Den der "omsorgsrevolution"..

... jeg er ikke træt af den, men jeg er nået til et punkt hvor jeg oplever at fokus måske er det forkerte sted..

Jeg læser med forskellige steder på SoMe af ren nysgerrighed for mennesker og forskellige måde at gøre tingene på.

De steder og debatter hvor jeg læser med, der handler det enormt meget om hvor forfærdeligt det er for børn at gå i institution. Der postes undersøgelser som understøtter deres udtalelser og der snakkes om hvor mange diagnoser der efterhånden gives til børn - og at mange af disse diagnoser gives fordi de er blevet omsorgssvigtet i de første 5-6 år af deres liv i en institution.

Jeg har selv to børn som har gået i vuggestue og børnehave - og nu går den ene så i skole og SFO. Vi har boet i to forskellige kommuner og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg oplever at mine børn har haft det godt i de to institutioner og er kommet ud som skønne dejlige hele mennesker. Jeg har også en lille som enten skal i vuggestue eller passes hjemme af mig i et år. Ikke som et fravalg af vuggestue, men som et tilvalg af mere tid sammen som familie - og mere tid med de to store efter børnehave og skole.

Mine bekymringer/tanker går på, om man ved at råbe højt på SoMe ikke "blot" gør flere og flere forældre usikre på deres roller og kede af at deres børn går i institution. Jeg er med på at debat giver opmærksomhed og at opmærksomheden måske kommer ind til borgen, men når den så er kommet derind, kommer den så videre?

Kan man gøre noget andet?

Jeg ser og kender til flere og flere af disse mødre fra omsorgsrevolutionen som er stressede og pressede og som fortsat bruger tid på den her sag. Og her er jeg nok ikke den rigtige til at dømme, da mit mantra altid er at hvis man skal ændre noget, så skal man starte hos sig selv, sin egen lille familie og sine egne børn.

Samtidig er jeg også "fagforeningsmenneske" i den forstand, at vi alle skal betale ind til noget for at dække det fælles. Håber det giver mening?

Jeg er enig i at det altid vil være bedre med flere voksne i institutionerne. Ligesom det vil være på skolerne, på hospitalerne, på plejehjemmene, på kommunen og andre steder i det offentlige.

Det korte af det lange er nok at jeg faktisk synes det er synd at der sidder forældre derude og føler at de omsorgssvigter deres børn ved at sende dem i institution. Hvad enten det er af økonomiske, personlige eller andre årsager. Jeg har selv en stærk selvfølelse, tillid, værd.. ved ikke hvilket ord der passer i den her sammenhæng, men jeg har en tro på at det jeg gør er godt nok. At vi ikke er perfekte og så længe der er kærlighed nok, så gør det ikke noget om man er blevet fuldammet til 6 mdr., har fået købemad, går i genbrugstøj eller dyrt tøj osv. osv. 

Men det er ikke alle der har det sådan og jeg tror at den måde den omsorgsrevolution kører på SoMe mere er med til at skabe usikre forældre end den ændrer noget på normeringen i landets institutioner. Og er der noget børn har brug for, så er det da forældre som har en ro omkring deres rolle og som har en tro på at de er gode nok.

Er der andre der har tænker om dette emne som de har lyst til at dele?

Julestjerne skriver:

... jeg er ikke træt af den, men jeg er nået til et punkt hvor jeg oplever at fokus måske er det forkerte sted..

Jeg læser med forskellige steder på SoMe af ren nysgerrighed for mennesker og forskellige måde at gøre tingene på.

De steder og debatter hvor jeg læser med, der handler det enormt meget om hvor forfærdeligt det er for børn at gå i institution. Der postes undersøgelser som understøtter deres udtalelser og der snakkes om hvor mange diagnoser der efterhånden gives til børn - og at mange af disse diagnoser gives fordi de er blevet omsorgssvigtet i de første 5-6 år af deres liv i en institution.

Jeg har selv to børn som har gået i vuggestue og børnehave - og nu går den ene så i skole og SFO. Vi har boet i to forskellige kommuner og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg oplever at mine børn har haft det godt i de to institutioner og er kommet ud som skønne dejlige hele mennesker. Jeg har også en lille som enten skal i vuggestue eller passes hjemme af mig i et år. Ikke som et fravalg af vuggestue, men som et tilvalg af mere tid sammen som familie - og mere tid med de to store efter børnehave og skole.

