unge forældre??

Anonym skriver:

Tak for dit svar, må jeg spørge hvor du boede? Og hvor længe du evt boede hjemme?

Jeg boede hjemme til 2,5 mdr før termin, så flyttede jeg sammen med min kæreste og fik gjort klar til baby kom.

Men havde det faktum at hun aldrig fik en videregående uddannelse, egentlig noget at gøre med at hun blev ung mor? Jeg spørger fordi jeg selv havde samme alder og har en videregående uddannelse og det kender jeg ligeledes mange andre der har. 

Jeg er lige nu i gang med min videregående uddannelse. Inden jeg fik første barn arbejdede jeg fuldtid som ufaglært på et plejehjem og havde taget PAU'en. Men må indrømme at det nok kun er qua min mand at jeg er ved at tage mig en videregående uddannelse, han var heldigvis færdiguddannet og havde og har et godt betalt job i det private. Det har sikret os økonomisk og er hans fortjeneste at vi har hus og bil og et økonomisk sikkerhedsnet. Havde jeg været alene tror jeg ikke at jeg havde haft overskuddet hverken personligt eller økonomisk til at videreuddanne mig med 2 børn. Så jeg vil også sige, at det kan sætte en begrænsning for ens uddannelsesmuligheder når man får børn. Men dette gælder naturligvis ikke for alle og det er du så beviset på i hvert fald. Jeg kender desværre også en del som ingen uddannelse eller arbejde har trods de bliver ved med at få det ene barn efter det andet og det gør mig virkelig trist.

Abracadabra skriver:

Ja, der er da klart statistik, der taler for, at jo yngre kvinden er ved første barn, jo dårligere uddannet bliver hun. Det er en meget velkendt sammenhæng. Undtagelsen bekræfter ikke reglen - men godt for dig, at du er en undtagelse.

Min mor ville gerne have været jurist. Hun blev lægesekretær. 

Du får det til at lyde som om at det nærmest et en skam at blive lægesekretær ��.... 

A-1995 skriver:

Du får det til at lyde som om at det nærmest et en skam at blive lægesekretær ��.... 

Det et såmænd ingen skam, hun var en lykkelig lægesekretær! Men hun ville gerne have været på universitetet, og hun var livslangt ærgerlig over, at det ikke var muligt for hende. Tiden var også en anden den gang - samtidig taler statistikken sit tydelige sprog: Der er en træls sammenhæng mellem ung alder ved første barn og lav uddannelse.

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg vil bare lige hører er der nogen herinde som har prøvet at få børn meget tidligt ved 15-19 års alderen?

Og har i lyst til at fortælle jeres historie? Hvordan fortalte i jeres forældre det? Hvordan tog de det? Hvilke andre overvejelser havde i? Hvordan tog omverden det? Håber nogen har lyst til at fortælle jeres historie og svare på mine MANGE spørgsmål!

knus

Jeg var 14, da jeg fik min datter. 

Graviditeten blev opdaget meget sent, uden tegn på graviditet, overhovedet.. - graviditeten blev opdaget fordi jeg var ved læge sammen med min mor pga mistanke om blærebetændelse.. - Det var noget af en kamel at sluge for mine forældre, i særdeleshed min stedfar.. Men ellers tog folk det utroligt nok meget pænt, jeg oplevede støtte og opbakning.. :-) 

Abracadabra skriver:

Det et såmænd ingen skam, hun var en lykkelig lægesekretær! Men hun ville gerne have været på universitetet, og hun var livslangt ærgerlig over, at det ikke var muligt for hende. Tiden var også en anden den gang - samtidig taler statistikken sit tydelige sprog: Der er en træls sammenhæng mellem ung alder ved første barn og lav uddannelse.

Men dér tænker jeg, at temmelig mange af dem, der får børn tidligt, alligevel ikke har planer og drømme om en længerevarende, videregående uddannelse. At hvis man har som mål og plan at læse medicin eller religionsvidenskab, så vil man være mere tilbøjelig til dels ikke at planlægge at blive gravid tidligt, dels at få en abort, hvis uheldet er ude. 

