Fejl pga mistrives. Hvad kan jeg gøre?

Sagen er at jeg pt er så ked af at være i skp at jeg er begyndt at lave rigtig mange dumme fejl. Jeg opdager dem simpelthen ikke før jeg får en seddel udleveret med dem på.

Det dræner mig for energi og jeg føler de andre her er begyndt at blive trætte af mig. (har ikke rigtigt passet ind fra start). Men nu det så slemt at jeg græder hver dag på wc'et.

Jeg kæmper med socialforbi (som dog var blevet meget bedre inden jeg startede herude). Men føle jeg er på vej tilbage til nul.

Har ondt i maven hele tiden, for er så bange for at komme på job og hører om hvad jeg nu har lavet forkert. Er træt hele tiden og har det lidt som om mit syn ikke kan følge med mine bevægelser (ved godt det lyder mærkeligt). Har kvalme og får halsbrand hele tiden, hvilket jeg aldrig har fået før.

Undskyld men har sådan brug for at få sat ord på hvordan jeg går og har det. Min mand mener jeg bare skal tage mig sammen, for nu er jeg jo altså blevet 27 og har ingen uddannelse.... Men det er begyndt at gå ud over mine børn, har slet slet ikke overskud til at være der. Når jeg har fri og hentet dem tænder jeg for tv'et til dem og lægger mig selv på sofaen. Hvis de beder om noget kan jeg mærke jeg er tæt på sammenbrud. (det har aldrig været sådan før med mine børn.)

Tænker oftere og oftere hvorfor jeg er her. Altså hvad er meningen med at leve? Jeg har ikke formået noget som helst i mit liv og jeg kan åbenbart heller ikke formå at klare noget så simpelt som skp. (skolepraktik).

Min egen læge vil have mig i psykiatrien, han har henvist til det et par gange men jeg får kolde fødder hver gang og kan mærke at jeg er så bange for at få det stempel. Men hvad kan jeg ellers gøre? 

For som det er nu kan jeg ikke fungere. Bare det at møde ind til fire fejl her til morgen var næsten ved at knække mig. For kan ikke engang overksue hvordan jeg selv skal løse dem. 

Undskyld min smøre. Men har brug for råd. Hvad kan jeg gøre for at livet får mening igen.? At jeg kan med mine kollegaer? Og jeg ikke græder hver dag på job.? Vil gerne igennem og have denne uddannelse for helt ærligt jeg er 27 og har ikke nået noget endnu. Føler mig så utroligt dum. 

Hvad er det for nogle fejl du begår som er så slemme? Det er vel en del af det at være i praktik at man begår fejl og lærer gennem det.

Det at kollegerne bliver irriterede kan være fordi de selv har alt for travlt så det reelt måske ikke har noget med dig at gøre. Det kan også være du overtolker fordi du har følelserne uden på tøjet.

Stort kram til dig! 

Ens værd opgøres ikke i hvor meget man har opnået! Det må du simpelthen ikke tro. Desuden har du en dejlig familie, børn der elsker dig. 

Du bliver nødt til at gå til psykiatrien. Jeg har selv været der. Det er IKKE et stempel. Ville du lade være med at gå til lægen hvis du havde sukkersyge? Eller hvis dine børn havde brækket en fod? Bare fordi at det i hjernen at der er en ubalance, gør den ikke mindre valid. Få din mand el. en anden du stoler på, til at køre dig hen til din aftale. Du må ikke bakke ud igen. Livet er for kort til at have det dårligt. 

I forhold til skolen så ville jeg tale med en vejleder eller anden kontaktperson på stedet. Fortæl dem hvilke udfordringer du har. Måske kan de komme med forslag hvad der kan ændres så du ikke skal være så ked af det på arbejdet. Desværre, er der nok en periode hvor det vil være umuligt at være der 100% for dine børn, men du skal selvfølgelig ikke være ked af det hele tiden. 

IenFart skriver:

Hvad er det for nogle fejl du begår som er så slemme? Det er vel en del af det at være i praktik at man begår fejl og lærer gennem det.

Det at kollegerne bliver irriterede kan være fordi de selv har alt for travlt så det reelt måske ikke har noget med dig at gøre. Det kan også være du overtolker fordi du har følelserne uden på tøjet.

Det sådan nogle dumme besværlige fejl som priser der ikke stemmer fra ob til faktura og pakkeliste. Eller manglende %'er. Ting som jeg før havde fuldt styr på, halter bare helt vildt nu og jeg er så flov.