Mine bekymringer/tanker går på, om man ved at råbe højt på SoMe ikke "blot" gør flere og flere forældre usikre på deres roller og kede af at deres børn går i institution. Jeg er med på at debat giver opmærksomhed og at opmærksomheden måske kommer ind til borgen, men når den så er kommet derind, kommer den så videre?

Kan man gøre noget andet?

Jeg ser og kender til flere og flere af disse mødre fra omsorgsrevolutionen som er stressede og pressede og som fortsat bruger tid på den her sag. Og her er jeg nok ikke den rigtige til at dømme, da mit mantra altid er at hvis man skal ændre noget, så skal man starte hos sig selv, sin egen lille familie og sine egne børn.

Samtidig er jeg også "fagforeningsmenneske" i den forstand, at vi alle skal betale ind til noget for at dække det fælles. Håber det giver mening?

Jeg er enig i at det altid vil være bedre med flere voksne i institutionerne. Ligesom det vil være på skolerne, på hospitalerne, på plejehjemmene, på kommunen og andre steder i det offentlige.

Det korte af det lange er nok at jeg faktisk synes det er synd at der sidder forældre derude og føler at de omsorgssvigter deres børn ved at sende dem i institution. Hvad enten det er af økonomiske, personlige eller andre årsager. Jeg har selv en stærk selvfølelse, tillid, værd.. ved ikke hvilket ord der passer i den her sammenhæng, men jeg har en tro på at det jeg gør er godt nok. At vi ikke er perfekte og så længe der er kærlighed nok, så gør det ikke noget om man er blevet fuldammet til 6 mdr., har fået købemad, går i genbrugstøj eller dyrt tøj osv. osv. 

Men det er ikke alle der har det sådan og jeg tror at den måde den omsorgsrevolution kører på SoMe mere er med til at skabe usikre forældre end den ændrer noget på normeringen i landets institutioner. Og er der noget børn har brug for, så er det da forældre som har en ro omkring deres rolle og som har en tro på at de er gode nok.

Er der andre der har tænker om dette emne som de har lyst til at dele?

 

Jeg er helt enig med dig. Jeg har også haft begge mine i institution. Jeg er så bosat i en kommune, hvor - når der holdes fødselsdag hjemme for barnet og der et 21 børn, der deltager - kommer 5 pædagoger med. Og det er ikke løgn. 

Jeg kender ikke det billede med at der sidder en pædagog til 15 børn, for den institution hvor mine børn går, der er rigtig god bemanding. At vi så betaler for nogle flere ting til institutionen, det gør jo så, at de kan bruge de ressourcer, som de skulle have brugt der, et andet sted.

Jeg er på ingen måde ked af at mine børn går i institution. De tager til stranden, de tager på naturlegeplads, de laver bål på legepladsen osv osv. Så jeg har på ingen måde dårlig samvittighed.

Mullemee skriver:

Jeg er helt enig med dig. Jeg har også haft begge mine i institution. Jeg er så bosat i en kommune, hvor - når der holdes fødselsdag hjemme for barnet og der et 21 børn, der deltager - kommer 5 pædagoger med. Og det er ikke løgn. 

Jeg kender ikke det billede med at der sidder en pædagog til 15 børn, for den institution hvor mine børn går, der er rigtig god bemanding. At vi så betaler for nogle flere ting til institutionen, det gør jo så, at de kan bruge de ressourcer, som de skulle have brugt der, et andet sted.

Jeg er på ingen måde ked af at mine børn går i institution. De tager til stranden, de tager på naturlegeplads, de laver bål på legepladsen osv osv. Så jeg har på ingen måde dårlig samvittighed.

Jeg har det på samme måde ift. institution og er på ingen måde ked at sende mine afsted, tværtimod. I den alder de store har (4 og 6) tror jeg at børnehaven (og deres venner derovre) og skolen kan give dem mere end jeg kan.

Jeg kan heldigvis heller ikke genkende billedet, hverken det "de" taler om eller det som er vist i dokumentaren på DR1. Jeg vil tro at nomeringen i de to institutioner mine børn har gået i har været nogenlunde det samme, men alligevel har billedet været lidt forskelligt. Vuggestuen hvor de begge har gået har været helt vanvittigt god og primært 4 voksne til 12 børn og stort set altid 3 når jeg afleverede og hentede. Børnehaven hvor vi havde dem inden vi flyttede var ikke nær så god, men det tror jeg simpelthen handlede om strukturen eller mangel på sammen.

