Planlagt kejsersnit vs. Alm. Fødsel? Dilemma

Anonym skriver:

Hej det lyder som mig

Mit gæt er at du har nogle negative følelser omkring fødslen som du har svært ved at finde helt rundt i? Det gør det ikke nemmere når en jordemoder så mener det var en god fødsel .

Jeg fødte 1. gang på 2,5 time fra 4 cm. Kæmpe chok. Jeg kunne ikke forholde mig til det, følte næsten jeg var "død" (sådan følelsesmæssigt) koblede krop og sind helt fra hinanden. Fødslen var nærmest noget der bare skete for mig og bagefter var alle bare "ej hvor nemt! Det har været godt! Hvor er du heldig!" Og jeg var bare "nej. Nope. Overhovedet ikke. Det var frygteligt" men det kunne jeg ikke sige, så jeg havde sådan en standard frase: "haha ja jeg nåede jo knap at opdage at jeg fødte og vi kom jo igennem så det var fint" men jeg havde det så skidt hver gang jeg tænkte på fødslen. Og jeg kunne heller ikke nyde at læse fødselsberetninger som jeg kunne før.

Da jeg så blev gravid 2. Gang var jeg panisk ved tanken om at jeg rent faktisk skulle føde igen (for mig har et ks dog ikke været en mulighed pga en anden angst) nå men min læge henviste mig til familieafdelingen på sygehuset pga en "traumatisk første fødsel" jeg syntes det var lige voldsomt nok at havne i sådan en "bås" men jeg fik for det første en psykoterapeut som kun skulle arbejde med at gennemgå 1. forløb og gøre mig klar til 2. gang. Derudover kom jeg i kendt jordemoder ordning og jeg "bestilte" en hjemmefødsel så jeg ikke risikerede at føde i en bil et sted. Og i den jordmoderordning vidste de at jeg var "sårbar" (jeg hadede virkelig det ord, men det var sandt) så alle mine konsultationer var 40-60 minutter OG jeg blev set ca hver måned i starten og de sidste måneder med 14 dages interval (Ud over det psykoterapit. Så nogle dage skulle jeg af sted hver uge) Jeg var pissebange gennem graviditeten men hos psykoterapeuten fik hun virkelig hjulpet mig med at åbne op og shit. De første tre gange græd jeg bare, hulkede så fortvivlet at vi næsten ikke sagde noget. Men hun satte ord på for mig og der fik jeg legimiteret mine følelser. Det var et traume jeg havde oplevet og de "symptomer" jeg havde mindede om ptsd (kunne ikke sove, tankemylder om og flashback til fødsel og angstsymptomer blot jeg tænkte på fødsel) og det jeg havde følt undervejs var rædsel. Jeg havde så voldsom en rædselsfølelse i kroppen, at mit system simpelthen kortsluttede. Så jeg var nærmest paralyseret under hele fødslen. Fanget inde i mit hoved men kunne ikke gøre noget andet end at mærke smerte og håbe at jeg ikke døde (og håbe på at jeg ville dø så det skulle stoppe). At få en forklaring på at det faktisk var en "sund" reaktion på noget, der ellers ville have været uudholdeligt hjalp meget og så lagde vi sammen en plan for hvad jeg kunne forberede, hvad var det jeg var bange for osv. Og sammen med jordemødrene ved kendt ordning fik vi lavet en god plan. Blandt andet at jeg ALDRIG måtte være alene -der var altid en der skulle sidde lige ved siden af mig til at "gribe" mig mentalt. Nogle af de ting jeg oplevede var bl.a. følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt, være ved at besvime eller at min krop smeltede/faldt fra hinanden. Det forklarede terapeuten mig var min krops "advarselssignaler" så dem kendte jdm på forhånd.

 

Nå men 2. Fødsel tog kun 1,5 time fra 3 cm, så endnu hurtigere. Og lige da det startede blev jeg helt hysterisk og bange, men pga al den forberedelse, var jeg ok med at fortsætte. Og jdm kom med det samme jeg ringede og blev selvom jeg kun var knap 2 cm med virkelig dårlige veer, pga min historik (det var så 2,5 time før fødsel)

 

Og jeg vil bare sige at jeg havde den mest intense, magiske oplevelse. Jeg var et par gange tæt på at "falde ud over kanten" men pga forberedelsen vidste alle bare at nu havde jeg brug for hjælp til at finde tilbage i min krop og blive guidet og grounded. Det var så fantastisk. Og jeg ville aldrig have været det foruden. Men det er kun blevet sådan pga den massive støtte jeg fik undervejs. Jeg håber på en 3'er en dag. Og jeg glæder mig sådan til at føde igen (hvis det bliver aktuelt). For lige så frygteligt det kan være, lige så magisk og healende kan det også være.

