Sammenhæng i familielivet

Hej alle.

Jeg har simpelthen oprettet en bruger her på baby.dk for at få nogle gode råd til en dilemma jeg har. Det var enten her eller Mads & Monopolet! 

Sagen er den at jeg sammen med min mand har 3 børn. En på 6 år, en på 4 år og en på 2 måneder. Den store går i skole (0. klasse), den mellemste i børnehave og den lille er jeg hjemme med.

Vi er for et halvt år siden flyttet ud af København og til Midtsjælland. Min mand arbejder i København K og her er dilemmaet. Han er akademiker og har et job hvor han skal være fra 8.30-16.00 hver dag. Han har forsøgt at forhandle flextid, hjemmearbejdsdag, søge om nedsat tid, få lov at arbejde i toget osv., men de er desværre meget fastlåste. Det er ikke fordi han har kundekontakt eller andet, de vil bare gerne at deres medarbejdere er tilgængelige og er på arbejdspladsen i det tidspunkt. 

Det betyder at han tager hjemmefra klokken 7.00 og er hjemme 17.30. Plus minus, alt efter hvordan togene nu kører.

Jeg skal hjemmefra med børnene 7.30, for at være i skolen 7.45 og derefter afleverer jeg den mellemste i børnehave. Jeg henter dem igen mellem 14.00 og 14.30 og vi har som regel en hyggeligt eftermiddag sammen alle 4. Uden far..

De fleste praktiske ting i hjemmet står jeg også for - men han står som regel for madlavningen.. (og det er han god og hurtig til). 

Og her er så dilemmaets kerne. Øv, hvor jeg savner at han er mere omkring børnenes hverdag. Jeg kan sagtens ordne de praktiske ting og hente og aflevere, omend jeg da ikke skal se mig fri for at misunde de kvinder som har en mand som fx afleverer de store, så lillefisen og jeg kan få sovet lidt om morgenen (natamninger, I ved).

Min mand er meget.. han er ikke doven og han er heller ikke uvidende om min frustration, men han er en type som ikke gerne ændrer på ting som fungerer - og det gør det for ham. Han er glad for det job, han tjener fint og han har søde kollegaer. Men jeg ville sådan ønske at han kunne se hvad han går glip af ved at være så meget væk. 

De store står op 6.30, den lille først ved 7-tiden og så sover de alle omkring 18.30-19.00.. og så kan man jo selv regne ud hvor meget de ser hinanden. Især den store (som er ene dreng) savner sin far og reagerer ved stort set aldrig at høre efter hvad han siger og i øvrigt ikke at gide noget med sin far, selvom han åbenlyst savner ham.

Jeg er typen som synes at tid er meget mere værd en penge. Stod det til mig arbejdede vi kun så tingene kunne køre rundt mod i stedet at få mere tid med børnene. Han er som sagt ikke som sådan uenig, han gør bare ikke noget ved det.

Jeg er bange for at vi om nogle år kigger på hinanden og fortryder at han var der så lidt i hverdagene. Han ved af gode grunde ikke meget om børnenes skole og børnehave, deres venner eller andet.  

Monopol/baby.dk - hvad gør jeg? Lader ham fortsætte med det job og affinder mig med at det er hans valg og at det er mig der er meget primær omsorgsperson (og praktisk gris) eller hvad gør jeg? Jeg kan mærke at jeg er ked af det på børnenes (og også mine egne) vegne og ville ønske at situationen var anderledes.

Jeg håber på at få nogle gode vinkler på det og måske høre hvordan I andre skaber en balance i familieliv/arbejdsliv. 

I er jo (sammen?) blevet enige om at flytte længere væk fra hans arbejde. Var det jeres plan at han skulle finde nyt arbejde tættere på? Eller håbede I, at arbejdspladsen ville være mere forstående?

Hvis din mand ikke er motiveret for en ændring, er situationen jo noget låst. Så må du enten få ham motiveret eller affinde dig med tingenes tilstand. 

Det ER hans valg og du skal ikke forsøge at tvinge ham til noget. Men det er altid en god idé at tage snakken for det er da lidt problematisk at så meget af det praktiske i hverdagen hænger på dig. 

Du skriver han er akademiker men ikke i hvilket fag og det er ikke i alle områder at det bare sådan lige er til at finde et nyt job. Og jeg kan rigtig godt forstå han gerne vil holde fast i et job hvor han er glad for det er dælme også vigtigt.

