bonus datteren

Jeg er sammen med en mand der har en voksen datter på 23 år. Hun har også en datter hun fik som 17 årig med en mand på 50. 

Min kæreste har været skilt fra hendes mor siden hun var 5 år. Moren blev meget såret over skilsmissen og har modarbejdet samvær siden dag 1. Stadig den dag i dag gør hun hvad hun kan for at splitte dem. Hvis hun feks er på besøg ligger hun og ringer og sms’er hele tiden. Hvis vi siger noget bliver hun sur. 

Jeg har en datter på 13 og sammen har vi en dreng på 2 1/2. 

Forholdet til datteren har for mig altid været lidt anstrengt, men jeg er altid venlig og sød, har invinteret hende alene med mig og børnene på ferie når hendes far har skulle arbejde osv. 

Når hun er hos os må hendes far ikke sige noget forkert, så råber og skriger hun, han må ikke komme med et godt råd eller andet. 

Jeg har blandet mig udenom de konflikter. 

Til vores søns 2 års fødselsdag, hvor alle havde det super hyggeligt, sad hun med mine kollegaer som hun ikke kender og svinede sin far til pg fortalte hvilken dårlig far han altid havde været. Bagefter gik hun over til sin far og startede en diskussion og råbte og skreg så alle forlod festen. Siden har de ikke talt sammen, det er 1 år siden. Han har ringer, skrevet osv, uden held. Til familie sammenkomster vil hun ikke hilse. Bagefter fortæller hun alle i familien at vi ikke vil hilse og hvor forfærdelige vi er. Nu skal vi giftes. Hendes far skrev og ringede for at høre Om de skulle snakke sammen og om hun ville med, intet svar. Så skrev hun til mig at hun savnede mig og børnene og alle vores lange snakke. Og hun gerne ville med i kirken men ikke festen. 

Jeg skrev at vi også savnede hende. Men jeg ville gerne have hun snakkede med sin far. Jeg ville blive ked af at se hende gå hjem fra kirken uden at skulle med til festen, og det ville hendes far også. Derefter fik jeg en lang SMS om at hun eleksede mig og børnene men hadede sin far. Han var mig utro, ustabil og ville aldrig komme til at behandle mig pænt. Plus det var synd for vores søn at have så dum og elendig en far. 

Jeg var helt i chok og skrev hun ikke Skulle skrive mere. Herefter skrev hun igen en lang og modbydelig SMS om sin far og en masse beskyldninger som ikke er rigtige. 

Vi skal giftes på lørdag, og nu er jeg så ked af hun har reageret på den måde. Og ved ikke hvad der går af hende. Og hvorfor siger hun sådan om sin far. Har tænkt om hun hat borderline og forsøger med splitting? 

Jeg har mest lyst til aldrig at kontakte hende igen, men ved ikke om det er det rigtige at gøre. Min mand er næsten ved at opgive og siger han kan ikke kæmpe mere for en datter der ikkw gider ham. 

Hvad ville i gøre?

Anonym skriver:

Jeg er sammen med en mand der har en voksen datter på 23 år. Hun har også en datter hun fik som 17 årig med en mand på 50. 

Min kæreste har været skilt fra hendes mor siden hun var 5 år. Moren blev meget såret over skilsmissen og har modarbejdet samvær siden dag 1. Stadig den dag i dag gør hun hvad hun kan for at splitte dem. Hvis hun feks er på besøg ligger hun og ringer og sms’er hele tiden. Hvis vi siger noget bliver hun sur. 

Jeg har en datter på 13 og sammen har vi en dreng på 2 1/2. 

Forholdet til datteren har for mig altid været lidt anstrengt, men jeg er altid venlig og sød, har invinteret hende alene med mig og børnene på ferie når hendes far har skulle arbejde osv. 

Når hun er hos os må hendes far ikke sige noget forkert, så råber og skriger hun, han må ikke komme med et godt råd eller andet. 

Jeg har blandet mig udenom de konflikter. 