I den børnehave min datter går i nu har de en helt præcis plan for hver måned og flere faste ting hver uge. Bål om fredagen, yoga om tirsdagen og tur ud af huset om torsdagen - og det fungerer bare!

Begge institutioner er kommunale.

Men det jeg er bekymret for i den her sammenhæng, for det er heldigvis ikke mine egne børn, det er faktisk at der sidder nogle forældre og bliver hamrende usikre, fordi det her efterhånden er det billede der bliver tegnet af alle landets institutioner - og det er da skide ærgerligt. Man må da kunne komme ud med sine frustrationer og sit budskab på en mere konstruktiv måde - og om ikke andet så starte hos sig selv og sin egen familie inden man går all in på "projektet" og selv bliver stresset af det.

Tak for dit indspark - og skønt at høre om flere institutioner hvor det går godt..

Julestjerne skriver:

Jeg har det på samme måde ift. institution og er på ingen måde ked at sende mine afsted, tværtimod. I den alder de store har (4 og 6) tror jeg at børnehaven (og deres venner derovre) og skolen kan give dem mere end jeg kan.

Jeg kan heldigvis heller ikke genkende billedet, hverken det "de" taler om eller det som er vist i dokumentaren på DR1. Jeg vil tro at nomeringen i de to institutioner mine børn har gået i har været nogenlunde det samme, men alligevel har billedet været lidt forskelligt. Vuggestuen hvor de begge har gået har været helt vanvittigt god og primært 4 voksne til 12 børn og stort set altid 3 når jeg afleverede og hentede. Børnehaven hvor vi havde dem inden vi flyttede var ikke nær så god, men det tror jeg simpelthen handlede om strukturen eller mangel på sammen.

I den børnehave min datter går i nu har de en helt præcis plan for hver måned og flere faste ting hver uge. Bål om fredagen, yoga om tirsdagen og tur ud af huset om torsdagen - og det fungerer bare!

Begge institutioner er kommunale.

Men det jeg er bekymret for i den her sammenhæng, for det er heldigvis ikke mine egne børn, det er faktisk at der sidder nogle forældre og bliver hamrende usikre, fordi det her efterhånden er det billede der bliver tegnet af alle landets institutioner - og det er da skide ærgerligt. Man må da kunne komme ud med sine frustrationer og sit budskab på en mere konstruktiv måde - og om ikke andet så starte hos sig selv og sin egen familie inden man går all in på "projektet" og selv bliver stresset af det.

Tak for dit indspark - og skønt at høre om flere institutioner hvor det går godt..

Ja, jeg kan også godt forstå at nogle nye forældre bliver usikre. Nogle institutioner er virkelig også noget lort, men der må man som forældre tage ansvar og flytte sit barn. Nogle vælger også at tage dem ud.

Jeg var faktisk selv ret usikker på det at få et barn, men efter et par episoder, hvor jeg fandt ud af at jeg vidste bedst, så begyndte jeg at hvile mere i mig selv. Men ja, det billede, der bliver givet på de sociale medier er røvsygr.

Der er en instagram der hedder Den perfekte mor. Hun skriver om sit liv, og hvordan hun er ved at komme sig oven på en fødselsdepression, som virkelig har krævet vilje og mod, og om det der med at sætte sig selv først nogle gange. Hun er virkelig værd at følge.

Der er også en australsk kvinde der hedder Constance Hall, som skriver meget sigende om hvad forskellen på mænd og kvinder er. Hun er meget realistisk, og giver et godt billede af hvordan familier også kan se ud. Og så viser hun billeder af sit hus, hvor det flyver med tøj alle steder, kæmpe opvask i køkkenet og at hun bare sidder med et glas vin og siger: Jeg gider sq ikke i dag. Så befriende.

For mig at se er en af problemerne i den debat, at der ofte refereres til at det var bedre dengang mor gik hjemme... Men dengang havde mor travlt med at holde hus, dengang var det sundt at græde for det trænede lungerne og dengang blev der altså ikke leget med børnene - der legede de selv. Undersøgelser viser, at vi i dk aldrig har brugt så meget tid på vores børn, som vi gør i dag.

