Min kæreste er ikke tryg ved jeg har børn.

Anonym skriver:

Off topic, men du skriver "Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge", og så har I valgt 7/7 for jeres børn?

Din kæreste har valgt dig OG dine børn, det er en pakkeløsning, men I kan jo også bare fortsætte med at leve sådan, og så må I jo overveje, om det reelt er en fremtid I gider? Ellers stop det nu, inden børnene bliver for meget involveret.

Og jeg forstår præcis hvad du siger. 

Hvis jeg kunne have skabt et forhold til deres far der var sundt, ville jeg meget hellere det ��

Det kunne ikke lade sig gøre og pigerne bøder for det. Vi prøver virkelig meget for at få det til at køre godt men der ef ik noget der gør op for at bo to steder. 

Tak for dine tanker ��

Sanne36 skriver:

Tusind tak for alle jeres svar. 

Jeg er virkelig glade for dem alle sammen, også dem der sætter mig lidt på plads 

Jeg tror i alle har ret. Børnene først og så skal mor og kæreste tale sammen for at finde det der virker - eller at det ikke virker!

Min kæreste og jeg har taget en snak i dag og det vigtigste for ham er at han føler sig tryg og velkommen. 

Han har intet imod pigerne hvis han kunne føle at der er plads til ham. 

Tror vi på en eller anden måde skal prøve at finde en måde hvor alle føler sig velkommen. 

 

Hvordan føler han ikke at der er plads? Er det fordi han ikke kan have din opmærksomhed på samme måde? Eller føler han sig fanget af støj og børn? Eller er det hele jeres faste rutine, han ikke ved hvor han skal gøre af sig selv i?  

Mor11 skriver:

Hvordan føler han ikke at der er plads? Er det fordi han ikke kan have din opmærksomhed på samme måde? Eller føler han sig fanget af støj og børn? Eller er det hele jeres faste rutine, han ikke ved hvor han skal gøre af sig selv i?  

Jeg tror først og fremmest at han synes der er meget støj og pigerne er meget på. Tror det er hårdt når man ik er vant til det. 

Tror det ville ændre sig hvis han var her lidt længere tid af gangen. Han kommer mest på hverdage hvor der er madpakker, aftensmad og putning.

Vi har talt om at han kunne komme og være der en dage eller to i weekenden og se at vi sagtens kan slappe af. 

Ellers tror jeg han mangler et sted hvor han kan trække sig lidt tilbage hvis han har brug for at slappe af. Jeg har et lille rum jeg kunne fjerne al mit skrammel fra  så kunne han sætte sig der m en computer, så har han noget der var hans måske. 

Så er han tryghedsnarkoman  så alt nyt skal prøves af mange gange før det føles rart. 

Hej,

Jeg kender ingen kvinder der har børn der har fundet en kæreste uden børn.

Jeg kunne rigtigt godt bruge erfaring og holdninger.

Baggrund:

Jeg har været skilt i 2 år. Jeg har 2 piger på 5 og 7 som bor 7/7. Pigernes far bor 10 min fra mig. Al det er super fint.

Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i 2,5 år og som har været min kæreste i 1 år. Han bor 35 min væk. Han har ingen børn.

Han har fra starten været meget nervøs over at jeg har børn, men synes vi har det så dejligt at han har besluttet sig for at det skal vi nok få til at fungere stille og roligt  Han har mødt dem før vi blev kærester og har mødt dem som min kæreste for ca. 10 måneder siden. Han har holdt ferie med os og er hos os ca. 2 gange om ugen.

Min situation: 

Jeg er hos ham hver anden uge og har gjort det et års tid. Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge og jeg synes skiftet fra at være sammen hele tiden til kun at ses 2 gange om ugen er super hårdt.

Jeg har nu spurgt min kæreste om han ik vil prøve at bo lidt hos mig og pigerne når jeg har dem. 

Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg vidste ikke han havde det sådan så ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Stemningen er helt i bund og det føles som om vi er ved at gå helt fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Jeg vil meget gerne få ham til at føle sig velkomne  men ved ikke hvordan jeg skal gøre. 

Har i nogen gode råd, holdninger eller erfaringer?

 

 

Hej Sanne36s

Jeg er en kvinde der har barn/børn (snart 8½ ) og har fundet en mand uden barn/børn. Vi har været sammen i 5år og han er en ener som bonus.  selvom det kan skabe gnidninger mellem os voksne.

Det handler ikke om hvad DU skal gøre, det handler om hvad HAN har interesseret i, (hvis man kan sige sådan) du kan jo ikke "tvinge" ham til, at vil dine piger (selvom jeg slet ikke kan sætte mig ind i, ikke at ville det) Jeg tror det som bonus er rigtig hårdt, at være sammen med en, der har barn/børn fra tidligere, og det kræver et hvis arbejde, men når det er sagt, tror jeg at det handler om, at man står sammen og at bonus bliver inddraget i tingene omkring pigerne.

Måske få en snak med ham, hvad der skal til, for at han føler, at der er "plads" til ham. dog skal man huske på, at barn/børn altså kræver meget tid, og han får jo din fulde opmærksomhed hver anden uge, så synes måske han er lidt strid.

ønsker han selv børn? er der jalousi?

kram til dig. 

Sanne36 skriver:

Hej,

Jeg kender ingen kvinder der har børn der har fundet en kæreste uden børn.

Jeg kunne rigtigt godt bruge erfaring og holdninger.

Baggrund:

Jeg har været skilt i 2 år. Jeg har 2 piger på 5 og 7 som bor 7/7. Pigernes far bor 10 min fra mig. Al det er super fint.

Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i 2,5 år og som har været min kæreste i 1 år. Han bor 35 min væk. Han har ingen børn.

Han har fra starten været meget nervøs over at jeg har børn, men synes vi har det så dejligt at han har besluttet sig for at det skal vi nok få til at fungere stille og roligt  Han har mødt dem før vi blev kærester og har mødt dem som min kæreste for ca. 10 måneder siden. Han har holdt ferie med os og er hos os ca. 2 gange om ugen.

Min situation: 

Jeg er hos ham hver anden uge og har gjort det et års tid. Jeg føler at det er meget hårdt at bo i en kuffert hver anden uge og jeg synes skiftet fra at være sammen hele tiden til kun at ses 2 gange om ugen er super hårdt.

Jeg har nu spurgt min kæreste om han ik vil prøve at bo lidt hos mig og pigerne når jeg har dem. 

Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg vidste ikke han havde det sådan så ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Stemningen er helt i bund og det føles som om vi er ved at gå helt fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Jeg vil meget gerne få ham til at føle sig velkomne  men ved ikke hvordan jeg skal gøre. 

Har i nogen gode råd, holdninger eller erfaringer?

 

 

Min mor havde en kæreste, som ikke brød sig om hendes børn. Det var virkelig ikke fedt. Tro mig, dine børn kan godt mærke, at han ikke gider dem. Jeg blev aldrig tæt med min mor igen. Hun døde i 2005.

Jeg kan godt forstå din kæreste. Det kan være super hårdt og overvældende at være sammen med andres børn (og også ens egne, for den sags skyld).

Han har jo som udgangspunkt valgt, at det er dig, han vil være sammen med, og da du så har børn, følger de med. Man kan ikke forvente, at andre skal elske ens børn.

Det er ikke alle mennesker, der synes at børn er fantastiske at være sammen med; De har et højt aktivitetsniveau, er ofte larmende og krævende.  

Som du selv er inde på, så vil det nok hjælpe, hvis han får et rum, hvor han kan trække sig tilbage. Og så opgiv at have forventninger til ham. Jo mere, du presser, des mere, vil han trække sig. 

Måske vil han en dag have lyst til at være mere sammen med jer, måske vil han ikke, og det er helt ok. Så skal du bare vurdere, om I stadig skal være kæreste, eller om du vil gå efter en mand, der er villig til at lege familie.