Nu er det jo nemt at være bagklog men I valgte også med åbne øjne at flytte væk fra København og I må jo have vidst det her var en af konsekvenserne. 

Men tag snakken og find ud af om der er noget i kan skrue på. Og så må han evt tage en snak mere med arbejdspladsen. Hvis de er glade for ham så burde de gå med på noget mere fleksibilitet da alternativet jo kan være at han skrider.

Julestjerne skriver:

Hej alle.

Jeg har simpelthen oprettet en bruger her på baby.dk for at få nogle gode råd til en dilemma jeg har. Det var enten her eller Mads & Monopolet! 

Sagen er den at jeg sammen med min mand har 3 børn. En på 6 år, en på 4 år og en på 2 måneder. Den store går i skole (0. klasse), den mellemste i børnehave og den lille er jeg hjemme med.

Vi er for et halvt år siden flyttet ud af København og til Midtsjælland. Min mand arbejder i København K og her er dilemmaet. Han er akademiker og har et job hvor han skal være fra 8.30-16.00 hver dag. Han har forsøgt at forhandle flextid, hjemmearbejdsdag, søge om nedsat tid, få lov at arbejde i toget osv., men de er desværre meget fastlåste. Det er ikke fordi han har kundekontakt eller andet, de vil bare gerne at deres medarbejdere er tilgængelige og er på arbejdspladsen i det tidspunkt. 

Det betyder at han tager hjemmefra klokken 7.00 og er hjemme 17.30. Plus minus, alt efter hvordan togene nu kører.

Jeg skal hjemmefra med børnene 7.30, for at være i skolen 7.45 og derefter afleverer jeg den mellemste i børnehave. Jeg henter dem igen mellem 14.00 og 14.30 og vi har som regel en hyggeligt eftermiddag sammen alle 4. Uden far..

De fleste praktiske ting i hjemmet står jeg også for - men han står som regel for madlavningen.. (og det er han god og hurtig til). 

Og her er så dilemmaets kerne. Øv, hvor jeg savner at han er mere omkring børnenes hverdag. Jeg kan sagtens ordne de praktiske ting og hente og aflevere, omend jeg da ikke skal se mig fri for at misunde de kvinder som har en mand som fx afleverer de store, så lillefisen og jeg kan få sovet lidt om morgenen (natamninger, I ved).

Min mand er meget.. han er ikke doven og han er heller ikke uvidende om min frustration, men han er en type som ikke gerne ændrer på ting som fungerer - og det gør det for ham. Han er glad for det job, han tjener fint og han har søde kollegaer. Men jeg ville sådan ønske at han kunne se hvad han går glip af ved at være så meget væk. 

De store står op 6.30, den lille først ved 7-tiden og så sover de alle omkring 18.30-19.00.. og så kan man jo selv regne ud hvor meget de ser hinanden. Især den store (som er ene dreng) savner sin far og reagerer ved stort set aldrig at høre efter hvad han siger og i øvrigt ikke at gide noget med sin far, selvom han åbenlyst savner ham.

Jeg er typen som synes at tid er meget mere værd en penge. Stod det til mig arbejdede vi kun så tingene kunne køre rundt mod i stedet at få mere tid med børnene. Han er som sagt ikke som sådan uenig, han gør bare ikke noget ved det.

Jeg er bange for at vi om nogle år kigger på hinanden og fortryder at han var der så lidt i hverdagene. Han ved af gode grunde ikke meget om børnenes skole og børnehave, deres venner eller andet.  

Monopol/baby.dk - hvad gør jeg? Lader ham fortsætte med det job og affinder mig med at det er hans valg og at det er mig der er meget primær omsorgsperson (og praktisk gris) eller hvad gør jeg? Jeg kan mærke at jeg er ked af det på børnenes (og også mine egne) vegne og ville ønske at situationen var anderledes.

Jeg håber på at få nogle gode vinkler på det og måske høre hvordan I andre skaber en balance i familieliv/arbejdsliv. 

Hvorfor valgte I at flytte ud af byen?

Vidste I, at han ville få 3 timers transport om dagen?

Hvad skal du, når din barsel stopper?

Kan I få hverdagen til at hænge sammen, når du ikke længere er på barsel?

Jeg ville give det tid. I er lige flyttet, og I har en lille baby, meget kan se anderledes ud om et halvt år eller et år. Jeg ville personligt ikke sige mit job op, fordi min partner kunne have brug for at sove videre nogle morgener, når det behov måske slet ikke eksisterer om 6-8 måneder.

