Fejl pga mistrives. Hvad kan jeg gøre?

Anonym skriver:

Kæft mand. Hvis hele befolkningen tænkte som dig, hvem fanden skulle så betale for gildet?

Er helt med på at velfærdssamfundet skal hjælpe de svageste, meeeeeeen. Er det ikke lige sløjt nok bare at råde folk til at blive sygemeldt og gå og “krydre røv” og nyde sommeren? 

 

Ved du overhovedet, hvor alvorlig stress kan være ?

Det var dog en trist indstilling til psykisk syge.

Ved du overhovedet, hvor alvorlig stress kan være ?

Det var dog en trist indstilling til psykisk syge.

Nu skrev jeg netop at samfundet skulle hjælpe de svageste, men har alle stress eller depression fordi hverdagen er lidt hård en gang i mellem? Så fuldtidsarbejde og børn og hus skal være en drøm og pisse nemt at overskue ellers fejler man formodentligt noget? 

Jeg siger IKKE at TS ikke fejler noget, men formuleringen “nyde sommeren og se Netflix dagen lang” den skurrer sgu lidt i mine ører.

Tommelise skriver:

Ved du overhovedet, hvor alvorlig stress kan være ?

Det var dog en trist indstilling til psykisk syge.

Men man er jo netop ved at gå bort fra tankegangen om, at man blot skal inaktivere den stressede. 

Og i TS’s tilfælde lyder det til, at hun har brug for at kunne fuldføre en uddannelse - men måske med lidt lavere krav eller en form for tilpasning. 

Så Netflix-rådet er virkelig dårligt. Ja, det vil give umiddelbar lindring, men er som at tisse i bukserne for at holde varmen: Det føles kortvarigt rart, men gør livet meget mere besværligt på den lidt længere bane. 

Anonym skriver:

Nu skrev jeg netop at samfundet skulle hjælpe de svageste, men har alle stress eller depression fordi hverdagen er lidt hård en gang i mellem? Så fuldtidsarbejde og børn og hus skal være en drøm og pisse nemt at overskue ellers fejler man formodentligt noget? 

Jeg siger IKKE at TS ikke fejler noget, men formuleringen “nyde sommeren og se Netflix dagen lang” den skurrer sgu lidt i mine ører.

Men den person, der skrev indlægget har været sygemeldt med stress.

Vidste du, at fagfolk siger, at det som stressramt kan være nødvendigt at lave absolut ingenting i den første periode af stressmeldingen ?

Nej, alle har ikke stress eller depression, fordi hverdagen er lidt hård ind imellem.

Men jeg har selv været ramt af en svær depression, og jeg kan godt love dig for, at det er en alvorlig tilstand.

Tror du virkelig, det handler om, at alt skal være en drøm og pisse nemt at overskue ?

Det lyder for mig som stor uvidenhed om, hvor syg man kan blive.

Og TS´s læge ville næppe nævnte psykiatrien, hvis han/hun ikke tænkte, at hendes tilfælde er alvorlig nok til at kræve behandling.

Abracadabra skriver:

Men man er jo netop ved at gå bort fra tankegangen om, at man blot skal inaktivere den stressede. 

Og i TS’s tilfælde lyder det til, at hun har brug for at kunne fuldføre en uddannelse - men måske med lidt lavere krav eller en form for tilpasning. 

Så Netflix-rådet er virkelig dårligt. Ja, det vil give umiddelbar lindring, men er som at tisse i bukserne for at holde varmen: Det føles kortvarigt rart, men gør livet meget mere besværligt på den lidt længere bane. 

Det er jo ikke det, det handler om.

Tror du virkelig, at det hjælper hende til at fuldføre en uddannelse, at hun bliver presset.

Jeg synes heller ikke, Netflix-rådet er det bedste, men det er en stor misforståelse, at man bliver rask at at blive presset.

Det lyder bestemt ikke, som om hun er klar til at begynde på en uddannelse nu.

Anonym skriver:

Sagen er at jeg pt er så ked af at være i skp at jeg er begyndt at lave rigtig mange dumme fejl. Jeg opdager dem simpelthen ikke før jeg får en seddel udleveret med dem på.

Det dræner mig for energi og jeg føler de andre her er begyndt at blive trætte af mig. (har ikke rigtigt passet ind fra start). Men nu det så slemt at jeg græder hver dag på wc'et.

Jeg kæmper med socialforbi (som dog var blevet meget bedre inden jeg startede herude). Men føle jeg er på vej tilbage til nul.

Har ondt i maven hele tiden, for er så bange for at komme på job og hører om hvad jeg nu har lavet forkert. Er træt hele tiden og har det lidt som om mit syn ikke kan følge med mine bevægelser (ved godt det lyder mærkeligt). Har kvalme og får halsbrand hele tiden, hvilket jeg aldrig har fået før.

