Forfærdelig svigermor hjælp!

Anonym skriver:

Hej alle sammen! Jeg har virkelig brug for råd og hjælp! Håber i vil hjælpe! Står i en situation hvor jeg er så ked af det og vred! Min mand og jeg har lige fået en søn for 4 måneder siden! Og min svigermor har været rigtig jaulox over vi har en familie nu! På dagen få timer efter jeg har født græder hun overfor min mand og siger at nu bliver hun nummer to og at han glemmer hende og gør sådan min mand skal få dårlig samvittighed! Hvilket jeg syntes er helt hen i vejret! Efterfølgende bliver hun sur over mange små ting over vi ikke ringer hver dag og skriver, og skælder min mand ud! Det skal lige siges min mand er ene barn og har haft en svær opvækst med skuffelse fra sin mor og en far som sidder i fængsel som vi ingen kontakt har til! Hun har svinet os til i 4 måneder nu og snakker grimt og siger at hvis vi ikke ringer eller svare på hendes grimme sms’er så vil hun melde vores søn til kommunen og få ham fjernet! Og det skal lige siges hun bor på Sjælland og har ikke set hendes barnebarn siden 4 dage efter fødslen, så hun aner ikke hvordan han har det, og spørger aldrig ind til ham! Problemet er at min mand kun har hans mor tilbage i familien og han er så svag overfor hans mor! Uanset hvor meget hun sviner mig til eller ham selv eller vores søn så tilgiver han hende hver gang og syntes det er synd for hende fordi hun er selv! Hun blev psykisk syg for nogle år tilbage og har oven i også boaderline! I alt den tid jeg har været sammen med min mand har de været uvenner den ene uge og den anden uge er de gode venner igen! Jeg holder ikke til at hun sviner os til mere og hun vil fjerne vore søn hvis vi ikke gør som hun siger det var bare grænsen! Jeg er tosset og har virkelig lyst til de værste ting overfor hende! Er så frustreret over han tilgiver hende hver gang fordi han for medlidenhed med hende fordi hun gør sådan at han for dårlig samvittighed hele tiden! Hun har blandet hele min familie ind i alt det her og truer dem også! Føler snart jeg er nød til at sige til ham at enten er det mig og vores søn eller så er det din mor! Jeg er virkelig ødelagt! Hvad tænker i? Har virkelig brug for hjælp!? 

Hvis din mand ikke vil være med til gøre noget. Så må du jo melde ud at hun ikke skal kontakte dig fremadrettet. Så hun kun kontakter din mand. Så slipper du da i det mindste for ubehagelige beskeder fra hende. For det er rigtigt modbydeligt når man nærmest går og frygter for at telefonen siger en lyd og chancen for at det er noget modbydeligt er stor.

Anonym skriver:

Hej alle sammen! Jeg har virkelig brug for råd og hjælp! Håber i vil hjælpe! Står i en situation hvor jeg er så ked af det og vred! Min mand og jeg har lige fået en søn for 4 måneder siden! Og min svigermor har været rigtig jaulox over vi har en familie nu! På dagen få timer efter jeg har født græder hun overfor min mand og siger at nu bliver hun nummer to og at han glemmer hende og gør sådan min mand skal få dårlig samvittighed! Hvilket jeg syntes er helt hen i vejret! Efterfølgende bliver hun sur over mange små ting over vi ikke ringer hver dag og skriver, og skælder min mand ud! Det skal lige siges min mand er ene barn og har haft en svær opvækst med skuffelse fra sin mor og en far som sidder i fængsel som vi ingen kontakt har til! Hun har svinet os til i 4 måneder nu og snakker grimt og siger at hvis vi ikke ringer eller svare på hendes grimme sms’er så vil hun melde vores søn til kommunen og få ham fjernet! Og det skal lige siges hun bor på Sjælland og har ikke set hendes barnebarn siden 4 dage efter fødslen, så hun aner ikke hvordan han har det, og spørger aldrig ind til ham! Problemet er at min mand kun har hans mor tilbage i familien og han er så svag overfor hans mor! Uanset hvor meget hun sviner mig til eller ham selv eller vores søn så tilgiver han hende hver gang og syntes det er synd for hende fordi hun er selv! Hun blev psykisk syg for nogle år tilbage og har oven i også boaderline! I alt den tid jeg har været sammen med min mand har de været uvenner den ene uge og den anden uge er de gode venner igen! Jeg holder ikke til at hun sviner os til mere og hun vil fjerne vore søn hvis vi ikke gør som hun siger det var bare grænsen! Jeg er tosset og har virkelig lyst til de værste ting overfor hende! Er så frustreret over han tilgiver hende hver gang fordi han for medlidenhed med hende fordi hun gør sådan at han for dårlig samvittighed hele tiden! Hun har blandet hele min familie ind i alt det her og truer dem også! Føler snart jeg er nød til at sige til ham at enten er det mig og vores søn eller så er det din mor! Jeg er virkelig ødelagt! Hvad tænker i? Har virkelig brug for hjælp!? 

