Er hun sensitiv? Vil ikke med nogen steder..

Anonym skriver:

Jeg har erkendt det... Men min dårlige samvittighed over for min store datter  det er skide hårdt...  man er plantet med røven i stolen babyen på amme puden og sådan er det agtigt... Og ja jeg går meget op i vores babys behov, føler dog bare jeg svigter den store.. 

Du svigter ikke.

Du tilgodeser babys behov akkurat som du gjorde ved storesøster. 

Nu er der bare to børn og det gør man bliver bevist om det her svært at være der for alle.

Men der kommer den lille i første række og så må far dække ind ved den store.

Det skal nok gå og tro mig det bliver lettere.

Skovrup skriver:

Særlig sensitiv er IKKE en diagnose, men et personlighedstræk. 

Særligt sensitive skal have hjælp til at lukke af for stimuli da særligt sensitive sluger alt råt uden at kunne lukke af. Hvilket gør at især babyer der har dette karakter træk, har brug for mere ro den første tid. 

Jeg vil anbefale TS at læse elaine Aron’s bog der hedder det særligt sensivite barn -  Link

jeg er sikker på bogen også kan lånes på biblioteket 

Vores søn er særlig sensitiv, hvilket har givet en hård start og de første par år, men det bliver bedre! Og det sværeste for os har været manglen på forståelse fra andre. Det der har givet os mest som forældre var at lukke af for andres holdninger, og blive bedre til at lytte til vores søn, hvilket har været svært fordi han er vores første. 

Men det bliver bedre 

Tak for dit link. Jeg er ikke meget for at sætte hende i bås, men det er tydeligt hun ikke er som den førstefødte og det er ben hårdt! Hun reagere på alt og alle, det er helt vildt.... Heldigvis forstår omgivelserne mig efterhånden som de har fået lidt tid med os, der fremgår det tydeligt hvad der foregår i sådan en hverdag og hvordan hun reagere. Hun vil ikke sove selv og sover generelt slet ikke om dagen... 

Carina:-) skriver:

Du svigter ikke.

Du tilgodeser babys behov akkurat som du gjorde ved storesøster. 

Nu er der bare to børn og det gør man bliver bevist om det her svært at være der for alle.

Men der kommer den lille i første række og så må far dække ind ved den store.

Det skal nok gå og tro mig det bliver lettere.

Tak  havde aldrig forudset jeg skulle få sådan et barn min første var så nem!

I det her tilfælde er jeg meget glad for der findes barsel i lille danmark 

Det lyder som min datter. Hun havde dog også kolik og refluks, men derudover - og nok også fordi hun havde virkelig ondt, så kunne hun ikke rumme noget. Alt hendes fokus gik på “smerten”.

Jeg var hjemme i et år. Alle andre steder end i viklen skreg hun og hun hang på mig 24/7.

Først nu som 2,5 år kan hun bedre rumme stimuli. Hun suger dog alt til sig og har meget svært ved at lukke af for indtryk, og så skal hun bare hjem. Helst inden. Og sådan var hun fra dag 1. Hun kunne ikke bare lukke af når hun blev træt, og hun sov også kun i viklen. Både pga tryghed men også pga hun ikke kunne ligge pga refluksen og vågnede hele tiden m mavesmerter.

Hun er virkelig kvik og med på alle punkter, og vil faktisk nu rigtig gerne opleve ting. Hun skal dog begrænses, fordi hun ellers bliver rigtig “utilpas” (pylret, skrigende og kan ikke sætte ord på eller selv forstå hvorfor hun har det sådan).

jeg har haft mulighed for at gå hjemme med hende og først nu synes jeg hun er klar på institutionslivet. Det er virkelig hårdt m den slags børn, men jeg har bare måtte acceptere at vi har måtte indordne os, fordi sådan er hun. Og fx hendes bedsteforældre har også mange kommentarer men det må man bare lukke ørerne for. Nu er hun min nr 4 og jeg kan sagtens se hun bare er en anden person end de andre, hvor bedsteforældrene mener, vi har taget for mange hensyn og overbeskyttet hende.