Og hvad synes du om hjemmefødsel? 

Septemberbarn2018 skriver:

Jeg fødte vaginalt ved min ældste pige, og det var en frygtelig oplevelse for mig, selvom det på papiret var en god og hurtig fødsel.

Vi kom ind 17.30 (3 cm åben) og 23.30 var hun født, så jeg føder også forholdsvist hurtigt.

Bortset fra den ca. 1½ time, hvor epiduralen virkede, var jeg i smertehelvede fra kl. 14.00, hvor veerne begyndte og til kl. 01.00, hvor de var færdige med at sy mig. Vi ventede 2 timer på epiduralen, hvor jeg havde 5 veer pr. 10 minutter, og da jordemoderen gav mig vestimulerende, virkede epiduralen ikke tilstrækkeligt mere. Da jeg så havde født, syede de min 2. gradsbristning uden smertestillende på trods af, at jeg græd af smerte  

Jeg følte mig overhovedet ikke hørt i forløbet, og det + smerterne var medvirkende til, at der skulle gå 7 år, før jeg havde mod på en graviditet igen. Denne gang ønskede jeg PKS. Jeg blev af en fødselslæge i et læge-/jordemoderambulatorium mødt med: "Ej, det vil da være en SKAM med PKS, når du er sådan en SUPERFØDER! Og 2. gang vil det jo garanteret gå hurtigere!" Øh... ja tak, men det er jo altså ikke altid en god ting, at det går hurtigt  Jeg blev også lovet en fødselsplan, hvor der skulle stå, at jeg skulle have epidural med det samme, og der skulle gøres en stor indsats for, at jeg følte mig hørt under fødslen, men det er jo reelt ikke noget, de kan love 100%, for man kan jo risikere, at man føder på årets travleste dag 

Jeg holdt fast på, at jeg ville have PKS, og jeg fik det. Dog fik jeg at vide, at hvis jeg gik i fødsel og først nåede derind, når jeg var 9 cm åben, så fik jeg ikke lov, da der ville være for mange risici ved et (sub-)akut kejsersnit.

Det var den mest fantastiske oplevelse! Jeg kunne være i det og mentalt følge med i hele processen, så på trods af komplikationer under kejsersnittet og ekstremt mange smerter i dagene efter (jeg kunne først komme ud af sengen efter 30 timer), så har jeg på intet tidspunkt fortrudt det  Denne gang er jeg faktisk lidt ked af, at vi ikke skal have flere 

Puha, tak for din deling , lyder ikke særlig rart og som en rigtig dårlig oplevelse, øv! 

Men dejligt du havde en god nr 2 fødsel  og ikke fortrød

 hvordan var kejsersnit oplevelsen bag efter? Havde du meget ondt? Påvirkede smerten evt. Tiden med baby? Hvor hurtig kom du hjem? 

Roselil skriver:

Jeg synes den jordemoder lyder temmelig uempatisk. Fordi hun har oplevet din fødsel som god betyder det jo ikke at den var det. Det er da for pokker ikke hende der fødte. Slemt hun negligerede din oplevelse sådan. Hvad du skal beslutte ved jeg simpelthen ikke. 

Sådan har jeg faktisk aldrig tænkt på det, men underkaster mig også altid andres syn 

dog skrev jeg det nok lidt hurtig måske, for hun sagde, at det var hun ked af at høre, for sådan oplevede hun det overhovedet ikke, og hun så en kvinde der havde hel styr på det. 

Black Rose skriver:

Jeg havde også en ret hurtig fødsel og kan godt følge dig i dine tanker. Jeg gik fra 1 cm åben og stadig med livmoderhals til at have født på 2,5 time. Den sidste 1,5 time var jeg meget dårlig og følte slet ikke at jeg kunne følge med. Det til trods, synes jeg faktisk her bagefter, at det var og god oplevelse og jeg er ikke i tvivl om, at jeg også skal føde vaginalt næste gang. Med det sagt - jeg frygter næste gang jeg skal føde, fordi det sandsynligvis vil gå endnu hurtigere og jeg er bange for ikke at nå frem til fødegangen. 

