bonus datteren

Anonym skriver:

Hun er en 23-årig kvinde, som er blevet svigtet af sin far igennem sin barndom. Nu ser hun ham så lege lykkelig familie med en anden kvinde og et andet barn. Det må da gøre ondt. Og det må være pokkers svært og forvirrende. 

Din formulering "han har sagt undskyld for ikke at kunne være den hun ville have ham til dengang" er måske lidt uheldig. For det handlede jo ikke om, hvad hun ville have, men hvad hun havde brug for. 

Det er noget lort, at hun opfører sig sådan her. Men hendes oplevelse af svigt er reel, for hendes far har svigtet hende. At hun så håndterer det på en meget dårlig og destruktiv måde, det er rigtigt ærgerligt for alle - ikke mindst for hende selv. Når hun skubber sin far væk sådan her, så trækker han sig, siger du. Og så oplever hun jo i sidste ende igen, at han svigter hende. Av. 

Min søster har borderline, og jeg tænker absolut ikke borderline ud fra dine beskrivelser. Jeg tænker følelsesmæssigt umoden kvinde, som har brug for hjælp, og brug for en far, der kæmper for at holde hende i sit liv, selv når hun lidt opfører sig som en forvokset møgunge.

Ja helt enig.

Han kan nok ikke kommer uden om at han er nød til at bekræfte hende igen og igen at han elsker hende ubetinget og er der for hende når hun mindst fortjener det. Måske vil dette mønster fortsætte i deres relation fremover, fordi det ligger så dybt i hende.

Jeg tænker .... kan der være noget i forhold til den utroskab hun nævner?

Tør du virkelig binde an med en mand der har svigtet sit barn , være utro osv osv

umiddelbart lyser det jo ikke som en god mand. Men håber jeg tager fejl og han har ændrer sig.

Ja jeg tør godt være sammen med en mand der tidligere har været utro. 

Man kan modnes, og der sker meget med ens livserfaring. Og der er forskel på at være 20 og så at være ældre. Så nej det tænker jeg ikke på. 

Jeg er med på hun skal bekræftes og have lang snor. Men kan det være rigtig man skal have ondt i maven på sit eget bryllup om hvad der sker nu? 

Jeg er altså ikke sikker på i selv ville være så large hvis det var jer der stod midt i det. Jeg havde præcis samme tanker som jer i starten og de første par år. Men uanset hvordan han vender og drejer bliver det ikke godt nok. 

Man kan ikke gøre fortiden om selv om man vil, og når man så prøver at gøre det godt igen og igen, men der ender med kaotiske fødselsdage, ferier hvor stemningen er helt i bund, juleaftaner med krise på toilettet, beskeder med beskyldninger om alt muligt osv? Skal man så bare blive ved med at have åbne arme når vi taler om en voksen kvinde ? 

Hendes reaktion er tekstbook efter svigt .. så på den måde er han “skyld” i hendes reaktion.

I kan ikke med så meget vrede og smerte invitere til boller og lagkage og forvente at alt er fint og skubbet under gulvtæppet.

Hvis de på nogen måde skal have et godt forhold igen, skal I gå væk fra at placere skyld hos hende - det bliver det bestemt ikke bedre af. Det som måske kan hjælpe er at de går til familieterapi.. samtaler hos en psykolog sammen og får dealet med noget af den vrede, der ligger. Det vil også give hende et bedre voksenliv. Det er det eneste som er fair at gøre, når han har fucket hende up og svigtet. Men det kræver at hun selvfølgelig er villig til det som sidste udvej. 

Det lyder virkelig som en ung kvinde i smerte.

Nu synes jeg du skal stoppe. 

Han har ikke fået lov af hendes mor at være særlig meget sammen med hende. Hendes mor HADER ham, og har aldrig lagt skjul på det. Hun udstyrede hende med en mobil som lille, og så skulle hun ringe hjem tre faste tidspunkter om dagen. Det synes hendes far til sidst var helt fjollet, da de kunne sidde og hygge sig, være i Tivoli osv, pludselig så hun hvad klokken var og farede afsted og skulle ringe fordi det havde hub lovet. Så tog han tlf fra hende og sagde de kunne ringe hver aften, og så blev moren stil tosset og gik i statsamtet endnu engang. Her havde datteren så skrevet en brev hvor der stod hun ikke ville se sin far mere. Statsamtet med psykologer konkluderer at det er skrevet af moren og til børnesantalen siger datteren at hun gerne vil se faren. Sådan kører det frem og til har indtil hun er voksen. 

