Planlagt kejsersnit vs. Alm. Fødsel? Dilemma

Hej kvinder, 

jeg er gravid med nr 2 (er ikke så langt henne endnu) Men der er en tanke jeg ikke helt kan slippe. 

Jeg glædede mig til at føde, da vi ventede nr 1. Og var på ingen måde bange for det. Det skal siges jeg har en høj smerte tærskel.

Jeg sagde ikke en lyd under fødslen, jeg var i min helt egen verden. 

Jeg fødte på 2 timer 15 min (altså fra jeg kom på sygehuset 4 cm åben, til hun var ude og jeg selv løftede hende op af vandkarret) da det gik hurtigst tog jeg 3 cm på 20 min, og var 45 min om at presse hende ud.

jeg var fuldstændig i chok, fordi det gik så stærkt og pga smerten(født som “supermand”, med en arm strakt samtidigt med hovedet), lovede jeg mig selv, at næsten gang skulle det være planlagt kejsersnit. OG jeg lover aldrig mig selv noget, så jeg ved hvor meget det løfte betyder for mig selv. 

Til efterfødsels samtalen med jordemor, som var med under fødslen, siger hun at det gik møg stærkt, men hun på intet tidspunkt lagde mærke til at jeg “havde så ondt”/følte det var en al for voldsom oplevelse. For så ville hun havde tilbud smertedækning af den ene eller anden art. 

Ligeledes sagde hun, at hun ville gøre alt for at snakke mig fra kejsersnit, hvis hun så mit navn på tavlen under kejsersnit. Hun sagde at min fødsel var i top 3 af de bedste fødsler hun nogensinde har være med til. 

Når men, nu det 2 år siden, og husker stadig tydeligt alt, men er blevet så meget itvivl. 

Hvad gør jeg? Ved godt jeg nok bedst selv må finde ud af det. 

Men, har i prøvet begge dele? Erfaringer? Hvad ville du gøre? 

Jordemor sagde også, at næste gang skulle vi komme ligeså snart jeg mærke det mindske, for anden gang ville det nok kun gå hurtigere. 

Men det kan det vil næsten ikke? Og så er jeg også bange for at føde i bilen.. 

tak fordi du læste med. 

Jeg har prøvet begge dele og vil til en hver tid vælge vaginal fødsel, hvis jeg kunne. Kejsersnit er ikke nødvendigvis den lette løsning. Jeg elskede at føde. Ja, det gjorde nuller-naller, men hvor var det fedt at mærke min krop arbejde og jeg har så stolt af mig selv bagefter. Jeg tog også selv imod. Ved mit kejsersnit følte jeg mig bare som et stykke passivt kød, der lå fastspændt på et bord. Jeg kunne ingenting mærke. Jeg kunne ingenting se. Pludselig var der bare et skrigende barn, som åbenbart var mit.

MEN det vigtigste er, at du får en fødsel, som du vil være glad for at huske tilbage på. Måske er kejsersnit det rigtige for dig. Jeg ville nok dykke lidt ned i, hvad det var, der var så traumatiserede ved din forrige fødsel. For den lyder jo til at være gået fint.

Man kan jo lave en fødselsplan, hvor I aftaler, at du skal tidligt ind. Have tilbudt epiduralblokade med det samme eller hvad der nu kan hjælpe dig til at blive mere tryg...

Anonym skriver:

Hej kvinder, 

jeg er gravid med nr 2 (er ikke så langt henne endnu) Men der er en tanke jeg ikke helt kan slippe. 

Jeg glædede mig til at føde, da vi ventede nr 1. Og var på ingen måde bange for det. Det skal siges jeg har en høj smerte tærskel.

Jeg sagde ikke en lyd under fødslen, jeg var i min helt egen verden. 

Jeg fødte på 2 timer 15 min (altså fra jeg kom på sygehuset 4 cm åben, til hun var ude og jeg selv løftede hende op af vandkarret) da det gik hurtigst tog jeg 3 cm på 20 min, og var 45 min om at presse hende ud.

jeg var fuldstændig i chok, fordi det gik så stærkt og pga smerten(født som “supermand”, med en arm strakt samtidigt med hovedet), lovede jeg mig selv, at næsten gang skulle det være planlagt kejsersnit. OG jeg lover aldrig mig selv noget, så jeg ved hvor meget det løfte betyder for mig selv. 