For mig at se, så er 3 timers transport om dagen et aktivt valg, jeg ser ikke en mand, der lader stå til. Måske er han virkelig glad for sit arbejde, måske vil han virkelig gerne forsørge sin familie, og gør det, som han finder, at der skal til.

Du må affinde dig med, at det er hans valg. Alternativt må I finde noget, der er tættere på hans job, så han kan være mere hjemme.

Julestjerne skriver:

Hej alle.

Jeg har simpelthen oprettet en bruger her på baby.dk for at få nogle gode råd til en dilemma jeg har. Det var enten her eller Mads & Monopolet! 

Sagen er den at jeg sammen med min mand har 3 børn. En på 6 år, en på 4 år og en på 2 måneder. Den store går i skole (0. klasse), den mellemste i børnehave og den lille er jeg hjemme med.

Vi er for et halvt år siden flyttet ud af København og til Midtsjælland. Min mand arbejder i København K og her er dilemmaet. Han er akademiker og har et job hvor han skal være fra 8.30-16.00 hver dag. Han har forsøgt at forhandle flextid, hjemmearbejdsdag, søge om nedsat tid, få lov at arbejde i toget osv., men de er desværre meget fastlåste. Det er ikke fordi han har kundekontakt eller andet, de vil bare gerne at deres medarbejdere er tilgængelige og er på arbejdspladsen i det tidspunkt. 

Det betyder at han tager hjemmefra klokken 7.00 og er hjemme 17.30. Plus minus, alt efter hvordan togene nu kører.

Jeg skal hjemmefra med børnene 7.30, for at være i skolen 7.45 og derefter afleverer jeg den mellemste i børnehave. Jeg henter dem igen mellem 14.00 og 14.30 og vi har som regel en hyggeligt eftermiddag sammen alle 4. Uden far..

De fleste praktiske ting i hjemmet står jeg også for - men han står som regel for madlavningen.. (og det er han god og hurtig til). 

Og her er så dilemmaets kerne. Øv, hvor jeg savner at han er mere omkring børnenes hverdag. Jeg kan sagtens ordne de praktiske ting og hente og aflevere, omend jeg da ikke skal se mig fri for at misunde de kvinder som har en mand som fx afleverer de store, så lillefisen og jeg kan få sovet lidt om morgenen (natamninger, I ved).

Min mand er meget.. han er ikke doven og han er heller ikke uvidende om min frustration, men han er en type som ikke gerne ændrer på ting som fungerer - og det gør det for ham. Han er glad for det job, han tjener fint og han har søde kollegaer. Men jeg ville sådan ønske at han kunne se hvad han går glip af ved at være så meget væk. 

De store står op 6.30, den lille først ved 7-tiden og så sover de alle omkring 18.30-19.00.. og så kan man jo selv regne ud hvor meget de ser hinanden. Især den store (som er ene dreng) savner sin far og reagerer ved stort set aldrig at høre efter hvad han siger og i øvrigt ikke at gide noget med sin far, selvom han åbenlyst savner ham.

Jeg er typen som synes at tid er meget mere værd en penge. Stod det til mig arbejdede vi kun så tingene kunne køre rundt mod i stedet at få mere tid med børnene. Han er som sagt ikke som sådan uenig, han gør bare ikke noget ved det.

Jeg er bange for at vi om nogle år kigger på hinanden og fortryder at han var der så lidt i hverdagene. Han ved af gode grunde ikke meget om børnenes skole og børnehave, deres venner eller andet.  

Monopol/baby.dk - hvad gør jeg? Lader ham fortsætte med det job og affinder mig med at det er hans valg og at det er mig der er meget primær omsorgsperson (og praktisk gris) eller hvad gør jeg? Jeg kan mærke at jeg er ked af det på børnenes (og også mine egne) vegne og ville ønske at situationen var anderledes.

Jeg håber på at få nogle gode vinkler på det og måske høre hvordan I andre skaber en balance i familieliv/arbejdsliv. 

Tja hvorfor flyttede i længere væk fra hans arbejde? 

Hvorfor tjekkede i ikke om han kunne gå ned i tid eller andet, før i flyttede? 

Tænker at I håbede at han kunne arbejde mindre, men man kan jo ikke bare tro at det sker, og det skete ikke og nu er han nød til at bruge al den tid med at rejse, det er der jo ikke meget at gøre ved.

