Fejl pga mistrives. Hvad kan jeg gøre?

Anonym skriver:

Øh læs lige hvad jeg skriver inden du skriver “det er direkte dumt!”

Jeg spurgte om det var tilfælde, eftersom samtlige råd herinde på baby.dk til folk der har det hårdt er

”du skal sygemeldes” “du har nok en depression/stress” 

det er til at brække sig over. DERFOR spurgte jeg OM tingene skulle være pisse nemt og overskueligt før man ikke fejlede noget.

Jeg synes sgu også tingene kan være benhårde, med job, børn/syge børn, hus og alt der skal gå op i en højere enhed og jeg har sgu også dage hvor jeg er så træt at jeg ville ønske jeg kunne blive under dynen, men det betyder vel ikke at jeg fejler noget?

Bare fordi man "har dage hvor man ønsker at blive under dynen" - nej , det betyder ikke at man fejler noget, men det fortæller mig, at du ikke ved hvad det vil sige at have stress eller i værste fald en depression!

Man orker end ikke tanken om, at solen står op næste dag! Man orker end ikke at åbne øjnene. Det giver ingen mening at spise, tage tøj på, gå i bad. Børnenes leg og lyde er frygtelig og skærrer som skarpe knive. Bare tanken om social samværd og krav om at skal se pæn ud, smile og ikke mindst tale med andre, giver smerter i hele kroppen. Og ind imellem tænker man " bare man kunne komme væk fra alt det uro, alle de almindelige krav, så man kunne få total ro i krop og sind" Man kigger på sine nærmeste og tænker at man er en kæmpe byrde, en belastning de helst ville være foruden.

Man evner ikke at tænke konstruktivt og fornuftigt og ens kognitive evner bliver belastet.

Og når man først helt ud i de tanker,  så er vejen tilbage til lyset, både lang,hård og næsten umuligt!

Hilsen en der har kæmpet de sidste 18 mdr og som bare ikke kan acceptere når folk tror det "kun" handler om den almindelige daglige belastning!!

Til TS: Stop op i tide!

Mor og meget mere skriver:

De fleste gik nok ud fra, det var et retorisk spørgsmål og ikke alvorligt ment. Spurgte du helt oprigtigt, og savner du et svar? 

Ja jeg spurgte eftersom det er det “råd” der bliver givet herinde i 99 ud af 100 tråde, med folk der er trætte, har det hårdt, synes tingene kan være uoverskuelige.

Sygemeld dig, du har nok en depression, søg læge. 

Som om det er blevet et skældsord at sige at nogle gange ER tingene bare hårde, og nogle gange SKAL man bare kæmpe. Men det må være hvad curling børn er resultatet af, ting MÅ bare ikke være hårde og man skal kæmpe for at få det man gerne vil have.

Anonym skriver:

Ja jeg spurgte eftersom det er det “råd” der bliver givet herinde i 99 ud af 100 tråde, med folk der er trætte, har det hårdt, synes tingene kan være uoverskuelige.

Sygemeld dig, du har nok en depression, søg læge. 

Som om det er blevet et skældsord at sige at nogle gange ER tingene bare hårde, og nogle gange SKAL man bare kæmpe. Men det må være hvad curling børn er resultatet af, ting MÅ bare ikke være hårde og man skal kæmpe for at få det man gerne vil have.

TS laver mange fejl på sit job, græder på jobbet hver dag, lider af angst, er henvist til psykiatrien - og lige netop hende, ikke de åbenbart 99 andre, bruger du som springbræt til din opsang. 

Anonym skriver:

Ja jeg spurgte eftersom det er det “råd” der bliver givet herinde i 99 ud af 100 tråde, med folk der er trætte, har det hårdt, synes tingene kan være uoverskuelige.

Sygemeld dig, du har nok en depression, søg læge. 

Som om det er blevet et skældsord at sige at nogle gange ER tingene bare hårde, og nogle gange SKAL man bare kæmpe. Men det må være hvad curling børn er resultatet af, ting MÅ bare ikke være hårde og man skal kæmpe for at få det man gerne vil have.

At blive ramt af en psykisk lidelse har absolut intet med curling at gøre.

Det kan godt være lidt håbløst at debattere med én, der mener, at man bare skal tage sig sammen.

