Min første datters udvikling

Jeg fornemmer at du har taget meget patent på jeres datter. I er meget tætte, I har været meget sammen, I  arbejder på blefri. 

Hvis far først har fået lov at få en far-rolle nu, fordi du har hænderne fulde med lillesøster, så forstår jeg sgu godt at han bliver træt og irriteret. Datteren er vel vant til det kun er dig det gør alt. Så hun vil helst have dig. Hvis du har irettesat ham igennem snart 4 år, så er det altså ikke hans fejl at tingene går skævt når han prøver. Og jeg fordtår godt hvis han har bakket ud tidligere og bare ladet dig. Ingen gider blive ved hvis man altid bliver rettet på. Alle er forældre på hver deres måde og det skal man acceptere. Nej han skal ikke råbe af hende, men at hæve stemmen lidt i et forsøg på at trænge igennem er ikke over grænsen i min verden. Herhjemme er jeg sgu nødt til det flere gange dagligt hvis ikke de skal komme til skade når legen går for vidt.  

Jeg synes du skal støtte mere op om ham generelt. Lad ham ha tid med hende. og du skal ikke bestemme om det skal være på skødet mens de ser en tegnefilm på ipad, om de slår græs sammen eller læser bog. Han skal være far sådan som det falder ham naturligt. I skal ikke være ens og give den samme slags nærvær nødvendigvis. Og så skal du støtte op om at fars ord er præcis ligeså meget lov som dit! I stedet for at stryge datteren med hårene mens han forsøger at tage en konflikt.. det er da så underminerende som noget kan være.. 

jeg tror ikke jeres datter er gået i stå, men hun er  midt i trodsalderen og det kræver altså HELT klare grænser at komme igennem. Ja hun blev storesøster for næsten 1 år siden! Men pas lige på med ikke at undskylde alt adfærd med dét. Fint at have fokus på tid med hende så hun ikke føler sig overset, men alle de der ting med ikke at ville ting selv, det ville jeg skrive på trodsalder-listen og ikke storesøster listen. Det tror jeg ikke længere er det hun reagerer på. Det var noget andet hvis det var 3mdr siden lillesøster kom til verden. 

Jeg bliver noget nysgerrig/forundret - hvorfor ligger han og sover hver weekend til kl. 10, når I har to små børn og han heller ikke er særlig meget hjemme til hverdag?  Ville det ikke være oplagt at weekenderne var der hvor han tog over, du fik hvilke tud og I fik lavet en masse hyggeligt sammen med jeres unger?

Og hvorfor skal der være en mobiltelefon og tablet med inde over de fælles aktiviteter - kunne al slags elektronik ikke blive pakket langt væk hele sommeren, så I kunne få fokus tilbage på at nå hinanden igen alle fire? 

Mor11 skriver:

Jeg fornemmer at du har taget meget patent på jeres datter. I er meget tætte, I har været meget sammen, I  arbejder på blefri. 

Hvis far først har fået lov at få en far-rolle nu, fordi du har hænderne fulde med lillesøster, så forstår jeg sgu godt at han bliver træt og irriteret. Datteren er vel vant til det kun er dig det gør alt. Så hun vil helst have dig. Hvis du har irettesat ham igennem snart 4 år, så er det altså ikke hans fejl at tingene går skævt når han prøver. Og jeg fordtår godt hvis han har bakket ud tidligere og bare ladet dig. Ingen gider blive ved hvis man altid bliver rettet på. Alle er forældre på hver deres måde og det skal man acceptere. Nej han skal ikke råbe af hende, men at hæve stemmen lidt i et forsøg på at trænge igennem er ikke over grænsen i min verden. Herhjemme er jeg sgu nødt til det flere gange dagligt hvis ikke de skal komme til skade når legen går for vidt.  

Jeg synes du skal støtte mere op om ham generelt. Lad ham ha tid med hende. og du skal ikke bestemme om det skal være på skødet mens de ser en tegnefilm på ipad, om de slår græs sammen eller læser bog. Han skal være far sådan som det falder ham naturligt. I skal ikke være ens og give den samme slags nærvær nødvendigvis. Og så skal du støtte op om at fars ord er præcis ligeså meget lov som dit! I stedet for at stryge datteren med hårene mens han forsøger at tage en konflikt.. det er da så underminerende som noget kan være.. 

jeg tror ikke jeres datter er gået i stå, men hun er  midt i trodsalderen og det kræver altså HELT klare grænser at komme igennem. Ja hun blev storesøster for næsten 1 år siden! Men pas lige på med ikke at undskylde alt adfærd med dét. Fint at have fokus på tid med hende så hun ikke føler sig overset, men alle de der ting med ikke at ville ting selv, det ville jeg skrive på trodsalder-listen og ikke storesøster listen. Det tror jeg ikke længere er det hun reagerer på. Det var noget andet hvis det var 3mdr siden lillesøster kom til verden. 

Jeg vil ikke sige, at jeg har taget patent. Det er bare sådan, det har fungeret her. Der har altid været plads til ham i far rollen, men behovet er/har ikke været så stort. Hellere fem minutters kvalitet end fem timer, hvor han har været der halv. Det er måske lidt sådan det har været. 

Han er nok ikke den helt store far type som han selv siger. Det siger ham ikke vildt meget, mens de er små. Men han vil ikke undvære dem. 

Jeg har ikke irettesat ham i alle fire år. Kun når det går over hendes grænser eller han råbper af hende. Det ved han godt jeg ikke går ind for.

