Julestjerne skriver:
Hej alle.
Jeg har simpelthen oprettet en bruger her på baby.dk for at få nogle gode råd til en dilemma jeg har. Det var enten her eller Mads & Monopolet! 
Sagen er den at jeg sammen med min mand har 3 børn. En på 6 år, en på 4 år og en på 2 måneder. Den store går i skole (0. klasse), den mellemste i børnehave og den lille er jeg hjemme med.
Vi er for et halvt år siden flyttet ud af København og til Midtsjælland. Min mand arbejder i København K og her er dilemmaet. Han er akademiker og har et job hvor han skal være fra 8.30-16.00 hver dag. Han har forsøgt at forhandle flextid, hjemmearbejdsdag, søge om nedsat tid, få lov at arbejde i toget osv., men de er desværre meget fastlåste. Det er ikke fordi han har kundekontakt eller andet, de vil bare gerne at deres medarbejdere er tilgængelige og er på arbejdspladsen i det tidspunkt.
Det betyder at han tager hjemmefra klokken 7.00 og er hjemme 17.30. Plus minus, alt efter hvordan togene nu kører.
Jeg skal hjemmefra med børnene 7.30, for at være i skolen 7.45 og derefter afleverer jeg den mellemste i børnehave. Jeg henter dem igen mellem 14.00 og 14.30 og vi har som regel en hyggeligt eftermiddag sammen alle 4. Uden far..
De fleste praktiske ting i hjemmet står jeg også for - men han står som regel for madlavningen.. (og det er han god og hurtig til).
Og her er så dilemmaets kerne. Øv, hvor jeg savner at han er mere omkring børnenes hverdag. Jeg kan sagtens ordne de praktiske ting og hente og aflevere, omend jeg da ikke skal se mig fri for at misunde de kvinder som har en mand som fx afleverer de store, så lillefisen og jeg kan få sovet lidt om morgenen (natamninger, I ved).
Min mand er meget.. han er ikke doven og han er heller ikke uvidende om min frustration, men han er en type som ikke gerne ændrer på ting som fungerer - og det gør det for ham. Han er glad for det job, han tjener fint og han har søde kollegaer. Men jeg ville sådan ønske at han kunne se hvad han går glip af ved at være så meget væk.
De store står op 6.30, den lille først ved 7-tiden og så sover de alle omkring 18.30-19.00.. og så kan man jo selv regne ud hvor meget de ser hinanden. Især den store (som er ene dreng) savner sin far og reagerer ved stort set aldrig at høre efter hvad han siger og i øvrigt ikke at gide noget med sin far, selvom han åbenlyst savner ham.
Jeg er typen som synes at tid er meget mere værd en penge. Stod det til mig arbejdede vi kun så tingene kunne køre rundt mod i stedet at få mere tid med børnene. Han er som sagt ikke som sådan uenig, han gør bare ikke noget ved det.
Jeg er bange for at vi om nogle år kigger på hinanden og fortryder at han var der så lidt i hverdagene. Han ved af gode grunde ikke meget om børnenes skole og børnehave, deres venner eller andet.
Monopol/baby.dk - hvad gør jeg? Lader ham fortsætte med det job og affinder mig med at det er hans valg og at det er mig der er meget primær omsorgsperson (og praktisk gris) eller hvad gør jeg? Jeg kan mærke at jeg er ked af det på børnenes (og også mine egne) vegne og ville ønske at situationen var anderledes.
Jeg håber på at få nogle gode vinkler på det og måske høre hvordan I andre skaber en balance i familieliv/arbejdsliv.
Min mand er hjemme sent fredag og kører igen søndag aften kl. 19, vi har 4 børn fra 12 år og nedefter, derudover en stor landejendom, jeg har fuldtidsjob og pendler 1,5 time hver dag.
Det handler ikke om, hvem der har det værst - det handler om, at min mand og jeg var enige om vores valg for 15 år siden, og at vores børn aldrig har kendt til andet, hvilket bringer mig til en teori om, at du projicerer følelsen af savn over på dine børn, og at dine følelser handler om, at han ikke "tager sin del" af familielivet (læs; byrden).
Vores børn kan godt savne far i hverdagen - men det samme gør sig gældende for mormor og morfar, det er altså ikke forælderspecifikt, og det håndterer vi så, når det dukker op.
Du skal nok gøre op med dig selv, hvor DIN grænse går, og så må I finde en løsning sammen, du skal ikke leve på din mands præmis, hvis det byder dig imod, så vil du blive indebrændt og hadsk.
(Både min mand og jeg elsker vores arbejde, jeg er fagnørd, og min mand ville arbejde gratis, hvis det var påkrævet, men sådan er vi så forskellige).