Det ingen hemmelighed at vi har rigtig meget arbejde pt heroppe. De er alle sammen mere eller mindre pressede, så derfor er der selvfølgelig heller ikke sjovt for dem at skulle hjælpe mig når jeg dummer mig. Men puha det så svært at være her som det er nu. Føler mig ikke velkommen eller som en del af fællesskabet mere.

Er kommet ud på en glidebane jeg ikke kan komme væk fra. Går til coach og psykolog pga min angst men har virkelig ramt et dybt hul denne gang. Det hele var ellers lige begyndt at gå så godt. Men så fik vi ny leder og omstruktureringer og nu kan jeg ikke overskue noget mere. 

Anonym skriver:

Sagen er at jeg pt er så ked af at være i skp at jeg er begyndt at lave rigtig mange dumme fejl. Jeg opdager dem simpelthen ikke før jeg får en seddel udleveret med dem på.

Det dræner mig for energi og jeg føler de andre her er begyndt at blive trætte af mig. (har ikke rigtigt passet ind fra start). Men nu det så slemt at jeg græder hver dag på wc'et.

Jeg kæmper med socialforbi (som dog var blevet meget bedre inden jeg startede herude). Men føle jeg er på vej tilbage til nul.

Har ondt i maven hele tiden, for er så bange for at komme på job og hører om hvad jeg nu har lavet forkert. Er træt hele tiden og har det lidt som om mit syn ikke kan følge med mine bevægelser (ved godt det lyder mærkeligt). Har kvalme og får halsbrand hele tiden, hvilket jeg aldrig har fået før.

Undskyld men har sådan brug for at få sat ord på hvordan jeg går og har det. Min mand mener jeg bare skal tage mig sammen, for nu er jeg jo altså blevet 27 og har ingen uddannelse.... Men det er begyndt at gå ud over mine børn, har slet slet ikke overskud til at være der. Når jeg har fri og hentet dem tænder jeg for tv'et til dem og lægger mig selv på sofaen. Hvis de beder om noget kan jeg mærke jeg er tæt på sammenbrud. (det har aldrig været sådan før med mine børn.)

Tænker oftere og oftere hvorfor jeg er her. Altså hvad er meningen med at leve? Jeg har ikke formået noget som helst i mit liv og jeg kan åbenbart heller ikke formå at klare noget så simpelt som skp. (skolepraktik).

Min egen læge vil have mig i psykiatrien, han har henvist til det et par gange men jeg får kolde fødder hver gang og kan mærke at jeg er så bange for at få det stempel. Men hvad kan jeg ellers gøre? 

For som det er nu kan jeg ikke fungere. Bare det at møde ind til fire fejl her til morgen var næsten ved at knække mig. For kan ikke engang overksue hvordan jeg selv skal løse dem. 

Undskyld min smøre. Men har brug for råd. Hvad kan jeg gøre for at livet får mening igen.? At jeg kan med mine kollegaer? Og jeg ikke græder hver dag på job.? Vil gerne igennem og have denne uddannelse for helt ærligt jeg er 27 og har ikke nået noget endnu. Føler mig så utroligt dum. 

Jeg synes du skal starte med at få en sygemelding. Det kunne godt lyde som stress og starten på en depression. 

Derefter så tag imod tilbuddet om at blive udredt i psykiatrien. Jeg har selv været det og du må gerne tage en person med hvis du er utryg i starten. Ved mig har de været utrolig søde og forstående og de har givet mig nogle redskaber jeg kan bruge. 

Derefter synes jeg du skal vurdere om det er den rigtige uddannelse du er startet på? Og har du brug eller lyst til en uddannelse? Eller er det et krav eller forventninger der kommer andre steder fra? Du bliver ikke en bedre person af at få en uddannelse, snare det modsatte hvis det kører dig ned. 

Du får lige en virtuel 

ps. Jeg fylder 29 i år og har heller ikke nogen uddannelse

Ja, få dig en sygemelding! Det er de samme symptomer, som da jeg gik ned med stress. Det vigtigste er jo, at du selv har det godt, så du kan være der for dine børn.

Man kan ikke presse sig selv igennem sådan noget. Jeg var selv på en arbejdsplads, hvor jeg lavede så mange fejl, at mine kollegaer måtte gøre mit arbejde om, fordi jeg var så træt. Det var et lager og nogle gange havde jeg plukket og pakket flere kasser, som måtte gøres helt om. Det er forfærdeligt.

