra at være sammen hele tiden til kun at ses 2 gange om ugen er super hårdt.

Jeg har nu spurgt min kæreste om han ik vil prøve at bo lidt hos mig og pigerne når jeg har dem. 

Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg vidste ikke han havde det sådan så ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Stemningen er helt i bund og det føles som om vi er ved at gå helt fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Jeg vil meget gerne få ham til at føle sig velkomne  men ved ikke hvordan jeg skal gøre. 

Har i nogen gode råd, holdninger eller erfaringer?

Personlig mening hvis jeg stod i dit sted:

jeg vil snakke med ham om det og hvis det er sådan han føler det som du skriver ja undskyld så var han droppet mine børn kommer først og jeg vil ikke kunne leve med en mand der er misundelig over jeg bruger tid på mine børn og han ikke kan leve med de er hans osv

I er jo en pakke-aftale, dig og dine børn. Så hvis han vil dig, så vil han også dine børn. Og vil han ikke dine børn, så vil han ikke dig. Du har ikke fortjent at leve i et forhold, hvor du skal lade som om at dine børn ikke eksisterer halvdelen af tiden. Jeg synes hans følelser er helt legitime, men du kan jo ikke bruge dem til noget andet end som belæg for at slutte forholdet.

Jeg har 2 børn 7/7 og en kæreste uden børn.

Han var også nervøs over det hele i starten. Nok mest det der med om det overhovedet fungerede med ham og ungerne - og så havde han bare aldrig været i et forhold med småbørn før. 

Men her er han 100% med på at han altid vil være på en 2. Plads ift dem. Og det synes han er svært sommetider, ved jeg - men det er aldrig noget han ytre sådan, for han ved at det er sådan det er og SKAL være. Men når vi har haft lidt problemer og har snakket om alt hvad der rører sig, har han fortalt mig det. Og det er også okay, alle følelser er legitime, bare man er klar over om det er rimeligt og rationelt eller ej og han ved godt at det er sådan det er - og også ville være sådan hvis de var fælles  

Han er ikke hoppet ind i en total bonus-far rolle hvor det der forældreskab falder ham mega naturligt. Jeg er forældren herhjemme. Han bor her og er en del af familien, men han er ikke forælder. Han sætter selvfølgelig grænser osv, men kun når jeg ikke lige er der. Han fungerer nok mere som en onkel, egentlig. Ungerne er vilde med ham og han er god til at inddrage dem i det han går og laver om  det er havearbejde eller madlavning. Han øver også gerne at cykle med den mindste, og tager dem alene hvis jeg skal noget. 

Jeg tror du skal tale med din kæreste om, hvad han forventer af jeres forhold? Hvordan ser han det udvikle sig? Og hvad tror han at du forventer ift at gå ind i en hel familie, og ikke bare et parforhold? 

Han er sikkert mega bange for at der ikke vil være tid til at være kærester. Men i har jo faktisk en hel uge sammen ad gangen? Hvis det ikke er nok for ham, som voksent menneske, så bør han nok ikke gå ind i noget hvor der er børn. Han er nødt til at have en forståelse for dit liv og dine prioriteter, hvis det skal fungere. 

Jeg tænker, I skal have en god snak om forventninger.

Jeg er ikke med på den der, at "han skal da bare ud, når han ikke vil dine børn"

For det er ikke det, jeg læser. 

Det er ikke særlig mærkeligt, at han har været lidt nervøs.

Her er det min kæreste, der har børn og mig, der ingen har. Vi har aldrig haft planer om fællesbørn og bor ikke sammen, og derfor er vores situation lidt en anden.

Det kan være svært at finde sine ben i den nye konstelllation. For hvilken rolle skal han have ?

Hvilken rolle forventer du, at han skal have - og hvilken rolle forventer han selv at han skal have ?

Skal han opdrage på dine børn ? - og min holdning er, at det skal han have lov til, hvis I bor sammen. Han må gerne bede dem tage deres tallerken med ud eller rydde op.

Holder han af dine børn ?  

Jeg er ikke tilhænger af den der, "fars eller mors kæreste har bare værsgo at rette ind" - der skal være plads til alle.

Det dur ikke, hvis der slet ikke er plads til din kærestes følelser (det læser jeg så heller ikke, at der ikke er i jeres tilfælde).

Når man går ind i et forhold med én, der har børn i forvejen, så skal man være indstillet på, at børnene kommer først. Sådan er det, og sådan skal det også være.

Hverken min kæreste eller jeg var gået ind i forholdet, hvis jeg ikke havde "plads" til hans børn.

Jeg var da også spændt og nervøs - for kunne jeg nu finde ud af at være bonusmor, når jeg ikke selv har børn ?

Nu er jeg jo så ikke bonusmor på den gængse måde, da vi ikke bor sammen, men alligevel. 