Mullemee skriver:

Min mor havde en kæreste, som ikke brød sig om hendes børn. Det var virkelig ikke fedt. Tro mig, dine børn kan godt mærke, at han ikke gider dem. Jeg blev aldrig tæt med min mor igen. Hun døde i 2005.

Der står ingen steder, at han ikke gider hendes børn.

Men jeg kan altså godt forstå, hvis det kræver noget tilvænning, når han ikke selv har børn.

Den første weekend, jeg havde været sammen med min kærestes børn, var jeg helt ør i hovedet, da jeg kom hjem søndag aften.

Når man bor alene er det jo temmelig roligt, så kan det være en omvæltning.

Det er absolut ikke det sammen, som at jeg ikke gider dem.

Men de ville alle tre have min opmærksomhed på én gang, og jeg forsøgte så godt jeg kunne at give dem den.

Jeg er vild med børn, og har altid elsket at være sammen med mine niecer og nevøer.

Men jeg kendte jo endnu ikke min kærestes børn - jeg skulle lære dem at kende - hvilke interesser havde de osv.

Mine niecer og nevøer har jeg kendt, siden de var spæde, og har derfor været vidne til at de udviklede sig.

Min kærestes børn fik jeg "forærende", da de var 11 år gamle.

De er en bonus.

Men det betyder ikke, at det bare var pærelet.

Tommelise skriver:

Der står ingen steder, at han ikke gider hendes børn.

Men jeg kan altså godt forstå, hvis det kræver noget tilvænning, når han ikke selv har børn.

Den første weekend, jeg havde været sammen med min kærestes børn, var jeg helt ør i hovedet, da jeg kom hjem søndag aften.

Når man bor alene er det jo temmelig roligt, så kan det være en omvæltning.

Det er absolut ikke det sammen, som at jeg ikke gider dem.

Men de ville alle tre have min opmærksomhed på én gang, og jeg forsøgte så godt jeg kunne at give dem den.

Jeg er vild med børn, og har altid elsket at være sammen med mine niecer og nevøer.

Men jeg kendte jo endnu ikke min kærestes børn - jeg skulle lære dem at kende - hvilke interesser havde de osv.

Mine niecer og nevøer har jeg kendt, siden de var spæde, og har derfor været vidne til at de udviklede sig.

Min kærestes børn fik jeg "forærende", da de var 11 år gamle.

De er en bonus.

Men det betyder ikke, at det bare var pærelet.

Nej, men det lyder som om du godt ville være i det. Det gad min mors kæreste ikke. Vi var konkurrenter, som egentlig bare skulle væk.

Mullemee skriver:

Nej, men det lyder som om du godt ville være i det. Det gad min mors kæreste ikke. Vi var konkurrenter, som egentlig bare skulle væk.

Det er fuldstændig rigtigt, at der findes mennesker, der ikke gider deres kærestes børn og ikke anerkender, at børnene kommer først.

Men ud fra TS´s indlæg, så lyder kæresten ikke som en af dem.

Tommelise skriver:

Det er fuldstændig rigtigt, at der findes mennesker, der ikke gider deres kærestes børn og ikke anerkender, at børnene kommer først.

Men ud fra TS´s indlæg, så lyder kæresten ikke som en af dem.

Men TS skriver:  Han bliver helt stille og nu fortæller han at han synes det er svært at jeg har børn og han føler ikke der er plads til ham. Han ved ikke om han kan få et ordentligt forhold til dem fordi de ikke er hans og han synes de fylder meget. Og han er ikke sikker på han nogensinde vil kunne flytte til mit område.

Jeg læser det som om, at han gerne vil hende men ikke hendes børn og på sigt kan det godt give problemer. Lige de ord vækker bare bekymring hos mig, for jeg ved præcis, hvordan det er, når man som barn bliver valgt fra over en kæreste.