Søde skat, du bliver nødt til at sige fra NU!

Her er min historie, som jeg håber du kan bruge til noget.

Har været sammen med min mand i mange år efterhånden. Jeg har vidst fra start af at han har været lillebroren i familien og at ingen tog ham seriøst. Hans selvtillid var ikke på toppen da vi mødte hinanden, netop fordi han aldrig har fået respekt frahans familie. 

Da vi begyndte at date, regnede hans familie med at de kunne behandle mig som ham, og det satte jeg stopper for med det samme. 

Da vi fik vores første, begyndte de alvorlige problemer. Uden at gå for meget i dybden med det, så blev vi såret på det groveste. Når man "rør" mine børn, så er man på den sorte liste for altid, medmindre man undskylder OG MENER DET!

Hans forældre er begge blevet psykisk syge/ustabile de sidste par år og min mand forsøger altid at undskylde deres opførsel med det. Dog skal det lige siges at han altid har været på min side uanset hvad. Men han har altid forsøgt at mægle for at bibeholde en minimal kontakt for bærnenes skyld.

Jeg har forsøgt at acceptere deres opførsel i godt 7 år nu. Vi har haft diskussioner undervejs hvor jeg sagde at jeg ikke kunne holde det ud mere, men han fik mig altid overtalt til at prøve at holde ud. Vi så dem jo ikke så tit, så hvorfor kunne jeg bare ikke de par timer en gang om måneden?

Og jeg kæmpede i 7 år indtil en dag hvor jeg fik nok af dem. Der skulle ikke ret meget til... Jeg gjorde noget, som jeg skammer mig over... Jeg blev chokeret over mig selv, at jeg var i stand til at gøre det. Der indså jeg at den ikke længere gik. Jeg sagde til min mand at hvis vi skulle fortsætte med at være sammen, så krævede det at han adskilte sin familie og mig. 

Han var også i chok over det jeg gjorde. Men jeg tror også at han forstod det da jeg påmindede ham om, hvor ofte jeg forsøgte at sige fra. Han var til dels også skyld i det jeg gjorde fordi han pressede mig. Jeg holdt ud i 7 år og den gik ikke længere.

Det endte så med at min mand idag besøger dem uden mig med børnene. Og der er ro på i huset.

Så for at du ikke kommer ud for det samme som mig, sig fra! Lav nogen regler! Fortæl din mand at han skal mande sig op.