Han har gået i familieterapi med hende, han har betalt for hun har gået alene osv osv. At sige det kun er ham der har ødelagt hende, er vist lige en generalisering der vil noget. Vær nu lidt konstruktiv og ikke bare smid med beskyldninger, men hav en begrundelse når du debatterer, eller bare tig stille��

Alle de ting er nævnt som i forslår. Jeg er med på man skal strække sig. Men skal jeg virkelig bare sige pyt når jeg trækker en grænse og siger nej, og så modtage sms’er om hvor dum hendes far er og en masse beskyldninger om alt muligt?

Ja jeg tør godt være sammen med en mand der tidligere har været utro. 

Man kan modnes, og der sker meget med ens livserfaring. Og der er forskel på at være 20 og så at være ældre. Så nej det tænker jeg ikke på. 

Jeg er med på hun skal bekræftes og have lang snor. Men kan det være rigtig man skal have ondt i maven på sit eget bryllup om hvad der sker nu? 

Jeg er altså ikke sikker på i selv ville være så large hvis det var jer der stod midt i det. Jeg havde præcis samme tanker som jer i starten og de første par år. Men uanset hvordan han vender og drejer bliver det ikke godt nok. 

Man kan ikke gøre fortiden om selv om man vil, og når man så prøver at gøre det godt igen og igen, men der ender med kaotiske fødselsdage, ferier hvor stemningen er helt i bund, juleaftaner med krise på toilettet, beskeder med beskyldninger om alt muligt osv? Skal man så bare blive ved med at have åbne arme når vi taler om en voksen kvinde ? 

Forstår godt alle dine følelser og tanker. Og nej du skal ikke bare finde dig i alting. Du må gerne blive sur og ked og sige fra, men du bliver nød til at acceptere at det kan din mand ikke. Han bør være der for hende når hun mindst fortjener det, han har dummet sig, og hans datter vil mærke det i sin sjæl og krop resten af sit liv. Du har valgt den mand som har de her ting i baggagen. Så det rammer desværre også dig, hvilket også er tragisk både for dig, dine børn og din mand. 

I kan nok ikke løse det her selv, med mindre i vil slå hånden af hende og give hende flere ar på sjælen.

Familie terapi er måske vejen frem for jer alle.

Nu synes jeg du skal stoppe. 

Han har ikke fået lov af hendes mor at være særlig meget sammen med hende. Hendes mor HADER ham, og har aldrig lagt skjul på det. Hun udstyrede hende med en mobil som lille, og så skulle hun ringe hjem tre faste tidspunkter om dagen. Det synes hendes far til sidst var helt fjollet, da de kunne sidde og hygge sig, være i Tivoli osv, pludselig så hun hvad klokken var og farede afsted og skulle ringe fordi det havde hub lovet. Så tog han tlf fra hende og sagde de kunne ringe hver aften, og så blev moren stil tosset og gik i statsamtet endnu engang. Her havde datteren så skrevet en brev hvor der stod hun ikke ville se sin far mere. Statsamtet med psykologer konkluderer at det er skrevet af moren og til børnesantalen siger datteren at hun gerne vil se faren. Sådan kører det frem og til har indtil hun er voksen. 

Han har gået i familieterapi med hende, han har betalt for hun har gået alene osv osv. At sige det kun er ham der har ødelagt hende, er vist lige en generalisering der vil noget. Vær nu lidt konstruktiv og ikke bare smid med beskyldninger, men hav en begrundelse når du debatterer, eller bare tig stille��

Alle de ting er nævnt som i forslår. Jeg er med på man skal strække sig. Men skal jeg virkelig bare sige pyt når jeg trækker en grænse og siger nej, og så modtage sms’er om hvor dum hendes far er og en masse beskyldninger om alt muligt?

