Det føles helt forkert!

Smølfine123 skriver:

Åh ja indkøring trækker tænder ud. Men tro mig der går en måned så er det ofte kys kys og hej hej og mindre gråd.

Men det er klart hvis I aldrig har været væk fra hinanden så er det hårdt. Så det er nok endnu hårdere for ham  fordi han aldrig er blevet passet af andre. Men uanset hvad skal det nok gå over. 

 

 

Ja tak det så hårdt! Jeg gør det også kort og siger vi ses om lidt mor kommer igen. Og kysser ham og går.

Jeg håber han reagere bedre i næste uge. Hun siger at det er helt normalt og at det går godt. Det må jeg vel stole på. Bare sååå svært

Anonym skriver:

Jeg afleverer ham ikke, da jeg stadig er der. Men går kun ud for døren i x antal minutter. Og når jeg så kan høre han græder, gør jeg os.

Jeg kan sagtens bryde i gråd hvis han er dybt ulykkelig hjemme, selvom jeg er tryg.

Det kan godt være det ikke er negativt ment, men jeg føler det er super nedladende da jeg godt ved han kan mærke hvis jeg selv er død ulykkelig. Jeg gør mit allerbedste her. Min bekymring er ikke MINE følelser, men hele dagpleje start situationen. Hvis jeg var utryg ved dagplejen, havde jeg slet ikke gået fra ham !

Nå. Jamen så vil jeg da undlade at svarer mere nu når du åbenbart er så nærtagende at du mener jeg er nedladende hvilket på ingen måde er hensigten. Men ren g skær råd og vejledning. 

Held og lykke med indkøringen. Håber det bliver nemmere for jer snart 

Det føles nemlig overhovedet ikke naturligt! Det føles som det mest forkerte i hele verden. Du skal bare fortsætte som du gør. Det lyder som om du gør det på den helt rigtige måde. Det bliver nemmere med tiden. 

Forsøg at tænk på at han får en skøn kontakt med dp. Han leger med de andre børn og det er sjovt! De udvikler ham og lærer ham en masse nye måder at lege på og lave ballade på :-) 

han får så meget ud af at komme der. Og du har jo helt ro i maven over dp og stedet <3 men for filan!!! Det er jo så vanvittigt svært. Og det er normalt du har det som du har. Det skal nok blive bedre :-) 

Anonym skriver:

Det her med dp start. Vi kører i øjeblikket ind, første uge er slut.

Jeg er gået 2 gange, og han græder selvfølgelig hver gang.

Han giver dp lov til at trøste ham, og det går hurtigt over men starter igen. Vi har aldrig været væk fra hinanden, aldrig passet eller lign.

Det føles så unaturligt og forkert i min krop at det skulle være en naturlig reaktion, når han er så ked af det

Jeg sidder os og græder hver gang fordi jeg kan høre ham. Jeg har så meget lyst til at stoppe indkøring og holde ham hjemme. Mit hjerte kan ikk holde det ud. Hvad gør jeg? Hvordan reagerede jeres børn?

Ps.  Dp mor er den bedste!!

Hvor jeg bare godt kan sætte mig ind i dine følelser. Min søn startede i vuggestue da han var 11 måneder, og nu er han 17 måneder, og han er først nu stoppet med at græde når jeg går. Det føles så unaturligt at gå fra sit barn, og jeg har også haft tanken bare at gå hjemme med ham. Men NU går det godt. Jeg tænker det jo er naturstridigt at efterlade sit barn og at følelserne er helt naturlige. Er du ellers tryg ved dagplejeren? Det betyder enormt meget med tillid til de eller den person som skal passe vores barn/børn. Selv har jeg hele tiden haft tillid til pædagogerne i min søns vuggestue, og det har hjulpet lidt, og jeg ved at han har været glad derovre hele dagen. Men nogle børn har det meget svært med at sige farvel om morgenen. Begge mine har været kede af det ved aflevering længe, og har virkelig skulle vænne sig til det nye. 

Tro på at det bliver godt og når nu dagene bliver længere hos DP kan hun måske sende dig en sms om hvordan det går, hvis du er heldig kan du få et billede at dit barn der sidder godt igang med at "spise/læse" en bog eller noget andet hyggeligt, noget der giver smil på læben og ro i hjertet Så du kan få følelsen af at dit barn faktisk oplever noget nyt og spændende. Hun kan også skrive til dig når barnet er faldet til ro, så du forhåbentlig ved at det ikke vare så længe med gråden. Afhængigt af DP kan meget lade sig gøre under indkøring.

Pøj pøj med indkøring

Min datter havde også enormt svært ved at starte i vuggestue. Det var SÅ hårdt og jeg var dybt frustreret og ked af det over det. Hun var konstant ulykkelig og de kunne ikke rigtig få hende til at være tryg. Det tog 1,5 måned før der faktisk skete en ændring og så blev det tilgengæld også godt! Nu har hun gået der siden april og hun trives fantastisk godt, det er en fornøjelse at aflevere hende (også de dage hun er lidt ked af det)

Men det er frygteligt og det går imod ens moderinstinkt. Der er intet i vejen med at det ikke føles godt. Mit råd vil bare være at holde ud lidt endnu, fordi lige pludselig kan det ændre sig. De havde ikke haft en der var så svær som min datter i vuggestuen i meget lang tid, og det endte alligevel med at gå rigtig godt til sidst.

