Brug og smid væk-mentalitet

Anonym skriver:

Lad mig indledningsvist sige, at trods det her handler om min bonusdreng, ville jeg sætte pris på, at det ikke blev fokuspunktet. Min holdning og tanker handler ikke om, at han er bonus! Hvis mine egne børn var på samme måde, ville jeg oprette tilsvarende debat. Jeg elsker min bonusdreng - Så har vi den del ude af verden

Han er 9 år, og vi er ved at være død-fucking-trætte af at give ham gaver. Hver gang han har fødselsdag, hver gang det er jul, så ønsker han sig ting, og så når han får dem, så rør han dem i 5-10 min. og så gider han det ikke mere. Bare for at nævne eksempler på ting, som han virkelig har ønsket sig, fået og så kun rørt 1-2 gange:

Løbehjul, skateboard, boksepude, cykel, det der sand man kan lege med, dominobane (hvor man kan bygge kæmpe baner), byg dig eget elektiske kredsløb, diverse legefigurer osv. osv.

Senest til hans fødselsdag ønskede han sig brændende sådan et "laserleg"-sæt. Altså hvor man er to, og så har man sådan en maske på og kan skyde hinanden med laser. Normalt giver vi for måske 300, fordi vi ikke ligefrem vælter os i penge, men nu pungede vi ekstra ud, fordi han sådan ønskede det. Vi talte med ham om, hvad det var for noget, hvordan man legede med det, og sikrede os, at han gerne ville have det, og det ville han.

Én gang legede han med det med sine søskende, kom ind og konstaterede, at det var for hårdt at løbe rundt, når man leger med det, og så har han ikke ville bruge det senere.

Jeg er ved at blive lidt gråhåret her, det samme er min kæreste. Vi er ikke materialistiske og bevidste om forbrugskultur, og jeg ahr det faktisk skide dårligt med, at han får alle de her ting, som andre - mindre priviligerede børn - drømmer om, og så gider han det aldrig alligevel.

Hvad fanden gør man? Næste gang er det jul. Jeg overvejer at foreslå ham, at han kan ønske sig penge, og så kan han spare op til en nintendo switch eller noget andet spillekonsol.Familien er ikke så stor, så hvis vi slår os sammen, er der ikke nok til at give ham både konsol og spil, det derfor jeg tænker penge.

Omvendt ville det måske nok være lidt kedeligt at sidde juleaften og kun få pengegaver. Men hvad skal vi ellers gøre? Jeg vil simpelthen ikke blive ved at fylde hans værelse op med skidt og lort, han ikke vil bruge. Vi har jo virkelig forsøgt at engagere os, foreslå vi kan lave noget af det sammen, tage ud sammen, at han kan tage ud med vennerne, men han gider ikke.

Og en anden ting er: Hvordan lærer man i den situation sit barn det med at sætte pris på sine ting? Jeg forstår, at børn i dag generelt er ret priviligerede og vokser op i et samfund med mange valg og muligheder. Men jeg vil gerne, at vi kunne lære ham det her med at sætte pris på, hvad han har.

Lige nu føler vi os faktisk lidt flove over, at han har alle de her fantastiske ting, som han har ønsket sig, og han gider ikke røre dem.. Jeg forventer ikke, at han bruger alt, hver gang han er her, men det der med at bruge tingene én gang og så slet ikke forholde sig til det længere, og afslå når det bliver foreslået, den er sgu lidt svær.

Jeg kender godt til frustrationen over alle de ting, der ender ubrugt i skabet eller skurret. Vi har gode erfaringer med at fastholde vores børn i at bruge deres ting. Fx rulleskøjter, rullesko osv. har de lynhurtigt givet op med, fordi det var for svært/ikke er lige så sjovt, som det så ud til. Vi har insisteret på, at de skulle lære at bruge det, også selvom de har brokket sig i den der skide irriterende klage-tone.

Vores yngste fik eksperiment-sæt i julegave. Åbnede det og kiggede ligegyldigt på tingene i æsken, lukkede det og maste det ind i sit skab. Men det er selvfølgelig, fordi hun ikke selv kan sætte det i gang. På samme måde, som den ældste ikke kan lære sig selv at bruge den guitar, hun drømte om så længe. For år tilbage, købte jeg nogle ret dyre perler, som kan bruges, skilles ad igen og igen, så man er fri for at købe perler hele tiden, når man har tre perle-elskende børn. Selv på opfordringer rørte de dem ikke før min mand og jeg begyndte at tage dem frem, når de lavede perler, og så brugte vi dem selv. Først der, forstod vores børn, hvad der egentlig var det sjove ved de genanvendelige perler.