Til efterfødsels samtalen med jordemor, som var med under fødslen, siger hun at det gik møg stærkt, men hun på intet tidspunkt lagde mærke til at jeg “havde så ondt”/følte det var en al for voldsom oplevelse. For så ville hun havde tilbud smertedækning af den ene eller anden art. 

Ligeledes sagde hun, at hun ville gøre alt for at snakke mig fra kejsersnit, hvis hun så mit navn på tavlen under kejsersnit. Hun sagde at min fødsel var i top 3 af de bedste fødsler hun nogensinde har være med til. 

Når men, nu det 2 år siden, og husker stadig tydeligt alt, men er blevet så meget itvivl. 

Hvad gør jeg? Ved godt jeg nok bedst selv må finde ud af det. 

Men, har i prøvet begge dele? Erfaringer? Hvad ville du gøre? 

Jordemor sagde også, at næste gang skulle vi komme ligeså snart jeg mærke det mindske, for anden gang ville det nok kun gå hurtigere. 

Men det kan det vil næsten ikke? Og så er jeg også bange for at føde i bilen.. 

tak fordi du læste med. 

 

Jeg har prøvet begge dele og ville vælge vaginal til enhver tid. Mine vaginale har alle været uden smertelindring. Mit kejsersnit var uden smertelindring bagefter (bare lige for at få facts med).

Du skal klart have en fødselsplan, og når du er så god til at føde, så skal du da klart vælge vaginalt.

Hej det lyder som mig

Mit gæt er at du har nogle negative følelser omkring fødslen som du har svært ved at finde helt rundt i? Det gør det ikke nemmere når en jordemoder så mener det var en god fødsel .

Jeg fødte 1. gang på 2,5 time fra 4 cm. Kæmpe chok. Jeg kunne ikke forholde mig til det, følte næsten jeg var "død" (sådan følelsesmæssigt) koblede krop og sind helt fra hinanden. Fødslen var nærmest noget der bare skete for mig og bagefter var alle bare "ej hvor nemt! Det har været godt! Hvor er du heldig!" Og jeg var bare "nej. Nope. Overhovedet ikke. Det var frygteligt" men det kunne jeg ikke sige, så jeg havde sådan en standard frase: "haha ja jeg nåede jo knap at opdage at jeg fødte og vi kom jo igennem så det var fint" men jeg havde det så skidt hver gang jeg tænkte på fødslen. Og jeg kunne heller ikke nyde at læse fødselsberetninger som jeg kunne før.

Da jeg så blev gravid 2. Gang var jeg panisk ved tanken om at jeg rent faktisk skulle føde igen (for mig har et ks dog ikke været en mulighed pga en anden angst) nå men min læge henviste mig til familieafdelingen på sygehuset pga en "traumatisk første fødsel" jeg syntes det var lige voldsomt nok at havne i sådan en "bås" men jeg fik for det første en psykoterapeut som kun skulle arbejde med at gennemgå 1. forløb og gøre mig klar til 2. gang. Derudover kom jeg i kendt jordemoder ordning og jeg "bestilte" en hjemmefødsel så jeg ikke risikerede at føde i en bil et sted. Og i den jordmoderordning vidste de at jeg var "sårbar" (jeg hadede virkelig det ord, men det var sandt) så alle mine konsultationer var 40-60 minutter OG jeg blev set ca hver måned i starten og de sidste måneder med 14 dages interval (Ud over det psykoterapit. Så nogle dage skulle jeg af sted hver uge) Jeg var pissebange gennem graviditeten men hos psykoterapeuten fik hun virkelig hjulpet mig med at åbne op og shit. De første tre gange græd jeg bare, hulkede så fortvivlet at vi næsten ikke sagde noget. Men hun satte ord på for mig og der fik jeg legimiteret mine følelser. Det var et traume jeg havde oplevet og de "symptomer" jeg havde mindede om ptsd (kunne ikke sove, tankemylder om og flashback til fødsel og angstsymptomer blot jeg tænkte på fødsel) og det jeg havde følt undervejs var rædsel. Jeg havde så voldsom en rædselsfølelse i kroppen, at mit system simpelthen kortsluttede. Så jeg var nærmest paralyseret under hele fødslen. Fanget inde i mit hoved men kunne ikke gøre noget andet end at mærke smerte og håbe at jeg ikke døde (og håbe på at jeg ville dø så det skulle stoppe). At få en forklaring på at det faktisk var en "sund" reaktion på noget, der ellers ville have været uudholdeligt hjalp meget og så lagde vi sammen en plan for hvad jeg kunne forberede, hvad var det jeg var bange for osv. Og sammen med jordemødrene ved kendt ordning fik vi lavet en god plan. Blandt andet at jeg ALDRIG måtte være alene -der var altid en der skulle sidde lige ved siden af mig til at "gribe" mig mentalt. Nogle af de ting jeg oplevede var bl.a. følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt, være ved at besvime eller at min krop smeltede/faldt fra hinanden. Det forklarede terapeuten mig var min krops "advarselssignaler" så dem kendte jdm på forhånd.