Undskyld men har sådan brug for at få sat ord på hvordan jeg går og har det. Min mand mener jeg bare skal tage mig sammen, for nu er jeg jo altså blevet 27 og har ingen uddannelse.... Men det er begyndt at gå ud over mine børn, har slet slet ikke overskud til at være der. Når jeg har fri og hentet dem tænder jeg for tv'et til dem og lægger mig selv på sofaen. Hvis de beder om noget kan jeg mærke jeg er tæt på sammenbrud. (det har aldrig været sådan før med mine børn.)

Tænker oftere og oftere hvorfor jeg er her. Altså hvad er meningen med at leve? Jeg har ikke formået noget som helst i mit liv og jeg kan åbenbart heller ikke formå at klare noget så simpelt som skp. (skolepraktik).

Min egen læge vil have mig i psykiatrien, han har henvist til det et par gange men jeg får kolde fødder hver gang og kan mærke at jeg er så bange for at få det stempel. Men hvad kan jeg ellers gøre? 

For som det er nu kan jeg ikke fungere. Bare det at møde ind til fire fejl her til morgen var næsten ved at knække mig. For kan ikke engang overksue hvordan jeg selv skal løse dem. 

Undskyld min smøre. Men har brug for råd. Hvad kan jeg gøre for at livet får mening igen.? At jeg kan med mine kollegaer? Og jeg ikke græder hver dag på job.? Vil gerne igennem og have denne uddannelse for helt ærligt jeg er 27 og har ikke nået noget endnu. Føler mig så utroligt dum. 

Du må ikke presse dig selv så hårdt, at du knækker.

Det er ikke meningen, at man skal græde hver dag på job.

Hvis du er der, hvor du ikke føler, at livet har mening, så er den gal.

Tag imod hjælp. Fuldstændig på samme måde, som du ville tage imod hjælp, hvis det drejede sig om fysisk sygdom.

Kom afsted til psykiatrien og bliv udredt. Det er vigtigt så du kan få det bedre. Det er ikke et stempel overhovedet og ingen vil se dig som svag ved at tage den vej. Tværsigmod det er en kæmpe styrke at indse man har brug for profesionelle til at hjælpe sig. Hvorimod det er en kæmpe svaghed at tro at man kan klarer ærterne alene og bare lade ens liv falde sammen om ørene på sig. 

P.s jeg er 34 og jeg har heller ingen uddannelse og har selv været hele møllen igennem. Jeg røg 5 et halvt på på kontanthjælp fordi jeg mente jeg kunne klarer verden alene. Det ente ud i kraftig stress og depression. Jeg tog tyren ved hornene og bad om hjælp og idag er jeg i arbejde, selvforsørgende og ude af stressen. Den melder sig sjældent nu. 

Anonym skriver:

Sagen er at jeg pt er så ked af at være i skp at jeg er begyndt at lave rigtig mange dumme fejl. Jeg opdager dem simpelthen ikke før jeg får en seddel udleveret med dem på.

Det dræner mig for energi og jeg føler de andre her er begyndt at blive trætte af mig. (har ikke rigtigt passet ind fra start). Men nu det så slemt at jeg græder hver dag på wc'et.

Jeg kæmper med socialforbi (som dog var blevet meget bedre inden jeg startede herude). Men føle jeg er på vej tilbage til nul.

Har ondt i maven hele tiden, for er så bange for at komme på job og hører om hvad jeg nu har lavet forkert. Er træt hele tiden og har det lidt som om mit syn ikke kan følge med mine bevægelser (ved godt det lyder mærkeligt). Har kvalme og får halsbrand hele tiden, hvilket jeg aldrig har fået før.

Undskyld men har sådan brug for at få sat ord på hvordan jeg går og har det. Min mand mener jeg bare skal tage mig sammen, for nu er jeg jo altså blevet 27 og har ingen uddannelse.... Men det er begyndt at gå ud over mine børn, har slet slet ikke overskud til at være der. Når jeg har fri og hentet dem tænder jeg for tv'et til dem og lægger mig selv på sofaen. Hvis de beder om noget kan jeg mærke jeg er tæt på sammenbrud. (det har aldrig været sådan før med mine børn.)

Tænker oftere og oftere hvorfor jeg er her. Altså hvad er meningen med at leve? Jeg har ikke formået noget som helst i mit liv og jeg kan åbenbart heller ikke formå at klare noget så simpelt som skp. (skolepraktik).