Så min mand og jeg fordeler "bruge legetøj/gaver-opgaverne". Min mand var fx på rullesko- og guitaropgaven, jeg var på sy- og eksperimentopgaven etc. Nu ruller de alle på deres rulleskøjter og rullesko, øver guitar og leger med de genanvendelige perler selv, fordi de har lært det. Men det, de ikke bruger overhovedet, det sælger vi på loppemarkeder eller DBA. 

En tilføjelse - få sorteret og smidt ud (Endnu bedre: Få det doneret til nogen, som får brug for det og lær bonussøn lidt om den slags værdier i forbifarten)...

Herhjemme er der ikke nogen (okay, mest moderen), der ønsker stue eller værelser fyldt med legetøj. Min datter har et legekøkken og en lille kiste med legetøj. Punktum. Når hun har fået (mange!) gaver, så roterer vi det lidt, som en anden også foreslår - sådan hvert halve år kommer en ny ting frem og gammelt gemmes på loftet eller gives videre.

De sidste to decembre har været perfekt anledning til at rydde ud - jeg har samlet 24 ting fra værelse/tøjskab og pakket i en pakkekalender, som er røget til julehjælp. Næste år er min datter gammel nok til selv at hjælpe med at vælge, hvad der skal videre...

Ps: En helt anden ting; Jeg bliver lidt bekymret over, at en 9-årig udviser så meget dovenskab og er i så dårlig form - og så alligevel får lov til at bestemme/afvise aktive familieture, leg, motion, osv. Jeg ville nok afgøre med mig selv og de øvrige forældre, at det ikke var noget et barn i den alder skulle have lov til selv at bestemme, især når han allerede nu lider under vægtproblemer og dårlig form. Det synes jeg faktisk er et meget mere alvorligt problem, end det med legetøjet...og noget I virkelig bør håndtere for ham, før det får konsekvenser...

ErDuHerIkkeSnart skriver:

En tilføjelse - få sorteret og smidt ud (Endnu bedre: Få det doneret til nogen, som får brug for det og lær bonussøn lidt om den slags værdier i forbifarten)...

Herhjemme er der ikke nogen (okay, mest moderen), der ønsker stue eller værelser fyldt med legetøj. Min datter har et legekøkken og en lille kiste med legetøj. Punktum. Når hun har fået (mange!) gaver, så roterer vi det lidt, som en anden også foreslår - sådan hvert halve år kommer en ny ting frem og gammelt gemmes på loftet eller gives videre.

De sidste to decembre har været perfekt anledning til at rydde ud - jeg har samlet 24 ting fra værelse/tøjskab og pakket i en pakkekalender, som er røget til julehjælp. Næste år er min datter gammel nok til selv at hjælpe med at vælge, hvad der skal videre...

Ps: En helt anden ting; Jeg bliver lidt bekymret over, at en 9-årig udviser så meget dovenskab og er i så dårlig form - og så alligevel får lov til at bestemme/afvise aktive familieture, leg, motion, osv. Jeg ville nok afgøre med mig selv og de øvrige forældre, at det ikke var noget et barn i den alder skulle have lov til selv at bestemme, især når han allerede nu lider under vægtproblemer og dårlig form. Det synes jeg faktisk er et meget mere alvorligt problem, end det med legetøjet...og noget I virkelig bør håndtere for ham, før det får konsekvenser...

Han får ikke lov at afvise familieture - ikke herhjemme i hvert fald! Vi er generelt aktive og tager meget ud. Men jeg føler ikke vi kan TVINGE ham til at løbe på løbehjul. Åh men det er jo en helt anden lang historie, men kan godt se, at den bliver relevant. 

Nogen her i tråden udtrykker han kan have motoriske problemer, og det har han også. Og vi har virkelig kæmpet en kamp for ham. Far har forsøgt at tale med mor (altså hvor vi formulerede det som et fælles ansvar), talt med Sundhedsplejersken, vi var endda for 1.5 år siden derude hvor vi lavede en underretning (også pga andre ting, men vi nævnte det med motorikken), men der er ingen, der hører os.

Han er klodset og løber meget specielt. Og cyklen har vi droppet, fordi han var rædselsslagen for den, og trods vi hjalp ham og forsøgte at støtte ham, fyldte det for meget for ham, og vi kunne ikke få bugt med den angst, når mor ikke hjælper med at træne de motoriske ting dernede.

Det var ikke fordi han ikke kunne cykle, for det kan han godt. Men jeg tror det må være noget med balancen, for han var simpelthen så bange for at vælte. Og tænker det tema nok går igen i, at han ikke vil bruge de andre ting. 