Fortæl ham om børnenes hverdag, lad dem vær med til at lave mad. Så er der weekender, ferier. 

Abracadabra skriver:

I er jo (sammen?) blevet enige om at flytte længere væk fra hans arbejde. Var det jeres plan at han skulle finde nyt arbejde tættere på? Eller håbede I, at arbejdspladsen ville være mere forstående?

Hvis din mand ikke er motiveret for en ændring, er situationen jo noget låst. Så må du enten få ham motiveret eller affinde dig med tingenes tilstand. 

Vi har hele tiden haft en aftale om at hvis det ikke fungerede, så ville han enten søge efter et andet job, hvor han på den ene eller anden måde ville få mere tid hjemme, eller også ville han tale med sin chef og finde en løsning på den måde. Jeg tror (jeg er faktisk ikke sikker), men jeg tror at han havde regnet med at der ville være bedre muligheder for fleksibilitet på arbejdspladsen. 

Vi skulle selvfølgelig have undersøgt det inden, men jeg vil helst ikke være mor for min mand og når han siger at han så finder en løsning, så regner jeg med at han har talt med sin chef inden da. Naivt måske.

IenFart skriver:

Det ER hans valg og du skal ikke forsøge at tvinge ham til noget. Men det er altid en god idé at tage snakken for det er da lidt problematisk at så meget af det praktiske i hverdagen hænger på dig. 

Du skriver han er akademiker men ikke i hvilket fag og det er ikke i alle områder at det bare sådan lige er til at finde et nyt job. Og jeg kan rigtig godt forstå han gerne vil holde fast i et job hvor han er glad for det er dælme også vigtigt.

Nu er det jo nemt at være bagklog men I valgte også med åbne øjne at flytte væk fra København og I må jo have vidst det her var en af konsekvenserne. 

Men tag snakken og find ud af om der er noget i kan skrue på. Og så må han evt tage en snak mere med arbejdspladsen. Hvis de er glade for ham så burde de gå med på noget mere fleksibilitet da alternativet jo kan være at han skrider.

Det er faktisk ikke så meget det praktiske i det, for det fungerer indtil videre. Det er mere selve det familiære i det. At han ikke er så stor en del af børnenes hverdag ift. hvad fx jeg kunne ønske. At han ikke kender ret meget til børnenes skole, venner, børnehave, lærere osv. osv. 

Han er uddannet historiker, men jeg må sige at jeg ikke ved så meget om hvordan det er at finde nyt job i det fag. 

Vi flyttede af mange årsager. Vi ventede nummer 3, boede i en lille lejlighed med udprægede “udebørn”, den store skulle i skole og vi ville gerne flytte inden da og til en by med en god skole ift. hvad vores alternativ var. Derudover er vi flyttet tættere på vores forældre og venner, som også er flyttet “hjem” igen. Alt i alt er vi flyttet fordi der simpelthen var/er rigtig mange fordele. Der er bare liiiige det der med faren og tid med børnene..  

KASS skriver:

Hvorfor valgte I at flytte ud af byen?

Vidste I, at han ville få 3 timers transport om dagen?

Hvad skal du, når din barsel stopper?

Kan I få hverdagen til at hænge sammen, når du ikke længere er på barsel?

 

Jeg ville give det tid. I er lige flyttet, og I har en lille baby, meget kan se anderledes ud om et halvt år eller et år. Jeg ville personligt ikke sige mit job op, fordi min partner kunne have brug for at sove videre nogle morgener, når det behov måske slet ikke eksisterer om 6-8 måneder.

For mig at se, så er 3 timers transport om dagen et aktivt valg, jeg ser ikke en mand, der lader stå til. Måske er han virkelig glad for sit arbejde, måske vil han virkelig gerne forsørge sin familie, og gør det, som han finder, at der skal til.

Du må affinde dig med, at det er hans valg. Alternativt må I finde noget, der er tættere på hans job, så han kan være mere hjemme.

 

Jeg gentager lige mig selv en lille smule her. Det må I lige leve med.. 

Vi flyttede af mange årsager, men bl.a. at vi havde brug for mere plads, vi ville gerne bosætte os et sted med en god skole fordi vores søn skulle starte i 0. klasse her i sommer. Vi er flyttet meget tættere på vores forældre og venner og vi er rigtig glade for at bo her. For skolen, børnehaven, vores nye venner her hvor vi bor osv. osv. Så som jeg også skrev til en anden, så er vi rigtige glade for at bo her. 