Min egen læge vil have mig i psykiatrien, han har henvist til det et par gange men jeg får kolde fødder hver gang og kan mærke at jeg er så bange for at få det stempel. Men hvad kan jeg ellers gøre? 

For som det er nu kan jeg ikke fungere. Bare det at møde ind til fire fejl her til morgen var næsten ved at knække mig. For kan ikke engang overksue hvordan jeg selv skal løse dem. 

Undskyld min smøre. Men har brug for råd. Hvad kan jeg gøre for at livet får mening igen.? At jeg kan med mine kollegaer? Og jeg ikke græder hver dag på job.? Vil gerne igennem og have denne uddannelse for helt ærligt jeg er 27 og har ikke nået noget endnu. Føler mig så utroligt dum. 

Jeg har selv været der, hvor jeg syntes, det var et kæmpe nederlag at skulle i behandling i psykiatrien.

Én ting var at gå til psykolog - men psykiatrien - nej uha så var jeg da blevet tosset i hovedet.

Men det er en helt forkert holdning.

Jeg har altid været meget ressourcestærk med styr på livet, uddannelse og job.

Men da jeg var 39 år, blev jeg syg af en slem depression.

Jeg turde ikke blive sygemeldt, for jeg var bange for, at jeg aldrig kom i gang igen.

Men jeg kunne slet ikke hænge sammen. De fleste dage kom jeg for sent afsted og mødte først omkring 09.30, og jeg sad ude på toilettet og tudede meget af tiden.

Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde gjort mig selv og mine kolleger den tjeneste at sygemelde mig. Jeg pressede mig selv for hårdt, og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Jeg endte med at blive visiteret til fleksjob. Og det ville jeg faktisk heller ikke, for jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg ikke kunne klare det samme som før. Men det var bare sådan, det var. 

Desværre så er der stadig mange fordomme om psykiske lidelser, og vi kommer dem kun til livs ved at tale åbent om det.

Der er stadig stor uvidenhed og mange, der tror, at man bare kan tage sig sammen.

Ønsker det bedste for dig.

Endnu engang tak for alle jeres svar det så pænt af jer i giver jeg tid til at hjælpe mig. Jeg har det så svært med tanken om at bede om hjælp igen, da jeg allerede to gange har sagt nej til psykiatrien. Var dog hos psykiateren som gav mig diagnoserne generaliseret-angst, socialforbi og panikangst.

Jeg har idag snakket med egen læge og han arbejder på et udskrift som skal gøre jeg kommer ned på 25 timer om ugen i stedet for fuldtid. Men jeg er ikke sikker på at det er løsningen. Men det klart en mulighed jeg må prøve, det virker også som om min chef mener det vil være godt for mig at komme igennem uddannelsen på nedsat tid.

Jeg har ydermere afmeldt mine børns sport. Jeg kan ikke længere overskue det i min hverdag (den enes var heldigvis færdig for denne sæson.) men jeg har også sagt til dem at de ikke kommer til at gå igen næste sæson. Det ærgerligt for mine børn, men jeg vil hellere være den glade mor som har tid og overskud til dem, end stresse over også at køre til håndbold, rigning og dans. 

Min mand var heldigvis okay med begge beslutninger, da han godt kan se det for meget for mig pt. Så det lettede lidt. 

Anonym skriver:

Endnu engang tak for alle jeres svar det så pænt af jer i giver jeg tid til at hjælpe mig. Jeg har det så svært med tanken om at bede om hjælp igen, da jeg allerede to gange har sagt nej til psykiatrien. Var dog hos psykiateren som gav mig diagnoserne generaliseret-angst, socialforbi og panikangst.

Jeg har idag snakket med egen læge og han arbejder på et udskrift som skal gøre jeg kommer ned på 25 timer om ugen i stedet for fuldtid. Men jeg er ikke sikker på at det er løsningen. Men det klart en mulighed jeg må prøve, det virker også som om min chef mener det vil være godt for mig at komme igennem uddannelsen på nedsat tid.

Jeg har ydermere afmeldt mine børns sport. Jeg kan ikke længere overskue det i min hverdag (den enes var heldigvis færdig for denne sæson.) men jeg har også sagt til dem at de ikke kommer til at gå igen næste sæson. Det ærgerligt for mine børn, men jeg vil hellere være den glade mor som har tid og overskud til dem, end stresse over også at køre til håndbold, rigning og dans. 

Min mand var heldigvis okay med begge beslutninger, da han godt kan se det for meget for mig pt. Så det lettede lidt. 

Synes godt nok det er synd for dine børn at dw skal “straffes” ved at få frataget deres sportsgrene fordi du ikke vil gå til psykiatrien igen. 

Kan din mand ikke bare ordne sportsdelen og aflaste dig på det punkt?