Så vi tager ud, er fysisk aktive og prøver at inddrage motorik træning på en måde, hvor han ikke 'ligger mærke til det', men det er virkelig svært at arbejde med noget, når man kun kan gøre noget hver anden weekend, for det er ikke nok. 

Mor benægter der er et problem, fordi han går til fodbold, og det går ok (bortset fra han selv klager over 'jeg er ikke lige så meget ilt som de andre børn'), og fordi mor til mødet om underretningen sagde at hans motorik altså var helt fin, så blev der ikke gjort mere. De ville ikke lytte til os. 

Så ja, lidt en sidespring fra mit oprindelige spørgsmål, men jeg føler jeg må forklare og forsvare, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad vi indtil videre har gjort.. 

Anonym skriver:

Han får ikke lov at afvise familieture - ikke herhjemme i hvert fald! Vi er generelt aktive og tager meget ud. Men jeg føler ikke vi kan TVINGE ham til at løbe på løbehjul. Åh men det er jo en helt anden lang historie, men kan godt se, at den bliver relevant. 

Nogen her i tråden udtrykker han kan have motoriske problemer, og det har han også. Og vi har virkelig kæmpet en kamp for ham. Far har forsøgt at tale med mor (altså hvor vi formulerede det som et fælles ansvar), talt med Sundhedsplejersken, vi var endda for 1.5 år siden derude hvor vi lavede en underretning (også pga andre ting, men vi nævnte det med motorikken), men der er ingen, der hører os.

Han er klodset og løber meget specielt. Og cyklen har vi droppet, fordi han var rædselsslagen for den, og trods vi hjalp ham og forsøgte at støtte ham, fyldte det for meget for ham, og vi kunne ikke få bugt med den angst, når mor ikke hjælper med at træne de motoriske ting dernede.

Det var ikke fordi han ikke kunne cykle, for det kan han godt. Men jeg tror det må være noget med balancen, for han var simpelthen så bange for at vælte. Og tænker det tema nok går igen i, at han ikke vil bruge de andre ting. 

Så vi tager ud, er fysisk aktive og prøver at inddrage motorik træning på en måde, hvor han ikke 'ligger mærke til det', men det er virkelig svært at arbejde med noget, når man kun kan gøre noget hver anden weekend, for det er ikke nok. 

Mor benægter der er et problem, fordi han går til fodbold, og det går ok (bortset fra han selv klager over 'jeg er ikke lige så meget ilt som de andre børn'), og fordi mor til mødet om underretningen sagde at hans motorik altså var helt fin, så blev der ikke gjort mere. De ville ikke lytte til os. 

Så ja, lidt en sidespring fra mit oprindelige spørgsmål, men jeg føler jeg må forklare og forsvare, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad vi indtil videre har gjort.. 

Det må være en super svær situation for jer og for ham - og ja, det blev lidt et sidespor i det du egentlig ville debattere, jeg kunne bare ikke undlade at bide mærke i det, og have de samme tanker/bekymringer som du selv helt fornuftigt lyder til at reflektere over. Det er sgu synd for knægten, og virkelig godt at I er så opmærksomme på, at der er nødt til at ske noget for at hjælpe ham. Men godt nok svært, hvis mor ikke er medspiller. Kan anden familie omkring drengen mon være en støtte? Skolen? En fysioterapeut eller andre, som kan snakke med mor om nødvendigheden af at han får den rette hjælp?

Hos os er der en klar regel. Bruger du det ikke i længere tid bliver det givet videre. Det ved vores børn godt. Har selv en bonusdatter der ønskede sig løbesko. Brugte dem en gang og så lå de i skabet i 1,5 år. Så fik hun afvide at blev de ikke brugt blev de givet videre. Hun sagde selv at de skulle gives videre. Andre gange hvis det er noget hun virkelig ikke vil af med så bruger hun det igen. 

Vi holder meget på at vores børn ikke skal tjene penge på det andre har købt til dem. Så hos os forærer man det væk, ikke sælge. 

Det virker for vores børn, både fælles og bonus, især fordi de ved at vi 100% står bag vores ord. 

Newsence skriver:

Hos os er der en klar regel. Bruger du det ikke i længere tid bliver det givet videre. Det ved vores børn godt. Har selv en bonusdatter der ønskede sig løbesko. Brugte dem en gang og så lå de i skabet i 1,5 år. Så fik hun afvide at blev de ikke brugt blev de givet videre. Hun sagde selv at de skulle gives videre. Andre gange hvis det er noget hun virkelig ikke vil af med så bruger hun det igen. 

Vi holder meget på at vores børn ikke skal tjene penge på det andre har købt til dem. Så hos os forærer man det væk, ikke sælge. 

Det virker for vores børn, både fælles og bonus, især fordi de ved at vi 100% står bag vores ord. 