Jeg synes det er helt legitimt, at du frygter at føde i bilen - jeg har det på nøjagtigt samme måde. Min jordemoder ved første fødsel syntes jeg skulle overveje muligheden for hjemmefødsel næste gang, da hun også kunne være i tvivl om, om jeg kunne nå frem ved en senere fødsel. Jeg fik desuden at vide, at jeg ved en senere graviditet gerne må nævne, at jeg frygter for en hurtigere fødsel, for så kan der blive taget hånd om det, så jeg får mere ro på tankerne. Når du skal til jordemoder, synes jeg klart du skal dele dine tanker om det her. Det kan jo være, at nogle samtaler kan hjælpe dig til at få mere ro på, og hvis ikke, så kan du bede om kejsersnit  Hvis du efter nogle snakke stadig hælder til kejsersnit, synes jeg du skal holde fast i det! Det er helt okay og det er vigtigt, at du selv er tryg i processen. Held og lykke med både graviditet og fødsel 

Mange tak, og du har helt ret, det er en god ide 

tak for din deling 

Anonym skriver:

Og hvad synes du om hjemmefødsel? 

Sagt i bedste Ole Henriksen stil: I LOVE IT! og min mand ligeså  alle mine (stadig ikke-planlagte eller garanterede) fremtidige børn skal fødes hjemme 

Anonym skriver:

Puha, tak for din deling , lyder ikke særlig rart og som en rigtig dårlig oplevelse, øv! 

Men dejligt du havde en god nr 2 fødsel  og ikke fortrød

 hvordan var kejsersnit oplevelsen bag efter? Havde du meget ondt? Påvirkede smerten evt. Tiden med baby? Hvor hurtig kom du hjem? 

Jeg havde meget ondt, indtil jeg endelig kom ud af sengen efter de 30 timer. De prøvede at få mig op efter ca. 6 timer, men de måtte opgive og give mig en morfinindsprøjtning pga. smerterne, og så fik jeg lov til at vente til dagen efter  Det skal også siges, at jeg mistede 1400 ml blod, så jeg havde det noget skidt pga. blodtabet og var derfor nok mere "sart" ift. smerterne. Men generelt er min smertetærskel ret lav pga. at jeg er kronisk smertepatient og derfor oplever smerter på en anden måde en "normale" mennesker.

Min mand var på barselsgangen (han måtte dog ikke være på stuen fra 22-08), så det var stort set kun ham, der tog sig af vores datter (hun er flaskebarn), når nu jeg var "lænket til sengen".

Da vi kom hjem ca. 50 timer efter kejsersnittet, kunne jeg godt være med i pasningen, men pga. blodtabet blev jeg hurtig træt og svimmel, så min mand var rigtig meget på banen og tog hende om natten, så jeg kunne få sovet. Han sørgede også for, at jeg fik noget at spise og en masse at drikke, så jeg kunne komme ovenpå igen.

Jeg synes umiddelbart, at jeg har haft nemmere ved at knytte mig til min yngste datter, fordi fødslen ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg var ret ked af, at jeg ikke kunne hjælpe så meget til og følte mig kørt lidt ud på et sidespor af min mand både på sygehuset og derhjemme. Men han har naturligvis gjort det i den bedste mening, så jeg kunne komme mig 

Jeg er kommet mig rigtig fint efter operationen og har et ret pænt ar til trods for, at der var 1-2 cm, som ikke rigtig ville lukke sig før efter 7 uger 

Forsøger lige at undgå en al for lang smørre her min første fødsel var nok det er fleste vil opfatte som en helvedes fødsel. Veer i 48 timer, de 12 med vestorm og kun de sidste 6 med en effektiv epidural. Hele misæren endte i et semi akut ks. Dvs, det hastede ikke. Vi ventede i 3 timer på en ledig operations stue, så på den måde blev det foretaget som et planlagt ks. 

Jeg hadede det. Jeg gik i panik på bordet.. og Bagefter havde jeg hjernedødt ondt. Kunne ikke gå almindeligt uden smerter før 6 uger efter.  Jeg var SÅ handicappet. 

