Sviger Familie drama

OKay 

sagen er den min mand har en bror - han er et røvhul, men vi kender ham og han får aldrig lov at træde over vores grænser så siger vi fra, og han får det samme i hovedet som han giver 

så han er givet op at være et røvhul imod os 

sagen er så hans mor, han behandler hende mildt sagt som lort, og hun siger ikke fra - istedet skal vi høre på det, alt hendes gråd og hendes følelser -

vi kan selvfølge ikke iretsætte ham i dette tilfælde da de ikke er os han træder over fødderne, det skal hun gøre

problemet er vi bliver mere og mere indebrændt, men min holdning er klar, vi skal Ikke blande os i deres psykisk syge forhold -hun fejler intet intelligentmæssigt eller noget, og brokke sig kan hun

- Kan jeg ikke sige til hende, vi vil ikke høre det mere? At vi vil ikke blandes mere i det her? 

Hun ved hvad vi synes, at hun skal stå op for sig selv, men hun gøre det aldrig!

vi magter ikke høre med om hvor ond han kan være overfor hende - vi orker simpelthen ikke mere 

Intelligens har absolut intet at gøre med om man kan sige fra overfor nogen, og da slet ikke en person, som man har født, opfostret og elsket i hvem ved hvor mange år. Jeg kan ikke se, hvorfor du har brug for at insinuere at hun er dum, fordi hun ikke gør som dig?

Jeg synes du er meget følelseskold, hvis du ikke har empati med hendes tydelige problematik - men det er selvfølgelig heller ikke din mor. Hvorfor spørger I hende ikke bare, hvad I kan gøre for at hjælpe hende med hendes situation? Og forklare at det gør ondt på jer (eller i det mindste din mand, antager jeg) at se hende så ked af det, og at I synes at problemet skal løses på en eller anden måde, så hun ikke går og græder over det hele tiden.

Har du selv børn? Hvordan ville du have det, hvis dit nu voksne barn gik og talte grimt til dig hele tiden? Prøv at tænke lidt på andre end dig selv og sæt dig i hendes sted og hjælp hende i stedet for at se ned på hende og være fordømmende.

Anonym skriver:

Intelligens har absolut intet at gøre med om man kan sige fra overfor nogen, og da slet ikke en person, som man har født, opfostret og elsket i hvem ved hvor mange år. Jeg kan ikke se, hvorfor du har brug for at insinuere at hun er dum, fordi hun ikke gør som dig?

Jeg synes du er meget følelseskold, hvis du ikke har empati med hendes tydelige problematik - men det er selvfølgelig heller ikke din mor. Hvorfor spørger I hende ikke bare, hvad I kan gøre for at hjælpe hende med hendes situation? Og forklare at det gør ondt på jer (eller i det mindste din mand, antager jeg) at se hende så ked af det, og at I synes at problemet skal løses på en eller anden måde, så hun ikke går og græder over det hele tiden.

Har du selv børn? Hvordan ville du have det, hvis dit nu voksne barn gik og talte grimt til dig hele tiden? Prøv at tænke lidt på andre end dig selv og sæt dig i hendes sted og hjælp hende i stedet for at se ned på hende og være fordømmende.

Jeg mener ikke jeg er følelses kold, men måske hvordan jeg skriver at jeg orker simpelthen ikke mere - jeg orker ikke høre på det fordi det gøre ondt på os - Og det påvirker min mands forhold til hans bror - jeg har hørte på dette i 10 år og han bliver værre - hun har intet problem i at brokke sig til alle - 

vi har snakket med hende om det 1000 gange og siger det er fuldstændig uacceptabel hvordan han snakker til hende - og det kan kun ændre sig ved hun Siger fra

hun siger det ved hun godt! Ja men så sig fra! Og stop det

Det er simpelthen så groft, at i julen snakkede han hendes mad ned - jeg er ligeglad med ham og siger det passer ikke, tig stille det smager fantastsik osv

Hun må tage ansvar for sit liv, ligesom vi alle andre skal!

hun passer hans børn konstant, men det er alligevel aldrig godt nok - og hun brokker sig til os, at hun passer dem for meget - ja men så sig nej!

Anonym skriver:

Intelligens har absolut intet at gøre med om man kan sige fra overfor nogen, og da slet ikke en person, som man har født, opfostret og elsket i hvem ved hvor mange år. Jeg kan ikke se, hvorfor du har brug for at insinuere at hun er dum, fordi hun ikke gør som dig?

Jeg synes du er meget følelseskold, hvis du ikke har empati med hendes tydelige problematik - men det er selvfølgelig heller ikke din mor. Hvorfor spørger I hende ikke bare, hvad I kan gøre for at hjælpe hende med hendes situation? Og forklare at det gør ondt på jer (eller i det mindste din mand, antager jeg) at se hende så ked af det, og at I synes at problemet skal løses på en eller anden måde, så hun ikke går og græder over det hele tiden.