Nå men 2. Fødsel tog kun 1,5 time fra 3 cm, så endnu hurtigere. Og lige da det startede blev jeg helt hysterisk og bange, men pga al den forberedelse, var jeg ok med at fortsætte. Og jdm kom med det samme jeg ringede og blev selvom jeg kun var knap 2 cm med virkelig dårlige veer, pga min historik (det var så 2,5 time før fødsel)

Og jeg vil bare sige at jeg havde den mest intense, magiske oplevelse. Jeg var et par gange tæt på at "falde ud over kanten" men pga forberedelsen vidste alle bare at nu havde jeg brug for hjælp til at finde tilbage i min krop og blive guidet og grounded. Det var så fantastisk. Og jeg ville aldrig have været det foruden. Men det er kun blevet sådan pga den massive støtte jeg fik undervejs. Jeg håber på en 3'er en dag. Og jeg glæder mig sådan til at føde igen (hvis det bliver aktuelt). For lige så frygteligt det kan være, lige så magisk og healende kan det også være.

Jeg fødte vaginalt ved min ældste pige, og det var en frygtelig oplevelse for mig, selvom det på papiret var en god og hurtig fødsel.

Vi kom ind 17.30 (3 cm åben) og 23.30 var hun født, så jeg føder også forholdsvist hurtigt.

Bortset fra den ca. 1½ time, hvor epiduralen virkede, var jeg i smertehelvede fra kl. 14.00, hvor veerne begyndte og til kl. 01.00, hvor de var færdige med at sy mig. Vi ventede 2 timer på epiduralen, hvor jeg havde 5 veer pr. 10 minutter, og da jordemoderen gav mig vestimulerende, virkede epiduralen ikke tilstrækkeligt mere. Da jeg så havde født, syede de min 2. gradsbristning uden smertestillende på trods af, at jeg græd af smerte  

Jeg følte mig overhovedet ikke hørt i forløbet, og det + smerterne var medvirkende til, at der skulle gå 7 år, før jeg havde mod på en graviditet igen. Denne gang ønskede jeg PKS. Jeg blev af en fødselslæge i et læge-/jordemoderambulatorium mødt med: "Ej, det vil da være en SKAM med PKS, når du er sådan en SUPERFØDER! Og 2. gang vil det jo garanteret gå hurtigere!" Øh... ja tak, men det er jo altså ikke altid en god ting, at det går hurtigt  Jeg blev også lovet en fødselsplan, hvor der skulle stå, at jeg skulle have epidural med det samme, og der skulle gøres en stor indsats for, at jeg følte mig hørt under fødslen, men det er jo reelt ikke noget, de kan love 100%, for man kan jo risikere, at man føder på årets travleste dag 

Jeg holdt fast på, at jeg ville have PKS, og jeg fik det. Dog fik jeg at vide, at hvis jeg gik i fødsel og først nåede derind, når jeg var 9 cm åben, så fik jeg ikke lov, da der ville være for mange risici ved et (sub-)akut kejsersnit.

Det var den mest fantastiske oplevelse! Jeg kunne være i det og mentalt følge med i hele processen, så på trods af komplikationer under kejsersnittet og ekstremt mange smerter i dagene efter (jeg kunne først komme ud af sengen efter 30 timer), så har jeg på intet tidspunkt fortrudt det  Denne gang er jeg faktisk lidt ked af, at vi ikke skal have flere 

Anonym skriver:

Hej kvinder, 

jeg er gravid med nr 2 (er ikke så langt henne endnu) Men der er en tanke jeg ikke helt kan slippe. 

Jeg glædede mig til at føde, da vi ventede nr 1. Og var på ingen måde bange for det. Det skal siges jeg har en høj smerte tærskel.