Der er flere, der har forsøgt at forklare dig lidt om, hvordan det føles at være ramt af en psykisk lidelse, men det lyder, som om det preller af.

Det er tydeligt, at du ikke aner, hvad det er.

Jeg kender forskellen på, når det bare er lidt hårdt og man bare skal kæmpe - og så forskellen på at være ramt af en psykisk lidelse.

Det er der mange andre end mig, der også gør - også brugere herinde. 

Der er flere, der opfordrer til at tale med lægen, hvis det ikke længere er normalt - og det er ikke normalt at sidde og græde på sit arbejde - selvmordstanker er f.eks. heller ikke normale.

Hvis jeg fornemmer, at en bruger herinde oplever noget, der ikke længere bare er normatl, så opfordrer jeg til at tale med lægen.

Lige som jeg opfordrer kvinder, der mærker en knude i brystet til at tale med lægen, selv om det måske er en mælkeknude.

Jeg læste engang en artikel om en ung mand, som havde været ramt af kræft - og senere blev han ramt af en voldsom psykisk nedtur. Han skrev, at han nogle gange havde tænkt "Måske var det nemmere, hvis jeg fik kræft igen, for det kan folk da forstå".

Det synes jeg faktisk er skrækkeligt.

Og jeg kender en ung kvinde, der tilsvarende har været ramt af kræft og senere blev ramt af depression. For at trøste hende sagde hendes søster "Men det er da godt, det ikke er kræft" - og så svarede den unge kvinde "Det ved jeg snart ikke"

Det betyder overhovedet ikke, at man ønsker at det var kræft. Det siger bare lidt om, hvor forfærdeligt man kan have det, når man er ramt af en psykisk lidelse.

Og det er bedst, at det bliver taget i opløbet. Det havde også været billigere for samfundsøkonomien, hvis jeg ikke var kommet så langt ud, at jeg måtte visiteres til fleksjob.

I dag har jeg det rigtig godt, og jeg kan sagtens tage nogle hårde ting og kæmpe nogle kampe. Selvfølgelig kan jeg det, fordi jeg er rask nu. Jeg kan sagtens tage mig sammen - men jeg er heller ikke syg længere.

Ærgerligt at du ikke tør stå ved dine holdninger uden at skjule dig bag anonymitet.

Da min gamle far fik ny hofte, kom der en fysioterapeut om eftermiddagen og jagede ham ud af sengen. Man skal have stort set alle patienter ud af sygesengen så hurtigt som muligt. Ellers bliver patienterne hurtigt sygere. 

Det samme gør sig nok gældende ved psykisk sygdom. Især social angst og lignende. Jo mere man isolerer patienten, jo bedre får patienten det - men det bliver bare så meget hårdere, når man skal tilbage til hverdagens forpligtelser! Derfor er Netflix-rådet helt elendigt. 

Deltidssygemelding, mulighedserklæring, flex - alt andet end 3 uger på sofaen!! 

Abracadabra skriver:

Da min gamle far fik ny hofte, kom der en fysioterapeut om eftermiddagen og jagede ham ud af sengen. Man skal have stort set alle patienter ud af sygesengen så hurtigt som muligt. Ellers bliver patienterne hurtigt sygere. 

Det samme gør sig nok gældende ved psykisk sygdom. Især social angst og lignende. Jo mere man isolerer patienten, jo bedre får patienten det - men det bliver bare så meget hårdere, når man skal tilbage til hverdagens forpligtelser! Derfor er Netflix-rådet helt elendigt. 

Deltidssygemelding, mulighedserklæring, flex - alt andet end 3 uger på sofaen!! 

Enig en del af vejen, men jeg tror også det må komme an på hvor slemt personen er ramt af eksempelvis stress. Jeg er venner med en som blev så stress ramt, at hun begyndte at tabe håret og diverse andre symptomer. Der havde en deltidssygemelding ikke været tilstrækkeligt. 

Abracadabra skriver:

Da min gamle far fik ny hofte, kom der en fysioterapeut om eftermiddagen og jagede ham ud af sengen. Man skal have stort set alle patienter ud af sygesengen så hurtigt som muligt. Ellers bliver patienterne hurtigt sygere. 