Til vores søns 2 års fødselsdag, hvor alle havde det super hyggeligt, sad hun med mine kollegaer som hun ikke kender og svinede sin far til pg fortalte hvilken dårlig far han altid havde været. Bagefter gik hun over til sin far og startede en diskussion og råbte og skreg så alle forlod festen. Siden har de ikke talt sammen, det er 1 år siden. Han har ringer, skrevet osv, uden held. Til familie sammenkomster vil hun ikke hilse. Bagefter fortæller hun alle i familien at vi ikke vil hilse og hvor forfærdelige vi er. Nu skal vi giftes. Hendes far skrev og ringede for at høre Om de skulle snakke sammen og om hun ville med, intet svar. Så skrev hun til mig at hun savnede mig og børnene og alle vores lange snakke. Og hun gerne ville med i kirken men ikke festen. 

Jeg skrev at vi også savnede hende. Men jeg ville gerne have hun snakkede med sin far. Jeg ville blive ked af at se hende gå hjem fra kirken uden at skulle med til festen, og det ville hendes far også. Derefter fik jeg en lang SMS om at hun eleksede mig og børnene men hadede sin far. Han var mig utro, ustabil og ville aldrig komme til at behandle mig pænt. Plus det var synd for vores søn at have så dum og elendig en far. 

Jeg var helt i chok og skrev hun ikke Skulle skrive mere. Herefter skrev hun igen en lang og modbydelig SMS om sin far og en masse beskyldninger som ikke er rigtige. 

Vi skal giftes på lørdag, og nu er jeg så ked af hun har reageret på den måde. Og ved ikke hvad der går af hende. Og hvorfor siger hun sådan om sin far. Har tænkt om hun hat borderline og forsøger med splitting? 

Jeg har mest lyst til aldrig at kontakte hende igen, men ved ikke om det er det rigtige at gøre. Min mand er næsten ved at opgive og siger han kan ikke kæmpe mere for en datter der ikkw gider ham. 

Hvad ville i gøre?

Det er svært at sige hvad der lige sker. Umiddelbart tænker jeg, at datteren må have set og oplevet nogle ting i forbindelse med skilsmissen fra hendes mor. Måske nogle ting som du ikke er klar over eller har fået fortalt?

Jeg kan godt forstå det er en rigtig træls situation. Men i kan ikke gøre så meget andet, end at lade hende  komme til jer hvis hun vil.  

Din bonusdatter har det sikkert rigtig svært, men hun er gammel nok til at vide, at man opfører sig ordentligt til sin lillebrors 2 års fødselsdag. Det er ikke okay, at hun opfører sig sådan, at alle gæsterne vælger at gå. 

Kender du noget til omstændighederne ved skilsmissen? Selv om ekskonen blev såret, så er det virkelig trist, hvis hun stadig er bitter her 18 år senere.

Kunne du evt. invitere din bonusdatter på en kop kaffe en dag, hvor hendes far ikke er hjemme og insistere på, at I er nødt til at tale sammen. Spørge ind til, hvorfor hun siger, at din kæreste er dig utro.  Prøve om du kan få hende til at åbne sig. 

Fortælle hende, at du holder af hende, men at du ønsker, I finder en måde at være sammen på alle sammen.

Måske føler hun, at hun svigter sin mor, hvis hun ikke taler grimt om sin far.

Men det er nok ikke lige på bryllupsdagen eller op til brylluppet, den samtale skal tages. Måske er I nødt til at nøjes med at glæde jer over, at hun vil være med i kirken og så acceptere, at hun ikke ønsker at deltage i festen. Det ville være synd for alle parter, hvis der blev konflikter eller en scene den dag. 

Jeg håber, I kan finde en løsning.

Måske har hun oplevet svigt fra sin far og måske er der hold i noget af det hun siger ? - det ved man jo ikke, ikke at alt hun siger er rigtig, men kan være det er fra hendes synspunkt.

Jeg tænker også det må være underligt at hendes far finder sammen med en yngre model (det går jeg ud fra hvis hun er 23 og I har en på 2,5 år) også det at ens far har børn der er yngre end ens egen/egne

Der er 10 års forskel på mig og hendes far, og 10 års forskel på mig og hende. Han var kun tyve da han fik hende. 

Moren som jeg har hørt, blev meget ked af det da han gik. Efterfølgende siger han at hun modarbejdede samvær så meget, at de til sidst kun så hinanden 1-2 gange om mdr. Så kom på op igen. Men der har så længe jeg har kendt ham altid været en eller anden konflikt. Enten er hun sur på sin far, eller er det nogle af hendes kusiner hun hader. 

Jeg føler bare at jeg skal sætte en grænse? 

