Anonym skriver:
Jeg er sammen med en mand der har en voksen datter på 23 år. Hun har også en datter hun fik som 17 årig med en mand på 50.
Min kæreste har været skilt fra hendes mor siden hun var 5 år. Moren blev meget såret over skilsmissen og har modarbejdet samvær siden dag 1. Stadig den dag i dag gør hun hvad hun kan for at splitte dem. Hvis hun feks er på besøg ligger hun og ringer og sms’er hele tiden. Hvis vi siger noget bliver hun sur.
Jeg har en datter på 13 og sammen har vi en dreng på 2 1/2.
Forholdet til datteren har for mig altid været lidt anstrengt, men jeg er altid venlig og sød, har invinteret hende alene med mig og børnene på ferie når hendes far har skulle arbejde osv.
Når hun er hos os må hendes far ikke sige noget forkert, så råber og skriger hun, han må ikke komme med et godt råd eller andet.
Jeg har blandet mig udenom de konflikter.
Til vores søns 2 års fødselsdag, hvor alle havde det super hyggeligt, sad hun med mine kollegaer som hun ikke kender og svinede sin far til pg fortalte hvilken dårlig far han altid havde været. Bagefter gik hun over til sin far og startede en diskussion og råbte og skreg så alle forlod festen. Siden har de ikke talt sammen, det er 1 år siden. Han har ringer, skrevet osv, uden held. Til familie sammenkomster vil hun ikke hilse. Bagefter fortæller hun alle i familien at vi ikke vil hilse og hvor forfærdelige vi er. Nu skal vi giftes. Hendes far skrev og ringede for at høre Om de skulle snakke sammen og om hun ville med, intet svar. Så skrev hun til mig at hun savnede mig og børnene og alle vores lange snakke. Og hun gerne ville med i kirken men ikke festen.
Jeg skrev at vi også savnede hende. Men jeg ville gerne have hun snakkede med sin far. Jeg ville blive ked af at se hende gå hjem fra kirken uden at skulle med til festen, og det ville hendes far også. Derefter fik jeg en lang SMS om at hun eleksede mig og børnene men hadede sin far. Han var mig utro, ustabil og ville aldrig komme til at behandle mig pænt. Plus det var synd for vores søn at have så dum og elendig en far.
Jeg var helt i chok og skrev hun ikke Skulle skrive mere. Herefter skrev hun igen en lang og modbydelig SMS om sin far og en masse beskyldninger som ikke er rigtige.
Vi skal giftes på lørdag, og nu er jeg så ked af hun har reageret på den måde. Og ved ikke hvad der går af hende. Og hvorfor siger hun sådan om sin far. Har tænkt om hun hat borderline og forsøger med splitting?
Jeg har mest lyst til aldrig at kontakte hende igen, men ved ikke om det er det rigtige at gøre. Min mand er næsten ved at opgive og siger han kan ikke kæmpe mere for en datter der ikkw gider ham.
Hvad ville i gøre?
Undskyld en 23 årig med en datter på 5-6 år opfører sig som en 5-6 årig? Seriøst???
Ja, hun føler sig svigtet af begge sine forældre(for det er begge forældrene der har fejlet), men hun er selv mor og opfører sig sådan over for sin datters morfar Og ødelægger onkelens fødseldag..
Jeg ville sige til min mand, at han skal sætte sig ned med sin datter og så skal der tales det igennem, og så skal der lyttes, ikke dømmes eller andet.
Der skal findes en løsning på det her, for det er ikke fair over for de andre børn der bliver en brik i det her. hvor er hendes datter, når hun opfører sig på den måde? Hvor er moren?
Hvor længe har I kendt hinanden?? (Du ved jo nok ikke hvordan pigens barndom har været... Men pigen har et had til sin far, som nok er hvad moren har plantet i hende, i hele hendes barndom. og hvad hun selv har oplevet. Og hun skal have lov til at rase af, men det kan jo ikke blive ved.)
I er nødt til at finde en måde at finde ind til hende, for nogle ærlige svar, og få hende til at forstå at det gør ondt på jer, og at det ikke kan fortsætte på den måde, for I elsker hende, men det er svært når hun er på den måde(og nej intet med diagnoser endnu)