Det er desuden heller ikke særlig slemt at være i psykiatrien, hvor jeg også har været. Man får INTET stempel. Jeg har selv en diagnose og er samtidig jobsøgende og jeg kan fortælle, at ingen på Jobcenteret har nogensinde fået nys om min tur i Psykiatrien.
Man skal huske på, at den er der for at hjælpe dig - godt nok er der skåret så meget ned nu, at hjælpen er stærkt begrænset, men den er der og det kan virkelig være en lettelse at komme derhen, for så føler man, at der endelig bliver gjort noget ved ens problemer. F.eks. socialfobi, som kan være umuligt at tackle alene.

Så:
1) Sygemeld dig, tag kontakt til Psykatrien (så hurtigt som muligt, ventetiden er uendelig og så skal du ikke have det hængende over hovedet)
2) Tag derefter nogle uger, hvor du bare ligger på langs og ser alle dine yndlingsserier, tager lange bade og henter dine børn tidligt og nyder sommeren, mens du langsomt bliver dig selv igen Ren luksus, ingen projekter, ingen krav, bare alt det, du bedst kan lide!
(Men husk hvor dårligt du havde det - for ellers ved jeg, at når man så bliver indkaldt hos Psykiatrien, så har man glemt det, fordi man har haft fri og haft det godt, og tror, at man selv har fikset det - men når man så står ude på arbejdspladsen, så kommer det hele igen, fordi man ikke har fået redskaberne til at tackle sine issues.)

Tusind tak for jeres svar. Er på job pt. Så energien er ikke lige til at svare de enkelte lige nu. Men har læst alle svar og tusind tak for de søde ord. 

Du må endelig ikke være bange for at sige ja til en henvisning til psykiatrien.

Der er gode chancer for, at de kan hjælpe dig.

Som en anden skriver - du ville jo ikke være bange for at blive stemplet, hvis der var tale om sukkersyge eller et barn, der havde brækket foden.

Jeg tror bestemt ikke, at det vil være godt for dit selvværd at lægge dig på sofaen foran Netflix i nogle uger!! Du skal have hjælp til at fuldføre din skolepraktik og færdiggøre din uddannelse. Måske har du nogle grundliggende vanskeligheder, som psykiatrien kan hjælpe dig med? Forbløffende mange voksne render rundt med ubehandlet ADHD og får meget hjælp af at kende deres udfordringer og måske medicin. 

Anonym skriver:

Ja, få dig en sygemelding! Det er de samme symptomer, som da jeg gik ned med stress. Det vigtigste er jo, at du selv har det godt, så du kan være der for dine børn.

Man kan ikke presse sig selv igennem sådan noget. Jeg var selv på en arbejdsplads, hvor jeg lavede så mange fejl, at mine kollegaer måtte gøre mit arbejde om, fordi jeg var så træt. Det var et lager og nogle gange havde jeg plukket og pakket flere kasser, som måtte gøres helt om. Det er forfærdeligt.

Det er desuden heller ikke særlig slemt at være i psykiatrien, hvor jeg også har været. Man får INTET stempel. Jeg har selv en diagnose og er samtidig jobsøgende og jeg kan fortælle, at ingen på Jobcenteret har nogensinde fået nys om min tur i Psykiatrien.
Man skal huske på, at den er der for at hjælpe dig - godt nok er der skåret så meget ned nu, at hjælpen er stærkt begrænset, men den er der og det kan virkelig være en lettelse at komme derhen, for så føler man, at der endelig bliver gjort noget ved ens problemer. F.eks. socialfobi, som kan være umuligt at tackle alene.

Så:
1) Sygemeld dig, tag kontakt til Psykatrien (så hurtigt som muligt, ventetiden er uendelig og så skal du ikke have det hængende over hovedet)
2) Tag derefter nogle uger, hvor du bare ligger på langs og ser alle dine yndlingsserier, tager lange bade og henter dine børn tidligt og nyder sommeren, mens du langsomt bliver dig selv igen Ren luksus, ingen projekter, ingen krav, bare alt det, du bedst kan lide!
(Men husk hvor dårligt du havde det - for ellers ved jeg, at når man så bliver indkaldt hos Psykiatrien, så har man glemt det, fordi man har haft fri og haft det godt, og tror, at man selv har fikset det - men når man så står ude på arbejdspladsen, så kommer det hele igen, fordi man ikke har fået redskaberne til at tackle sine issues.)

Kæft mand. Hvis hele befolkningen tænkte som dig, hvem fanden skulle så betale for gildet?

Er helt med på at velfærdssamfundet skal hjælpe de svageste, meeeeeeen. Er det ikke lige sløjt nok bare at råde folk til at blive sygemeldt og gå og “krydre røv” og nyde sommeren?