Anonym skriver:

Hej alle sammen! Jeg har virkelig brug for råd og hjælp! Håber i vil hjælpe! Står i en situation hvor jeg er så ked af det og vred! Min mand og jeg har lige fået en søn for 4 måneder siden! Og min svigermor har været rigtig jaulox over vi har en familie nu! På dagen få timer efter jeg har født græder hun overfor min mand og siger at nu bliver hun nummer to og at han glemmer hende og gør sådan min mand skal få dårlig samvittighed! Hvilket jeg syntes er helt hen i vejret! Efterfølgende bliver hun sur over mange små ting over vi ikke ringer hver dag og skriver, og skælder min mand ud! Det skal lige siges min mand er ene barn og har haft en svær opvækst med skuffelse fra sin mor og en far som sidder i fængsel som vi ingen kontakt har til! Hun har svinet os til i 4 måneder nu og snakker grimt og siger at hvis vi ikke ringer eller svare på hendes grimme sms’er så vil hun melde vores søn til kommunen og få ham fjernet! Og det skal lige siges hun bor på Sjælland og har ikke set hendes barnebarn siden 4 dage efter fødslen, så hun aner ikke hvordan han har det, og spørger aldrig ind til ham! Problemet er at min mand kun har hans mor tilbage i familien og han er så svag overfor hans mor! Uanset hvor meget hun sviner mig til eller ham selv eller vores søn så tilgiver han hende hver gang og syntes det er synd for hende fordi hun er selv! Hun blev psykisk syg for nogle år tilbage og har oven i også boaderline! I alt den tid jeg har været sammen med min mand har de været uvenner den ene uge og den anden uge er de gode venner igen! Jeg holder ikke til at hun sviner os til mere og hun vil fjerne vore søn hvis vi ikke gør som hun siger det var bare grænsen! Jeg er tosset og har virkelig lyst til de værste ting overfor hende! Er så frustreret over han tilgiver hende hver gang fordi han for medlidenhed med hende fordi hun gør sådan at han for dårlig samvittighed hele tiden! Hun har blandet hele min familie ind i alt det her og truer dem også! Føler snart jeg er nød til at sige til ham at enten er det mig og vores søn eller så er det din mor! Jeg er virkelig ødelagt! Hvad tænker i? Har virkelig brug for hjælp!? 

Jeres søn bliver ikke fjernet. Ro på. 

Får din svigermor nogen for for hjælp i forhold til sin psykiske sygdom ?

Tommelise skriver:

Jeres søn bliver ikke fjernet. Ro på. 

Får din svigermor nogen for for hjælp i forhold til sin psykiske sygdom ?

Det hellere ikke det med at han bliver fjernet for det ved jeg godt han aldrig ville blive! Det er bare at en “farmor” overhovedet kan finde på at sige det! Det er da det værste man kan sige til sin søn! 

Kun en lille smule fra kommunen.. hun har ikke arbejdet i 4 år.. hun er altid hjemme og har kun 1 veninde og ingen familien tilbage da hun har skubbet allle sammen væk.. 

Anonym skriver:

Søde skat, du bliver nødt til at sige fra NU!

Her er min historie, som jeg håber du kan bruge til noget.

Har været sammen med min mand i mange år efterhånden. Jeg har vidst fra start af at han har været lillebroren i familien og at ingen tog ham seriøst. Hans selvtillid var ikke på toppen da vi mødte hinanden, netop fordi han aldrig har fået respekt frahans familie. 

Da vi begyndte at date, regnede hans familie med at de kunne behandle mig som ham, og det satte jeg stopper for med det samme. 

Da vi fik vores første, begyndte de alvorlige problemer. Uden at gå for meget i dybden med det, så blev vi såret på det groveste. Når man "rør" mine børn, så er man på den sorte liste for altid, medmindre man undskylder OG MENER DET!

Hans forældre er begge blevet psykisk syge/ustabile de sidste par år og min mand forsøger altid at undskylde deres opførsel med det. Dog skal det lige siges at han altid har været på min side uanset hvad. Men han har altid forsøgt at mægle for at bibeholde en minimal kontakt for bærnenes skyld.

Jeg har forsøgt at acceptere deres opførsel i godt 7 år nu. Vi har haft diskussioner undervejs hvor jeg sagde at jeg ikke kunne holde det ud mere, men han fik mig altid overtalt til at prøve at holde ud. Vi så dem jo ikke så tit, så hvorfor kunne jeg bare ikke de par timer en gang om måneden?