Her hvor vi bor går et “hurtigtog” en gang i timen. Så det tog regnede vi med at han kunne tage begge veje. Men de afgange passer overhovedet ikke og så har vi (naive cyklister) lært at man sjældent kan regne med den rejsetid der står på rejseplanen.dk

Jeg er glad for at du skriver at vi skal prøve at give det tid, for det er måske det vi skal. Det ER nyt. Både flytning og baby. (Men bare lige for at svare os det med at sove længe..  Det er på ingen måde det det handler om. Det er ikke sagens kerne. Baby er som sagt 2 måneder, far havde 2 ugers barsel og efterfølgende er det kun mig der har afleveret og hentet. Så det fungerer fint, men.. en lille sove lidt længere dag med en baby, tror jeg alle mødre kunne trænge til fra tid til anden). 

Min mand er en dejlig mand, han er en fantastisk far. Jeg reagerer på at børnene savner ham og at jeg har et ønske om at han er mere en del af familien. Altså, så meget man nu kan, ik’? Når man stadig gerne vil være arbejdstager og ikke selvstændig.

BAE skriver:

Tja hvorfor flyttede i længere væk fra hans arbejde? 

Hvorfor tjekkede i ikke om han kunne gå ned i tid eller andet, før i flyttede? 

Tænker at I håbede at han kunne arbejde mindre, men man kan jo ikke bare tro at det sker, og det skete ikke og nu er han nød til at bruge al den tid med at rejse, det er der jo ikke meget at gøre ved.

Fortæl ham om børnenes hverdag, lad dem vær med til at lave mad. Så er der weekender, ferier. 

Hihi, jeg kommer til at gentage stort set alt jeg har svaret de andre.. :-)

Vi flyttede for samlet for familien at skabe mere af det liv vi øsnker. En god skole til den store, et hus med lidt mere plads end vi havde i lejligheden, tættere på forældre og venner osv. Og det ER vi glade for og vi er glade for hinanden og vores liv generelt. Jeg er bare ked af at børnene savner deres far og at han er så lidt en del af deres hverdag.

Det er jo “småting” fordi vi som nævnt er rigtig glade for hvor vi er nu og han er en fantastisk far når han er her. Men jeg havde ønsket at han måske selv havde et større ønske om at værre en større del af deres hverdag. Jeg vil ikke tvinge ham til noget og det er også derfor jeg skriver her for at få råd til om jeg skal lade det ligge eller hvordan. 

Jeg er selv typen som har et arbejde for at kunne leve, så derfor er det rigtig godt at høre fra andre som faktisk brænder rigtig meget for deres arbejde og høre deres vinkel, fordi det kan være svært at sætte sig ind i, når man selv har det omvendt. Eller hvad man siger.. 

Julestjerne skriver:

Hihi, jeg kommer til at gentage stort set alt jeg har svaret de andre.. :-)

Vi flyttede for samlet for familien at skabe mere af det liv vi øsnker. En god skole til den store, et hus med lidt mere plads end vi havde i lejligheden, tættere på forældre og venner osv. Og det ER vi glade for og vi er glade for hinanden og vores liv generelt. Jeg er bare ked af at børnene savner deres far og at han er så lidt en del af deres hverdag.

Det er jo “småting” fordi vi som nævnt er rigtig glade for hvor vi er nu og han er en fantastisk far når han er her. Men jeg havde ønsket at han måske selv havde et større ønske om at værre en større del af deres hverdag. Jeg vil ikke tvinge ham til noget og det er også derfor jeg skriver her for at få råd til om jeg skal lade det ligge eller hvordan. 

Jeg er selv typen som har et arbejde for at kunne leve, så derfor er det rigtig godt at høre fra andre som faktisk brænder rigtig meget for deres arbejde og høre deres vinkel, fordi det kan være svært at sætte sig ind i, når man selv har det omvendt. Eller hvad man siger.. 

Min mand kommer også først hjem kl 18 - trods en kort cykeltur. Men han kan aflevere ungerne om morgenen...

Jeres børn bliver heldigvis større og deres søvnbehov falder, så I får stille og roligt mere tid sammen om aftenen. 

Hvis din mand er godt tilfreds, skal han selvfølgelig beholde sit job. Men jeg forstår din utilfredshed.