Jeg sagde ikke en lyd under fødslen, jeg var i min helt egen verden. 

Jeg fødte på 2 timer 15 min (altså fra jeg kom på sygehuset 4 cm åben, til hun var ude og jeg selv løftede hende op af vandkarret) da det gik hurtigst tog jeg 3 cm på 20 min, og var 45 min om at presse hende ud.

jeg var fuldstændig i chok, fordi det gik så stærkt og pga smerten(født som “supermand”, med en arm strakt samtidigt med hovedet), lovede jeg mig selv, at næsten gang skulle det være planlagt kejsersnit. OG jeg lover aldrig mig selv noget, så jeg ved hvor meget det løfte betyder for mig selv. 

Til efterfødsels samtalen med jordemor, som var med under fødslen, siger hun at det gik møg stærkt, men hun på intet tidspunkt lagde mærke til at jeg “havde så ondt”/følte det var en al for voldsom oplevelse. For så ville hun havde tilbud smertedækning af den ene eller anden art. 

Ligeledes sagde hun, at hun ville gøre alt for at snakke mig fra kejsersnit, hvis hun så mit navn på tavlen under kejsersnit. Hun sagde at min fødsel var i top 3 af de bedste fødsler hun nogensinde har være med til. 

Når men, nu det 2 år siden, og husker stadig tydeligt alt, men er blevet så meget itvivl. 

Hvad gør jeg? Ved godt jeg nok bedst selv må finde ud af det. 

Men, har i prøvet begge dele? Erfaringer? Hvad ville du gøre? 

Jordemor sagde også, at næste gang skulle vi komme ligeså snart jeg mærke det mindske, for anden gang ville det nok kun gå hurtigere. 

Men det kan det vil næsten ikke? Og så er jeg også bange for at føde i bilen.. 

tak fordi du læste med. 

 

Jeg synes den jordemoder lyder temmelig uempatisk. Fordi hun har oplevet din fødsel som god betyder det jo ikke at den var det. Det er da for pokker ikke hende der fødte. Slemt hun negligerede din oplevelse sådan. Hvad du skal beslutte ved jeg simpelthen ikke. 

Anonym skriver:

Hej kvinder, 

jeg er gravid med nr 2 (er ikke så langt henne endnu) Men der er en tanke jeg ikke helt kan slippe. 

Jeg glædede mig til at føde, da vi ventede nr 1. Og var på ingen måde bange for det. Det skal siges jeg har en høj smerte tærskel.

Jeg sagde ikke en lyd under fødslen, jeg var i min helt egen verden. 

Jeg fødte på 2 timer 15 min (altså fra jeg kom på sygehuset 4 cm åben, til hun var ude og jeg selv løftede hende op af vandkarret) da det gik hurtigst tog jeg 3 cm på 20 min, og var 45 min om at presse hende ud.

jeg var fuldstændig i chok, fordi det gik så stærkt og pga smerten(født som “supermand”, med en arm strakt samtidigt med hovedet), lovede jeg mig selv, at næsten gang skulle det være planlagt kejsersnit. OG jeg lover aldrig mig selv noget, så jeg ved hvor meget det løfte betyder for mig selv. 

Til efterfødsels samtalen med jordemor, som var med under fødslen, siger hun at det gik møg stærkt, men hun på intet tidspunkt lagde mærke til at jeg “havde så ondt”/følte det var en al for voldsom oplevelse. For så ville hun havde tilbud smertedækning af den ene eller anden art. 

Ligeledes sagde hun, at hun ville gøre alt for at snakke mig fra kejsersnit, hvis hun så mit navn på tavlen under kejsersnit. Hun sagde at min fødsel var i top 3 af de bedste fødsler hun nogensinde har være med til. 

Når men, nu det 2 år siden, og husker stadig tydeligt alt, men er blevet så meget itvivl. 

Hvad gør jeg? Ved godt jeg nok bedst selv må finde ud af det. 

Men, har i prøvet begge dele? Erfaringer? Hvad ville du gøre? 

Jordemor sagde også, at næste gang skulle vi komme ligeså snart jeg mærke det mindske, for anden gang ville det nok kun gå hurtigere. 

Men det kan det vil næsten ikke? Og så er jeg også bange for at føde i bilen.. 

tak fordi du læste med. 