Og jeg kæmpede i 7 år indtil en dag hvor jeg fik nok af dem. Der skulle ikke ret meget til... Jeg gjorde noget, som jeg skammer mig over... Jeg blev chokeret over mig selv, at jeg var i stand til at gøre det. Der indså jeg at den ikke længere gik. Jeg sagde til min mand at hvis vi skulle fortsætte med at være sammen, så krævede det at han adskilte sin familie og mig. 

Han var også i chok over det jeg gjorde. Men jeg tror også at han forstod det da jeg påmindede ham om, hvor ofte jeg forsøgte at sige fra. Han var til dels også skyld i det jeg gjorde fordi han pressede mig. Jeg holdt ud i 7 år og den gik ikke længere.

Det endte så med at min mand idag besøger dem uden mig med børnene. Og der er ro på i huset.

Så for at du ikke kommer ud for det samme som mig, sig fra! Lav nogen regler! Fortæl din mand at han skal mande sig op.

Tusinde tak for en rigtig god besked! Som virkelig minder om min egen situation! Det vil jeg prøve og se hvor det kan fører mig hen! Men de kommer aldrig hjem til jer mere så? Altså i jeres hjem? Ville være dejligt hvis vi også kunne gøre det sådan her hjemme! Så det altid foregik et andet sted end i vores hjem! 

Anonym skriver:

Det hellere ikke det med at han bliver fjernet for det ved jeg godt han aldrig ville blive! Det er bare at en “farmor” overhovedet kan finde på at sige det! Det er da det værste man kan sige til sin søn! 

Kun en lille smule fra kommunen.. hun har ikke arbejdet i 4 år.. hun er altid hjemme og har kun 1 veninde og ingen familien tilbage da hun har skubbet allle sammen væk.. 

Måske skal i prøve at sætte jer lidt ind i hendes psykiske sygdom.

Anonym skriver:

Tusinde tak for en rigtig god besked! Som virkelig minder om min egen situation! Det vil jeg prøve og se hvor det kan fører mig hen! Men de kommer aldrig hjem til jer mere så? Altså i jeres hjem? Ville være dejligt hvis vi også kunne gøre det sådan her hjemme! Så det altid foregik et andet sted end i vores hjem! 

De har ikke været her siden det skete og det er også godt som det er. 

Tommelise skriver:

Måske skal i prøve at sætte jer lidt ind i hendes psykiske sygdom.

Enig. Dog skal hun først selv anerkende sin psykiske tilstand og ville gøre noget ved det. Ellers nytter det ikke en dyt at sætte sig ind i det.

For mig er det ikke et sted, der er plads til kompromiser. Hun lyder smaddersyg, og hendes generelle opførsel, og derudover det patologiske bånd der er mellem din mand og hende, lyder direkte toksisk for et lille barn, der kommer til at absorbere alt hvad han ser og hører i sin opvækst. 

Så, jeg ville sige meget fast til min mand, at jeg ikke ønsker den slags giftige mennesker i mit og min søns liv (for det vil med garanti påvirke jeres barn i længden). Dernæst ville jeg sige, at jeg har tænkt mig at droppe al kontakt til svigermor, og at det var op til ham, om han ville stå på den ene side, eller den anden side - for det er sådan det bliver.

Det er måske en kende kynisk. Men for mig er det helt okay at være kynisk, når det handler om at forsvare sine børn mod verdens onder. 

Anonym skriver:

Enig. Dog skal hun først selv anerkende sin psykiske tilstand og ville gøre noget ved det. Ellers nytter det ikke en dyt at sætte sig ind i det.

Ja, det er jo det, der er rigtig svært.

Hvis hun ikke selv vil anerkende det, så er det meget svært at hjælpe hende og få hende til at tage imod behandling.