Nej jeg tror ikke på utroskaben. Men han var hendes mor utro, det er måske der den ligger? 

Er det en voksen kvinde som taler ud fra alt hun har skulle høre fra gennem barndommen?

de er ihvertfald en godt eksempel på hvordan man ikke skal håndtere en skilsmisse. 

Hvis hun virkelig mente det med utroskaben burde hun jo havde ringet, pg ikke først slynget ud med beskyldninger når hun fik modstand? 

Anonym skriver:

Der er 10 års forskel på mig og hendes far, og 10 års forskel på mig og hende. Han var kun tyve da han fik hende. 

Moren som jeg har hørt, blev meget ked af det da han gik. Efterfølgende siger han at hun modarbejdede samvær så meget, at de til sidst kun så hinanden 1-2 gange om mdr. Så kom på op igen. Men der har så længe jeg har kendt ham altid været en eller anden konflikt. Enten er hun sur på sin far, eller er det nogle af hendes kusiner hun hader. 

Jeg føler bare at jeg skal sætte en grænse? 

Nej jeg tror ikke på utroskaben. Men han var hendes mor utro, det er måske der den ligger? 

Er det en voksen kvinde som taler ud fra alt hun har skulle høre fra gennem barndommen?

de er ihvertfald en godt eksempel på hvordan man ikke skal håndtere en skilsmisse. 

Hvis hun virkelig mente det med utroskaben burde hun jo havde ringet, pg ikke først slynget ud med beskyldninger når hun fik modstand? 

10 års forskel er ikke spor unormalt.

Det er desværre altid børnene, der kommer i klemme, hvis bopælsforælderen modarbejder samværet med den anden forælder.

Jeg kender desværre et par fædre, som slet ikke får lov at se deres børn, selv om de er gode fædre. Deres eneste mulighed har været at få børnene udleveret med fogedens hjælp, og det vil de ikke udsætte deres børn for.

Det kan sagtens handle om, at han har været hendes mor utro, og så tænker hun måske, at du skal regne med, at han så også vil være dig utro. Umiddelbart tror jeg ikke, det handler om, at hun har kendskab til utroskab fra din kærestes side. Jeg tror bare, det er noget, hun slynger ud.

Det er jo umuliugt at vide, hvordan hendes mor har omtalt hendes far over for hende. 

Det lyder fakttisk, som om hun trænger til en grænse. Men vær åben over for hendes oplevelse af situationen. Det, at han har været hendes mor utro, vil jo for hende føles som et svigt at familien.

Spørg ind til hendes følelser - hvordan hun har oplevet ham som far. 

Jeg håber, I kan få en rigtig god snak, hvor I begge får sat ord på jeres følelser. For selvfølgelig skal hendes følelser ankerkendes, men hun skal ikke styre det hele på den måde, at I går på listesko og ikke tør sige noget af frygt for, at hun bliver sur.

Anonym skriver:

Jeg er sammen med en mand der har en voksen datter på 23 år. Hun har også en datter hun fik som 17 årig med en mand på 50. 

Min kæreste har været skilt fra hendes mor siden hun var 5 år. Moren blev meget såret over skilsmissen og har modarbejdet samvær siden dag 1. Stadig den dag i dag gør hun hvad hun kan for at splitte dem. Hvis hun feks er på besøg ligger hun og ringer og sms’er hele tiden. Hvis vi siger noget bliver hun sur. 

Jeg har en datter på 13 og sammen har vi en dreng på 2 1/2. 

Forholdet til datteren har for mig altid været lidt anstrengt, men jeg er altid venlig og sød, har invinteret hende alene med mig og børnene på ferie når hendes far har skulle arbejde osv. 

Når hun er hos os må hendes far ikke sige noget forkert, så råber og skriger hun, han må ikke komme med et godt råd eller andet. 

Jeg har blandet mig udenom de konflikter. 

Til vores søns 2 års fødselsdag, hvor alle havde det super hyggeligt, sad hun med mine kollegaer som hun ikke kender og svinede sin far til pg fortalte hvilken dårlig far han altid havde været. Bagefter gik hun over til sin far og startede en diskussion og råbte og skreg så alle forlod festen. Siden har de ikke talt sammen, det er 1 år siden. Han har ringer, skrevet osv, uden held. Til familie sammenkomster vil hun ikke hilse. Bagefter fortæller hun alle i familien at vi ikke vil hilse og hvor forfærdelige vi er. Nu skal vi giftes. Hendes far skrev og ringede for at høre Om de skulle snakke sammen og om hun ville med, intet svar. Så skrev hun til mig at hun savnede mig og børnene og alle vores lange snakke. Og hun gerne ville med i kirken men ikke festen. 

