Blive valgt fra

Jeg havde aftalt med min nye kæreste og deres børn, at vi skulle i biografen på lørdag. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Det har været en svær kamp. Nu skriver han så, at den ældste ikke vil have mig med alligevel og om det er okay en af hans venner kommer med i stedet.. jeg føler mig vildt såret og valgt fra.. Det er sjovt ikke.. hvordan børn kan såre en så meget.. 

Jeg forstår ikke hvorfor det er barnet, der bestemmer hvem der skal med i biografen. Det er vel ikke barnet, der inviterer og betaler? Jeg ville i hvert fald forvente af min kæreste, at han står ved at det er ham, der inviterer. Og ellers så kan I jo holde en hyggelig filmaften hjemme hos jer selv, og så må barnet jo sidde hvor han/hun vil i huset.

Jeg ved ikke hvor gamle børnene er, men jeg ville være møgsåret over kærestens måde at håndtere det på, mere end barnets.

asphodel skriver:

Jeg forstår ikke hvorfor det er barnet, der bestemmer hvem der skal med i biografen. Det er vel ikke barnet, der inviterer og betaler? Jeg ville i hvert fald forvente af min kæreste, at han står ved at det er ham, der inviterer. Og ellers så kan I jo holde en hyggelig filmaften hjemme hos jer selv, og så må barnet jo sidde hvor han/hun vil i huset.

Jeg ved ikke hvor gamle børnene er, men jeg ville være møgsåret over kærestens måde at håndtere det på, mere end barnets.

Det er jeg nok også.. jeg synes det er urimeligt, at hans søn som i øvrigt er 14 år skal bestemme om jeg skal med.. Især fordi det jo har været aftalt i 3 uger

Så føler mig valgt fra.. 

Men var ikke sikker på om det var rimeligt af mig at være ked af det..

Min kæreste siger, at han skal vænne sig til at jeg er med. Og at han skal kunne lide mig. Og derfor skal vi ikke presse ham til aktiviteter. Men hvorfor spørge ham om det er okay jeg kommer med. Hvorfor er det ikke bare en selvfølge når nu jeg er blevet inviteret

AnjaZenia skriver:

Jeg havde aftalt med min nye kæreste og deres børn, at vi skulle i biografen på lørdag. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Det har været en svær kamp. Nu skriver han så, at den ældste ikke vil have mig med alligevel og om det er okay en af hans venner kommer med i stedet.. jeg føler mig vildt såret og valgt fra.. Det er sjovt ikke.. hvordan børn kan såre en så meget.. 

Hvor længe har I været kærester? Hvor længe har barnet kendt til dig? Og hvor længe er det siden at barnets forældre gik fra hinanden?

Det syntes jeg er vigtig viden ifht at kunne svare.

Mom skriver:

Hvor længe har I været kærester? Hvor længe har barnet kendt til dig? Og hvor længe er det siden at barnets forældre gik fra hinanden?

Det syntes jeg er vigtig viden ifht at kunne svare.

Vi har været kærester i 8 mdr, barnet har kendt mig i 6. Forældrene har været fra hinanden i 12.

AnjaZenia skriver:

Vi har været kærester i 8 mdr, barnet har kendt mig i 6. Forældrene har været fra hinanden i 12.

Så er du jo ikke "ny" for barnet. Men måske er det stadig for "nyt", forstået på den måde at det er svært for barnet, at far "allerede" har en kæreste.?

Mom skriver:

Så er du jo ikke "ny" for barnet. Men måske er det stadig for "nyt", forstået på den måde at det er svært for barnet, at far "allerede" har en kæreste.?

Enig men så skulle jeg bare ikke være blevet inviteret.. 

AnjaZenia skriver:

Enig men så skulle jeg bare ikke være blevet inviteret.. 

Enig, men måske vidste din kæreste ikke at barnet ville reagere sådan?

AnjaZenia skriver:

Vi har været kærester i 8 mdr, barnet har kendt mig i 6. Forældrene har været fra hinanden i 12.

Så seks mdr efter hans far og mor er gået fra hinanden presser faren en ny ned i halsen på ham?! 

Giv tid  

Jeg må også ærligt indrømme, at du må lægge dine følelser lidt på is. Det er godt nok et ekstremt nyt forhold for barnet. Det vil det sikkert være op til et par år. 

Du må ikke se det, som noget personligt. For det her handler jo slet ikke om dig. At du ikke må være med. Det her handler om en 14-årig, der er i krise. Du kan være verdens bedste bonusmor - men det betyder også, at du skal rumme, at du bliver til og fravalgt for godtbefindende et godt stykke tid. 

Hvor gammel er du? 

Jeg har selv været bonusmor i 4 år. Og du er nødt til ikke at tage det personligt. Du er nødt til at rumme - især når det er så nyt. Det er barnet som er i krise - livskrise! Giv plads, giv rum, giv tid :-) 

Hvis du går rundt og er ked af “afvisninger” og tager det personligt, at drengen er i krise, så bliver det meget svært for alle at være i den nye familiekonstellation. 

Din kæreste og bonussøn er jo også nødt til at mærke, hvor de er henne i relationen. Og hvad I kan sammen som “ny” familie. Men det kræver invitationer der måske trækkes tilbage og små skridt i en retning også tilbage igen. Drengen kN kun lære sig selv at kende i en livskrise ved at prøve sig lidt frem. Det betyder, du bliver inviteret og afinviteret i lang tid. For sådan mærker han, hvor han er sin relation til dig og hans fars situation. Han har ingen erfaring med pli i denne sitation og hvorvidt du er “inviteret” eller ej. Han er 14, umoden og ikke mindst i livskrise.

Det er ikke fordi, du ikke må være irriteret, ked af osv. For det kan jeg godt forstå. Men du er dælme nødt til at beslutte dig for, at det ikke er personligt :-)