 

Gælder den regel også for dig? Hvis du har fået en 800 kroners parfume eller et par 1500 kroners solbriller i gave, som du ikke bryder dig om, men ikke kan byttes. Må du så gerne sælge det på nettet og bruge pengene på at købe en parfume og et par solbriller , du elsker og kommer til at bruge? Eller har du kun den mulighed, hvis du selv svang dankortet? 

Jeg kan SÅ meget følge dig. Er helt flov når jeg åbner ind til drengenes værelser og ser den overflod af ting, som de aldrig leger med. Det er faktisk rystende, at vi lever i sådan en verden, hvor vi har så meget uden egentlig at sætte pris på det velvidende at andre intet har.

Vi er begyndt at give oplevelser eller penge til at spare sammen til de dyrere ting. Fx billetter til Djurs Sommerland, Legoland, biografen, 10-turskort til svømmehallen osv. Lige nu ønsker den ældste sig en ps4. Det er ok at skrabe sammen til den når hele familien er med og så må man leve med at der kun er 1 gave juleaften. 

Ena skriver:

Gælder den regel også for dig? Hvis du har fået en 800 kroners parfume eller et par 1500 kroners solbriller i gave, som du ikke bryder dig om, men ikke kan byttes. Må du så gerne sælge det på nettet og bruge pengene på at købe en parfume og et par solbriller , du elsker og kommer til at bruge? Eller har du kun den mulighed, hvis du selv svang dankortet? 

 Ja det gælder også mig. Sådan er både jeg og min mand opdraget, så stod jeg i den situation ville jeg faktisk forære den væk. Vi er begge vokset op med at man ikke tjener penge på andres gaver. Bytte er ok. Så skulle jeg stå i den situation ( hvilket ikke sker for så dyre gaver giver vi ikke ) så ville den helt sikket blive foræret væk. Jeg ville nok hvis jeg stod med så dyr en ting give den til noget velgørende der evt kunne sælge den eller bruge den som præmie. Jeg skal bare ikke tjene penge. 

Jeg har altid holdt meget på at man som forældre skal være et godt eksempel og gå forest, så kunne ikke drømme om at prædike noget for mine børn, jeg ikke ville kunne efterleve selv. 

Samtidig kan jeg godt li ideen om at lære mine børn at give til dem der ikke har så meget. Dette en værdi jeg gerne vil give videre. 

Boyz2 skriver:

Hvis du mener, at han har et digitalt afhængighedsproblem, ville jeg aldrig give ham en konsol, selv om det er det eneste han ønsker sig. Min søn elsker at spille og ønsker sin en gamer computer, det får han ikke. Man kan ikke altid, få det man ønsker sig. 

 

Hvad leger han med ud over at spille ? Hos min søn på 10 år er det fx. LEGO, nerf guns, papkasser som han bygger om, tegne. Min søn på 12 er det fx. Fodbold. Jeg kan også have svært ved at finde gave ideer til mine drenge og vil heller ikke købe gaver til dem, der ikke bliver brugt. 

 

Det jeg giver, er bøger om interesse ting fx. fodbold (han spiller fodbold ik?), jumbo bøger, kryds og tværsblade, gaver de kan bruge i forbindelse med en ferie (snorkelmaske, skibriller), ting til skolen, tøj, oplevelser.

Jeg giver små gaver og det har mine børn vænnet sig til. 

 

Du skriver, at i laver ting med ham / oplevelser. Jeg ville fastholde det og så give små praktiske ting til fødselsdag og jul. 

 

Med hensyn til hans legetøj som han ikke bruger, så sælg det, giv det væk og lad være med at købe mere. 

 

Jeg tror, man lærer sine børn at sætte pris på det de har, ved at lære dem at blive bevidste forbrugere og ved at lære dem at identificere, hvad der virkelig gør dem glad.

 

Åh, jeg kan sagtens følge dig, og jeg er for så vidt enig. Men problemet er, at han er enormt ensidig i sine interesser. Der er skærm. Så kan han nogen gange motiveres til at lege med plus plus (som han har rigeligt af), og så kan han sidde i meget lang tid og pille med nogle aktionfigurer, men kun nogle få udvalgte. Tro mig. Vi har virkelig forsøgt både at øge hans interesse i andre ting, ved at gøre det til fælles aktivitet, og vi har spurgt ind osv., men der er ikke andet. I forhold til fodbold interesserer han sig ikke for det andet end i det omfang han går til det. 

Han er en særlig dreng - dejlig og sød, men meget speciel. Han er ikke som andre på hans alder, og det r det også lidt svært at sammenligne og gøre som vi normalt ville tænke man skulle gøre.