Vi kan altså ikke sammenligne med "dengang" og det er rigtig synd vi gør. At vi får flere diagbosebørn, tror jeg skyldes mange mange andre ting. Generelt har vi aldrig mødt børn så anerkendende, som vi gør nu, så ukritisk brug af statistik kunne også konkludere at anerkendelse giver diagnosebørn - ligesom at institution giver diagnosebørn

Aner ikke hvad soMe er 

Men jeg er som forældre også tilfreds med vores institution, de gør det godt og jeg oplever sjællent kaotiske tilstande.

MEN jeg står samtidig også på den anden side og ved hvordan tingene er og forgår og den dokumentar dr 2 sendte er spot on, det ER det der forgår i større eller mindre grad.

Selvfølgelig kommer det også an på hvordan strukturere, hvor godt arbejdsmiljøet er (mht sygdom hos personalet), indretning af institutionen osv

Men der mangler hænder., jeg har stået med 8 vuggestue børn alene, som studerende vel og mærke (godt nok i sidste praktik) .

En havde noget i bleen og skulle skiftes, en skulle have flaske og ligges til lur (og i øvrigt også vugges i søvn, som mange børn desværre lære hjemmefra), en gik og slog og havde behov for voksen guidening og en gik og græd og havde behov for trøst og nærværd, resten legede på stuen.

Det er umuligt for mig at tilgodese alles behov i den situation  

Jeg måtte skynder mig at skifte barnet, skynde mig at lave en flaske og få den i det barn der skulle sove. Tage barnevognen ind på stuen og rokke den, mens jeg havde hende der gik og græd på armen, samtidig med at jeg verbalt måtte irreresætte hende der gik og slog

Dette var en morgen, hvor den næste kollega endnu ikke var mødt ind, en situation som man ikke kan positionere sig ud af. 

Den morgen var der mange børn der var kommer tidlig i institution, nogen morgener har man kun 1-2 børn. Men faktum er at det ikke er okay og der mangler hænder 

Jeg synes det er et vigtigt emne at få belyst ... 

Og ja mine unger har det også godt i hhv sfo og dagpleje ... 

MEN 

Jeg ville skisme gerne at der var færre børn pr voksen - og at der kommer en minimums normering 


Jeg er HELT sikker på, at de pædagoger der er der - gør deres allerbedste ... men jeg er også sikker på at de selv ønsker at de kunne gøre endnu mere! 

Og derfor er det enormt vigtigt at vi sætter fokus på det. 

Det er ikke for at forældre skal få dårlig samvittighed. 

Det er for at vi kan råbe politikere osv op, så vores børn og de voksne som passer på dem kan få bedre forhold - så børnene kan få den hjælp de har brug for uden at det går ud over de voksne eller andre børn med et ikke så tydeligt behov. 



Hvis du fx har et barn, som er glad og gerne leger selv - men som godt kunne bruge mere sprogtræning - så bliver det jo svært for den voksne at gøre det de ved skal til - hvis der ikke er nogle til at tørre johan i rumpen når han er færdig eller ikke er nogle til at løse konflikten på legepladsen. 

KommendeMor88 skriver:

For mig at se er en af problemerne i den debat, at der ofte refereres til at det var bedre dengang mor gik hjemme... Men dengang havde mor travlt med at holde hus, dengang var det sundt at græde for det trænede lungerne og dengang blev der altså ikke leget med børnene - der legede de selv. Undersøgelser viser, at vi i dk aldrig har brugt så meget tid på vores børn, som vi gør i dag.

Vi kan altså ikke sammenligne med "dengang" og det er rigtig synd vi gør. At vi får flere diagbosebørn, tror jeg skyldes mange mange andre ting. Generelt har vi aldrig mødt børn så anerkendende, som vi gør nu, så ukritisk brug af statistik kunne også konkludere at anerkendelse giver diagnosebørn - ligesom at institution giver diagnosebørn

Jeg er meget enig i din måde at se tingene på.

Det er som om at dengang vi gik i institution, der var tingene meget bedre. Ja, de var flere voksne, men som en skrev i en anden tråd her på siden, så blev der også drukket meget kaffe og røget lidt smøger hist og her og altså, jeg ser mig selv som et nogenlunde helt menneske på trods af det.