Hun har en kæmpe personlighed og hun er vildt sjov - så jeg ville ikke bytte hende. Dog heller ikke hendes ultra lette storesøster som var helt anderledes. Og hun har også måtte lide under lillesøsters behov, men man gør hvad man kan for alle og så kan man ikke mere end det.

Ano18 skriver:

Det lyder som min datter. Hun havde dog også kolik og refluks, men derudover - og nok også fordi hun havde virkelig ondt, så kunne hun ikke rumme noget. Alt hendes fokus gik på “smerten”.

Jeg var hjemme i et år. Alle andre steder end i viklen skreg hun og hun hang på mig 24/7.

Først nu som 2,5 år kan hun bedre rumme stimuli. Hun suger dog alt til sig og har meget svært ved at lukke af for indtryk, og så skal hun bare hjem. Helst inden. Og sådan var hun fra dag 1. Hun kunne ikke bare lukke af når hun blev træt, og hun sov også kun i viklen. Både pga tryghed men også pga hun ikke kunne ligge pga refluksen og vågnede hele tiden m mavesmerter.

Hun er virkelig kvik og med på alle punkter, og vil faktisk nu rigtig gerne opleve ting. Hun skal dog begrænses, fordi hun ellers bliver rigtig “utilpas” (pylret, skrigende og kan ikke sætte ord på eller selv forstå hvorfor hun har det sådan).

jeg har haft mulighed for at gå hjemme med hende og først nu synes jeg hun er klar på institutionslivet. Det er virkelig hårdt m den slags børn, men jeg har bare måtte acceptere at vi har måtte indordne os, fordi sådan er hun. Og fx hendes bedsteforældre har også mange kommentarer men det må man bare lukke ørerne for. Nu er hun min nr 4 og jeg kan sagtens se hun bare er en anden person end de andre, hvor bedsteforældrene mener, vi har taget for mange hensyn og overbeskyttet hende.

Hun har en kæmpe personlighed og hun er vildt sjov - så jeg ville ikke bytte hende. Dog heller ikke hendes ultra lette storesøster som var helt anderledes. Og hun har også måtte lide under lillesøsters behov, men man gør hvad man kan for alle og så kan man ikke mere end det.

Tusind tak for din forståelse.. Og det lyder godt nok som vores lille pige her. Det er ulidelig hårdt og man er godt nok træt og brugt... 

Jeg ville heller ikke bytte hende ud men der er dage hvor tanken om hvorfor man fik et barn mere kommer til udtryk og det sq flovt at tænke sådan...

Men ja jeg gør hvad jeg kan for at til godese hendes behov.. Efter far er begyndt på arbejde kommer der dog nogle kommentarer om huset roder og vasketøj et ikke er lagt sammen, så bliver jeg enormt ked af det, jeg har altid haft styr på mit hus.. Men eftersom hun kun sover når hun er hos mig og vil være hos mig er det svært at nå synes jeg... 

Anonym skriver:

Tusind tak for din forståelse.. Og det lyder godt nok som vores lille pige her. Det er ulidelig hårdt og man er godt nok træt og brugt... 

Jeg ville heller ikke bytte hende ud men der er dage hvor tanken om hvorfor man fik et barn mere kommer til udtryk og det sq flovt at tænke sådan...

Men ja jeg gør hvad jeg kan for at til godese hendes behov.. Efter far er begyndt på arbejde kommer der dog nogle kommentarer om huset roder og vasketøj et ikke er lagt sammen, så bliver jeg enormt ked af det, jeg har altid haft styr på mit hus.. Men eftersom hun kun sover når hun er hos mig og vil være hos mig er det svært at nå synes jeg... 