Det med at være forældre på hver sin måde giver jeg dig ret i. Men igen skal der være nogle overordnede ens grænser  

Men vil forsøge at støtte lidt mere om, og lade dem hygge på deres måde  

Men kan man gemme alt under trodsalderen? :p

Men fak for dine input  

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg bliver noget nysgerrig/forundret - hvorfor ligger han og sover hver weekend til kl. 10, når I har to små børn og han heller ikke er særlig meget hjemme til hverdag?  Ville det ikke være oplagt at weekenderne var der hvor han tog over, du fik hvilke tud og I fik lavet en masse hyggeligt sammen med jeres unger?

Og hvorfor skal der være en mobiltelefon og tablet med inde over de fælles aktiviteter - kunne al slags elektronik ikke blive pakket langt væk hele sommeren, så I kunne få fokus tilbage på at nå hinanden igen alle fire? 

Det er fordi jeg er a-menneske og han er b-menneske. Så det er den måde vi får det til at gå op bedst. Så spiser vi frokost sammen og hygger et par timer sammen som familie. 

Han er ikke så opfindsom med lege og har svært ved at sidde på gulvet pga en tidligere skade. De ser ofte noget sammen eller skyder med nerf gun. 

Til hverdag er det meget begrænset med ipad osv. Men det sker ofte fra 10-12 i weekenderne hvor jeg sover eller i pressede situationer. Så det ikke fordi hun sidder med den hele tiden  

Anonym skriver:

Jeg vil ikke sige, at jeg har taget patent. Det er bare sådan, det har fungeret her. Der har altid været plads til ham i far rollen, men behovet er/har ikke været så stort. Hellere fem minutters kvalitet end fem timer, hvor han har været der halv. Det er måske lidt sådan det har været. 

Han er nok ikke den helt store far type som han selv siger. Det siger ham ikke vildt meget, mens de er små. Men han vil ikke undvære dem. 

Jeg har ikke irettesat ham i alle fire år. Kun når det går over hendes grænser eller han råbper af hende. Det ved han godt jeg ikke går ind for.

Det med at være forældre på hver sin måde giver jeg dig ret i. Men igen skal der være nogle overordnede ens grænser  

Men vil forsøge at støtte lidt mere om, og lade dem hygge på deres måde  

Men kan man gemme alt under trodsalderen? :p

Men fak for dine input  

Ja, overordnede grænser - ift regler i hjemmet. Men det er jo ikke det samme som at nærværet skal være det samme fra mor som fra far.. det er det bestemt heller ikke her. Far er den der er god til at lege på gulvet, jeg er sleeeet ikke god til det, men til gengæld elsker de at være med mig i køkkenet og bage, vande blomster, få lov at vaske gulv (ja, skøre unger, men seriøst der er jubel hvis vi skal vaske gulve &nbsp eller andet praktisk. Det er min måde at være sammen med dem på. Plus de får 10.000 kys og kram om dagen. Jeg ser store værdier i at de lærer og ser hvordan et hjem holdes, hvad livet indebærer, hvordan man hjælper hinanden. hvor faren på ingen måde ser værdien i at de lærer at opvasken ikke selv finder vej til opvaskeren, at huset ikke rengør sig selv osv. 

Hvad siger din mand til det med at råbe? Ved han hvorfor han kommer til det? Synes han selv det er ok? Har i talt om hvordan han kan komme udenom det? Fx gå lidt væk og tælle til 10, ignorere hvis hun er på tværs eller lign? Noget hvor du ikke skal tage over eller blande dig. Det er sygt vigtigt at hun begynder at forstå at han også er en autoritet i jeres hjem. Jeg har selv en veninde hvor manden har rejst det meste af deres børns liv. Nu er han hjemme, og der er bare 0 respekt.. det er SÅ hårdt for begge forældre. Mor føler ikke hun kan efterlade dem alene med far fordi det er rent kaos mens hun er væk, og far giver op når han igen igen igen igen oplever ikke at kunne trænge igennem. Og det handler på ingen måde hverken om alder eller nye søskende men rent og skær "det er mor der bestemmer, ikke dig" holdning fra ungerne. Den mindste er på alder med din store pige. Det er ikke bare sådan lige at komme ind fra sidelinjen og sige "nu er jeg FAR". Desværre.. men ja, støtte er der brug for hvis det skal lykkes  

Hmm.. Prøv evt at tage en snak med ham om, at hvis han ikke føler at dét han gør virker, så skal han måske prøve på en anden måde. 

Tit handler ens opdragelsesmetoder jo om, hvordan man selv blev opdraget i barndommen. Herhjemme råber manden også en del, ikke af børnene som sådan, men mere sådan generelt. Hvis han vil snakke med en af os, så råber han bare beskeden på tværs af huset i stedet for at gå ind i det rum, vi er i. (når jeg ser på hans egen far, så er det helt samme væremåde).

Vores datter er 4,5 år, blev storesøster i november, er ørebarn og er deraf sat lidt tilbage sproglig og motorisk. Vi har haft pædagog og talepædagog ind over, som fortalte os, at det vi så som trods eller dovenskab i virkeligheden handlede om, at hun var fuldstændig udkørt. Så vi har slækket lidt på kravene, og så øver far sig i at rejse sig, gå hen til hende, lægge hånden på hendes skulder, sige hendes navn, og SÅ sige sin besked. Når han gør det sådan gør hun stort set altid, som han beder om.

Hvis farmand bliver frustreret på hende og ikke vil høre på dig, så skal børnehaven måske ind over? Men overvej virkelig i dit indre om det er dig, der over reagerer og ikke giver plads til ham, eller om det er ham der er fuldstændig urimelig og har behov for at blive "sat på plads" og få nogle pædagogisk værktøjer..