Det jeg synes er allervigtigst ift. det er, at jeg tror simpelthen ikke mine forældre og deres venner havde dårlig samvittighed over at sende os afsted. Selvfølgelig skal man ikke finde sig i at børn græder i halvanden time og at man ikke kan få skiftet ble før ens numse er helt rød. Selvfølgelig ikke. Men der mener jeg, som jeg skrev da jeg startede debatten, at man må starte med sig selv og så finde en anden institution. For der findes andre og bedre institutioner.

Derudover hører jeg tit den med at "børnene er uden opsyn på legepladsen" og der er er jeg faktisk af den holdning, at børn (ikke små børn), men børnehave børn på 4-6 år gerne må have nogle små oaser hvor de kan være lidt i fred og have deres egne lege. 

Soonmom skriver:

Aner ikke hvad soMe er 

Men jeg er som forældre også tilfreds med vores institution, de gør det godt og jeg oplever sjællent kaotiske tilstande.

MEN jeg står samtidig også på den anden side og ved hvordan tingene er og forgår og den dokumentar dr 2 sendte er spot on, det ER det der forgår i større eller mindre grad.

Selvfølgelig kommer det også an på hvordan strukturere, hvor godt arbejdsmiljøet er (mht sygdom hos personalet), indretning af institutionen osv

Men der mangler hænder., jeg har stået med 8 vuggestue børn alene, som studerende vel og mærke (godt nok i sidste praktik) .

En havde noget i bleen og skulle skiftes, en skulle have flaske og ligges til lur (og i øvrigt også vugges i søvn, som mange børn desværre lære hjemmefra), en gik og slog og havde behov for voksen guidening og en gik og græd og havde behov for trøst og nærværd, resten legede på stuen.

Det er umuligt for mig at tilgodese alles behov i den situation  

Jeg måtte skynder mig at skifte barnet, skynde mig at lave en flaske og få den i det barn der skulle sove. Tage barnevognen ind på stuen og rokke den, mens jeg havde hende der gik og græd på armen, samtidig med at jeg verbalt måtte irreresætte hende der gik og slog

Dette var en morgen, hvor den næste kollega endnu ikke var mødt ind, en situation som man ikke kan positionere sig ud af. 

Den morgen var der mange børn der var kommer tidlig i institution, nogen morgener har man kun 1-2 børn. Men faktum er at det ikke er okay og der mangler hænder 

Hihi, SoMe = Social Media..

Jeg er selv ansat i det offentlige og ved hvor hurtigt man nogen gange kan/skal løbe og jeg er sikker på at det ER virkeligheden i nogen institutioner, men det betyder ikke at det er virkeligheden alle steder og det synes jeg er synd hvis der sidder usikre mødre der tror det - og tror at de omsorgssvigter deres børn ved ikke at passe dem hjemme.

serinasmor skriver:

Jeg synes det er et vigtigt emne at få belyst ... 

Og ja mine unger har det også godt i hhv sfo og dagpleje ... 

MEN 

Jeg ville skisme gerne at der var færre børn pr voksen - og at der kommer en minimums normering 


Jeg er HELT sikker på, at de pædagoger der er der - gør deres allerbedste ... men jeg er også sikker på at de selv ønsker at de kunne gøre endnu mere! 

Og derfor er det enormt vigtigt at vi sætter fokus på det. 

Det er ikke for at forældre skal få dårlig samvittighed. 

Det er for at vi kan råbe politikere osv op, så vores børn og de voksne som passer på dem kan få bedre forhold - så børnene kan få den hjælp de har brug for uden at det går ud over de voksne eller andre børn med et ikke så tydeligt behov. 



Hvis du fx har et barn, som er glad og gerne leger selv - men som godt kunne bruge mere sprogtræning - så bliver det jo svært for den voksne at gøre det de ved skal til - hvis der ikke er nogle til at tørre johan i rumpen når han er færdig eller ikke er nogle til at løse konflikten på legepladsen. 

Jeg er enig med dig - en minimumsnormering er at foretrække og vi vil gerne have flere hænder i institutionerne.

Jeg er heller ikke uenig med dig i at fokus er godt, men jeg er ikke sikker på at den måde det foregår på rykker ved noget andet end forældres tro på sig selv.

Jeg tror ikke at Mai Mercado tager sig af hvad xxx skriver om på sin profil på Facebook fx. - Men alle xxx's følgere læser det og bliver måske skræmte ved tanken om institution.