selektiv mutisme

millesofie skriver:

Hej

Jeg ville lige høre om der er nogle af jer andre der havde erfaginger med selektiv mutisme

vi har lige fundet ud af at det er det vores dreng på 4år lider af og det kunne jo være rart at tale med andre der kender til sygdommen..

og er der nogle der har fået børn efter..

vi venter nemlig en lille ny her til dec og ved endnu ikke hvordan det vil påvirke den store..

hvis nogen har lidt livserfaging de vil dele..

 

til dem som ikke ved hvad selektiv mutisme er så kan jeg sitere fra nettet

I  Norden kaldes lidelsen selektiv mutisme , fordi man har erkendt og anerkendt at Mutisme er en angstlidelse der oftest  er forankret i separationsangst. Altså angsten for at skulle skilles fra dem man holder af - typisk sine forældre og iblandt den ene af forældrene mere end den anden. Barnet mister derfor sproget i alle de sammenhænge hvor den eller de personer som seperationsangsten knytter an til ikke indgår.

sagt mere alm så vil det sige at vores barn ikke taler til andre end en lille gruppe mennesker som vi kender meget godt og som han ser tit. feks taler han slet ikke henne i børnehaven eller med farmor og farfar..

Uh hvor er det vildt mærkeligt, jeg har lige lagt et indlæg ind om min datter:

https://www.baby.dk/debat/69179pi1/barnets-sprog/hjaelp--laerke-pludretaler-slet-ikke-i-dp.aspx#GoToMessage

Tror du evt. det kan være det samme hos hende? Hvordan blev I opmærksomme på det og er det blevet bedre, kan se at indlægget er af ældre dato?

Hilsen Trine

Hej,

jeg ved godt at det er meget længe siden du sidst har skrevet herinde, men jeg har først set dit indlæg nu er er rigtig ærgelig over ikke at have set det tidligere, da jeg netop har en søn på 5 der lider af selektiv mutisme.

Vores dreng har altid været god til at tale hans udtale og gramatik har altid været i orden, men han talte aldrig i daginstitutionen. Faktisk gav det sig ikke kun til udtryk via tale men også via hans kropssprog. Når vi afleverede ham i inst. talte han glad til alle så lange vi (forældrene) var der, han havde et tydeligt kropssprog og tydelig mimik. Men når det var tid til at sige farvel, var det tydeligt at der skete noget i ham. Hans ansigtsudtrykt skiftede til et udtryk, der var indelukket og sagde "her kommer du ikke ind"! han grinede aldrig, kom med suk elller andre små lyde. han var altid meget forsigtig på legepladsen, for som pædagogen sagde virkede det, som om han tænkte i konsekvenser: "hvis jeg er for vild kan jeg slå mig og jeg kan jo ikke græde. Men han virkede på ingen måde ked af at være i inst. bare meget alvorlig. Når vi så kom igen for at hente ham vendte han 180 grader og blev en helt "normal" dreng, der talte og var glad. Når vi så kom hjem fra inst. blev han ofte meget udadreagerende, rasende, ked af det og ekstatisk glad, tænker at han skulle igennem alle følelser som børn normalt går igennem på en dag i inst. på de sidste timer inden han skulle i seng.

Vi talte med pædagogen og en psykolog om ham. Psykologen mente at han var yderst intelligent dreng, men følelsesmæssigt meget umoden.

Under alt det her, søgte jeg efter viden på nettet og faldt over et sted hvor nogen havde fået anbefalet olien EyeQ. Jeg læste en masse om olien, bl.a. at hvis man giver den rette dosis, som skrevet på pakningen, så ville der efter 3 til 4 uger ske en ændring. Min kæreste og jeg tænkte at vi jo intet havde at miste så vi startede på tyggekapslerne. Vi startede en lørdag, og præcis dagen før der var gået 4 uger begyndte han at tale i børnehaven. Det var stort. han har talt siden hen.