 

Hvem skal stoppe?

selvfølgelig skal der to til tango, og hendes mor er nok heller ikke uden skyld, men det ændre ikke på at din mand, er hendes far og den eneste der kan lindre hendes farissues.

hvis "skyld" det er er fuldstændig irrelevant, det løser ikke jeres problemer 

Anonym skriver:

Nu synes jeg du skal stoppe. 

Han har ikke fået lov af hendes mor at være særlig meget sammen med hende. Hendes mor HADER ham, og har aldrig lagt skjul på det. Hun udstyrede hende med en mobil som lille, og så skulle hun ringe hjem tre faste tidspunkter om dagen. Det synes hendes far til sidst var helt fjollet, da de kunne sidde og hygge sig, være i Tivoli osv, pludselig så hun hvad klokken var og farede afsted og skulle ringe fordi det havde hub lovet. Så tog han tlf fra hende og sagde de kunne ringe hver aften, og så blev moren stil tosset og gik i statsamtet endnu engang. Her havde datteren så skrevet en brev hvor der stod hun ikke ville se sin far mere. Statsamtet med psykologer konkluderer at det er skrevet af moren og til børnesantalen siger datteren at hun gerne vil se faren. Sådan kører det frem og til har indtil hun er voksen. 

Han har gået i familieterapi med hende, han har betalt for hun har gået alene osv osv. At sige det kun er ham der har ødelagt hende, er vist lige en generalisering der vil noget. Vær nu lidt konstruktiv og ikke bare smid med beskyldninger, men hav en begrundelse når du debatterer, eller bare tig stille��

Alle de ting er nævnt som i forslår. Jeg er med på man skal strække sig. Men skal jeg virkelig bare sige pyt når jeg trækker en grænse og siger nej, og så modtage sms’er om hvor dum hendes far er og en masse beskyldninger om alt muligt?

 

Det lyder utroligt, utroligt hårdt at stå i. Jeg kan godt forstå, du synes, det er for meget. 

Men som du beskriver situationen, er den stakkels pige jo ikke kun blevet svigtet af sin far, men faktisk også af sin mor. Er det så underligt, at hun reagerer voldsomt her som voksen?

Og det ville da klart være mere fair, hvis en del af hendes vrede og frustration gik ud over hendes mor. Men se på det sådan her: så ville hun have forfærdelige relationer til begge sine forældre. For pigens skyld er det måske bedre og nemmere, hvis hun ser anser far som "skurken" - også selvom det er virkelig ærgerligt for din mand. 

Men ja, jeg tænker, det værste din mand kan gøre, er at opgive hende. På den måde beviser han over for hende, at hun ikke er værd at kæmpe for. Han er nødt til at kæmpe. Så må I få nogle råd og noget terapi for at blive i stand til at sætte grænser på en måde, som ikke skubber hende væk. I skal selvfølgelig også kunne være i det. Hun skal ikke have lov til at styre og splitte ad.

Men hun skal have lov at have sine følelser, og hun skal også blive rummet, især af sin far, selv når hun er krop umulig. Og jeg synes ærligt, du bør pakke tankerne om borderline væk. Det sygeliggør hendes opførsel, og det gavner ingen, for hendes følelser er baseret på reelle svigt i barndommen. Hun har brug for hjælp, og I har brug for hjælp til at hjælpe hende.

At man er blevet svigtet i sin barndom er ingen undskyldning for dårlig opførsel !!!!

Hun må opfører sig voksent og være et forbillede for sit eget barn. Hun har på ingen måde ret til at ødelægge jeres bryllupsdag. 

Jeg ville, hvis jeg var dig, tage 100% afstand og lade det være op til hende og hendes far. Måske jeg ville sende hende en besked om at hendes opførsel ikke falder i med de værdier du vil give dine børn og at I derfor ikke kan ses. Med mindre det ændre sig. 

Hun burde om nogen jo vide hvad dårlig indflydelse i barndommen gør ved børn 

Kæmpe kram til dig. Det lyder helt vildt hårdt.

Kan ikke sige noget intelligent til det hele