 

Jeg havde også en ret hurtig fødsel og kan godt følge dig i dine tanker. Jeg gik fra 1 cm åben og stadig med livmoderhals til at have født på 2,5 time. Den sidste 1,5 time var jeg meget dårlig og følte slet ikke at jeg kunne følge med. Det til trods, synes jeg faktisk her bagefter, at det var og god oplevelse og jeg er ikke i tvivl om, at jeg også skal føde vaginalt næste gang. Med det sagt - jeg frygter næste gang jeg skal føde, fordi det sandsynligvis vil gå endnu hurtigere og jeg er bange for ikke at nå frem til fødegangen. 

Jeg synes det er helt legitimt, at du frygter at føde i bilen - jeg har det på nøjagtigt samme måde. Min jordemoder ved første fødsel syntes jeg skulle overveje muligheden for hjemmefødsel næste gang, da hun også kunne være i tvivl om, om jeg kunne nå frem ved en senere fødsel. Jeg fik desuden at vide, at jeg ved en senere graviditet gerne må nævne, at jeg frygter for en hurtigere fødsel, for så kan der blive taget hånd om det, så jeg får mere ro på tankerne. Når du skal til jordemoder, synes jeg klart du skal dele dine tanker om det her. Det kan jo være, at nogle samtaler kan hjælpe dig til at få mere ro på, og hvis ikke, så kan du bede om kejsersnit  Hvis du efter nogle snakke stadig hælder til kejsersnit, synes jeg du skal holde fast i det! Det er helt okay og det er vigtigt, at du selv er tryg i processen. Held og lykke med både graviditet og fødsel 

Morogbarn skriver:

Jeg har prøvet begge dele og vil til en hver tid vælge vaginal fødsel, hvis jeg kunne. Kejsersnit er ikke nødvendigvis den lette løsning. Jeg elskede at føde. Ja, det gjorde nuller-naller, men hvor var det fedt at mærke min krop arbejde og jeg har så stolt af mig selv bagefter. Jeg tog også selv imod. Ved mit kejsersnit følte jeg mig bare som et stykke passivt kød, der lå fastspændt på et bord. Jeg kunne ingenting mærke. Jeg kunne ingenting se. Pludselig var der bare et skrigende barn, som åbenbart var mit.

MEN det vigtigste er, at du får en fødsel, som du vil være glad for at huske tilbage på. Måske er kejsersnit det rigtige for dig. Jeg ville nok dykke lidt ned i, hvad det var, der var så traumatiserede ved din forrige fødsel. For den lyder jo til at være gået fint.

Man kan jo lave en fødselsplan, hvor I aftaler, at du skal tidligt ind. Have tilbudt epiduralblokade med det samme eller hvad der nu kan hjælpe dig til at blive mere tryg...

Det giver rigtig god mening for mig, det du har skrevet og kan forstille mig det. Elsker dog ikke at føde, (selvom jeg er “god” til det) og synes som sådan heller ikke det er smukt. Jeg elsker min datter så himmelhøjt, og gjorde lige fra jeg så hende. Elsker dog at være gravid og baby tiden! 

Men det sætter en masse tanker igang, tak 

og skal helt sikkert snakke med dem, og nok også om pks, bare for at være sikker og høre om det. Men lyder meget godt med en fødselplan 

hvordan var kejsersnit oplevelsen bag efter? Havde du meget ondt? Påvirkede smerten evt. Tiden med baby? Hvor hurtig kom du hjem? 

Anonym skriver:

Jeg har prøvet begge dele og ville vælge vaginal til enhver tid. Mine vaginale har alle været uden smertelindring. Mit kejsersnit var uden smertelindring bagefter (bare lige for at få facts med).

Du skal klart have en fødselsplan, og når du er så god til at føde, så skal du da klart vælge vaginalt.

Tak for din deling og mening 

hvordan var kejsersnit oplevelsen bag efter? Havde du meget ondt? Påvirkede smerten evt. Tiden med baby? Hvor hurtig kom du hjem? 

Hej det lyder som mig

Mit gæt er at du har nogle negative følelser omkring fødslen som du har svært ved at finde helt rundt i? Det gør det ikke nemmere når en jordemoder så mener det var en god fødsel .