Selvfølgelig får man da de tanker pga den store. Det kan ikke undgås. Man føler jo at det pludselig er blevet på bekostning af hende. Det er jo heldigvis bare irrationelle følelser der kommer pga træthed og fordi man føler sig helt og aldeles magtesløs og ligegyldigt hvad man gør så føles det bare ikke som om det er godt nok. 

At dit hus ligner et bombet lokum, det kommer i 2 række eller flere rækker under det. Hus må være hus indtil du får overskud igen. Det skal nok komme og så har du glemt at der engang var rodet. Hvad andre tænker, ved jeg godt ikke er rart, men hvis de tænker så grimt uden forståelse, hvad skal du så bruge deres mening til. Du har m garanti søde og forstående mennesker bag dig også. Resten - vær ligeglad m dem. 

Da min yngste blev ældre, så tog jeg ud m storesøster alene. Det behøvede ikke være længe, men bare så hun vidste at hun stadig også havde hendes plads. Og engang imellem inden da, så tænkte jeg - ved du hvad hun skriger også den time jeg står og vugger hende i håb om hun bare vil sove et kvarter, så kan hendes far sg. også høre på det - og så gik jeg lidt væk. Fordi ellers bliver man altså skør. Man har brug for lidt ro. Og det bliver bedre ! Det hjælper bare absolut ikke at bebrejde dig selv for noget, som ikke er din skyld. Mine piger knuselsker hinanden og den ældste havde ikke været alt skrigen, skrålen og at hun måtte undvære mig foruden. Det vigtigste var at fortælle hende at lillesøster var sløj men at hun så absolut stadig var min øjesten, og jeg nok skulle få tiden igen.

Anonym skriver:

Først ramt af kolik i 3 mdr... Og hun har aldrig kunnet være med ude uden at skrige.... Eller hjemme... Nu er maven nogenlunde... Men.. Vi har et stort problem og det er at hun ikke tåler store selskaber... Hun skriger fra vi kommer til vi går... Og det har stået på siden fødslen... Og ja der har desværre været en del store begivenheder i vores familier siden hun blev født... Jeg er nærmest stavnsbundet til at blive hjemme hvis vi skal ting hvor der er larm og andre mennesker... Jeg synes det er pisse hamrende hårdt... Mødregruppe må jeg sige nej til . Ja generelt et socialt liv.. Det værste er at jeg ikke kan komme ud og opleve noget med min store datter, da den lille kun ammer og ligger ved brystet konstant, da hun ikke vil tage sut.har prøvet at supplere med mme hun drikker lidt men søger så ro ved brystet igen .. Det eneste sted hun kan falde til ro er ved mit bryst.. Please kom med nogle beroligende ord, jeg kan mærke min frustration og dårlige samvittighed konstant.. Nogle dage kan jeg næsten fortryde vi fik nr 2  jeg skammer mig, jeg er træt med træt på da hun kun vil sove ved mit bryst.. Ja har en baby på mig 24/7... Hun tåler hverken farmor eller mormor hun vil ikke sidde hos dem og kun far i et kvarter af gangen. Er snart opløst.. Er så sur og irriteret og ja magtesløs. 

JA! Dit barn er sensitivt - og det er IKKE en diagnose!

Det er et personlighedstræk der kan arbejdes med. Dit skriv kunne komme fra mig da jeg fik nr 2. INGEN kunne passe hende, ej heller far. Hun accepterede det simpelthen ikke og nogle dage havde jeg bare lyst til at forære hende til den første der kom forbi ude på vejen. Jeg orkede ikke at have nogen så tæt på 24/7. 

Det gik heldigvis over. Slyngevugge hjalp meget da hun var lille, så kunne vi bounce hende lidt i søvn og jeg kunne få lidt space. 

