Græder ved aflevering i børnehaven.

Min datter på 3 år har mere eller mindre altid haft perioder, hvor hun har været ked af at blive afleveret i børnehaven. Da hun gik i vuggestue tænkte jeg, at det nok var meget normalt, men nu er hun 3 år og 8 mdr og har igen en periode, hvor hun skriger og klamrer sig til mig ved aflevering. Allerede når vi drejer ind på børnehavens parkeringsplads begynder hun at græde, selv om morgenen har været helt fin. Jeg kan ikke overtale hende til at komme med ud af bilen og det ender med at jeg må bære hende ind, imens hun græder højlydt og gør modstand. Når jeg siger farvel til hende sidder hun og græder på skødet af en voksen. Efter jeg er kørt går der måske 5 min, så er hun i godt humør igen, leger, spiser og personalet i bh siger at hun trives, er fuld af spilopper og er meget energisk. Jeg kan også se, at hun er glad og leger med de andre børn, når jeg henter hende igen. Hun bliver afleveret kl 08.15 hver morgen og hentet kl 14.

Hun er på alle måder en velfungerende og glad pige, men jeg synes det er synd for hende, at hun har det så svært med at give slip på mig. Jeg har haft hende hjemme den første tid og hun startede i vuggestue som 2 årig - jeg ved ikke om det kan have haft indflydelse? Jeg synes selv, at jeg er god til at signalere, at det er ok og at alt er godt, når vi tager afsked. 

 Er der andre der har oplevet lignende, og hvordan har i taklet det?

Mortilchristoffer skriver:

Min datter på 3 år har mere eller mindre altid haft perioder, hvor hun har været ked af at blive afleveret i børnehaven. Da hun gik i vuggestue tænkte jeg, at det nok var meget normalt, men nu er hun 3 år og 8 mdr og har igen en periode, hvor hun skriger og klamrer sig til mig ved aflevering. Allerede når vi drejer ind på børnehavens parkeringsplads begynder hun at græde, selv om morgenen har været helt fin. Jeg kan ikke overtale hende til at komme med ud af bilen og det ender med at jeg må bære hende ind, imens hun græder højlydt og gør modstand. Når jeg siger farvel til hende sidder hun og græder på skødet af en voksen. Efter jeg er kørt går der måske 5 min, så er hun i godt humør igen, leger, spiser og personalet i bh siger at hun trives, er fuld af spilopper og er meget energisk. Jeg kan også se, at hun er glad og leger med de andre børn, når jeg henter hende igen. Hun bliver afleveret kl 08.15 hver morgen og hentet kl 14.

Hun er på alle måder en velfungerende og glad pige, men jeg synes det er synd for hende, at hun har det så svært med at give slip på mig. Jeg har haft hende hjemme den første tid og hun startede i vuggestue som 2 årig - jeg ved ikke om det kan have haft indflydelse? Jeg synes selv, at jeg er god til at signalere, at det er ok og at alt er godt, når vi tager afsked. 

 Er der andre der har oplevet lignende, og hvordan har i taklet det?

Min søn bliver også ked af det i perioder, når han skal afleveres. Han elsker børnehaven, har gode venner og er tæt knyttet til de voksne.

Men han er glad for sin mor og synes, at det er hyggeligt med en dag hjemme (ikke en mulighed, da jeg arbejder). 

Jeg har ikke en løsning på det, men det hjælper at vide, at det ikke er en reaktion på børnehaven men en reaktion på at skulle undvære mig.

Jeg prøver at aflevere 7.30 eller 8.30, så vi enten ankommer inden den store kl. 8 myldretid, hvor der er ro og mange voksne til få børn eller efter at bedstevennerne er ankommet og han lige kan glide ind i deres leg. Det hjælper.

Min søn gør det i vuggestuen i perioder. Vi snakkede med pædagogerne som fortælle det er normalt og også i børnehaven. At de mildest talt bare prøver en af og håber man får ondt af dem så de kan få lov at blive hjemme. (Lidt ligesom at pjække). 

Det lyder som min datter på 3  og min søn på 2.. 

100%anonym skriver:

Min søn gør det i vuggestuen i perioder. Vi snakkede med pædagogerne som fortælle det er normalt og også i børnehaven. At de mildest talt bare prøver en af og håber man får ondt af dem så de kan få lov at blive hjemme. (Lidt ligesom at pjække). 

Åh, jeg bryder mig altså ikke om, at man tillægger børn sådan nogle motiver. Jeg tror ikke så små børn kan være manipulerende eller tænke så strategisk, at de græder som en del af en plan om at få lov at blive hjemme. De pædagoger, der har sagt det til dig, skal da vist en tur på skolebænken igen. Børn i den alder har jo bare store følelser og kraftige reaktioner på forskellige situationer. For nogle er afskeden med forældrene bare meget svær. Tænker, at man bare skal rumme deres følelser og anerkende, at det er en svær situation. 

Morogbarn skriver:

Åh, jeg bryder mig altså ikke om, at man tillægger børn sådan nogle motiver. Jeg tror ikke så små børn kan være manipulerende eller tænke så strategisk, at de græder som en del af en plan om at få lov at blive hjemme. De pædagoger, der har sagt det til dig, skal da vist en tur på skolebænken igen. Børn i den alder har jo bare store følelser og kraftige reaktioner på forskellige situationer. For nogle er afskeden med forældrene bare meget svær. Tænker, at man bare skal rumme deres følelser og anerkende, at det er en svær situation. 