Det samme gør sig nok gældende ved psykisk sygdom. Især social angst og lignende. Jo mere man isolerer patienten, jo bedre får patienten det - men det bliver bare så meget hårdere, når man skal tilbage til hverdagens forpligtelser! Derfor er Netflix-rådet helt elendigt. 

Deltidssygemelding, mulighedserklæring, flex - alt andet end 3 uger på sofaen!! 

Ja - der kom en fysioterapeut - altså en behandler. Der var tale om genoptræning. Din far var vel ikke deltidssygemeldt. ?

Min far blev opereret et utal af gange, og min mor har fået en ny hjerteklap. Jeg kender godt betydningen af at komme hurtigt ud af sengen og i gang med genoptræning.

Min kærestes bror har fået to nye hofter, og hver gang var han fuldtidssygemeldt. Det var nødvendigt. Han kunne ikke nøjes med en deltidssygemelding.

På samme måde kan det være nødvendigt at være fuldtidssygemeldt p.gr.a. psykisk sygdom.

Jeg er en sej vestjyde, og jeg melder mig ikke syg for et godt ord.

Men det er vigtigt at anerkende psykisk sygdom på lige fod med fysisk sygdom.

Der er ingen, der skriver, at behandlingen skal bestå af isolation. For det gavner ikke.

Men man er heller ikke nødvendigvis isoleret, fordi man er fuldtidssygemeldt. Man har jo sikkert nogle pårørende. Og man skal i gang med "genoptræning" - og den genoptræning består ikke nødvendigvis i at gå på arbejde.

Afhængig af, hvad det er for en lidelse man har og hvor alvorlig den er, kan der være tale om enten deltidssygemelding eller fuldtidssygemelding - og så behandling, som kan være en kombination af medicin og terapi.

Jeg har læst en artikel om en kvinde, der - da hun endelig blev sygemeldt - sov næsten uafbrudt i 14 dage, fordi hendes hjerne var så overbelastet, at den havde brug for absolut ro, inden hun kunne begynde at få behandlet sin stress.

Alvorlig stress er farligt. 

Der er desværre mange, der selv "behandler" deres stress ved bare at arbejde endnu hårdere, for "jeg skal bare lige over de næste tre uger, så letter det".

Jeg tror ikke, TS får det bedre af at gå på arbejde og lave endnu flere fejl, græde hver dag og have ondt i maven.

Hun skal have nogle redskaber til at håndtere sin angst. Jeg har pointeret flere gange, at jeg synes,, hun skal tage imod hjælp.

Jeg ved, du er læge og jeg anerkender din faglighed, men hvis du en dag bliver ramt af alvorlig stress og laver fejl på dit arbejde hver dag, så håber jeg, at du er så ansvarlig at sygemelde dig.

Og selv om du er læge, så har du jo ingen anelse om, hvordan det føles, når ens hjerne nærmest brænder sammen. Det kan du ikke forestille dig.

Og for din egen skyld håber jeg aldrig, du kommer til at kende forskellen på, hvornår det bare er hårdt, og på, hvordan det er at have en psykisk lidelse. 

Jeg vidste godt, at en depression er en sygdom, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne få det så skidt.

Min depression var ikke udløst af mit arbejde. Og jeg lå ikke og så netflix - det kunne jeg slet ikke koncentrere mig om, for jeg var voldsomt plaget af tankemylder og indre uro. Nogle gange vandrede jeg bare hvileløst rundt i gaderne. 

Det bliver ikke nødvendigvis sværere at vende tilbage til arbejdet. Det kommer an på så meget. Nogle gange bliver det lettere, fordi man har fået nogle redskaber til at håndtere angsten, eller hvad det nu er.

Jeg har brugt noget af pinsen på at læse en lang rapport fra en neuropsykolog vedr. en ung mand, som jeg er tæt på. Hun vurderer, at han IKKE er klar til at komme i gang med en praktik, da han først skal lære, at han ikke skal præstere 110 %. Han er kun kommet igennem sin uddannelse p.gr.a. af stædighed og jernvilje. 

Med al respekt tror jeg, den neuropsykolog har en faglighed, som du ikke nødvendigvis har.

Så du har ikke nødvendigvis ret i, at det altid er bedst kun at være deltidssygemeldt.