Og så er der lidt hønen eller ægget over det - jeg havde efter gymnasiet en brændende lyst til at blive mor inden alt for mange år, og da jeg vægtede det så højt, var det medvirkende til, at jeg valgte universitetet fra og tog fire år på lærerseminariet i stedet. Absolut ikke som et trist kompromis - jeg elskede studiet og er verdens gladeste skolelærer - men ud fra tanker om, hvordan jeg bedst så mig selv forene ønsket om børn og uddannelse. Da jeg så først var i gang med studiet, blev jeg helt afgjort også inspireret af mine mange medstuderende, der fik børn undervejs, så jeg valgte at få mit første barn midtvejs i studiet, 22 år gammel. 

Når jeg møder gamle elever, der har fået børn meget tidligt, er det yderst sjældent dem, jeg ville have spået, skulle have en universitetsuddannelse alligevel. Jeg mødte en undtagelse forleden - hun er 27, antropolog og mor til en 5-årig - men generelt er det et andet billede. 

16 og 17 var vi med den første.

Jeg kan selv om jeg elsker min søn ,ikke anbefale man får et barn så tidligt.

Vi er så ,så heldige at vi på trods af ingen uddannelse har et succesrigt arbejdsliv i dag som selvstændige. 

Men til gengæld har vi begge arbejdet fuldtid siden vi var 16 og 17 og som ufaglært- og det har især slidt mig op.

Min ryg er smadret - og det er blandt andet pga det hårde arbejde som ikke udvokset. 

Men der var ikke andre alternativer som unge forældre der skulle forsørge et barn. 

Både min mand og jeg har sagt at vi ville ønske vi havde haft muligheden for uddannelse- og det er nok det jeg selv putter mest i mine unger-

Pas jeres skole så I kan få den uddannelse I ønsker ,så I kan få det arbejdsliv I ønsker. 

Er det til et skoleprojekt, eller fordi du planlægger, eller fordi du er blevet gravid?

Mor og meget mere skriver:

Men dér tænker jeg, at temmelig mange af dem, der får børn tidligt, alligevel ikke har planer og drømme om en længerevarende, videregående uddannelse. At hvis man har som mål og plan at læse medicin eller religionsvidenskab, så vil man være mere tilbøjelig til dels ikke at planlægge at blive gravid tidligt, dels at få en abort, hvis uheldet er ude. 

Og så er der lidt hønen eller ægget over det - jeg havde efter gymnasiet en brændende lyst til at blive mor inden alt for mange år, og da jeg vægtede det så højt, var det medvirkende til, at jeg valgte universitetet fra og tog fire år på lærerseminariet i stedet. Absolut ikke som et trist kompromis - jeg elskede studiet og er verdens gladeste skolelærer - men ud fra tanker om, hvordan jeg bedst så mig selv forene ønsket om børn og uddannelse. Da jeg så først var i gang med studiet, blev jeg helt afgjort også inspireret af mine mange medstuderende, der fik børn undervejs, så jeg valgte at få mit første barn midtvejs i studiet, 22 år gammel. 

Når jeg møder gamle elever, der har fået børn meget tidligt, er det yderst sjældent dem, jeg ville have spået, skulle have en universitetsuddannelse alligevel. Jeg mødte en undtagelse forleden - hun er 27, antropolog og mor til en 5-årig - men generelt er det et andet billede. 

Og så skal jeg da tilføje, meget væsentligt, at jeg grundlæggende ikke mener, det er en god idé at få barn som teenager. Slet ikke som 15- eller 16-årig. Der er SÅ meget endnu at lære, både om sig selv og om livet, og i den alder er man stadig i en rivende udvikling mentalt.

At få barn så ung betyder, at der er døre, som lukkes og døre, som bliver meget vanskeligere at åbne. Og “familiedøren” kan åbnes både 5 og 10 år senere - det er jo ikke et “Nu eller aldrig”. 

Det handler om modenhed, tilsidesættelse af egne behov, uddannelse, økonomi, ungdomsliv, selvstændighed, trygge rammer - og om at tænke mange, mange år frem; ikke kun tænke på en baby, men på et helt børne- og ungdomsliv, man forpligter sig til at tage ansvar for. 

Jj1709 skriver:

Jeg var 14, da jeg fik min datter. 

Graviditeten blev opdaget meget sent, uden tegn på graviditet, overhovedet.. - graviditeten blev opdaget fordi jeg var ved læge sammen med min mor pga mistanke om blærebetændelse.. - Det var noget af en kamel at sluge for mine forældre, i særdeleshed min stedfar.. Men ellers tog folk det utroligt nok meget pænt, jeg oplevede støtte og opbakning.. :-) 

 

14????? 

Hvordan er det nærmest overhovedet muligt.......