Blive valgt fra

AnjaZenia skriver:

Ja det er jeg. 

Så prøv at vend det om, og sig; Hvad ville du have gjort hvis dit barn sagde at det ikke ville have din nye kæreste med? Ville du have tvunget dit barn til at sidde i en biograf, en cafe eller andet, med et fremmed menneske, barnet ikke lige har overskud/lyst til at være sammen med? 

Der vil komme andre gange, der vil komme andre konflikter. Du er ikke valgt fra på grund af en biograftur. Der kan være sket noget i hovedet på denne dreng, og så var overskuddet til en "date" tur med fars kæreste ikke lige det der lå øverst på listen. 

Har du mødt børnene endnu eller skulle det her have været første møde? 

BAE skriver:

Så prøv at vend det om, og sig; Hvad ville du have gjort hvis dit barn sagde at det ikke ville have din nye kæreste med? Ville du have tvunget dit barn til at sidde i en biograf, en cafe eller andet, med et fremmed menneske, barnet ikke lige har overskud/lyst til at være sammen med? 

Der vil komme andre gange, der vil komme andre konflikter. Du er ikke valgt fra på grund af en biograftur. Der kan være sket noget i hovedet på denne dreng, og så var overskuddet til en "date" tur med fars kæreste ikke lige det der lå øverst på listen. 

Har du mødt børnene endnu eller skulle det her have været første møde? 

 

 

Hun skriver, at hun har kendt barnet i 6 måneder, så det kan ikke være første møde.

Men er ellers meget enig i dine betragtninger.

AnjaZenia skriver:

Jeg havde aftalt med min nye kæreste og deres børn, at vi skulle i biografen på lørdag. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Det har været en svær kamp. Nu skriver han så, at den ældste ikke vil have mig med alligevel og om det er okay en af hans venner kommer med i stedet.. jeg føler mig vildt såret og valgt fra.. Det er sjovt ikke.. hvordan børn kan såre en så meget.. 

Dine følelser er ikke forkerte. Du må godt føle dig skuffet og såret, men jeg synes alligevel, du skal prøve at vende perspektivet lidt.

Det er ikke dig personligt, der er valgt fra - det er hele situationen.

14 år kan jo være en svær alder, og så længe er det heller ikke siden, at drengens familie er gået i opløsning.

Jeg læste engang et interview med Puk Elgaard, der er bonusmor. Og hun sagde bl.a., at det godt kunne gøre ondt, hvis barnet f.eks. sagde: "Du må ikke binde mine snørebånd, det skal far gøre".

Men samtidig vidste hun godt, at det var en naturlig reaktion fra barnets side, og at deres fællesbarn jo også foretrak sine egne forældre. 

For hende kom tilliden og accepten med tiden.

Det gør den måske også for dig.

Min kæreste har 3 børn med sin ekskone. Jeg har været heldig, at børnene har været positive fra dag 1. Men deres forældre havde også været skilt i tre år, og deres mor havde også en kæreste. De var knap 12 år gamle, så de var ikke små børn, men var heller ikke teenagere. De var åbne og nysgerrige. 

De syntes, det var enormt spændende at far havde fået en ny veninde, og jeg var nærmest helt ør i hovedet efter den første weekend, hvor jeg havde været sammen med dem, fordi de alle tre ville have min opmærksomhed, og jeg forsøgte at give dem den så godt, jeg kunne.

Jeg har ikke selv børn, og min kæreste og jeg har ikke fællesbørn.

Så jeg har ikke oplevet at føle mig afvist. Men jeg har heller ikke følt mig skuffet, hvis min kæreste har været nødt til at aflyse en aftale med mig, fordi der var noget med børnene, han skulle tage sig af. 

Så prøv om du kan lade være med at tage det personligt. 

Og find en rigtig god måde at hygge dig på, mens de skal i biografen. Gør noget godt for dig selv.

Tommelise skriver:

Hun skriver, at hun har kendt barnet i 6 måneder, så det kan ikke være første møde.

Men er ellers meget enig i dine betragtninger.

Nej det ville være lidt mærkeligt. 

Det er aldrig forkert at føle det man føler. Men man skal huske at tænke sig om før man handler på dem. Jeg er sikker på at din kæreste ikke vælger dig fra, men tager hensyn til sin søn.

Da jeg var 14 år blev min bedstevenindes mor kæreste med en ny mand. En god mand, med godt job, søde børn, og ingen misbrug eller aggressioner som hendes far havde. Hun ønskede ikke selv at hendes forældre var sammen. Men min veninde var edderspændt på den nye kæreste i flere år og er først tøet op længe længe efter. 

Det er en svær alder at være skilsmissebarn i. Det tror jeg. Jeg tror det vil komme dig til gode at være afventende og imødekommende når tid er. Men jeg forstår 100% dine følelser. Men vend den om til at handle om det bedste for barnet og ikke om dit og barnets forhold 

❤️❤️

AnjaZenia skriver:

Åh nej sådan har det ikke været.. Han er blevet spurgt løbende om han ville se mig. Så jeg har ikke været på banen før her slut marts. Ellers har jeg ikke været sammen med dem. Men kun med min kæreste. Og det var først da han sagde ja han ville møde mig at det blev sat i værk. 

Det er lidt forvirrende - tidligere skrev du, barnet havde kendt dig i seks måneder? 

Mor og meget mere skriver:

Det er lidt forvirrende - tidligere skrev du, barnet havde kendt dig i seks måneder? 

Han har kendt til mig. Vidst at jeg eksisterede. Men vi har først mødtes her i marts. 

AnjaZenia skriver:

Han har kendt til mig. Vidst at jeg eksisterede. Men vi har først mødtes her i marts. 

Okay - på den måde.

Men det er jo også kun 2 måneder.

Giv det tid. 

Følelser er aldrig forkerte, men de er bare ikke altid særlig konstruktive.

Når man møder en mand med børn, så er det forventeligt, at man vil opleve at føle sig fravalgt til tider, for der er en eller flere, der altid vil komme før en. 

Jeg mødte min nu mand, der jeg var 18 år. Han var enlig far til en skøn dreng på 3 år og derfra ændrede mit liv sig. Jeg var ikke længere den vigtigste, ikke længere den som andre tog hensyn til, ikke længere barnet - nu var jeg den der måtte tilsidesætte egne ønsker for et andet menneske. Og hvis en god dag fx som en biograftur var blevet ødelagt af min tilstedeværelse, så skulle jeg selvfølgelig trække mig. 

Så jo jeg forstår dig, du ville gerne den del med din kæreste, du ville gerne være en del af det fællesskab. Men din kærestes dreng sagde pænt nej tak, og det respekterer din kæreste. Skal en 14 årig kunne det - i min optik ja. De vælger ikke vi skal have kærester. De skal opføre sig ordentligt, tale pænt osv. Men de skal ikke pålægges samvær med dem vi er kærester med - der kommer et tidspunkt hvor de skal når vi flytter sammen osv, men ikke til en biograftur.