Jeg tror at årsagen til hans mutisme er flere. For det første tror jeg at jeg har lidt af en mild form for selektiv mutisme... hvis man kan. Derudover havde min søn en rigtigt turbulent start på livet. Som lille fra 0 til 3½ år var han verdens gladeste barn. Dog startede han i en vuggestue på Frederiksberg, der var rigtig skidt, men fordi jeg selv havde ønsket den, kunne jeg ikke få ham flyttet. Men heldigvis var jeg studerende så han var der heldigvis kun få timer om dagen. Da han var knap 2 flyttede vi til Helsingør, og han startede i en ny vuggestue, der var endnu værre, et sted hvor de straffede børnene hvis de havde gjort noget forkert, ved at sætte dem på en stol i et hjørne, og børnene måtte ikke græde, hvis de fik en sut osv. Jeg var heldigvis sygemeldt med graviditetsbækkenløsning så efter 14 dage meldte jeg ham ud. Han gik hjemme hos mig i 4 måneder, hvorefter vi fik tilbudt hans nuværende inst. han startede i vugger i slut maj, blev storebror i start juli. Det tog meget hårdt på ham at der kom en lille ny i familien. Tilmed var hun en der skreg uafbrudt i 2 måneder, så jeg var meget fraværende pga at jeg var den eneste der kunne trøste hende. Jeg kunne se at mit dreng blev mere og mere ulykkelig og min mand og jewg forsøgte at gøre alt for at jeg fik alenetid med ham, men han kunne slet ikke klare det. Han ændrede sig fuldstændig. FRa at være den glade dreng der var tillidsfuld og glade for alle og kunne tale med alle til at blive mut og udadreagerende. Han var ikke længere verdens gladeste dreng. Det var så hårdt for mit hjerte at opleve. 3 måneder efter hun var født kom han over i børnehavegruppen, hvilket han var glad for, der var en medhjælper som han var skudt i og det var omvendt. han talte dog stadig ikke. Nogle måneder senere kom han over i børnehaven der fysisk lå et andet sted. Og skæbnen ville at han fik en pædagog der vandt hans tillid og fik ham til at tale.

Det var et langt indlæg, men det fylder meget. Der er stadig en masse ting der ikke er helt "normalt" i forhold til min dreng, men det vil tage lang tid, så det må blive en anden gang.

Håber det kan bruges. Og du skriver bare hvis du vil vide mere.

Mvh. Persil

PS. Kan lige fortælle at han først inden for de sidste halve år helt har accepteret at hans lille søster også er en del af familien.

Brams skriver:

Uh hvor er det vildt mærkeligt, jeg har lige lagt et indlæg ind om min datter:

https://www.baby.dk/debat/69179pi1/barnets-sprog/hjaelp--laerke-pludretaler-slet-ikke-i-dp.aspx#GoToMessage

Tror du evt. det kan være det samme hos hende? Hvordan blev I opmærksomme på det og er det blevet bedre, kan se at indlægget er af ældre dato?

Hilsen Trine

hej jeg har ikke set du har skrevet

har i det stadig svært ? og er hun begyndt at tale? ude som hjemme?

hvis det er skriv privat til mig

jeg vil meget gerne hjælpe med den viden jeg efterhånden har fået samlet mig

persil skriver:

Hej,

jeg ved godt at det er meget længe siden du sidst har skrevet herinde, men jeg har først set dit indlæg nu er er rigtig ærgelig over ikke at have set det tidligere, da jeg netop har en søn på 5 der lider af selektiv mutisme.

Vores dreng har altid været god til at tale hans udtale og gramatik har altid været i orden, men han talte aldrig i daginstitutionen. Faktisk gav det sig ikke kun til udtryk via tale men også via hans kropssprog. Når vi afleverede ham i inst. talte han glad til alle så lange vi (forældrene) var der, han havde et tydeligt kropssprog og tydelig mimik. Men når det var tid til at sige farvel, var det tydeligt at der skete noget i ham. Hans ansigtsudtrykt skiftede til et udtryk, der var indelukket og sagde "her kommer du ikke ind"! han grinede aldrig, kom med suk elller andre små lyde. han var altid meget forsigtig på legepladsen, for som pædagogen sagde virkede det, som om han tænkte i konsekvenser: "hvis jeg er for vild kan jeg slå mig og jeg kan jo ikke græde. Men han virkede på ingen måde ked af at være i inst. bare meget alvorlig. Når vi så kom igen for at hente ham vendte han 180 grader og blev en helt "normal" dreng, der talte og var glad. Når vi så kom hjem fra inst. blev han ofte meget udadreagerende, rasende, ked af det og ekstatisk glad, tænker at han skulle igennem alle følelser som børn normalt går igennem på en dag i inst. på de sidste timer inden han skulle i seng.

Vi talte med pædagogen og en psykolog om ham. Psykologen mente at han var yderst intelligent dreng, men følelsesmæssigt meget umoden.

Under alt det her, søgte jeg efter viden på nettet og faldt over et sted hvor nogen havde fået anbefalet olien EyeQ. Jeg læste en masse om olien, bl.a. at hvis man giver den rette dosis, som skrevet på pakningen, så ville der efter 3 til 4 uger ske en ændring. Min kæreste og jeg tænkte at vi jo intet havde at miste så vi startede på tyggekapslerne. Vi startede en lørdag, og præcis dagen før der var gået 4 uger begyndte han at tale i børnehaven. Det var stort. han har talt siden hen.