Jeg fik også gentagne gange af vide "husk nu at hun kan mærke hvis du er utryg" osv. Det var enormt provokerende, fordi jeg gjorde mit absolut ypperste for ikke at lade mine følelser være synlige. Det er som at sige, at "måske er det din skyld". 

Da min ældste datter startede i sin tid synes jeg det var så forfærdeligt at aflevere hende - ikke fordi jeg var utryg fordi som dig var jeg ikke gået så - men fordi det bare stred imod hvad jeg egentlig ønskede. Det føltes unaturligt og forkert. Hun var ikke ked af det og det gik fint med hendes opstart og gang der, men jeg har aldrig ønsket mine børn var så meget i institution. Sådan havde jeg det. Vi er jo forskellige og der er intet ret eller forkert. Men jeg forstår dig - at man kan være tryg - men det bare føles forkert indeni. Min yngste passer jeg hjemme, fordi jeg er heldig jeg har en uddannelse der gør jeg kan arbejde aften og faderen så passer der. Det passer godt for os. Hun blev 2 i marts og jeg regner med, hun starter børnehave til januar/februar. Hun kommer dog aldrig til at være meget afsted, men så det passer ind i det sociale og hendes behov. Jeg ved dog som sagt godt, jeg er heldigt stillet, at det er en mulighed for os.

man vænner sig dog mere til det uanset hvad ! Også selvom man gerne ville det havde være anderledes.

Som pædagog kan jeg fortælle dig at det bliver bedre. Det kommer måske endda til at dit barn hygger sig så meget at han ikke vil med hjem. 

Men ja det er naturligt at han græder. Han har været sammen med dig hver dag. I har haft jeres rutiner. Pludselig skal han til noget ukendt. Han skal lige finde ud af at der også er trygt og rart hos dp.  Og han skal også finde ud af at han bliver hentet igen. Det er utrygt i starten og så må mam bare være så rolig som man kan. Nogle børn græder i laaang tid ved aflevering men har det sjovt 5 min. efter og det er også okay. 

Som mor - jeg har været igennem det  med de to ældste. Den sidste går ikke i vuggestue endnu) Jeg har også stået udenfor med tårer i øjnene efter aflevering eller ringet til min mand hulkende ja faktisk for en uge siden hvor min dreng pludselig ikke ville i børnehave og græd en del ved aflevering. (Plejer han ellers ikke) Jeg var SÅ ked af det efter aflevering. Jeg hentede ham kl 12 og så sagde han: "Ej moaaaar, du kommmer aaalt for tidligt" 

Så en dårlig aflevering er ikke ensbetydende med en dårlig dag. Men det er svært selvom man egentlig godt ved de er i trygge hænder. Det er okay du bliver ked af det bagefter. Det går over når aflevering gradvist bliver bedre. 

Ja, det føles unaturligt at efterlade sit grædende barn ved fremmede. Din reaktion og dit barns reaktion er den naturlige. Vuggestuer og dagpleje er noget unaturligt og de er IKKE skabt for barnet skyld.

Har dit barn knyttet sig til dagplejemor? Altså har hun prøvet at give dit barn mad, skifte ble evt. putte, mens du er der? Dit barn skal lære at dagplejemor er en ok erstatning for dig - at hun kan opfylde dets behov, når du ikke er der. Det græder, fordi det er utrygt ved situationen og på, om du kommer tilbage. Det er vigtigt, at dit barn føler sig trygt, før du begynder at gå. Ellers kan det virkelig være traumatiserende for et barn at blive efterladt.

Læs evt denne. Selvom dit barn ikke er signalstærkt, så synes jeg der er nogle gode råd  https://www.xn--signalstrk-k6a.dk/institutionsliv---opstart-i-vuggestue

Jeg har selv valgt, at mit barn ikke skal i institution, før jeg kan forklare, hvor jeg forsvinder hen, og barnet selv får noget ud af at være blandt jævnaldrende (2-3 års alderen). Jeg er godt klar over, at ikke alle har den lyst/mulighed.

Sådan er det for nogen og tá den tid i har brug for dag for dag; så skal det nok blive bedre.

Det er mega forskelligt og det svært for andre præcis at sætte sig ind i din situation og dine følelser, men der er intet forkert i dem. Det må være så ubehageligt at ens lille dreng er SÅ ked af det. Og specielt hvis han ikke er vant til nye mennesker eller ikke har prøvet at blive passet. 

Jeg har boet/arbejdet i et land med en højgravid. Da hun havde født, havde hun 2-3 ugers barsel, så skulle hun tilbage på job. Sådan er det i dét land. Så skulle barnet passes derfra. DET ER FORFÆRDELIGT!  Siden da har jeg ikke turdet klage over vi skal aflevere inden et år, selvom jeg da ville ønske man selv kunne vælge hvornår det passede for ens familie og barn.