Nu er hun 3,5 og helt normal. Lidt skarpere end andre børn på hendes alder og hun ser/fanger/forstår alt hvad der foregår omkring hende og kan finde ud af at anvende sprog osv. som lidt ældre børn. Hun kan tælle til 30, alfabetet og regne lidt i det små. Hun er sindssygt kvik! 

Men det tog lidt tid at komme dertil, hun skulle lære en hel masse ting og lære at acceptere at det ikke altid kunne gå som hun havde planlagt. Jeg tror det er en gave, at have børn der er sådan. De sanser mere, men det er også en udfordring som forældre at lære dem at forstå det der kommer ind.  

Når de er helt små, kan man af gode grunde ikke “lære” dem noget, men blot give dem tryghed ved at udvise fysisk nærvær og vise “at man har styr på det” - hvis du forstår.  

Det hjalp for mig, og vendte mine tanker fra at være negativ omkring adfærden. 

Mamacita til 2 piger skriver:

JA! Dit barn er sensitivt - og det er IKKE en diagnose!

Det er et personlighedstræk der kan arbejdes med. Dit skriv kunne komme fra mig da jeg fik nr 2. INGEN kunne passe hende, ej heller far. Hun accepterede det simpelthen ikke og nogle dage havde jeg bare lyst til at forære hende til den første der kom forbi ude på vejen. Jeg orkede ikke at have nogen så tæt på 24/7. 

Det gik heldigvis over. Slyngevugge hjalp meget da hun var lille, så kunne vi bounce hende lidt i søvn og jeg kunne få lidt space. 

Nu er hun 3,5 og helt normal. Lidt skarpere end andre børn på hendes alder og hun ser/fanger/forstår alt hvad der foregår omkring hende og kan finde ud af at anvende sprog osv. som lidt ældre børn. Hun kan tælle til 30, alfabetet og regne lidt i det små. Hun er sindssygt kvik! 

Men det tog lidt tid at komme dertil, hun skulle lære en hel masse ting og lære at acceptere at det ikke altid kunne gå som hun havde planlagt. Jeg tror det er en gave, at have børn der er sådan. De sanser mere, men det er også en udfordring som forældre at lære dem at forstå det der kommer ind.  

Når de er helt små, kan man af gode grunde ikke “lære” dem noget, men blot give dem tryghed ved at udvise fysisk nærvær og vise “at man har styr på det” - hvis du forstår.  

Det hjalp for mig, og vendte mine tanker fra at være negativ omkring adfærden. 

 

Tusind tak for dit input. Det er dejligt nogle forstår hvor man er og hvordan man har det lige nu .  Det ikke løgn ikke engang i sengen har man et space der bruges brystet jo som sut... Jeg glæder mig til hun bliver større . Jeg er ved at være træt af sætningen "husk at nyde det"

Anonym skriver:

Tusind tak for dit input. Det er dejligt nogle forstår hvor man er og hvordan man har det lige nu .  Det ikke løgn ikke engang i sengen har man et space der bruges brystet jo som sut... Jeg glæder mig til hun bliver større . Jeg er ved at være træt af sætningen "husk at nyde det"

 Man har bare lyst til at sparke dem der siger det hårdt over skinnebenet. Det er pisse hamrende hårdt at være på 24/7. At være til rådighed og atvære så tæt med et andet menneske uafbrudt. Nogle kan godt lide det, men jeg har altid haft brug for liiiige at have mit eget space nu og da. Men hæng i, det bliver bedre. Og så kan jeg anbefale sig at prøve slyngevuggen, det var en redning for mig..  

Anonym skriver:

Tusind tak for dit input. Det er dejligt nogle forstår hvor man er og hvordan man har det lige nu .  Det ikke løgn ikke engang i sengen har man et space der bruges brystet jo som sut... Jeg glæder mig til hun bliver større . Jeg er ved at være træt af sætningen "husk at nyde det"

Ha ha, jeg kunne altså ikke lade være med at grine... Det lyder som om det bare skal overståes.

Pøj pøj med det hele.