Jeg tror at årsagen til hans mutisme er flere. For det første tror jeg at jeg har lidt af en mild form for selektiv mutisme... hvis man kan. Derudover havde min søn en rigtigt turbulent start på livet. Som lille fra 0 til 3½ år var han verdens gladeste barn. Dog startede han i en vuggestue på Frederiksberg, der var rigtig skidt, men fordi jeg selv havde ønsket den, kunne jeg ikke få ham flyttet. Men heldigvis var jeg studerende så han var der heldigvis kun få timer om dagen. Da han var knap 2 flyttede vi til Helsingør, og han startede i en ny vuggestue, der var endnu værre, et sted hvor de straffede børnene hvis de havde gjort noget forkert, ved at sætte dem på en stol i et hjørne, og børnene måtte ikke græde, hvis de fik en sut osv. Jeg var heldigvis sygemeldt med graviditetsbækkenløsning så efter 14 dage meldte jeg ham ud. Han gik hjemme hos mig i 4 måneder, hvorefter vi fik tilbudt hans nuværende inst. han startede i vugger i slut maj, blev storebror i start juli. Det tog meget hårdt på ham at der kom en lille ny i familien. Tilmed var hun en der skreg uafbrudt i 2 måneder, så jeg var meget fraværende pga at jeg var den eneste der kunne trøste hende. Jeg kunne se at mit dreng blev mere og mere ulykkelig og min mand og jewg forsøgte at gøre alt for at jeg fik alenetid med ham, men han kunne slet ikke klare det. Han ændrede sig fuldstændig. FRa at være den glade dreng der var tillidsfuld og glade for alle og kunne tale med alle til at blive mut og udadreagerende. Han var ikke længere verdens gladeste dreng. Det var så hårdt for mit hjerte at opleve. 3 måneder efter hun var født kom han over i børnehavegruppen, hvilket han var glad for, der var en medhjælper som han var skudt i og det var omvendt. han talte dog stadig ikke. Nogle måneder senere kom han over i børnehaven der fysisk lå et andet sted. Og skæbnen ville at han fik en pædagog der vandt hans tillid og fik ham til at tale.

Det var et langt indlæg, men det fylder meget. Der er stadig en masse ting der ikke er helt "normalt" i forhold til min dreng, men det vil tage lang tid, så det må blive en anden gang.

Håber det kan bruges. Og du skriver bare hvis du vil vide mere.

Mvh. Persil

PS. Kan lige fortælle at han først inden for de sidste halve år helt har accepteret at hans lille søster også er en del af familien.

hvor i landet bor i ?

vores Marcus-Emil er nemli også 5 år han er fra den 24 okt 2005

og skal nu starte i skole

i forhold til jeres dreng, så snakkede han kun med os henne i børnehaven, han har en gang sagt nej til en voksen, men desværre er det et år siden  og han har aldrig sagt mere.. men han er super god til at gøre sig forstålig med kropssprog og memik som du også nævner at din dreng er.

vores dreng holder sig kun tilbage med nogle ting i børnehave feks fodbold eller sanglege, han deltager ikke i fælles lege osv

men han klater i træer og er vild og alt det andet han godt kan lide, men slår han sig, trækker han sig ind i sig selv og går rundt alene og venter på at vi kommer, han ville aldrig opsøge en voksen for at få trøst  og de kan sjælden se at der er noget galt.. øv øv.. kun hvis det er så slemt at han uvilkårligt kommer til at sige noget fordi det gør ondt.

han har dog fået en ven derhenne nu som han skal gå i klasse med også, desværre har vennen ADHD så de er lidt et modstykke til hinanden  (han taler ikke med vennen)

men hvis du har lyst kunne vi tale / fortælle lidt om vores liv til hinanden ?

Mvh Mille-Sofie

millesofie skriver:

hvor i landet bor i ?

vores Marcus-Emil er nemli også 5 år han er fra den 24 okt 2005

og skal nu starte i skole

i forhold til jeres dreng, så snakkede han kun med os henne i børnehaven, han har en gang sagt nej til en voksen, men desværre er det et år siden  og han har aldrig sagt mere.. men han er super god til at gøre sig forstålig med kropssprog og memik som du også nævner at din dreng er.

vores dreng holder sig kun tilbage med nogle ting i børnehave feks fodbold eller sanglege, han deltager ikke i fælles lege osv

men han klater i træer og er vild og alt det andet han godt kan lide, men slår han sig, trækker han sig ind i sig selv og går rundt alene og venter på at vi kommer, han ville aldrig opsøge en voksen for at få trøst  og de kan sjælden se at der er noget galt.. øv øv.. kun hvis det er så slemt at han uvilkårligt kommer til at sige noget fordi det gør ondt.

han har dog fået en ven derhenne nu som han skal gå i klasse med også, desværre har vennen ADHD så de er lidt et modstykke til hinanden  (han taler ikke med vennen)

men hvis du har lyst kunne vi tale / fortælle lidt om vores liv til hinanden ?

Mvh Mille-Sofie

Hej igen.

Undskyld det sene svar, der foregår bare så meget på hjemmefronten. Min dreng er også lige begyndt i skole, og det er stort, vi frygtede jo om han ville holde op med at tale. Men det går rigtigt godt, og han har fået en ven.

Vi bor i Nordsjælland.

Du er velkommen til at kontakte mig på min mail madsenpernille@gmail.com, den tjekker jeg nemlig hver dag.

Hilsner fra Persil