Jeg skrev at vi også savnede hende. Men jeg ville gerne have hun snakkede med sin far. Jeg ville blive ked af at se hende gå hjem fra kirken uden at skulle med til festen, og det ville hendes far også. Derefter fik jeg en lang SMS om at hun eleksede mig og børnene men hadede sin far. Han var mig utro, ustabil og ville aldrig komme til at behandle mig pænt. Plus det var synd for vores søn at have så dum og elendig en far. 

Jeg var helt i chok og skrev hun ikke Skulle skrive mere. Herefter skrev hun igen en lang og modbydelig SMS om sin far og en masse beskyldninger som ikke er rigtige. 

Vi skal giftes på lørdag, og nu er jeg så ked af hun har reageret på den måde. Og ved ikke hvad der går af hende. Og hvorfor siger hun sådan om sin far. Har tænkt om hun hat borderline og forsøger med splitting? 

Jeg har mest lyst til aldrig at kontakte hende igen, men ved ikke om det er det rigtige at gøre. Min mand er næsten ved at opgive og siger han kan ikke kæmpe mere for en datter der ikkw gider ham. 

Hvad ville i gøre?

Har han været en lidt "skodfar" for hende?

Han var jo meget ung og nok ikke helt klar til at være far? 

Det at hun vælger en mand på 50 som sexpartner, kunne måske også være et pray om at der måske er nogle faderkomplekser.

at hun flipper sådan ud i forbindelse med når far kommer med gode råd er måske fordi hun dybt inde er såret og synes han er en klaphat at han tror han kan give gode råd når han ikke kunne finde ud af at være hende far.

at hun bliver vred og hævngerrig i forbindelse med lillebrors fødselsdag er måske igen hendes egen følelsen af svigt. 

Det samme med brylluppet. Han svigtede hende og hendes mor, hun mærker det hele igen og er måske oprigtig bange for han gentager sine dumheder fra dengang.

kun gisninger og tænker jeg fik.

Anonym skriver:

Jeg er sammen med en mand der har en voksen datter på 23 år. Hun har også en datter hun fik som 17 årig med en mand på 50. 

Min kæreste har været skilt fra hendes mor siden hun var 5 år. Moren blev meget såret over skilsmissen og har modarbejdet samvær siden dag 1. Stadig den dag i dag gør hun hvad hun kan for at splitte dem. Hvis hun feks er på besøg ligger hun og ringer og sms’er hele tiden. Hvis vi siger noget bliver hun sur. 

Jeg har en datter på 13 og sammen har vi en dreng på 2 1/2. 

Forholdet til datteren har for mig altid været lidt anstrengt, men jeg er altid venlig og sød, har invinteret hende alene med mig og børnene på ferie når hendes far har skulle arbejde osv. 

Når hun er hos os må hendes far ikke sige noget forkert, så råber og skriger hun, han må ikke komme med et godt råd eller andet. 

Jeg har blandet mig udenom de konflikter. 

Til vores søns 2 års fødselsdag, hvor alle havde det super hyggeligt, sad hun med mine kollegaer som hun ikke kender og svinede sin far til pg fortalte hvilken dårlig far han altid havde været. Bagefter gik hun over til sin far og startede en diskussion og råbte og skreg så alle forlod festen. Siden har de ikke talt sammen, det er 1 år siden. Han har ringer, skrevet osv, uden held. Til familie sammenkomster vil hun ikke hilse. Bagefter fortæller hun alle i familien at vi ikke vil hilse og hvor forfærdelige vi er. Nu skal vi giftes. Hendes far skrev og ringede for at høre Om de skulle snakke sammen og om hun ville med, intet svar. Så skrev hun til mig at hun savnede mig og børnene og alle vores lange snakke. Og hun gerne ville med i kirken men ikke festen. 