Når han siger, at dine børn "fylder meget" - er det mon så fordi han er bange for, at der slet ikke bliver kærestetid til jer to ? - er det fordi han er bange for bare at været et "vedhæng" ?

Jeg synes, Mor11 har skrevet et godt og nuanceret indlæg.

Hvis du er ude efter den almindelige model, med at bo fast sammen osv. Så kan det være i skal droppe det nu så du kan finde en der virkelig vil. Sjældent godt med en der er lunken ved tanken. Jeg er selv skilt og har ingen ambitioner om, at bo sammen med kæresten eller at få en kæreste der er meget ind over børnene, mine børn har en far. Så for mig ville sådan et forhold du beskriver i har for nuværende, passe fint. 

Jeg synes egentlig ikke du kan bebrejde ham, han var lunken fra starten, gav det en ærlig chance og det r stadig ikke noget for ham med bonusbørn på fuld tid. Det er vel en ærlig sag. Hvis man ser alle de tråde herinde fra frustrerede bonusforældre kan man vel ikke tænke andet, end at det er en stor mundfuld.

Sanne36 skriver:

Hej,

Jeg kender ingen kvinder der har børn der har fundet en kæreste uden børn.

Jeg kunne rigtigt godt bruge erfaring og holdninger.

Baggrund:

Jeg har været skilt i 2 år. Jeg har 2 piger på 5 og 7 som bor 7/7. Pigernes far bor 10 min fra mig. Al det er super fint.

Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i 2,5 år og som har været min kæreste i 1 år. Han bor 35 min væk. Han har ingen børn.

Han har fra starten været meget nervøs over at jeg har børn, men synes vi har det så dejligt at han har besluttet sig for at det skal vi nok få til at fungere stille og roligt  Han har mødt dem før vi blev kærester og har mødt dem som min kæreste for ca. 10 måneder siden. Han har holdt ferie med os og er hos os ca. 2 gange om ugen.

Min situation: 

Jeg er hos ham hver anden uge og har gjort det et års tid. Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge og jeg synes skiftet fra at være sammen hele tiden til kun at ses 2 gange om ugen er super hårdt.

Jeg har nu spurgt min kæreste om han ik vil prøve at bo lidt hos mig og pigerne når jeg har dem. 

Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg vidste ikke han havde det sådan så ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Stemningen er helt i bund og det føles som om vi er ved at gå helt fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Jeg vil meget gerne få ham til at føle sig velkomne  men ved ikke hvordan jeg skal gøre. 

Har i nogen gode råd, holdninger eller erfaringer?

 

 

Off topic, men du skriver "Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge", og så har I valgt 7/7 for jeres børn?

Din kæreste har valgt dig OG dine børn, det er en pakkeløsning, men I kan jo også bare fortsætte med at leve sådan, og så må I jo overveje, om det reelt er en fremtid I gider? Ellers stop det nu, inden børnene bliver for meget involveret.

Anonym skriver:

Off topic, men du skriver "Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge", og så har I valgt 7/7 for jeres børn?

Din kæreste har valgt dig OG dine børn, det er en pakkeløsning, men I kan jo også bare fortsætte med at leve sådan, og så må I jo overveje, om det reelt er en fremtid I gider? Ellers stop det nu, inden børnene bliver for meget involveret.

Til dit off topic emne - at have 7/7 behøver ikke betyde at børnene lever i en kuffert. Langt fra. Ofte, hvis man har 7/7 har ungerne netop ALT i begge hjem, og skal derfor intet have med frem og tilbage hvis man har 7/7 er der ingen børnepenge imellem forældrene, og derfor ingen regler om at den ene part skal sørge for ditten og datten hos den anden - medmindre man af en eller anden grund har besluttet at det skal være sådan  - i de fleste tilfælde har børnene et fuldt udstyret hjem hos både mor og far. 

Ts har ikke haft et fuldt udstyret hjem med alt hvad hun skal bruge af egne ting hos sin kæreste, og derfor føler hun sig nok ikke specielt hjemme når hun besøger ham. Der i, ligger forskellen. Jeg forstår også godt børn i deleordninger har det svært, når de føler sig "på besøg" hos den ene forældre. Sådan skal det ikke være.  

Han kan da også komme og bo ved dig i de uger du ikke har børnene, hvis han ikke har noget problem med at bo i en kuffert

Tusind tak for alle jeres svar. 

Jeg er virkelig glade for dem alle sammen, også dem der sætter mig lidt på plads 

Jeg tror i alle har ret. Børnene først og så skal mor og kæreste tale sammen for at finde det der virker - eller at det ikke virker!

Min kæreste og jeg har taget en snak i dag og det vigtigste for ham er at han føler sig tryg og velkommen. 

Han har intet imod pigerne hvis han kunne føle at der er plads til ham. 

Tror vi på en eller anden måde skal prøve at finde en måde hvor alle føler sig velkommen.