Jeg fødte 1. gang på 2,5 time fra 4 cm. Kæmpe chok. Jeg kunne ikke forholde mig til det, følte næsten jeg var "død" (sådan følelsesmæssigt) koblede krop og sind helt fra hinanden. Fødslen var nærmest noget der bare skete for mig og bagefter var alle bare "ej hvor nemt! Det har været godt! Hvor er du heldig!" Og jeg var bare "nej. Nope. Overhovedet ikke. Det var frygteligt" men det kunne jeg ikke sige, så jeg havde sådan en standard frase: "haha ja jeg nåede jo knap at opdage at jeg fødte og vi kom jo igennem så det var fint" men jeg havde det så skidt hver gang jeg tænkte på fødslen. Og jeg kunne heller ikke nyde at læse fødselsberetninger som jeg kunne før.

Da jeg så blev gravid 2. Gang var jeg panisk ved tanken om at jeg rent faktisk skulle føde igen (for mig har et ks dog ikke været en mulighed pga en anden angst) nå men min læge henviste mig til familieafdelingen på sygehuset pga en "traumatisk første fødsel" jeg syntes det var lige voldsomt nok at havne i sådan en "bås" men jeg fik for det første en psykoterapeut som kun skulle arbejde med at gennemgå 1. forløb og gøre mig klar til 2. gang. Derudover kom jeg i kendt jordemoder ordning og jeg "bestilte" en hjemmefødsel så jeg ikke risikerede at føde i en bil et sted. Og i den jordmoderordning vidste de at jeg var "sårbar" (jeg hadede virkelig det ord, men det var sandt) så alle mine konsultationer var 40-60 minutter OG jeg blev set ca hver måned i starten og de sidste måneder med 14 dages interval (Ud over det psykoterapit. Så nogle dage skulle jeg af sted hver uge) Jeg var pissebange gennem graviditeten men hos psykoterapeuten fik hun virkelig hjulpet mig med at åbne op og shit. De første tre gange græd jeg bare, hulkede så fortvivlet at vi næsten ikke sagde noget. Men hun satte ord på for mig og der fik jeg legimiteret mine følelser. Det var et traume jeg havde oplevet og de "symptomer" jeg havde mindede om ptsd (kunne ikke sove, tankemylder om og flashback til fødsel og angstsymptomer blot jeg tænkte på fødsel) og det jeg havde følt undervejs var rædsel. Jeg havde så voldsom en rædselsfølelse i kroppen, at mit system simpelthen kortsluttede. Så jeg var nærmest paralyseret under hele fødslen. Fanget inde i mit hoved men kunne ikke gøre noget andet end at mærke smerte og håbe at jeg ikke døde (og håbe på at jeg ville dø så det skulle stoppe). At få en forklaring på at det faktisk var en "sund" reaktion på noget, der ellers ville have været uudholdeligt hjalp meget og så lagde vi sammen en plan for hvad jeg kunne forberede, hvad var det jeg var bange for osv. Og sammen med jordemødrene ved kendt ordning fik vi lavet en god plan. Blandt andet at jeg ALDRIG måtte være alene -der var altid en der skulle sidde lige ved siden af mig til at "gribe" mig mentalt. Nogle af de ting jeg oplevede var bl.a. følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt, være ved at besvime eller at min krop smeltede/faldt fra hinanden. Det forklarede terapeuten mig var min krops "advarselssignaler" så dem kendte jdm på forhånd.

 

Nå men 2. Fødsel tog kun 1,5 time fra 3 cm, så endnu hurtigere. Og lige da det startede blev jeg helt hysterisk og bange, men pga al den forberedelse, var jeg ok med at fortsætte. Og jdm kom med det samme jeg ringede og blev selvom jeg kun var knap 2 cm med virkelig dårlige veer, pga min historik (det var så 2,5 time før fødsel)

 

Og jeg vil bare sige at jeg havde den mest intense, magiske oplevelse. Jeg var et par gange tæt på at "falde ud over kanten" men pga forberedelsen vidste alle bare at nu havde jeg brug for hjælp til at finde tilbage i min krop og blive guidet og grounded. Det var så fantastisk. Og jeg ville aldrig have været det foruden. Men det er kun blevet sådan pga den massive støtte jeg fik undervejs. Jeg håber på en 3'er en dag. Og jeg glæder mig sådan til at føde igen (hvis det bliver aktuelt). For lige så frygteligt det kan være, lige så magisk og healende kan det også være.

Kan nikke genkende til en del af det du skriver, mange tak for din deling  og dejligt du oplevede nr. 2 fødsel som en god oplevelse 

skal helt sikkert snakke med dem, om hvordan og hvorledes med evt fødselplan