Det er også ok at du har det sådan og ikke bryder dig om det. Men at sige at pædagogerne skal på skolebænken igen synes jeg faktisk ikke er ok bare fordi du er af en anden opfattelse. 

Min søn er 2,5 og tro mig. Han kan godt finde ud af at manipulerer allerede ved at skabe sig så han får sin vilje. Og det er med alt. Ikke at han får sin vilje skal lige siges. 

100%anonym skriver:

Det er også ok at du har det sådan og ikke bryder dig om det. Men at sige at pædagogerne skal på skolebænken igen synes jeg faktisk ikke er ok bare fordi du er af en anden opfattelse. 

Min søn er 2,5 og tro mig. Han kan godt finde ud af at manipulerer allerede ved at skabe sig så han får sin vilje. Og det er med alt. Ikke at han får sin vilje skal lige siges. 

Det handler ikke bare om, at jeg er af en anden opfattelse. Det er simpelthen et udviklingspsykologisk faktum, at børn på 2-3 års hjerner slet ikke er i stand til at udtænke sådan nogle “planer”. De kan ikke på forhånd gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Og det burde en uddannet pædagog vide. 

Mortilchristoffer skriver:

Min datter på 3 år har mere eller mindre altid haft perioder, hvor hun har været ked af at blive afleveret i børnehaven. Da hun gik i vuggestue tænkte jeg, at det nok var meget normalt, men nu er hun 3 år og 8 mdr og har igen en periode, hvor hun skriger og klamrer sig til mig ved aflevering. Allerede når vi drejer ind på børnehavens parkeringsplads begynder hun at græde, selv om morgenen har været helt fin. Jeg kan ikke overtale hende til at komme med ud af bilen og det ender med at jeg må bære hende ind, imens hun græder højlydt og gør modstand. Når jeg siger farvel til hende sidder hun og græder på skødet af en voksen. Efter jeg er kørt går der måske 5 min, så er hun i godt humør igen, leger, spiser og personalet i bh siger at hun trives, er fuld af spilopper og er meget energisk. Jeg kan også se, at hun er glad og leger med de andre børn, når jeg henter hende igen. Hun bliver afleveret kl 08.15 hver morgen og hentet kl 14.

Hun er på alle måder en velfungerende og glad pige, men jeg synes det er synd for hende, at hun har det så svært med at give slip på mig. Jeg har haft hende hjemme den første tid og hun startede i vuggestue som 2 årig - jeg ved ikke om det kan have haft indflydelse? Jeg synes selv, at jeg er god til at signalere, at det er ok og at alt er godt, når vi tager afsked. 

 Er der andre der har oplevet lignende, og hvordan har i taklet det?

Min datter på knap 4 år har også i perioder svært ved at blive afleveret i børnehave.

Jeg har fundet ud af at det hænger rigtig meget sammen med hvornår hun bliver afleveret. Hvis hun bliver afleveret sent, og vi har haft tid til en rigtig hyggelig morgen, hvor der er blevet puttet på sofaen inden vi skal afsted, så er det drøn svært at sige farvel. Men når hun bliver afleveret tidligt, og der ikke har været tid til samme grad af hygge (og hun skal spise morgenmad i børnehaven) så er hun langt nemmere at aflevere. Til hverdag er det ikke rigtig et problem, da jeg møder kl 7 på arbejde, så hun er tidligt i børnehave og der er ikke den store hygge tid. Men hvis jeg f.eks. skal møde senere af en eller anden grund, så er det meget svært at sige farvel, efter vi har siddet og haft en halv time på sofaen.

Morogbarn skriver:

Det handler ikke bare om, at jeg er af en anden opfattelse. Det er simpelthen et udviklingspsykologisk faktum, at børn på 2-3 års hjerner slet ikke er i stand til at udtænke sådan nogle “planer”. De kan ikke på forhånd gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Og det burde en uddannet pædagog vide. 

Okay så siger vi det. Du får ret og jeg får fred 

Tak for jeres svar

Selv om at det er træls, at også andre børn har det svært ved aflevering, så synes jeg nu alligevel det er rart, at det ikke kun er min datter der har det sådan. Jeg var blevet lidt bekymret for, om det måske var noget i børnehaven hun reagerede på, eller om hun grundlæggende reagerer på at være adskilt fra mig. Nu er jeg jo også af den overbevisning, at små børn har det bedst hjemme i familiens trygge rammer og jeg håber ikke det smitter for meget af på hende, når nu virkeligheden hos danske børnefamilier sjældent harmonerer med idealet om at have børnene hjemme imens de er små. Jeg har tænkt lidt over tingene og tænker også, at der har været perioder, der har været nemmere for hende - især en periode, hvor far afleverede kl 07. Det kan både have haft indflydelse, at det var fordi det var ham der afleverede, men måske også på grund af tidspunktet. Vi har trods alt allerede haft et par timer sammen hjemme inden hun skal afsted om morgenen. Så jeg vil prøve at ændre lidt på morgenrutinerne og se om det virker, ellers må jeg nok leve med at være den bedste i verden for hende lige lidt endnu