2. Gang fødte jeg vaginalt. Det blev taget alle forbehold ift hvis fødslen igen skulle trække i langdrag - og det kunne vi hurtigt konstatere at den ville - så jeg blev udstyret med ve drop og så kørte det hele efter bogen. Fødte på 7 timer og alt var godt. Det gjorde nas. Men bagefter var det ovre. Jeg kan huske jeg følte det som en kæmpe sejr at jeg kunne rejse mig op selv!! og gå ud og tisse efter fødslen!!!!! Det var den største lettelse at kunne klare mig selv bagefter og selv kunne håndtere baby, uden at skulle have hjælp hele tiden  

Så 100% vaginal fødsel herfra  

Hej

Vil starte med-jeg forstår ikke,hvor er din bekymring. MEN vi er så forskellige også vores sårbarhed.

Jeg er mor til 3 unger. 3 vaginale fødsler bage min ryg.

Og jeg vil tillade mug at sige,at jeg er så privilegeret,at fik liv at føde hurtigt-hurtigere og lynhurtigt.

De første to er af den rolig slags.

Nr 3,som var for knap 5 mdr siden, fik mig til at ryste mig lidt. MEN jeg valgte at acceptere,at såden blev det og lad ny være med st indrømme, hvad hvis hvad......

Jeg gik over tiden, som jeg plejer. Og så kom den rigtig dag. Jeg ringer til fg,men bliver ikke hørt-alt for uregelmæssigt og alt for lange intervaler. Takker Gud,at jeg var så frak og insisterede,at jeg kører til fødegang,da heg vil,at min mand kommer til fødslen og han skulle nemlig på arbejde.

Og det var heldigt. Kom på sygehus,nåede slet ikke at være undlagt, løb løbsk til fødestuen. Lige pludslug går vand-jeg mærker lille høved som jeg mærker til og ser den lille flotte ansigt. Og der går jeg i panik,da jm.er slet ikke ved min side. Det var min mand,der støttede mig med sin hånd for at heg vælter ikke. Jeg råber om hjælo da mærker, med den næste pres kommer hun ud og jeg vil ikke kynne gribe hende og  vil tabe hende på gulvet....ja,jeg fødte stående.

Og glemmer aldrig,at efter lille var ud jeg fik hende på mine arme-jeg stod og rystede, grad......jeg var i chok,da for 5min siden vidste slet ikke at jeg var i fødslen. Men det gik. Jeg fik accepteret vores forløb. Og er taknemlig, at jeg skylle ikke bruge længer tid på selve fødslen.

Held og lykke

Anonym skriver:

Sagt i bedste Ole Henriksen stil: I LOVE IT! og min mand ligeså  alle mine (stadig ikke-planlagte eller garanterede) fremtidige børn skal fødes hjemme 

Dejligt at høre 

Septemberbarn2018 skriver:

Jeg havde meget ondt, indtil jeg endelig kom ud af sengen efter de 30 timer. De prøvede at få mig op efter ca. 6 timer, men de måtte opgive og give mig en morfinindsprøjtning pga. smerterne, og så fik jeg lov til at vente til dagen efter  Det skal også siges, at jeg mistede 1400 ml blod, så jeg havde det noget skidt pga. blodtabet og var derfor nok mere "sart" ift. smerterne. Men generelt er min smertetærskel ret lav pga. at jeg er kronisk smertepatient og derfor oplever smerter på en anden måde en "normale" mennesker.

Min mand var på barselsgangen (han måtte dog ikke være på stuen fra 22-08), så det var stort set kun ham, der tog sig af vores datter (hun er flaskebarn), når nu jeg var "lænket til sengen".

Da vi kom hjem ca. 50 timer efter kejsersnittet, kunne jeg godt være med i pasningen, men pga. blodtabet blev jeg hurtig træt og svimmel, så min mand var rigtig meget på banen og tog hende om natten, så jeg kunne få sovet. Han sørgede også for, at jeg fik noget at spise og en masse at drikke, så jeg kunne komme ovenpå igen.

Jeg synes umiddelbart, at jeg har haft nemmere ved at knytte mig til min yngste datter, fordi fødslen ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg var ret ked af, at jeg ikke kunne hjælpe så meget til og følte mig kørt lidt ud på et sidespor af min mand både på sygehuset og derhjemme. Men han har naturligvis gjort det i den bedste mening, så jeg kunne komme mig 

Jeg er kommet mig rigtig fint efter operationen og har et ret pænt ar til trods for, at der var 1-2 cm, som ikke rigtig ville lukke sig før efter 7 uger 

Tusind tak for din deling, sætter tankerne igang  lyder som en ret hård omgang, men godt du er kommet dig helt!