Har du selv børn? Hvordan ville du have det, hvis dit nu voksne barn gik og talte grimt til dig hele tiden? Prøv at tænke lidt på andre end dig selv og sæt dig i hendes sted og hjælp hende i stedet for at se ned på hende og være fordømmende.

Og jeg siger ikke hun er dum, når jeg skriver hun er normalt Intelligence 

- Jeg mener at hun kan tage vare på sig selv, hun fejler intet, kæmper ikke med lav selvværd eller depression osv.

og derfor kan vi ikke blande os - Hun er en voksen kvinde - og svine ham til DET kan hun  men bare ikke til hans ansigt 

Anonym skriver:

OKay 

 

sagen er den min mand har en bror - han er et røvhul, men vi kender ham og han får aldrig lov at træde over vores grænser så siger vi fra, og han får det samme i hovedet som han giver 

så han er givet op at være et røvhul imod os 

 

sagen er så hans mor, han behandler hende mildt sagt som lort, og hun siger ikke fra - istedet skal vi høre på det, alt hendes gråd og hendes følelser -

 

vi kan selvfølge ikke iretsætte ham i dette tilfælde da de ikke er os han træder over fødderne, det skal hun gøre

 

problemet er vi bliver mere og mere indebrændt, men min holdning er klar, vi skal Ikke blande os i deres psykisk syge forhold -hun fejler intet intelligentmæssigt eller noget, og brokke sig kan hun

 

- Kan jeg ikke sige til hende, vi vil ikke høre det mere? At vi vil ikke blandes mere i det her? 

Hun ved hvad vi synes, at hun skal stå op for sig selv, men hun gøre det aldrig!

vi magter ikke høre med om hvor ond han kan være overfor hende - vi orker simpelthen ikke mere 

Du skriver "min holdning er klar...", "kan jeg ikke sige til hende...", og så "vi magter ikke", "vi orker ikke". Din mands holdning og følelser er det relevante her, ikke så meget dine, synes jeg. Hvorfor blander han sig ikke, gør noget, hjælper sin mor, tager en yderst alvorssnak med sin bror? Altså forsvarer sin egen mor? Hvorfor vil han ikke blande sig i sin tætteste familes forhold, det er hans mor og bror?! Det lyder som en trist situation for kvinden, hvordan er det en løsning at lukke af og overlade hende til sig selv med sine tårer og tristhed? Det ville jeg aldrig kunne gøre mod min mor, eller svigermor. 

Anonym skriver:

Du skriver "min holdning er klar...", "kan jeg ikke sige til hende...", og så "vi magter ikke", "vi orker ikke". Din mands holdning og følelser er det relevante her, ikke så meget dine, synes jeg. Hvorfor blander han sig ikke, gør noget, hjælper sin mor, tager en yderst alvorssnak med sin bror? Altså forsvarer sin egen mor? Hvorfor vil han ikke blande sig i sin tætteste familes forhold, det er hans mor og bror?! Det lyder som en trist situation for kvinden, hvordan er det en løsning at lukke af og overlade hende til sig selv med sine tårer og tristhed? Det ville jeg aldrig kunne gøre mod min mor, eller svigermor. 

Du kan ikke blande dig, når voksne mennesker har problemer! 

Det skal DE kunne ændre, hvorfor skal min mand gøre det? Så bliver han bare rasende på min mand, og intet er løst, fordi det er ikke ham, han træder på dagligt!

INTET bliver løst, om han tager en snak med sin bror! - det skaber kun mere drama imellem dem alle 

- Om jeg har et skænderi med min mor skal min søskende ikke blande sig! De kan “rådgive” enten min mor eller mig, men de skal ikke blande sig! 

Kun mig og min mor kan løse det. Fordi vi kender problemerne ud og ind, og vi har “historien” sammen 

Hun kan svine sin søn til ALLE, men vil ikke står op for sig selv. - 

Anonym skriver:

Du kan ikke blande dig, når voksne mennesker har problemer! 

 

Det skal DE kunne ændre, hvorfor skal min mand gøre det? Så bliver han bare rasende på min mand, og intet er løst, fordi det er ikke ham, han træder på dagligt!

 

INTET bliver løst, om han tager en snak med sin bror! - det skaber kun mere drama imellem dem alle 

- Om jeg har et skænderi med min mor skal min søskende ikke blande sig! De kan “rådgive” enten min mor eller mig, men de skal ikke blande sig! 