Jeg skrev at vi også savnede hende. Men jeg ville gerne have hun snakkede med sin far. Jeg ville blive ked af at se hende gå hjem fra kirken uden at skulle med til festen, og det ville hendes far også. Derefter fik jeg en lang SMS om at hun eleksede mig og børnene men hadede sin far. Han var mig utro, ustabil og ville aldrig komme til at behandle mig pænt. Plus det var synd for vores søn at have så dum og elendig en far. 

Jeg var helt i chok og skrev hun ikke Skulle skrive mere. Herefter skrev hun igen en lang og modbydelig SMS om sin far og en masse beskyldninger som ikke er rigtige. 

Vi skal giftes på lørdag, og nu er jeg så ked af hun har reageret på den måde. Og ved ikke hvad der går af hende. Og hvorfor siger hun sådan om sin far. Har tænkt om hun hat borderline og forsøger med splitting? 

Jeg har mest lyst til aldrig at kontakte hende igen, men ved ikke om det er det rigtige at gøre. Min mand er næsten ved at opgive og siger han kan ikke kæmpe mere for en datter der ikkw gider ham. 

Hvad ville i gøre?

Og selvom man er voksen kan barnet i en godt reagerer på gammel svigt, så vil du ikke lige give hende en chance uden at give hende diagnosen borderline med det samme.

tænkte også det her med der kun er ti år mellem jer, så e ordet "bonusdatter" måske ikke helt det rette. Måske endda lidt fjollet og nedværdigende, som om du er meget ældre og klogere end hende. Du kalder hende det nok for at anderkende hende som familie, men måske bliver det modtaget på en anden måde

Jeg kalder hende ikke bonusdatter foran hende eller andre. 

Jeg er på INGEN måde bedrevidende eller nedværdigende overfor hende. 

Ja hun føler stadig et svigt. Hendes far har gået til psykolog med hende, hun har gået alene. Han har sagt undskyld for ikke at kunne være den hun ville have ham at være dengang. 

Hun bliver på alle måder inkluderer i vores liv. Men intet er godt nok, og der er altid noget galt. Enten med hendes far, og så elsker hun resten af familien, og når hun bliver uvenner med dem elsker hun sin far. 

Nu er det så mig der er den søde, og hendes fR den dumme. Derfor tænkte jeg lidt i borderline, da der altid er nogen der skal der elskes imens en anden skal hades. Jeg husker ikke der nogensinde har været en periode hvor alt var fryd og gammen. 

Anonym skriver:

Jeg kalder hende ikke bonusdatter foran hende eller andre. 

Jeg er på INGEN måde bedrevidende eller nedværdigende overfor hende. 

Ja hun føler stadig et svigt. Hendes far har gået til psykolog med hende, hun har gået alene. Han har sagt undskyld for ikke at kunne være den hun ville have ham at være dengang. 

Hun bliver på alle måder inkluderer i vores liv. Men intet er godt nok, og der er altid noget galt. Enten med hendes far, og så elsker hun resten af familien, og når hun bliver uvenner med dem elsker hun sin far. 

Nu er det så mig der er den søde, og hendes fR den dumme. Derfor tænkte jeg lidt i borderline, da der altid er nogen der skal der elskes imens en anden skal hades. Jeg husker ikke der nogensinde har været en periode hvor alt var fryd og gammen. 

Hun er en 23-årig kvinde, som er blevet svigtet af sin far igennem sin barndom. Nu ser hun ham så lege lykkelig familie med en anden kvinde og et andet barn. Det må da gøre ondt. Og det må være pokkers svært og forvirrende. 

Din formulering "han har sagt undskyld for ikke at kunne være den hun ville have ham til dengang" er måske lidt uheldig. For det handlede jo ikke om, hvad hun ville have, men hvad hun havde brug for. 

Det er noget lort, at hun opfører sig sådan her. Men hendes oplevelse af svigt er reel, for hendes far har svigtet hende. At hun så håndterer det på en meget dårlig og destruktiv måde, det er rigtigt ærgerligt for alle - ikke mindst for hende selv. Når hun skubber sin far væk sådan her, så trækker han sig, siger du. Og så oplever hun jo i sidste ende igen, at han svigter hende. Av. 

Min søster har borderline, og jeg tænker absolut ikke borderline ud fra dine beskrivelser. Jeg tænker følelsesmæssigt umoden kvinde, som har brug for hjælp, og brug for en far, der kæmper for at holde hende i sit liv, selv når hun lidt opfører sig som en forvokset møgunge.