Anonym skriver:
Lad mig indledningsvist sige, at trods det her handler om min bonusdreng, ville jeg sætte pris på, at det ikke blev fokuspunktet. Min holdning og tanker handler ikke om, at han er bonus! Hvis mine egne børn var på samme måde, ville jeg oprette tilsvarende debat. Jeg elsker min bonusdreng - Så har vi den del ude af verden 
Han er 9 år, og vi er ved at være død-fucking-trætte af at give ham gaver. Hver gang han har fødselsdag, hver gang det er jul, så ønsker han sig ting, og så når han får dem, så rør han dem i 5-10 min. og så gider han det ikke mere. Bare for at nævne eksempler på ting, som han virkelig har ønsket sig, fået og så kun rørt 1-2 gange:
Løbehjul, skateboard, boksepude, cykel, det der sand man kan lege med, dominobane (hvor man kan bygge kæmpe baner), byg dig eget elektiske kredsløb, diverse legefigurer osv. osv.
Senest til hans fødselsdag ønskede han sig brændende sådan et "laserleg"-sæt. Altså hvor man er to, og så har man sådan en maske på og kan skyde hinanden med laser. Normalt giver vi for måske 300, fordi vi ikke ligefrem vælter os i penge, men nu pungede vi ekstra ud, fordi han sådan ønskede det. Vi talte med ham om, hvad det var for noget, hvordan man legede med det, og sikrede os, at han gerne ville have det, og det ville han.
Én gang legede han med det med sine søskende, kom ind og konstaterede, at det var for hårdt at løbe rundt, når man leger med det, og så har han ikke ville bruge det senere.
Jeg er ved at blive lidt gråhåret her, det samme er min kæreste. Vi er ikke materialistiske og bevidste om forbrugskultur, og jeg ahr det faktisk skide dårligt med, at han får alle de her ting, som andre - mindre priviligerede børn - drømmer om, og så gider han det aldrig alligevel.
Hvad fanden gør man? Næste gang er det jul. Jeg overvejer at foreslå ham, at han kan ønske sig penge, og så kan han spare op til en nintendo switch eller noget andet spillekonsol.Familien er ikke så stor, så hvis vi slår os sammen, er der ikke nok til at give ham både konsol og spil, det derfor jeg tænker penge.
Omvendt ville det måske nok være lidt kedeligt at sidde juleaften og kun få pengegaver. Men hvad skal vi ellers gøre? Jeg vil simpelthen ikke blive ved at fylde hans værelse op med skidt og lort, han ikke vil bruge. Vi har jo virkelig forsøgt at engagere os, foreslå vi kan lave noget af det sammen, tage ud sammen, at han kan tage ud med vennerne, men han gider ikke.
Og en anden ting er: Hvordan lærer man i den situation sit barn det med at sætte pris på sine ting? Jeg forstår, at børn i dag generelt er ret priviligerede og vokser op i et samfund med mange valg og muligheder. Men jeg vil gerne, at vi kunne lære ham det her med at sætte pris på, hvad han har.
Lige nu føler vi os faktisk lidt flove over, at han har alle de her fantastiske ting, som han har ønsket sig, og han gider ikke røre dem.. Jeg forventer ikke, at han bruger alt, hver gang han er her, men det der med at bruge tingene én gang og så slet ikke forholde sig til det længere, og afslå når det bliver foreslået, den er sgu lidt svær.
Måske I kunne snakke med ham om de ting han ikke bruger. Hvad der er til grund for det. Om I mon skal sætte det til salg og så købe Nintendo for pengene? Så han er med i processen.
Er selv vokset op med en lidt anderledes, men stadig vildt irriterende mentalitet. Min søster havde sådan en “mer-vil-have-mer” tankegang. Så snart hun havde fået noget var det pludselig ikke godt nok, så skulle det have været noget andet/bedre/dyrere. Der er stadig ikke sagt stop og hun er stadig på samme facon i dag.
Næste gang i køber gave skal det måske ikke så meget være ud fra hvad han siger han ønsker sig. Men måske udfra hvad hans andre interesser fortæller. Meget de ønsker sig er sådan pop op og vildt spændende, farveprangende, men måske ikke spændende når man rigtig kommer i gang.