Kun mig og min mor kan løse det. Fordi vi kender problemerne ud og ind, og vi har “historien” sammen 

 

Hun kan svine sin søn til ALLE, men vil ikke står op for sig selv. - 

Men det lyder som et decideret psykisk voldeligt forhold, bare mellem mor og søn. Andre kvinder der lever i lignende forhold, er ofte også intelligensmæsigt tilstrækkelige, og funktionelle. De kan for en dels vedkommende bare heller ikke sige fra, gå, stoppe den psykiske mishandling. At sige man ikke gider at høre på deres brok længere, for de er voksne og skal bare sige fra selv, er da ikke særlig hensigtsmæssigt.

Hvis i har overskud til det, synes jeg at i skal støtte hende i at sige fra. Forstået på den måde, at I fast men kærligt fortæller, at det ikke nytter noget, at hun ringer til jer og græder, men at hun ikke skal finde sig i hans opførsel og at det skal hun sige til ham. Hvis hun ikke orker det i en konkret situation  så måske ved at prøve at vende tilbage og sige "sidste gang vi var sammen, skete der sådan og sådan og jeg følte sådan og sådan " er han så vitterlig en kæmpe idiot og er ligeglad med, at hun bliver ked af det /vred osv bør hun ærlig talt overveje at lægge noget distance til ham. Er i til stede, når han begynder at opføre sig åndssvagt over for hende, synes jeg godt at i kan sige noget til ham, måske det giver hende modet til at tage tråden op og sige fra. Du og din mand lyder jo heldigvis ikke til at have problemer med at markere jer over for ham.

Anonym skriver:

Du skriver "min holdning er klar...", "kan jeg ikke sige til hende...", og så "vi magter ikke", "vi orker ikke". Din mands holdning og følelser er det relevante her, ikke så meget dine, synes jeg. Hvorfor blander han sig ikke, gør noget, hjælper sin mor, tager en yderst alvorssnak med sin bror? Altså forsvarer sin egen mor? Hvorfor vil han ikke blande sig i sin tætteste familes forhold, det er hans mor og bror?! Det lyder som en trist situation for kvinden, hvordan er det en løsning at lukke af og overlade hende til sig selv med sine tårer og tristhed? Det ville jeg aldrig kunne gøre mod min mor, eller svigermor. 

Jeg er helt enig her. Jeg mener SAGTENS man kan blande sig i andre voksne menneskers problemer, især hvis man er vidne til at en bliver behandlet dårligt men ikke formår at sige fra. 

Anonym skriver:

OKay 

 

sagen er den min mand har en bror - han er et røvhul, men vi kender ham og han får aldrig lov at træde over vores grænser så siger vi fra, og han får det samme i hovedet som han giver 

så han er givet op at være et røvhul imod os 

 

sagen er så hans mor, han behandler hende mildt sagt som lort, og hun siger ikke fra - istedet skal vi høre på det, alt hendes gråd og hendes følelser -

 

vi kan selvfølge ikke iretsætte ham i dette tilfælde da de ikke er os han træder over fødderne, det skal hun gøre

 

problemet er vi bliver mere og mere indebrændt, men min holdning er klar, vi skal Ikke blande os i deres psykisk syge forhold -hun fejler intet intelligentmæssigt eller noget, og brokke sig kan hun

 

- Kan jeg ikke sige til hende, vi vil ikke høre det mere? At vi vil ikke blandes mere i det her? 

Hun ved hvad vi synes, at hun skal stå op for sig selv, men hun gøre det aldrig!

vi magter ikke høre med om hvor ond han kan være overfor hende - vi orker simpelthen ikke mere 

Jeg synes du skal sige til din svigermor at du ikke ønsker at høre på hendes brok over hendes søn længere.. i HAR sagt til hende at hun skal sige fra , hvilket tydeligt er det eneste som vil virke.

Til forskel fra de fleste andre svar du har fået herinde, mener jeg ikke det er jeres ansvar at få hendes søn til at tale ordentligt til hende.. det er HENDES ansvar, men jeg synes at i skal sige fra over for broderen når i er samlet, én ting er at i har sagt fra over for ham, når han “angriber” jer, men i gider heller ikke høre på hans evige talen ned til hans mor når i er til stede.

På den måde slipper i forhåbentlig for at være i flere ubehagelige situationer.. din svigermor må så finde modet til at konfrontere sin søn når han taler ned til hende når i ikke er samlet, for det vil han helt sikkert fortsætte med og det er efter min mening ikke jeres problem. 

Man kan jo håbe at hvis i sætter ham på plafs angående hans opførsel over for moderen når i er der, måske får ham til at tænke over det når de er alene. Men igen.. det er ikke jeres problem om det gær eller ej. 

Pøj pøj